Men ER død og sorg tabu i Danmark?

Der er noget, jeg godt vil tale om. En nuance, jeg mangler, når det kommer til noget meget vigtigt.

For tiden hører og læser jeg en del om sorg. Jeg ved ikke om det fordi jeg selv aktivt opsøger det, eller om det er fordi det er et hot emne lige nu, men jeg synes det er overalt i podcasts, bøger og medier.

Og noget, der får lov at gå igen i meget af det, er denne gamle “sandhed”:

Danskere kan ikke tale om døden. Vi er så bange for døden, at vi hellere vil tie end række ud til nogen, der er konfronteret med den. Vi har berøringsangst. Vores geografisk kolde placering på verdenskortet går igen i vores gøren og laden over for de af vores medmennesker, der har brug for varme og engagement. Men vi kan ikke. Vi er danskere, og danskere kan ikke med døden. Vi evner den ikke andet end at skifte fortov, når sørgende kommer imod os, sorg er vores store, dumme, blinde vinkel.

Når den “sandhed” kommer på bordet, får den som regel lov at stå uimodsagt. Har en sørgende person først trukket det kort, så kan man nærmest fornemme læseren, lytteren eller intervieweren dukke sig i et skamfuldt nik, som var vedkommende blevet vappet med en våd avis. Som repræsenterede vedkommende den store masse af danskere, der ikke har døden inde på livet, og dermed dem, der ikke evner døden. Som ved vedkommende det kun alt for godt selv. Vi er ikke for gode i Danmark til at være med de sørgende, nej, stik mig en nihalet, tak.

Og venner.

Det er bare unuanceret.

Herfra bliver det temmelig anekdotisk, men jeg vil simpelthen have lov at sige: Det er overhovedet ikke min oplevelse, at danskere ikke kan tale eller være i det, der er svært, når det kommer til død.

Jeg har hverken mistet et barn eller en søskende, og jeg var voksen, før jeg mistede min egen mor. Derfor har jeg ingen erfaring med de der ekstremt voldsomme og livsomvæltende former for sorg. Det kan meget vel være, at det er dem, mange har svært ved at være i og række ud til. Meget vel. Men så bliver “sandheden” nødt til at begrænse sig til dem. Det kan ikke nytte noget, at vi sidder med en kollektiv bevidsthed, at vi i alle former for sorg er aldeles handikappede.

Jeg oplevede den sorg, som mange af os kommer til at opleve. En pludselig, uventet død hos mor eller far.

Og jeg oplevede at blive grebet. At blive opsøgt, at blive mødt, at blive holdt om. Især overraskede det mig, hvor mange der havde mod til at tale om det for mig særligt svære: At jeg ikke fik sagt farvel til min mor, fordi hun bare døde i sin seng en nat uden at nogen havde ventet det. Jeg havde troet – fordi jeg også abonnerede på “sandheden” – at jeg skulle gå med den smerte i fred, at folk ville være bange for at gøre mig mere ked af det ved at spørge til det. Forventningen om fred var lettende, troede jeg, men forløsningen i at give mig hen til sorgen i andres selskab var en lettelse i fjerde potens.

I har spurgt. I har ladet mig græde på ubelejlige tidspunkter, ladet min hals snøre sig sammen og set mig være ubekvem i det; I har godt kunnet være i det. Og det er jeg så taknemmelig for.

Ikke jer alle altid. Bevares. Folk er forskellige. Nogle har prikket til bylden oftere end andre; nogle nærmer sig selv emnet, andre går først med, når jeg berører det. Men fælles er en ivrighed efter at gøre og sige det rette, det, som jeg giver udtryk for kunne være rart i øjeblikket.

Hvis ikke det er at være med den sørgende, så ved jeg ikke hvad er.

En enkelt tidligere nærtstående, som jeg bestemt havde regnet med ville give et pip, var modsat. Hun var som “sandheden” prædikede: Sendte hverken blomster, kondolencer eller så meget som en enkelt sms, selv om jeg ved, at hun hørte om dødsfaldet. Heller ikke da jeg rakte ud til hende, gav hun lyd, selv om Facebook oplyste mig op, at hun havde læst min besked; hun ville måske have skiftet fortov, hvis hun havde set mig komme imod sig. Jeg har ikke talt med hende siden og agter ikke nogensinde at opsøge hende igen, men det er ikke pointen. Pointen er: Hun var undtagelsen. Ikke reglen. Hendes adfærd larmede upassende midt i alle andres omsorg; den var ikke repræsentativ.

