Best of,  Familie,  Sorg

Men I må ikke stoppe.

På dage som i dag holder jeg ikke ud at scrolle ned over min egen blog, hvad er det for et monster jeg har skabt, min døde mor titter tilbage på mig fra de mange små felter, som stod hun endnu sådan i livet, ikke kun i minderne, og hvad er det for noget med, at I læser og liker og videresender allermest, når tekstens emne er sorg, det er vanedannende, hører I, jeg får lyst til at skrive endnu mere om min døde mor og det barn, der aldrig blev, endnu mere end jeg skal, det føles næsten som en særlig liderlighed, lysten efter at det plinger ind med likes og hjerte-emojis og nye følgere, en rus, jeg synes, at jeg fortjener, for jeg har ikke nogen mor mere, en slags trøstepræmie, nej, sutteklud, narresut, og jeg skal ikke trække likes og høste trafik på tab, skal jeg vel, som om jeg er en eller anden sorgskribent, der ved mere end andre, der skal være en grænse, hvornår er nok nok, og jeg ved ikke hvornår nok er nok, om det er nu eller om 15 år eller om 150 tekster herfra, eller om det overhovedet kan gøres op lineært i tid eller mængde, men måske skal jeg grave lidt indeni for at finde ud af hvad jeg egentlig selv synes, inden jeg varmer mig ukritisk ved flere pling.

***

22 Comments

  • Malene

    Kære du
    Jeg er en af de nye dér.
    Jeg blev fanget fuldstændigt i det fantastiske spind du laver med dine ord. Og ja, det første jeg læste var (nogle af) dine tekster om sorg. Og de ramte mig lige i hjertet og i maven, der hvor gråden sætter sig, du ved? Det gjorde ondt og det var fandme også bare så smukt.

    Måske det netop høster likes fordi du formår at åbne op for en verden, som er så tynget af tabuer og gråzoner og minefelter. Det tror jeg er vigtigt – så længe det ikke bliver vanedannende og trækker dig ned, selvfølgelig. Men det er vigtigt; både for at nedbryde tabuer i vores dødsforskrækkede samfund, men måske også for forfatteren, som får chancen for at bearbejde igen og igen.

    Tak for de smukke ord, jeg har læst i dag. Jeg glæder mig til at læse flere – også dem der ikke handler om sorg.

    De bedste hilsner
    Malene

    • Karoline

      Tak for de pæne ord, Malene. Og velkommen til. Det er dejligt, at nye finder vej herind.

      Jeg oplever ikke selv døden som tabuiseret eller samfundet som dødsforskrækket, fordi jeg i det sidste halve år har opsøgt og opsøgt døden i tekst og dyrket min egen oplevelse. Eller. Beskæftiget mig meget med mit eget tab. Men måske har du ret. Døden fylder ikke så meget derude, som den gør hos mig og andre i sorg. Og det gør jo, at samfundet ikke har et sprog for sorg. Jeg ved det ikke, men jeg har en mistanke om, at jeg selv heller ikke havde noget sprog for dét (som rammer eller vil ramme os alle) før. Og måske er mellemvejen mellem de to poler – min dyrkelse og det øvrige samfunds tavshed – et godt sted at lande. Jeg vil i hvert fald gerne give mit besyv til, at vi mødes på midten. Hvis det er det, du mener, jeg gør 🙂

      Igen, tak for din kommentar.

      Kh Karoline

      • Malene

        Jeg har faktisk skrevet speciale om sorg og unges oplevelse af at miste en forælder og noget mere sådan teoretisk om modernitetens forhold til liv og død. Og noget af det, som jeg kom frem til (og som var helt centralt i de unges fortællinger, som jeg indsamlede) var netop at samfundet mangler et sprog og modet til at konfrontere sorgen i stedet for at forsøge at tale udenom eller blive vildt akavet.

        Så ja… Jeg tror, at folk som tør spørge og folk som tør fortælle er med til at skabe et sprog, som kan være med til at gøre det nemmere for os allesammen at tale om og være i. For det er jo også svært (omend det jo slet ikke kan sammenlignes!) at stå på den anden side og ikke vide, hvordan man skal navigere omkring én i sorg.

        Jeg håber, jeg giver bare en smule mening.

      • Malene

        Selv tak!

        Og med manglende sprog kommer jo også en eller anden manglende forståelse. Ikke at man rigtigt kan forlange, at nogen som ikke har mistet forstår hvad det indebærer. Men det kunne for eksempel være meget smart, hvis folk forstod, at nej… sorgen stopper ikke efter en måned. Eller et år eller… og at den lige kigger frem hver gang noget stort sker i livet eller… alt sådan noget, som du og mange andre (desværre) ved meget mere om end mig, som heller ikke har mistet.

