Mens vi venter på far: Et boldbassin af i-landsproblemer

Dagene går her i sommerhusland. Med det søde ingenting og dejlige småproblemer.

Med at afværge barnegråd over at makrelmadden må spises uden mayonnaise, fordi vi glemte at købe det, og her i provinsen ikke bare kan rende i Brugsen, der ligger 5 km borte. Med at lære det nye affaldssorteringssystem at kende. Med at stirre ud på de grå skyer og træernes vajen og håbe på mulighed for en strandtur senere. Med at sige “nej” til flere skubopis, “du har både fået juice og pandekager i dag”. Med at falde i søvn uden mørklægningsgardiner. Med at bygge høje legotårne og forhindre babyen i at smadre dem. Med at holde den snart gående baby væk fra ledninger, med at afholde kildeturnering på vægtilvægtæppet og prøve at overleve, hvor hårdt det er at tumle med sine børn.

Børnene og jeg er rejst i forvejen, mens Jens får arbejdet færdigt i København, inden han også kan holde ferie.

Og her ville dagene gå med uproblematisk meget af førstnævnte aktiviteter, hvis ikke det var fordi jeg er rendt ind i et i-landsproblem, der føles lidt større end de øvrige:

(Hvis du synes, at det ikke er værd at dvæle ved andre problemer i verden end hungersnød, global opvarmning og barnebrude – hvad der er helt okay – så skal du lukke bloggen her nu)

Forventningen om evig istandsættelse.

Det begyndte i det sekund, vi købte sommerhuset her. Folk tæt på og folk længere ude i periferien spurgte interesseret til, hvad der så skulle laves og hvordan vi havde tænkt os at gribe det an og om vi havde overvejet den og den løsning. Helt naturlige spørgsmål til nye husejere – men hvad der undrer mig, er at interessen ikke er aftaget. Det er fortsat på bordet som det naturligste i verden her på tredje sommer i træk: Antagelsen om, at vi går og bygger og hamrer og piller og maler, når vi er i sommerhus. At det er derfor, vi har købt et ældre skur i provinsen.

Det er det ikke (primært).

Vi har købt et fuldt funktionsdygtigt hus, der kan bruges som det er. Her er flere skønhedspletter og indretningsblasts from the past end moderne løsninger og lækker finish, men ud over nogle tagrender og tre punkterede, udskiftningsmodne vinduer, er der ikke noget, der skal laves, bortset fra almindeligt vedligehold. Alligevel mødte jeg dette spørgsmål hos en bekendt for nylig: “Hvor langt er I så kommet med alt det, der skal laves?”, uden at jeg havde nævnt “alt det”, man kunne lave. Han stod bare og stampede i sin egen holdning til, hvordan man har et sommerhus.

Ser her ud som en side i Bo Bedre? Nej. Kan man hygge sig med hele den pukkelryggede her? Ja.

Og jeg kunne bare blæse på andres tilgang til vores hus, især formodningen om, at vi vel er i fuld sving med “alt det” der skal laves. Men jeg kan mærke, at forventningen udefra skaber en hel del konflikt indeni.

Det peger formentlig tilbage til to af mine store frygter her i livet: At blive opfattet som 1) dum, og 2) doven.

Når uvejret raser indeni, er det typisk fordi den er gal med en af de to. Også her, hvor det føles som om boligejere taler til lejer-mig, der har taget munden for fuld og klattet sin arv væk på et uovervejet huskøb (dumhed) og nu ikke hurtigt nok tager fat med at få bragt hytten i orden (dovenskab), inden den rådner væk.

Jeg tænker, at det er sådan her det føles at være nyslået pensionist og glæde sig over at dagene nu er lange og ledige, kun for at opdage, at omverdenen står på nakken af en med en hel spand antagelser. Forventninger om, at man skal have faste hentedage af børnebørnene, endelig få skrevet den der bog, begynde at gå til golf/skydning/kajak, nu hvor tiden endelig er til det, rejse jorden rundt, melde sig ind i ditten og datten. Være en aktiv senior. Guld, ikke byrde.

