I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Maver?, spurgte den toårige, mens hun pegede på mine bryster

For nogle uger siden, da barnet og jeg badede sammen, som vi gør næsten hver morgen, hun på gulvet i brusekabinen i et lille badekar, jeg stående, kiggede hun op på mig. Længe. Og sagde så, mens hun pegede op mod mine bryster:

– Maver!?

Maver? Ja. Maver, blev der spurgt.

Jeg forstod egentlig godt barnet. Maven var et af de områder på kroppen, hun tidligt i sprogudviklingen fik godt styr på, og her var to (åbenbart) tilsvarende bløde, udbulende runde ting i torsoregionen på mor … jeg kan sagtens se, hvorfor det i en kun to år gammel logik var blevet til det samme som det, hun kender så godt: Maven.

Men alligevel.

Maver!

Tarveligt at fyre af sted til en, der står og skal på arbejde og ligne en, der har autoritet og vid og hviler i sig selv.

Hvis ens mave ligner et bryst i trediverne, der har ammet, så er det måske på tide at få hanket op i den, tænkte jeg og lånte ved først givne lejlighed en komigangmedatløbe-bog med hjem fra min søster.

Episoden i badet griner jeg af, for den gjorde mig ikke ked af det. Det ville den derimod have gjort, hvis det var nogen anden end min guldklump, der havde konstateret, at min mave og mine bryster da ligner hinanden til forveksling.

Og det peger på noget, jeg har frygtet, siden jeg var teenager og gled ind i den livslange fase af selv- og kropsbevidsthed: At børn er så ligefremme på både godt og ondt. Fra dem (og fulde folk) kan man få alt det at vide, andre ikke har lyst til at fortælle en. De outer det åbenlyst anderledes hos andre uden pådutning af hverken skam, skyld eller andre nederen begreber … men det gør dog ikke af den grund nødvendigvis mindre nas hos dem, de taler om.

Og nu har jeg så fået et barn. Og tilmed ansvaret for, at hun lærer at begå sig i det offentlige rum.

Et barn, som før eller siden kommer til at gøre opmærksom på “noget vi ikke taler højt om” hos andre. For det gør børn. I hvert fald alle børn, jeg nogensinde har mødt. De er nysgerrige. “Du har gule tænder, fordi du er gammel,” er da faldet i utroligt let tonefald fra et barn til en voksen i min familie, lige som jeg har fået at vide, at jeg “var pænere dengang”, da nogle rollinger sad og bladrede i mine efterskolefotos til en sammenkomst.

So ist es. Og sådan bliver mit barn også. Også over for andre.

Hun kommer til at fortælle mig, at nogen henne i svømmehallen er tykke og spørge hvorfor de egentlig er de. Formentlig højt.

Og hun kommer til at sige om nogen, vi passerer, at de har mange bumser og hvorfor de egentlig har det.

Hun kommer til at spørge, hvorfor manden, der spørger om penge ved S-togstationen, har så gammelt tøj på og så få tænder.

Og 58 andre ubelejlige gange kommer hun sikkert til at konstatere det åbenlyse i påhøret af nogen, hvis ømme punkter bliver mast i bund af hendes spørgsmål.

Og jeg ville give sindssygt mange penge for at vide præcis hvad der ville være sejt at stille op.

Lige nu er jeg temmelig sikker på, at jeg kommer til at fryse fast i et akavet vægtilvægsmil og et hektisk, kort svar i høj pitch, der dels forvirrer barnet, der ikke fatter en hvede af hvorfor mor opfører sig sært, dels rejser endnu flere spørgsmål hos hende og dels – og værst – gør den anden voksne endnu mere utilpas til mode.

Men jeg vil gerne stille noget sejt op.

Hvis nogen har erfaringer eller tanker eller bare anekdoter her, vil I så ikke godt byde ind? Det fylder mere og mere i takt med, at jeg efterhånden ikke kan smutte i Kvickly og nå hjem igen, før hun har lært at sige noget nyt.

I dag hedder mine bryster for eksempel ikke maver længere, men bylser, og selv om det umiddelbart lyder som en antibiotikakrævende form for vorteudslæt, så er det samtidig hendes ord for blomster, og bryster set i dét lys er jo lige til at blive glad af!

*
*
*
Facebook Instagram


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.