  • Linda

    Du er altid god. Altid. Og det ved du, at jeg synes.

    Men der sker noget med dit sprog og dine fortællinger, når du skriver om det, der river allermest. Dine tekster bliver næsten æteriske, og jeg tror, at det er det, og ikke døds-, tabs- eller sorgdyrkelse, der får folk til at reagere.

    Det ville være uanstændigt at læse noget, der er så ude af denne verden velskrevet, og ikke tilkendegive, at man bøjer sig for storhed, når man møder den.

  • Sisse

    Kæreste du…

    Jeg læser dine indlæg om din mor og barnet der ikke blev med sorg i hjertet og alligevel en vis “glæde”, hvis man da kan være glad for sørgelige ting? – for jeg føler mig genkendt og ikke alene med mine følelser og tanker.

    Min far ligger for døden. Alvorligt syg med kræft og har ikke mere end et par dage tilbag. At læse om din sorg ift. Din mor, de minder I har haft og de minder du har nu, rammer mig i hjertet. Det første indlæg jeg læste var omkring de penge du har arvet efter din mor, og hvor ramte den hårdt. For jeg vil ikke have de penge. Jeg vil beholde min far… og når min mor spørger hvad jeg gerne vil have efter min far, bliver jeg tom… for hvad vil jeg have? Hvad symboliserer min far og de minder vi har haft Sammen? Det er så svært. For jeg vil have alt og alligevel intet..

    Der er jeg glad for dine tekster. Jeg føler mig ikke alene med de svære tænker og følelser og forbereder mig langsomt på de tanker der (måske?) Kommer når han først er gået bort.

    Ang. Jeres barn som ikke blev til noget og dine tekster dertil…

    Mit nære vennepar mistede deres barn halvvejs i graviditeten for kort tid siden. Barnet var ikke planlagt, men alle var glade og spændte på det barn der skulle komme. Midt i min sorg omkring min far, var der lige pludselig et begyndende lille barn som skulle bringe glæde og nye minder ind i vores vennekreds. Jeg sad hjemme ved mine venner og fortalte at det så skidt ud med min far, da de spurgte om jeg ikke ville være fadder til deres lille barn. Hjælpe med at give kærligheden videre, hjælpe barnet med sine første kæreste sorger og fortælle fjollet historier om alt for mange øl med dets forældre.

    Så da mine venner ringede og fortalte at hjertet var stoppet og barnet var væk, var mine venners lykke erstattet af en kæmpe sorg.
    Sorgen over at miste en lille spire og alle de drømmen der var fulgt med. Jeg forstår mine venners sorg og så alligevel ikke… Vi snakker om tankerne omkring at have ondt i følelserne og den berøringsangst vi møder fra omverden, men jeg har aldrig mistet et barn, “kun” en forældre.

    Dine tekster (Og tanker?) omkring jeres barn, minder mig om mine venner og hjælper mig med at forstå deres tab og sorg og hjælper mig med at spørge ind til nogle ting, jeg måske ikke havde tænkt på ellers?

    Lang og roder besked, når jeg egentlig bare ville sige tak for tekster om sorg, tab og troen på det nok skal gå igen.

    Du hjælper mig og mit ødelagte hjerte. Tak for det.

    • Karoline

      Tusind, tusind, tusind tak, Sisse. Fordi du gad skrive sådan til mig.

      Hvor er jeg dog ked af at høre om det, du står midt i. Masser af kram og tanker til dig de kommende dage og alle dem, der følger.

      Kærlig hilsen Karoline.

  • Pernille

    Kære Karoline.

    Jeg er enig med Linda. Hun siger, hvad jeg selv har haft svært ved at formulere – dine tekster er æteriske. Den tekst, hvor du beskrev tanken om din mor i et rum for sig og din søster og dig på den anden side, den ramte mig som en lavine. Jeg elsker at læse og har mange fantastiske læseoplevelser bag mig. Men kun få der rammer dybt i hjertet. Da jeg havde grædt færdig, kom jeg til at tænke på Extremely Loud and Incredibly Close. Den rystede mig på samme måde som din tekst. Så det går begge veje – du må heller ikke stoppe!

    Bedste hilser, Pernille

  • Kris

    Pling!
    Jeg elsker, når du skriver – punktum. Jeg har aldrig fået det sagt til dig, men det må jeg vist hellere gøre i dag. Jeg elsker at læse om din kærlighed til din mor. Jeg elsker endnu mere at læse om din kærlighed til dit barn. Jeg elsker endnu endnu mere, når du beskriver at moderskabet ikke er pastelfarvet lykke fra morgen til aften (og natten med!). Men fordi min relation til dig jo ikke er privat, men udelukkende blogbaseret, så elsker jeg nu allermest din kærlighed til ord! Sommetider skriver du, så jeg får gåsehud, sommetider får jeg tårer i øjnene. Sommetider smiler jeg med et lille næsefnis som akkompagnement, sommetider skraldgriner jeg.
    Hver gang banker mit lingvisthjerte en lille smule hurtigere over at være i nærheden (omend kun pr. www) af et menneske med så stor omtanke for sprog.