Venner. Min oplevelse er, at I gør det godt som danskere rundt om den slags død, jeg kender. Jeg aner ikke, hvordan I er med andre slags sorg. Det må vi snakke om et andet sted. Men i den sorg, jeg oplevede, var min opfattelse, at I både kunne, evnede og handlede.

Sorg er mange ting, døden kommer i mange udklædninger og skal have mange forskellige tiltaler. Og hvis nogen forsøger at bilde jer en anden “sandhed” ind, så udfordr dem. Til deres ansigt eller i jeres stille sind.

Vid, at jeres bedste ikke altid er en for kort gestus, fordi I er danskere og helt forkerte i sorgen og om døden. Af og til gør I simpelthen det kort og godt helt rigtige.

***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

12 Comments

Add Yours →

Det er så dejligt, at du skriver det her. For jeg har på afstand – uden at have oplevet sorg – haft samme fornemmelse. Eller den afart, at død og sorg altid omtales som ‘det sidste tabu’, og det er egentlig ret svært at få øje på. Det er død og sorg alle vegne. Bøger, artikler og udsendelser. Det bliver da overhovedet ikke tiet ihjel. Og gudskelov for det.
Det er opløftende at høre, at du havde og har samme oplevelse med din sorg. At det kan tales om.
Så tak for endnu en rigtig godt, vedkommende og reflekteret indlæg.

Hvor er det dejligt, at høre – jeg oplever også at alle mine kriser er blevet forstået og at de jeg kender, der har gået gennem ting som sorg, sygdomme og død tæt på osv, er blevet mødt med åbne sind og et samfund med gode værktøjer, langt hen af vejen 🙂

Sorg, såvel som kropsbilleder, livet som familie og psykisk sygdom mv., synes jeg faktisk at mange ér så vældig fokuserede på, at have nuancerede tilgange til – men det bliver altid beskrevet som værende et tabu på nettet, og det tror jeg indimellem må komme fra personens egen frygt og forudindtagede tanker, fremfor virkeligheden – for deler man hvad man har indeni, vil det som oftest blive vel modtaget 🙂
Det tror jeg hvertfald på.

Det er svært at sige, hvorfor nogle opfatter, at der er tabu – og andre ikke. Jeg aner ikke hvordan alle andre derude agerer rundt om disse emner, men min opfattelse og din opfattelse viser da i hvert fald, at nogen derude gør noget rigtigt.

Jeg forbliver lige i det anekdotiske hjørne, men kommer det mon ikke lidt an på hvilke kredse man færdes i? Min umådelige slægt af tavse jyder har ganske vist et sprog for de helt ceremonielle aspekter ved sorg: dødsleje, udsyngning, konduite ved begravelsen. Og så stopper det. Helt. Ingen af mine bedstefædre der døde før jeg blev født (min farfar otte måneder før, hvilket jeg altid har tænkt meget over uden at turde spørge nogen om begivenhedsrækken) er nogensinde blevet nævnt. Jeg var 15 før jeg lærte deres navne, og måtte søge mange skuffer igennem efter et billede. Min grantante, der har begravet to mænd, to sønner, en svigerdatter og har mistet kontakten til sine børnebørn, betragtes som lidt en pestilens fordi hun har så let til tårer (aka “til at pive”). Men jeg er virkelig, virkelig glad for at høre, at det er anderledes i andre familier!

Hej Kirstine,
Jeg tænker mere det handler om den enkelte familien, end landsdelen? Min helt personlige oplevelse er som følger. Jeg er bosat ude på landet i Nordjylland, men er fra Sjælland hvor min familie stadig bor. Vi mistede vores ene søn for snart 5 år siden samtidig med at jeg var ved at dø af flere omgange. Vi oplevede først og fremmest at blive mødt med forståelse og kærlighed fra både den jyske del af familien og vores lokal samfund. Derimod havde mine sjællandsk forældre meget svært ved at rumme vores sorg og snakke om det der var foregået.
Jeg oplever at det for de fleste er blevet okay at snakke om døden, men samtidig at det for nogen kan være voldsomt svært at rumme og de personer kan komme til at fylde enormt meget. Jeg oplever også at folk kan snakke om døden på et teoretisk plan og være enormt afklarede. Men når vi nævner børnetestamente (hvem der skal passe vores drenge hvis vi falder bort), gravsteder og begravelser, så bliver folk berøringsangste og siger at det er for tidligt at tænke på..

