Om “vores adskillelseskultur”: Fordi jeg ikke vil være privilegieblind
13

Om “vores adskillelseskultur”: Fordi jeg ikke vil være privilegieblind

Og så er hverdagen i gang igen. Så meget som det nu kan kaldes hverdag, når jeg er på barsel. Men det kan nu altså noget, når man er tvunget ud af sengen, når børnene vågner, i stedet for at overtale dem til at blive liggende under min varme dyne bare liiiidt endnu, som vi har gjort hele ferien. Og lidt hverdag kan det vel også kaldes, at man hver aften må være den voksne, der prepper morgenmaden og lægger tøj frem til næste dag, så den sparsomme morgen kan blive hyggelig og ustresset, selv om der er både et spædbarn, en mor med afbrændt ammehjerne og en treårig hvis yndlingsord for tiden er “det gider jeg ikke”, til stede. Det er den ofte, når jeg er kaptajn, stresset, men i går aftes og i morges lykkedes det at gøre de der små ting, som gør forskellen.

Så der står vi ved børnehavebussen og vinker. 8.30 tøffer børnehaven sydpå, ned til vidderne og luften i udflytteren, og vi voksne drysser hver til sit. Dem med en arbejdsplads, der venter dem, haster videre, og os uden slentrer mere. Og det var i den forskel, at jeg igen-igen kom til at tænke på min holdning til den såkaldte adskillelseskultur (som er debatteret i kommentarsporene HER og HER – og HER hos idabida.dk).

For selv hvis jeg ikke var på barsel, ville jeg ikke være nødt til at haste. Hverken konkret eller i overført betydning.

Vi er dybt privilegerede, Jens og jeg. Med udmærket betalte job, som ikke kræver, at vi arbejder 70 timer om ugen. Jens har skæve arbejdstider, der oftest ikke arbejder imod os, men med os, og min arbejdsplads tillader svingende mødetider. Der er således altid minimum én voksen, der kan afholde rolig morgen, og der er også altid minimum en voksen, der kan hente tidligt eller måske holde hjemmedag. Det betyder, at vi yderst sjældent oplever det ræs, som er virkeligheden i mange børnefamilier. Hvor man skal være ude af døren 7.15 senest og okse rundt på cykel for forpustet at aflevere børn forskellige steder og til sidst lande svedig på sit job i forstæderne klokken 8.15, mens man drømmer om hjemmearbejdstid og kortere pendlerafstand eller bare bedsteforældre bosat tættere på, så enderne lidt oftere kunne mødes.

Der er vi aldrig. Når det sker, føles det nærmest lidt eksotisk. (Slå mig hårdt).

Og derfor har jeg måske også, med Jens’ ord, været fornærmet i debatten om ordet adskillelseskultur på andres vegne. Eller, fornærmet på en anden måde end først antaget, måske.

I vores tilfælde kunne vi godt opsige børnehavepladsen, mens jeg er på barsel med den mindste, og vi kunne også sagtens prioritere endnu flere hjemmedage for begge børn, når jeg skal tilbage på jobbet, og spædbarnet skal i vuggestue.

Og her er det så, at jeg bliver stødt over ordet adskillelseskultur. Fordi det er sat op som noget, der er os pålagt. Mens vi i vores tilfælde faktisk vælger adskillelsen til. Derfor rammer det hårde ord med ekstra hårdt. For vi ikke er skilt ad af nød, men nærmere af lyst.

Det er jo bare ikke det ord, jeg bruger. Adskillelse. Fordi det er negativt ladet. I det ord ligger, at det er meningen, at man ikke skal være skilt ad. At noget med magt har tvunget os fra hinanden.

Og sådan er vores virkelighed ikke.

Jeg ser det som at vi i vores familie tanker op på verden uden for os selv. Den giver os noget, og vi giver noget til den. Og det har jeg haft ro med siden den nu treårige begyndte i vuggestue og fra dag 1 i sin institutionskarriere (hvor dårlig normering i øvrigt aldrig har været afprøvet på egne kroppe, men kun været noget, vi kender fra medierne) har været typen, der spænede ind til leg og fik kammerater hurtigt, og som om eftermiddagene ikke altid gad med hjem.

