Mig og mit kun lidt yngre jeg og den sorg vi deler og som deler os

Jeg krammer mit to år yngre jeg hårdt. Hun spørger mig grådkvalt og vantro: »Men. Det lyder jo som om du synes det er GODT, at mor døde!?«.

Og jeg nikker, og jeg ryster på hovedet, og jeg nikker lidt igen.

Og jeg ved ikke hvordan jeg bedre skal forklare mit kun lidt yngre jeg, at der er ting, hun først vil forstå, når hun er lidt ældre. At man godt kan savne og sørge og have det elendigt over fx at have født et barn, ens mor aldrig kommer til at kramme, og samtidig vide, at døden, der hentede vores mor, var barmhjertig. Hurtig og uden varsel og så meget bedre end en nedslidt krop med diabetes på 51. år var stillet i udsigt.

Det kan man godt, siger jeg til mit yngre jeg, man er ikke enten det ene eller det andet, ikke enten teflonbelagt eller i dyb sorg. Der er en trædesten midt imellem at sunde sig på, og hun vil finde den, når tiden er moden.

Hun hulker videre og vil have lov at være i sit mørke savn, der kun er overgået af én anden sorg: Tanken om en dag at komme videre.

***

2 Comments

Add Yours →

Har endnu ikke oplevet en sorg som din. Alligevel finder jeg stor…glæde/smerte (hvilket ord jeg her skal bruge, ved jeg faktisk slet ikke) ved at læse dine ord. I bogen Om svampe og sorg, som jeg netop har læst færdigt, stod dog pludseligt et afsnit om Skilsmisse versus død. Og en skilsmisse har jeg oplevet, så måske derfor – også derfor – at jeg alligevel ikke er så sorgløs alligevel. Anyways, bogen kan anbefales. Ligesom jeg ofte anbefaler dine ord. Andre steder. Både dem om sorg og om alt muligt andet 🙂

Hvor var det sødt skrevet. Dejligt, at du de anbefaler, det er jeg meget smigret over. Og ja, jeg tror der er enormt mange paralleller mellem skilsmisse og tab. Den bog har jeg noteret mig.

Skriv et svar