Min farmor var sin fars pige.

Og det er omtrent det eneste af halvprivat karakter, jeg ved om min oldefars personlighed. At han havde en øjesten, og at hun var min farmor. Resten må jeg digte mig til ud fra fakta.

For eksempel at han af og til fik nok af, at hans datter smuglede sin Aage op på høloftet og stormede derop og smed Aage ud, men oftest så han gennem fingre med det, formentlig fordi hun var fars pige, og han gad ikke skændes, og i øvrigt var det jo ikke en dødssynd, når unge mennesker havde kærester.

Og at han ganske givet var en presset type i ungdomsårene, da han kom til at gøre sin brud gravid så længe før brylluppet, at barnet, den senere øjesten, min farmor, var med til festen. I en vugge. Knap så velset nord for Limfjorden i 1924, tænker jeg.

Nu bliver næste generation opkaldt efter navne som min oldefars og hans jævnaldrendes, der findes Alfred efter Alfred og Otto’er og Svend’er og Viggo’er blandt børnene i min omgangskreds. Men mit livs Alfred, min oldefar, ham kendte vi ikke engang. Der fandtes ikke blogs, der fandtes ikke tid til dagbøger i Arbejderdanmark, og der findes ikke længere nogen, der kendte ham godt i hans bedste år.

Men jeg tror, at han var både hård og munter. Lidt som hans datter, der, før hun blev gammel og syg og måtte på plejehjem, var helt frisk i hovedet, så frisk, at alderdommen lod til at kede hende gudsjammerligt som den sneg sig ind på hende og farvede hendes kulsorte hår hvidt.

Men er vi ikke alle det? Hårde og muntre? Åh gud, her vil jeg bare gerne skrive noget vigtigt om min oldefar, fordi han var vigtig for min farmor, som var vigtig for så mig og så mange, jeg kender.

Men det her blik på det billede, jeg altid har været så fascineret af, når det stirrede på mig med sit halvskæve ikke-smil fra mine bedsteforældres vægge, det er faktisk det tætteste jeg kommer på at lære ham at kende:

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’