Hvis vores lille søn viser sig at være samme type som hende, vil jeg aflevere ham i vuggestue og siden børnehave med samme ro i sindet. Hvis han har et andet gemyt, ser vi på det til den tid. Jeg vil hellere se på ham end at lytte til hvad andre forældre fortæller mig, at jeg opretholder af skadelige samfundsstrukturer ved at tvinge ham i institution, fordi arbejdet kalder.

Jeg holder fast i, at jeg synes adskillelseskultur er et træls ord (især når det bruges som HER, som var den tekst, der oprindeligt fik mig til tasterne). Også selv om folk skriver til mig (pænt og venligt forresten, tak for den gode tone), at det er et neutralt ord, der jo blot betegner sandheden: At vi og vores børn jo er skilt ad dagen lang. Cafépenge er også et træls ord at bruge om SU’en, selv om nogle unge på SU går på café, og det samme med ordet 12-talspiger, selv om nogle af disse vitterligt høster 12-taller. Der ligger så meget mere i disse ord, der består ellers tilforladelige komponenter.

Men jeg er også bevidst om, at mit syn på den såkaldte adskillelseskultur er noget mere afslappet, fordi jeg er heldig. Ikke bare med gode job og et institutionsglad barn, men gudhjælpemig også med et økonomisk sikkerhedsnet i form af arven efter min mor. Selv hvis vi blev fyret og sat på gaden i samme måned, ville vi have noget at gribe i.

Og det gør, at jeg altid er i stand til at trække vejret helt ned i maven, som det er så få forundt, og se rundt på vores hverdags delkomponenter og vurdere om de stemmer overens med vores værdier.

Og fra maven og hjerte, kære dagbog: Som det er nu, så gør de det virkelig.

***

13 thoughts on “Om “vores adskillelseskultur”: Fordi jeg ikke vil være privilegieblind”

  1. Sikke et dejligt indlæg – det nuancerer netop, at børnefamilielivet ikke altid er enten institution fra 7 til lukketid eller hjemmepasning fuld tid. Det eneste, jeg studser over, er at I kun kender dårlig normering fra medierne. Må jeg være så fræk at spørge, om det er en kommunal institution? Har de vikarer, når personale er fraværende? Sidder børnene ikke på toilettet og brøler “jeg er fææææærdig” i evigheder?! Jeg bliver sgu næsten misundelig 😉
    Efter en lang juleferie var min 3-årige i øvrigt meget ivrig efter at komme i børnehave igen 🙂

    • Kommunale institutioner på Nørrebro, jep, to forskellige styks. Jeg må blive dig svar skyldig med de der spørgsmål … jeg er der ikke, når der brøles for at blive tørret bagi, og jeg har ikke hørt efter, når de fortæller om personalesituationer, altså, om de er pressede i forhold til normering. Det har ikke virket sådan. Mit barn er langt de fleste dage vendt glad hjem fra dagene i vuggestue og børnehave, og de få gange, vi har haft noget at udsætte på noget, har vi kun oplevet godt samarbejde, gode forklaringer og opfølgning.

      Jeg ved godt, at det ikke er billedet alle steder, føler jeg trang til at understrege. Måske har vi været heldige.

  2. Jeg er en udearbejdende mor, som aldrig kunne drømme om at hjemmeskole mine børn. Alligevel følger jeg med hos bla Neohippie og Maj My, for jeg kan sagtens lade mig inspirere i små bidder af deres meget anderledes liv. Jeg har ikke følt mig personligt ramt af ordet adskillelseskultur.

  3. Jeg er fuldstændig enig. Shamer-ordet ‘adskillelseskultur’ stinker virkelig. Da jeg læste dit opslag på instagram bed jeg mærke i den række af moraliserende og ‘videnskaben fortæller os faktisk at….”-kommentarer (prædikerne, tænker jeg faktisk) og blev helt ærligt træt af at blive fortalt hvordan min familie og jeg BØR være en familie. Men da jeg læste indlægget, som du henviser til og som du også selv reagerede på, blev jeg direkte ked af det. Sådan rigtigt. Gemt bag ‘sarkasme’ og ‘det er jo bare en kritik af vores adskillelseskultur’ får jeg, når jeg læser indlægget, en syngende lussing. Den slags mommyshaming er så tarvelig og ulækker og skal stoppe.

