I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Men I må ikke stoppe.

På dage som i dag holder jeg ikke ud at scrolle ned over min egen blog, hvad er det for et monster jeg har skabt, min døde mor titter tilbage på mig fra de mange små felter, som stod hun endnu sådan i livet, ikke kun i minderne, og hvad er det for noget med, at I læser og liker og videresender allermest, når tekstens emne er sorg, det er vanedannende, hører I, jeg får lyst til at skrive endnu mere om min døde mor og det barn, der aldrig blev, endnu mere end jeg skal, det føles næsten som en særlig liderlighed, lysten efter at det plinger ind med likes og hjerte-emojis og nye følgere, en rus, jeg synes, at jeg fortjener, for jeg har ikke nogen mor mere, en slags trøstepræmie, nej, sutteklud, narresut, og jeg skal ikke trække likes og høste trafik på tab, skal jeg vel, som om jeg er en eller anden sorgskribent, der ved mere end andre, der skal være en grænse, hvornår er nok nok, og jeg ved ikke hvornår nok er nok, om det er nu eller om 15 år eller om 150 tekster herfra, eller om det overhovedet kan gøres op lineært i tid eller mængde, men måske skal jeg grave lidt indeni for at finde ud af hvad jeg egentlig selv synes, inden jeg varmer mig ukritisk ved flere pling.


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.