Stop! Nej! Jeg vil bare gerne lige sidde her lidt og glo på livet!

Jeg vil også bare gerne sidde her og glo. Nyde dagene helt nede i gear – som jeg nyder dem bedst (med lange samtaler inde i hovedet, madlavning og gåture), ikke som andre nyder dem bedst (med forløsning af den kreative skaberkraft, de bærer rundt på). Og tage forbedringerne i slowmotion, så jeg kan nå at nyde dem. Første sommer malede vi indvendigt træværk lyst og opdagede, hvordan der blev lagt flere kvadratmeter til i stuerne i optisk bedrag. Anden sommer tog vi hul på at istandsætte gangen, hvad vi først færdiggør denne sommer, hvor vi også har flået noget af køkkenet ud – uden plan for, hvad der skal ske med resten. Huset bruges fint imens, selv om der hænger en ledning her og der og mangler strøm i nogle hjørner, og vi går og nyder, at vi lærer at spartle, fjerne linoleum og tapet og rense for alger, mens vi lader op til kommende projekter om nye køkkenelementer, ny forterrasse, brændeovn og nyt stuegulv.

Det sker. En dag. Det skal nok ske (især fordi min svigerfamilie, der bor i nærheden, trækker et kæmpe læs for os i form af on-demand-trailerhjælp, engagement og DIY-erfaring). Men der er ikke noget ræs om hurtigst muligt at have et hus, der står skarpt, har fordoblet sin egen salgsværdi og er genstand for misundelse hos både æsteter og naboer.

Imens vil jeg prøve at møde uvejret indeni med rationaler om, at andres tanker ikke altid behøver at have noget med mig at gøre. Det er trods alt mig (og lidt Jens), der bestemmer tempo, indkøb og udtryk. Og så vil jeg læne mig ind i den lille lærdom, der ligger i, at man er en rigtig god kammerat, når man husker på ikke at proppe sine personlige præferencer ned over andre i form af formodning. Man kan sagtens vise interesse med åbne spørgsmål alene.

Skål i kaffe på Langeland!

***

11 Comments

Add Yours →

Åh, hvor jeg kender det! Dit pensionisteksempel er rigtig godt, og jeg tror måske også nogle knap så karrieremindede typer føler det samme pres, hvis de bare gerne vil gå på arbejde og så hjem i solen. Jeg er vokset op blandt husistandsættere på noget nært olympisk niveau og har virkelig kæmpet med både mine egne indre antagelser om hvor meget man bør nå, og familiens undrende spørgsmål om, omman stadig ikke har fået malet? Altså, de hørte godt jeg snakkede om at have travlt på job, men det var jo i sidste uge. I gjorde det ikke lige her i weekenden, så ..? Nå. Ok. Pinlig tavshed. Jeg kan godt følge den der frygt for at være doven og dum (the horror!), for mig handler det også om frygten for at folk skal gå og gnække over at man har gabt over for meget. Faktisk fik jeg lige en begyndende erkendelse af at de mange, mange tvangsauktioner der OGSÅ var og er derude på landet nok ikke helt kan adskilles fra alt den maling og de nye køkkener. Hmmm. Har vi en antropolog på linjen?

Vi har haft sommerhus nu i ti år, og det var altså først sidste år vi lavede noget som helst revolutionerende (som var tydeligt for andre end os selv). Du slår jo bare rødder, Karoline, det er livsnødvendigt, og faktisk derfor I har købt jeres sommerhus. Nyd det! ❤️

I er firstmovers! Det mest bæredygtige er at lade være med at renovere. Hvis alt virker, er der jo ingen grund til at lave om. Jeg kan ikke selv lade være ( “forløsning af den kreative skaberkraft”! ), men jeg er pinligt klar over, at det belaster med nye materialer osv, i stedet for at slide alt op.
God ferie! Hilsen arkitekten

Var jeg den eneste der synes det lød som om I allerede lavede en masse på det hus? Der skal vel også være tid til andet når man er der, end at gå rundt og være handy…

Har engang været til jobsamtale, hvor jeg fik det obligatoriske spørgsmål: Hvad laver du så i din fritid?
Mit svar: “Der slapper jeg af”.
Det fik vi (mig og de tre fra firmaet) os så et grin og god snak om.

Jeg kunne godt have lavet noget spin på de ting, jeg rent faktisk laver, for at tale dem op. Men det havde jeg ikke lyst til.
Jeg ser min strikkeklub (men strikker ikke særlig meget), ordner ting for min gamle mor og er sammen med hende, ser tv-serier, læser og hører podcasts og ser mine venner, fordi jeg har brug for det modsatte af arbejde, når jeg holder fri.

Så jeg tror altså, at det er meget sundt, det du har gang i. 🙂

Fantastisk svar! Jeg laver heller ikke noget i min fritid . Løber, ser film, læser. Har ingen deciderede hobbies eller interesser.

Jeg er enig med B – synes også lige pludselig det lød som om at I laver frygtelig meget på det sommerhus da du begyndte at remse op…
Men derudover er jeg helt med på frygten om at være doven. På den ene side prøver jeg at anerkende min præference for at sidde og læse en bog frem for at ordne hus og have ved at finde ideologier der bakker den op (ligesom det nævnte eksempel med at det er unødig brug af ressourcer), og på den anden side kan jeg ikke lade være med at bemærke hvor pænt og ryddelig og velholdt der er hos alle naboerne, og tænke at de tænker at vi er underlødige borgere. Det er vist noget med den protestantiske arbejdskultur der er så gennemtrængende i dette land at arbejde (ubevidst for mange) bliver til et mål i sig selv frem for et middel til noget andet. Og det er i mine øjne lige så tosset og farligt som når penge bliver til et mål i sig selv.

Et sommerhus ER altså mest hyggeligt, hvis det ikke er noget fra Bo Bedre. Jeg synes, det lyder dejligt hos jer!
Jeg møder tit den der undren over, at jeg ikke ‘vil mere’ med mit arbejdsliv. Jeg er uddannet pædagog, men arbejder deltid som handicaphjælper (nat). Men mine eneste ønsker til job er faktisk, at jeg er glad, når jeg tager afsted, og at jeg ikke behøver tænke på det, når jeg har fri.
Nogen gange kæmper jeg lidt med at acceptere, at jeg åbenbart bare er uambitiøs, for det er vist noget nær det værste, man kan være i dag.
Men det meste af tiden er jeg okay med det.

PS. Nu nævnte jeg kun at jeg deler frygten for at være doven, mens du også nævner frygten for at være dum. Og bare for en ordens skyld vil jeg lige understrege at jeg selvfølgelig også kender frygten for at være dum (det var bare ikke lige det der var emnet her, tænkte jeg, men vil ikke risikere at det bliver misforstået som at jeg ikke er bange for at være dum. for det er jeg. Også selv om jeg lige har bestået en PhD. Hørte tidligere i dag i radioen et interview hvor manden blev spurgt om han nogen sinde led af “impostor syndrom”, og tænk, manden vidste ikke en gang hvad det var for et syndrom. How do they do it?).
PPS: Jeg har læst med et stykke tid og kommenteret et par gange før, men jeg har vist ikke endnu sagt tak – tak fordi jeg kan være med i denne samtale om Livet. Det er lidt skørt at have den samtale med en flok virtuelle veninder, men sådan er livet åbenbart i den 21. århundrede. Mellem job, børn, madlavning og opvask er der bare ikke meget tid til at se veninder i den virelige verden, så jeg er glad for at kunne deltage i den samtale du lægger op til.

Haha! TAK for denne. Vi har købt et gammelt hus, og en spurgte; “Nå, er der så noget at gøre ved det?”. Som I skal det bare aflives med det samme. Men det er tørt og hyggeligt, vi har vaskemaskine og tørretumbler og alt muligt nødvendigt med 2 kids. Og ja, brune fliser på badeværelset, som jeg næsten er kommet til at holde af, fordi skidtet bliver usynligt. Tænker, at hvis vi udskyder renoveringen længe nok, bliver de moderne igen…

Skriv et svar