    Din mor havde en vidunderlig datter.
    Din datter har en vidunderlig mor.
    Du er mor til nogle vidunderlige ord.

    Tak for dig! <3

  • Stina

    Jeg er dårlig til til at smide likes og kommentarer efter dig til trods for at jeg har fulgt dig i flere år nu. Mine ord føles alting så ubetydelige ved siden af det du skriver. Men det er de hudløst ærlige tekster som den her der rør én og gør at man kommer tilbage. Jeg tænker at det er derfor de andre liker, deler osv. Og det er vel intet under at du bliver glad og stolt når du rør så mange – både fremmede og bekendte.

    • Karoline

      Tak fordi du følger – og pipper i dag!

      Glad og stolt er godt, og det er jeg heller ikke for fin til. Det bliver jeg! Især når jeg læser kommentartråden her! Men som skrevet kan jeg mærke, at der er en grænse, som det er op til mit eget kompas at finde. Det skal give mening – ikke en måde at få et kunstigt kick i hjernen, hvis jeg er i dårligt humør en dag og trænger til et slags fix. Jeg kan mærke, at det er lidt farligt og fristende for mig at kunne los her, hvis jeg ikke forholder mig til, at det gør noget rushagtigt ved mig. Kald det et etisk kodeks. Det vil jeg i hvert fald have med mig fremover, når jeg skriver. Skriver jeg en tekst, fordi jeg vitterligt har noget på hjerte – eller er det bare en genvej til nogle digitale knus?

      Kh karoline

  • Ditte

    Kære Du,

    Jeg læser og genlæser tit dine ord. Jeg står midt i min egen sorg og det giver mig perspektiv og anledning til refleksion at læse med hos dig.

    Dine ord betyder noget, som flere andre har nævnt – giver de et sprog til noget, der er svært at sætte ord på. Men det er ikke gjort med det, de giver også os andre, i vores egen sorg – eller i hvert fald mig i min sorg, en følelse af at her er en, der forstår Mig, forstår hvad det er for en rutsjebane jeg er blevet sat i.

    Det betyder noget.

    Kh

    Ditte

  • Nanna

    Jeg er ligesom alle andre her i kommentarfeltet gang på gang blæst bagover af dine tekster. Og så er jeg desværre ret dårlig til at like og rose.
    En anden nævner teksten, hvor du beskriver din mor i bag en rude. Jeg ville så gerne kommentere på den dengang, men hver gang jeg har genlæst den er jeg begyndt at græde så meget, at jeg ikke har kunnet formulere sammenhængende sætninger. Til gengæld sendte jeg min far et link. Min farmors pludselige død var som en forhammer – også selvom hun var godt oppe i 70’erne. Jeg ved ikke hvad det vil sige at miste en forælder endnu, men din tekst ramte alligevel noget i min sorg over at miste min farmor og – fornemmede jeg på ham – min fars over at miste sin mor.
    Så hermed tak. Jeg nyder alle indlæg, både de tunge og dem, der sætter ord på de frustrationer og glæder ved moderskabet. jeg selv oplever i forhold til min datter.
    Jeg tænker ikke, at du er en sorgskribent der ved mere end andre. Men at du her skaber et rum for alle mulige slags tab og sorg, et slags fælleskab i den ensomhed det ofte er at sørge og savne. Det var også det jeg prøvede at forklare med den lidt rodede beretning om at have delt din tekst med min far. Dine ord blev en lille fælles i mit og min fars forskellige sorg.

  • B

    Det lyder meget forkert at sige at jeg nyder at læse de indlæg hvor du beskriver din sorg og dit savn. Men det gør jeg. Mens jeg samtidig føler din smerte. Det gør ondt, men gør også klogere. Giver indsigt.
    Fordi du beskriver det så fint, og forståeligt for en som mig, som (heldigvis) ikke har mistet en forælder. Men det har en af mine veninder.
    Jeg føler, jeg kan være en bedre veninde for hende i forhold til hendes tab og hendes sorg, fordi jeg har fået en indsigt gennem dine indlæg, til en verden jeg ellers ikke kendte. Selv om sorg og tab selvfølgelig altid er individuelt, og føles og håndteres forskelligt, har dine indlæg hjulpet mig i, hvordan jeg bedst hjælper/støtter hende.
    Tak!
    (Nyder altså også dine andre indlæg, og alt muligt andet 🙂 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0