  4. Tak for et fint indlæg. Jeg bliver selv temmelig irriteret over debatten om adskillelseskultur. Fordi det bliver en debat om en lille del af et større billede, og ikke meningsfuldt kan behandles selvstændigt. Vi kan sagtens måle på, om og hvor længe det er godt at være i institutioner under givne forhold. Men debatten om adskillelseskultur tager, som du skriver, som præmis, at det pr definition er bedre for børnene at være hjemme hos deres forældre – eller rettere: mor. For der er jo dem, mødrene, der debatterer, og hjemmeskoler. Og problematikken ligger her i, at institutioner til børn skal ses i sammenhæng med ikke bare udearbejdende kvinde, men også med kvinders valgret, muligheden for at klare sig som enlig mor/forældre, kvinders økonomiske uafhængighed og dermed reelle mulighed for skilsmisse og at gå fra et evt voldeligt forhold. Det bliver fremstillet som sådan en ego-luksusting, hvor egoistiske, materialistiske, iskolde forældrene vælger deres børns lykke fra fordi de er indoktrinerede i en adskillelseskultur. Men det er jo en helt anden historie, hvis vi ser på, hvad institutioner igennem tiden har muliggjort for kvinder. Altså helt almindelige liv med egen økonomi og valgmuligheder. Og disse rettigheder skal vi kæmpe for – for det kan hurtigt gå den vej igen, at kvinder er tvunget til at blive hjemme, og det ikke kun er et aktivt tilvalg for dem, der er priviligerede nok til, at de ikke behøver at arbejde, men kan blive forsørgede, mens de hjemmepasser og hjemmeskoler. Og den situation, den har vi prøvet. Det var det, som vores bedstemødre og oldemødre kæmpede imod. Med god grund. Så lad os kæmpe for gode institutioner i stedet for, og lære af den ret så nære fortid, at det ikke er en god idé at tvinge mødrene hjem til kødgryderne.

  5. Tak for et relevant og nuanceret indspark i debatten. Der er skrevet så meget forskellige steder, men vil lige bidrage med en tanke jeg har haft flere gange, når jeg har læst med forskellige steder (bl.a. den liste du linkede til) GODT jeg blev mor inden denne debat og alle disse holdninger til moderskabet og hvad det (kan) kræver. I forvejen var det angstprovokerende at tage beslutningen om at sætte børn i verden. Hvis jeg var blevet påvirket til at føle, at moderskabet kun ville være godt nok, hvis jeg helligede mine børn alt min tid, alle mine ressourcer, ja bare ALT, så tror jeg ærlig talt ikke jeg havde turdet. Jeg forstår hvor følelserne kommer fra, og jeg forstår den gode hensigt, og selvfølgelig er jeg også selv først og fremmest MOR nu, det er helt naturligt. Men italesættelsen af at man nærmest fejler som mor hvis man ikke bærer, slynger, ammer, sover sammen og tilbringer alle døgnets timer med sit barn er for mig tenderender til det klaustrofobiske. Det fantastiske og priviligerede moderskab er i forvejen selvopofrende nok – fra mit pov.

  6. Enig. Fint, nuanceret indlæg i en ellers lidt for tilspidset debat.
    Jeg hører dog desværre til en anden “gruppe”: stadig i den priviligerede ende, hvor en af os (jeg) har mulighed for nedsat tid og fleksible arbejdstider, og hvor det ikke er pengebekymringer der holder os vågne om natten. Til gengæld har jeg et femårigt barn der hader konceptet børnehave og til hver en tid hellere vil blive hjemme. Hendes evner og glæde ved at omgås andre børn er stærkt begrænset ift normalen, og vi er dybt bekymrede for hvordan hun vil klare sig i skole (hvor der er endnu flere børn og endnu færre voksne). I den ideelle verden ville jeg vælge at hjemmeskole hende, men i den virkelige verden ved jeg at det vil gøre mig ensom og ulykkelig: ud fra min erfaring med at passe hende og lillebror hjemme kan jeg se at vi bliver socialt isoleret fra resten af verden hvor alting foregår på institutionslivets præmisser, og mulighederne for at møde andre børn og voksne i hverdagen er så godt som ikke-eksisterende. Det er her at jeg kan bruge et begreb som adskillelseskultur til at forklare mig selv hvad det er for nogle samfundsstrukturer der gør at jeg ikke magter at skille os ud fra mængden. Det ville være det bedste for mit barn, men prisen er for høj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *