Sorg

Man up, siger skammen

Efter en periode, den kan vare to timer eller to dage, er det som om jeg kommer til mig selv.

Åh, indser jeg. Sorgen overmandede mig igen. Hvor … pinligt.

Sådan en aften er i aften. Lige nu. Jeg kommer til mig selv lige nu.

Igen strømmede den gennem alt, blev det filter, jeg oplevede alt igennem. Alt. I nogle dage. Dalen var lang denne gang.

Og følelsen, jeg kommer til mig selv med er … skam.

Som om noget grundlæggende inde i mig ikke synes, at det er okay at svælge sådan. Ikke inderst inde. Ikke næsten to år efter et dødsfald.

For inderst inde er det mig, der er moderen. Ikke min mor. Hun var bedstemor først. Det er længe siden, jeg var datteren, hun var i færd med at klargøre til den store verden. Længe siden, hendes død måtte forårsage langvarig sorg. Blive et savn, der fyldte og påvirkede og ændrede hendes døtres måder at være i verden på.

Man up, siger skammen. Der er langt værre smerte i verden.

Jeg har ikke noget at svare igen med. Kun et nik. Det nik, en datter kvitterer med, når hun godt ved, at hun har været ulydig.

***

9 Comments

  • Stine

    Som alle andre store ting vi oplever i livet, tror jeg at sorg er individuelt. Du må ikke skamme dig. Du har elsket og derfor sørger du. Det er der intet at skamme sig over. De bedste hilsner herfra.

  • Eva

    Min mormor døde, da jeg var 10 år. Min mor levede med savnet resten af sit liv. Hun kom ikke over det, men lærte at leve med det.
    Min mor døde for 10 år siden.
    Det praktiske omkring hendes død var det letteste, så kom savnet. Nu tænker jeg på hende hver dag, men det er ikke med sorg, det er med en stille glæde over, at hun har været i mit liv.
    Jeg ville ønske, jeg kunne skrive eller sige noget, der kunne hjælpe dig.
    Skamme dig skal du under ingen omstændigheder. ♥️

    • Karoline

      Jeg ved det godt. Med fornuften. At skammen ingen steder hører hjemme. Der er bare det med følelser nogle gange, at de ikke altid lytter til fornuft.

  • Anne

    Du skal ikke skamme dig.
    Min far døde for lidt over 4 år siden, og jeg tænker på ham hver dag. Ofte med glæde og smil, gode minder og et stik af sorg over, at han er væk nu. Andre dage er jeg lige frem helt ødelagt over, at “jeg skal tale med min far NU”, men ikke kan komme til det – aldrig nogensinde mere, og kommer til at græde.
    Men det er ikke noget at skamme sig over, synes jeg. Jeg holdt meget af ham og savner ham utroligt meget, og det er vel bare smukt, varmt, og som det helst skal være ? Værre var det, hvis jeg havde det rigtigt godt med, at han er død.
    Jeg ser, hører og læser igen og igen og igen, om andre der har det som os – som savner og har en sorg med sig, også efter der er gået mere end blot et halvt til et helt år, og det er naturligt, når man har mistet et højt elsket menneske vil jeg mene. Ikke noget man skal skamme sig over. <3
    Det er bare ofte svært at tale om.

    Det er også meget forskelligt hvor meget folk kan/vil/magter at skjule dybe følelser…

    P. S. Det første år efter min far døde, gemte jeg mig en del, for jeg kunne slet ikke fortælle om det, eller tage imod folks medfølelse uden at bryde helt sammen i offentligt rum, det blev bedre med tiden – heldigvis… For det var anstrengende.
    Jeg tænkte dog på, om jeg var unormal og havde en FOR kompliceret sorg. Det tror jeg ikke nu.

  • Mette

    Jeg får simpelthen sådan lyst til at give dig et kram.

    Og jeg ved godt at sorggrupper lyder ret meget af rundkreds og fællesgrædning, men det er SÅ meget andet.
    Efter at have nægtet at sætte mine ben i en sorggruppe i lang (!) tid, gjorde jeg det til sidst alligevel og jeg har ikke fortrudt ét eneste sekund!
    Det kurerede hverken sorgen eller fjernede savnet, men det gav mig et rum, hvor det var tilladt at det kun var netop de ting, der fyldte.
    Vi var en broget flok med stor aldersmæssigt vidde og forskel i hvem og hvordan vi havde mistet og det var bare et plus.

    Du skal bare spørge, hvis du gerne vil vide mere. Også gerne “bag kulisserne”.

    • Karoline

      Hvor er du sød.

      Det er – som du åbenbart kender – ikke noget, der lige umiddelbart tiltaler mig. Men jeg vil gerne høre mere. Hvis nu en dag. Hvor finder man dem for eksempel?

      Kram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0