Best of,  Rodekassen

Maver?, spurgte den toårige, mens hun pegede på mine bryster

For nogle uger siden, da barnet og jeg badede sammen, som vi gør næsten hver morgen, hun på gulvet i brusekabinen i et lille badekar, jeg stående, kiggede hun op på mig. Længe. Og sagde så, mens hun pegede op mod mine bryster:

– Maver!?

Maver? Ja. Maver, blev der spurgt.

Jeg forstod egentlig godt barnet. Maven var et af de områder på kroppen, hun tidligt i sprogudviklingen fik godt styr på, og her var to (åbenbart) tilsvarende bløde, udbulende runde ting i torsoregionen på mor … jeg kan sagtens se, hvorfor det i en kun to år gammel logik var blevet til det samme som det, hun kender så godt: Maven.

Men alligevel.

Maver!

Tarveligt at fyre af sted til en, der står og skal på arbejde og ligne en, der har autoritet og vid og hviler i sig selv.

Hvis ens mave ligner et bryst i trediverne, der har ammet, så er det måske på tide at få hanket op i den, tænkte jeg og lånte ved først givne lejlighed en komigangmedatløbe-bog med hjem fra min søster.

Episoden i badet griner jeg af, for den gjorde mig ikke ked af det. Det ville den derimod have gjort, hvis det var nogen anden end min guldklump, der havde konstateret, at min mave og mine bryster da ligner hinanden til forveksling.

Og det peger på noget, jeg har frygtet, siden jeg var teenager og gled ind i den livslange fase af selv- og kropsbevidsthed: At børn er så ligefremme på både godt og ondt. Fra dem (og fulde folk) kan man få alt det at vide, andre ikke har lyst til at fortælle en. De outer det åbenlyst anderledes hos andre uden pådutning af hverken skam, skyld eller andre nederen begreber … men det gør dog ikke af den grund nødvendigvis mindre nas hos dem, de taler om.

Og nu har jeg så fået et barn. Og tilmed ansvaret for, at hun lærer at begå sig i det offentlige rum.

Et barn, som før eller siden kommer til at gøre opmærksom på “noget vi ikke taler højt om” hos andre. For det gør børn. I hvert fald alle børn, jeg nogensinde har mødt. De er nysgerrige. “Du har gule tænder, fordi du er gammel,” er da faldet i utroligt let tonefald fra et barn til en voksen i min familie, lige som jeg har fået at vide, at jeg “var pænere dengang”, da nogle rollinger sad og bladrede i mine efterskolefotos til en sammenkomst.

So ist es. Og sådan bliver mit barn også. Også over for andre.

Hun kommer til at fortælle mig, at nogen henne i svømmehallen er tykke og spørge hvorfor de egentlig er de. Formentlig højt.

Og hun kommer til at sige om nogen, vi passerer, at de har mange bumser og hvorfor de egentlig har det.

Hun kommer til at spørge, hvorfor manden, der spørger om penge ved S-togstationen, har så gammelt tøj på og så få tænder.

Og 58 andre ubelejlige gange kommer hun sikkert til at konstatere det åbenlyse i påhøret af nogen, hvis ømme punkter bliver mast i bund af hendes spørgsmål.

Og jeg ville give sindssygt mange penge for at vide præcis hvad der ville være sejt at stille op.

Lige nu er jeg temmelig sikker på, at jeg kommer til at fryse fast i et akavet vægtilvægsmil og et hektisk, kort svar i høj pitch, der dels forvirrer barnet, der ikke fatter en hvede af hvorfor mor opfører sig sært, dels rejser endnu flere spørgsmål hos hende og dels – og værst – gør den anden voksne endnu mere utilpas til mode.

Men jeg vil gerne stille noget sejt op.

Hvis nogen har erfaringer eller tanker eller bare anekdoter her, vil I så ikke godt byde ind? Det fylder mere og mere i takt med, at jeg efterhånden ikke kan smutte i Kvickly og nå hjem igen, før hun har lært at sige noget nyt.

I dag hedder mine bryster for eksempel ikke maver længere, men bylser, og selv om det umiddelbart lyder som en antibiotikakrævende form for vorteudslæt, så er det samtidig hendes ord for blomster, og bryster set i dét lys er jo lige til at blive glad af!

*
*
*
Facebook Instagram

***

11 Comments

  • Linda

    Jeg har ikke et sejt svar at byde ind med, men min go-to løsning er at svare: “Det er fordi, vi alle sammen er forskellige. Nogen er høje, nogen er ikke så høje, nogen er små, nogen er store…” og her fortsætter man så bare med hårfarver, benlængder osv. til man har hevet barnet så langt væk, at man kan svede i fred.

    Hvis der er tale om noget, der ikke er decideret pinligt, og folk virker ok med det, har jeg somme tider sagt: “Det ved jeg ikke. Du kan jo prøve at spørge ham?”, men der skal virkelig fares med lempe.

    I Bilka i Esbjerg har de en spastisk fyr ansat i køleafdelingen; Anton har spurgt, hvorfor han taler så mærkeligt. Mit svar dengang var: “Du ved, at ordene somme tider kan drille dig lidt? Jeg tror, at hans stemme somme tider kan drille ham.”

