Om mobilmisbrug: Hvordan jeg frygter at måtte beskrive mit forældreskab om 30 år
Motherhood

Om mobilmisbrug: Hvordan jeg frygter at måtte beskrive mit forældreskab om 30 år

MOBILMISBRUG | Jeg fik en tanke. En dystopisk tanke. Om at vi om 30 år lever i en verden, hvor lov dikterer, at man ikke bare kan bruge sin smartphone som vi gør i dag … fordi vi for længe havde ødelagt for meget i os som sociale væsener. En verden, hvor spædbørn var begyndt ikke at åbne øjnene før i 2-årsalderen, for der var ingen øjenkontakt at spore alligevel, intet at bruge synet til, før en mobil kunne betjenes. Hvor deres tunger var begyndt at skrumpe, for talesprog var ved at blive udfaset, alle kommunikerede på skrift og emoji. Hvor de fødtes duknakkede; bygget til kun at kigge ned i hånden. Hvor jeg, 64 år gammel i 2048, må se tilbage og indse, at jeg havde været en af de småbarnsmødre, der havde smidt alt på gulvet i begyndelsen af årtusindet til fordel for retten til at scrolle frit.

“Det var som om vi alle havde ødelagt vores egne evner til at være sammen med hinanden. Ødelagt den med teknologi. Med mobilmisbrug.

Jeg selv var en af de rigtig slemme.

Jeg lod telefonen være en alt for vigtig aktør i de gode stunder. Den var der, hele tiden, en del af vores familie. Som kamera, som noteholder, som mailadgang, som opkaldscentral, som vinduet ud til hele verden, jeg behøvede aldrig hæve blikket for at være en del af den verden.

Det føltes som en lettelse, når barnet bad om at måtte se fjernsyn. Hun behøvede oftest ikke at plage, for så havde jeg fri til at være sammen med min telefon.

Jeg aner ikke, hvad jeg lavede på den. Eller: Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke lavede noget vigtigt. Det var ikke arbejdsrelateret, nyhedsjunken eller fordybelse i noget hobbyagtigt eller noget andet, jeg lidt bedre kan forsvare. Det var hoppen ind og ud af apps og feeds, et endeløst flimmer af andres billeder og links, som jeg ikke klikkede på, ikke interesserede mig for, ikke blev klogere af, men som jeg var afhængig af se fare forbi. Det var Instagram, Facebook, WordPress-kommentarer, Pinterest. I et evigt loop.

Det var 90 procent ligegyldighed, og 10 procent bevidste ærinder. Ærinder, som sagtens kunne have fundet sted på et andet tidspunkt.

Og det var ulideligt. Jeg var meget bevidst om det. Om, at mobilmisbrug var et ord, der passede på mig. Om, at jeg ofte havde mere lyst til at være sammen med mit barn på den måde, hvor vi kiggede på hver vores skærm og koksede helt ud, end til at lave noget sammen med hende.

Det var ikke fordi jeg ikke prøvede at bryde ud af det. At sætte regler op for mig selv om skærmfri familietid, telefonfri dage, digitale detoxes, evalueringer af mig selv, blogindlæg om mobilmisbrug. Men det var vanskeligt. Dels fordi jeg måtte se i øjnene, at puslespil og højtlæsning ikke trak i mig som telefonen gjorde, hvor pinagtig dén erkendelse så var. Dels fordi: Hvordan kan man detoxe digitalt i en verden, hvor alle andre lukker sig inde i deres små, digitale indelukker – med deres høretelefoner i ørerne i alle solostunder, deres stirren ned i skærmene, deres evindelige telefongooglerier af facts, når man endelig kiggede hinanden i øjnene og førte en samtale.

Men det er nemt at sige, at de andre bar ansvaret. Det gjorde de naturligvis ikke. Det gjorde jeg selv. Og det skyldtes én ting. Den ene ting, jeg endnu ikke har forstået til bunds, men som sikkert har noget med dopamin og andre hjernebegreber at gøre: Hungeren. Hungeren efter hvad der mon skete inde i den telefon. Og hungeren vandt altid.

En sammenligning af mobilmisbrug med narkomisbrug eller alkoholisme er for banal. For en del af at komme ud af disse misbrug er at lære at leve i verden uden dem.

Mobilhunger skal sammenlignes med spiseforstyrrelser. Hvor en del af at komme ud af det er at lære at leve normalt med mad – det, de havde misbrugt eller tvangsafstået fra. Et totalforbud af mad er jo ikke muligt. Man må lære at leve med at skulle indtage sin værste fjende eller ondeste trøster hver eneste dag, flere gange dagligt, resten af livet.

Mit vigtigste redskab til både mit arbejde og min hobby – blogging – var min telefon. Den bar også på mit kamera, min bankadgang, min e-mail, min GPS, mine dyrebare minder. Ting, der godt kunne findes andre steder, men ingen steder var de så nemt tilgængelige som i telefonen. At kyle den ud var de facto at melde sig ud af samfundet.

Men selv de spiseforstyrrede havde et fortrin her: Deres heling bestod blandt andet i at lære at leve i en verden, hvor størstedelen af de andre har et sundt og godt forhold til mad. Med tiden kan man, hvis man lader sig behandle nok og overbevise nok af raskere stemmer logiske røster, forstå logikken i et afbalanceret forhold til kroppens benzin – maden.

Mobilmisbrugere havde ingen behandlere dengang; ingen rask adfærd at læne sig op ad, hvis blot de kiggede sig lidt om.

Hvordan skulle vi dog trække hinanden ud af sølet? Vi var jo lige syge allesammen? Den lovgivning, der har gjort smartphones ulovlig, er syg, ja – men ikke lige så syg som vi var. Den lovgivning var nødvendig.”

*
*
*

Følg med her
(nok mest for andre med mobilmisbrug …):

Facebook * Instagram * Bloglovin‘ * Pinterest

 

***

8 Comments

  • Eva

    Da dr. Margrethe sagde, at vi engang imellem skulle foretage os noget unyttigt, tænkte jeg fluks på, hvad tror hun, vi laver på mobilen?

  • Anne

    Du har så meget ret! Desværre!!

    Jeg er lige præcis der. Og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre. Og hvad jeg er villig til at gøre. Men der skal gøres noget, det er helt sikkert.

    Hjælp!

  • Jane

    Av. Du har ret i det dystopiske, men jeg tror desværre, du tager fejl med loven. Den kommer ikke. Tværtimod kommer der kun mere, der skal lokke os til mere og mere skærm. Ikke ulig alle de andre typer misbrug, vi heller ikke kan finde på at lovgive imod, fordi de økonomiske omkostninger er for høje og fordi det politisk set er en lortesag.

    Så ansvaret er dit (og mit) alene. Ved du, hvordan man kommer ud? Jeg ved det dælme ikke…

    • Karoline

      Sandt, selvfølgelig kommer sådan en lov ikke (og jeg har set for meget The Handmaid’s Tale). Men tanken er skæg at lege med. Ikke sådan harrhaharr-skæg … men tragikomisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0