Hej Stine. Det gør mig utroligt ondt at høre om jeres dreng. Men godt trods alt at så mange omkring jeg har kunnet rummet at støtte jer. Du kan sagtens have ret i hvad du siger, vi er jo trods alt hver i sær kun i berøring med en lille udsnit af et lokalsamfund og et område og fremskriver så der fra. Knus!

Jeg er ked af at høre, hvad du (og din grantante!) har mødt, Kirstine. Det lyder ikke rart.

Med din sidste sætning går det op for mig, at jeg slet ikke har præciseret hvem i alverden jeg fabler om i blogindlægget. Jeg har nemlig ikke tænkt på omverdenen som min familie, men primært som venner, bekendte og kolleger. Altså folk, der ikke også var i familie med min mor. Min familie (både min egen lille, min mors familie, min fars familie og mine svigere) er for mig inde i kernen, og jeg kan ikke altid skille dem ad fra mit eget savn. Min søster og hendes familie har også mistet min mor, min far har mistet en ekskone og moderen til sine børn, mine mostre en søster, min faster en ekssvigerinde, min svigermor har mistet en medbedstemor til sine børnebørn og så videre. De føles tættere på, og deres reaktioner vil jeg ikke sådan … vurdere. De er med mig, de er i mit blod. Hvor venner, bekendte og kolleger er lige et lillebitte skridt længere væk. Hvis det giver mening.

Så jeg oplever lidt, at vi taler om to forskellige ting. Blogindlægget går i hvert fald på venner, bekendte og kolleger, for familie er ikke relevant for mig her.

Ja, det er sjovt, for jeg havde slet ikke tænkt det som andet end familie plus de der faste venner, der næsten også er det. Du har virkelig fået mig til at tænke over familiebegrebet, inder- og yderkreds, regionale forskelle, og hvad man overhovedet går og ved om verden. Tak! Og ja, nogle skæbner som min tantes er bare utroligt tunge.

Min oplevelse (og jeg er en af dem, der har mistet et barn) er fuldstændig den samme som din.
Folk har været (og er stadig) åbne, spørgende, gribende og bare generelt fantastiske.
Faktisk har det været som at blive en del af en lukket klub. Godtnok en man egentlig ikke rigtig har lyst til at være en del af, men altså… Jeg har lært at langt langt de fleste mennesker kan rumme andres sorg og at det samtidig også giver luft til deres egen og jeg synes det er så fin en ting. At der findes rum og tid til sådanne livserfaringer i en travl hverdag <3

Ja, det har du ret i – ens tab har faktisk tvunget tempoet ned i mange situationer. Rigtig mange har i mit tilfælde sagtens kunnet finde ud af at tænke, at intet er vigtigere end lige at få sagt det rigtige og få insisteret på en god øjenkontakt.

Min mor mistede sin mor, da hun var 20. Hun fik mig året efter og jeg er nu 32. Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke er, eller var, direkte berørt af min mors sorg – eller, rettere sagt: min mors sorg fyldte mest mens jeg var så lille, at jeg ikke har nogle erindringer om den.
Min mor er til gengæld blevet ekstremt pragmatisk omkring døden, især hendes. Og snakker ret åbent om den. Da min far og hende købte hus i 80erne, tegnede de livsforsikringer på hinanden, for hvad nu hvis den ene pludseligt døde? Hvad gjorde den anden så med lille barn, nyt hus, halv hustandsindkomst og de samme økonomiske forpligtigelser?
Da min mor havde eget firma i 00erne, lavede hun en mappe som, groft sagt, var en ‘dummies guide til mit dødsfald’. Den indeholdte al den info min far og jeg skulle bruge for at kunne afvikle hendes firma på bedst mulige måde, såfremt hun skulle gå bort i utide.
Da jeg var i slut 20erne lavede mine forældre et testamente. Og gennemgik det ret grundigt med mig, så de var sikre på, jeg vidste hvad ‘særeje’ var.

Dyb personlig sorg har jeg været forskånet for indtil videre, så der kan jeg ikke udtale mig om hvorvidt det er tabu i min omgangskreds eller ej. Men døden og dens konsekvenser (på det rent praktiske niveau) har aldrig nogen sinde været tabu i min familie. Der ER tænkt på worst-case scenariet, og taget hånd om det i det omfang det er muligt. Og dét syntes jeg faktisk er ret rart.

Skriv et svar