Best of

Jeg var 22 og fjumrede rundt i sabbatårene. Nu var jeg nogens sidste chance.

Sagt på moderne rundkredssprog var Magnus udadreagerende. Biddene, slagene og kradseriet var ikke det værste. Det var hans blik. Det var dødt. Selv om han kiggede mig i øjnene, så så han mig ikke. Jeg tror ikke, at Magnus nogensinde så nogen.

Ved min ansættelse spurgte jeg til hans historie hen over kontrakten, der endnu ikke var underskrevet. Det, man måtte fortælle mig.

Blikkene flakkede hos skolelederen og hos ham pædagogen med speciale i adfærdsvanskelige børn. Njarj. De var ikke helt sikre på, om de måtte sige det.

Jeg hævede vist brynene i nysgerrighed. Det var mig, der skulle mandsopdække Magnus resten af skoleåret, ikke? I en forsøgsordning – fordi han var blevet for farlig for de andre børn? Senest havde han revet en stor luns hår ud på en af pigerne, fordi hun ikke ville synge SingStar med ham.

Flere forældre havde krævet ham fjernet. Og skolen havde ikke lyst til at indstille ham til den der institution inde i byen, fordi alle godt vidste, at man ikke komme normal ud fra Systemet, hvis man først er sendt derind. Jeg var sidste redningsplanke for Magnus, ikke? Fordi Magnus og jeg havde haft en særlig kemi, når jeg af og til vikarierede på skolen som medhjælper.

Mig slog han aldrig, han kaldte mig heller ikke ‘rotteyngel’ og hans øjne lyste ikke af had, når jeg talte til ham.

De stak mig en lightversion. Så meget, tavshedspligten tillod. Hans far var død. Havde hængt sig ude i skuret, havde moderen fortalt dem. Det var Magnus, der fandt ham. Jeg dækkede munden med hånden. Ikke underligt, han var sådan! Hvor gammel havde han været? Syv, lød det. Det var to år siden.

En underlig pause indfandt sig. De kiggede insisterende på mig. Som om der var noget, jeg skulle regne ud nu.

Det var opspind, hjalp hun mig så, lederen. Moderens påhit, en løgn. Drengen har aldrig været i nærheden af noget lig, spruttede min kollega, og Magnus havde været udadreagerende hele sit liv. Intet lig, faderen var blevet fundet af en ven. Det vidste de, for politiet havde henvendt sig for at orientere om dødsfaldet. Ja, grundet hjemmets forhold, vist.

Jeg stirrede vantro fra den ene til den anden. Men … hvorfor skulle hans egen mor finde på sådan noget, spurgte jeg. Dumt. Min kollega kvitterede med et overbærende blik. Fordi så kan hun skyde skylden på nogle andre, sagde han og marcherede ud.

Skylden, spurgte jeg lederen, der stadig sad over for mig. Skyld for hvad? Hun så ned i bordet. Stoffer. Under graviditeten. Hjerneskade. Samme historie med Magnus’ storesøster, som nu boede fast inde på institutionen inde i byen.

Søsteren koster staten en million om året, sagde lederen, og jeg håber virkelig ikke, at Magnus ryger samme vej.

Det håber jeg virkelig ikke, gentog hun. For alles skyld.

Jeg nikkede til min ordre. Jeg var 22 år og fjumrede rundt i række sabbatår. Nu var jeg nogens sidste chance, fordi jeg muligvis var den eneste voksne, drengen ikke nærede blindt had til.

Jeg skrev under.

Magnus er et opdigtet navn.

*
*
*

Vil du gerne høre om nyt på bloggen, så like dens Facebook-side her

***

2 Comments

  • Trine

    Jeg går stadig i spænding og venter på en opfølgning på den her!

    I øvrigt. Din måde at skrive på er så fantastisk, at den kan få mig til at tvivle på, om jeg skulle være fortsat med mit journaliststudie. Dit skriveri er så gennemført, at du giver mig lyst til at skrive igen. Du har en gave – tak fordi du deler den.

    • Amalie

      Oh ja det gør jeg også – venter i spænding altså. Det er jo en ganske hjerteskærende historie som jeg på en eller anden måde håber ender bare en anelse godt.
      I øvrigt er dette det første blogindlæg jeg læste og det gav mig sådan lyst til at læse mere. Så jeg gik straks igang med at læse bagud. Du skriver fantastisk godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0