  • Anne-Cathrine

    Det her kommer til at hjælpe så lidt som overhovedet muligt. Faktisk nærmest det modsatte. Jeg vil bare lige på tykke menneskers vegne indskyde, at forældrenes ubehag ved en pode der siger “Hun har en stor mave”, er væsentligt værre end ungen. Men jeg har fundet det langt mindre slemt, når forælderen ligesom bare har sagt “ja”, end “Nej neeeej da” eller “sådan noget siger man ikke”. Måske har hun bare en stor mave. Måske ved hun det godt selv. Måske kan man senere derhjemme (hvad ved jeg, jeg har ingen børn) eller umiddelbart efter sige, at nogle mennesker bliver kede af, at man taler om dem, mens de kan høre det.
    Ingen hjælp what so ever, jeg sagde det jo. På den anden side har jeg haft fine bussamtaler med mødre og døtre de senere måneder, når børnene har konstateret, at “damen har lilla hår”.

    • Karoline

      Masser af hjælp, Trine!

      Jeg er helt klart også på holdet, der synes den voksne godt stille og roligt kan anerkende, at barnets observation sådan set er korrekt nok, og – som Linda siger her i tråden – at der i øvrigt ikke er noget i vejen med, at vi alle ser forskellige ud.

      Fin idé med at sige derhjemme, at andre kan blive kede af, at man taler om dem som om de ikke er der, når de udmærket kan høre en. Sådan har jeg ikke tænkt over, at man jo kan sige.

      Der er også nogle forældre, der godt kan finde på at sige “Ja, men det kan være, at damen bliver ked af at du siger så højt” til barnet, der har talt om en tyk kvinde, og det synes jeg er en lille smule tarveligt, altså, at pådutte barnet og den anden voksne, at det for eksempel er noget, man nok er ked af, det med at være tyk.

      • Trine Sørensen

        Jeg kender en, der havde brugt det trick og lært sit barn, det ikke er pænt at udpege den slags ting foran folk. Det resulterede i at barnet meget, meget tydeligt pegede på en kvinde i s-toget og hviskede på “barnsk” (dvs. ubegribelig højt), at “DEN KVINDE SKULLE DE TALE OM, NÅR DE KOM HJEM!!”. Well. Sådan kan det jo også gøres…

  • Charlotte

    Ahh…min søn kom med samme spørgsmål/konstatering engang, da han var i samme alder: To maver?!

    Min datter sagde som treårig konstaterende med en lille strittende pegefinger til et forældrepar på legepladsen bestående af højgravid mor og kulsort far: Du er tyk og du er sort!…..Ja! Svarede jeg bare – og sank. Det var jo sandt og fuldstændig, som det skulle være. Og så smilede jeg modigt til dem.

    Og senere måtte vi tale om, at man ikke altid behøver sige alt, hvad der falder en ind. Nogle gange kan man bare tale om det, når man kommer hjem. Jesus altså.

    Men det er også så lykkeligt og stimulerende. Meget mere end det er akavet. Glæd dig. Hep hep…

  • Marie

    Jeg ved ikke helt, hvad der er værst, men min datter på snart 3 sagde den anden dag, da hun fik fat i min mavedelle: “Er det dine bryster?” Øh nej tak, SÅ langt nede hænger de ikke.
    Uh, jeg gruer også for, hvornår hun får sagt noget i det offentlige rum. Vi er helt klart nået derhen, hvor det bare er et spørgsmål om tid.

  • Marie

    Jeg bruger også den der med, at alle mennesker er forskellige. Faktisk får jeg forbløffende ofte brug for den sætning, selvom vi har talt om herhjemme, at man måske ikke skal kommentere på alt. Men min søn der er fem til august, kan jo altså bare ikke altid vide, hvad man så må kommentere på – sommetider er der jo bare ting og sager der springer i øjnene. Tilsyneladende. Forleden sad han og talte med moren til allerbedste børnehaveven. Jeg var der også. Pludselig råber han: Ej du har skæg. Damer kan da ikke have skæg! Ej ej ej. (Og videre i den dur). Børnehavevens mor er måske ti år ældre end mig og havde få hår på overlæben. Hun blev ret forlegen, men har tre børn, så hun har da nok hørt lidt af hvert. Hun er i øvrigt vildt pæn. Jeg skyndte mig at sige, at alle mennesker har hår. Ikke mere. Håber det gik, den blev i hvert fald lukket…. En anden gang råbte han højt om ret tyk mand: “han ligner Broder Tuck fra Robin Hood.” Vi cyklede, og jeg tror ikke manden hørte det, og observationen var egentlig korrekt…. Snart begynder min datter også, det bliver da festligt (:

  • Carina

    Jeg elsker dig for at skrive ‘i hvert fald’ og ikke ‘i alle fald’ eller ‘ifald’ eller ‘i alle tilfælde’ eller hvordan det udtryk ellers skampules på andre blogs. Tak for ‘i hvert fald’ og alle dine andre skønne ord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0