Mænd. Hvorfor er jeres børn stadig en kvindesag?

Det er en gabende kedsommelig betragtning, og dog er den tragisk øjenåbnende.

I morges skrev jeg en Facebook-opdatering om morgendagens demonstration for minimumsnormeringer i de danske dagtilbud.

I skrivende stund (14.13) har den høstet 18 likes.

Antallet er ikke interessant. Det er kønsfordelingen.

18 likes fra kvinder. 0 likes fra mænd.

Et hurtigt vue ned over deltagerne i demonstrationens Facebook-event tæller også trættende mange flere Ida’er, Anette’r og Maya’er end mandenavne.

Det er naturligvis ikke valid statistik, hvem der liker og attender og hvem der ikke gør, men måske er det alligevel en lille indikation på, hvilket køn, der interesserer sig mest for kvaliteten af vores børnepasning. Vil associeres med omsorgsopgaven. Vil brøle, at vores børns hverdag er værd at værne om.

Sammenholder man antagelsen om, at kvinder bekymrer sig mest om børnenes institutionstrivsel, med dagens nyhed om, at kun hver tredje folketingskandidat er kvinde – 36 procent af alle, der vil i folketinget, er hunkøn – giver det pludselig meget god mening:

Det, at der ikke har været stemning for politisk at højne kvaliteten af pædagogernes arbejdsvilkår og vores børns udvikling i dagligdagen. At vores pædagoger nu er så sparet væk i antal, at de resterende flygter fra institutionerne, fordi de ikke vil tage del i det svigt, der foregår i børnehøjde.

Se dokumentaren Hvem passer vores børn, hvis ikke debatten ringer en klokke.

Mænd. Er det fordi I ikke synes det er for galt, hvad eksperter mener om svigtet i daginstitutionerne? Eller er det fordi I godt kan se det forrykte, men lukker øjne og ører? Eller er det fordi I inderst mener, at man ikke skal pylre sådan: Børn har godt af at toughen lidt up, det blive de bare selvstændige af. Eller er det fordi I mener, at hvis man er utilfreds med institutionerne, så kan man da bare lade være at sende sine børn derhen (og hvis vi et øjeblik ser bort fra, hvor privilegieblindt det er at mene, at det er muligt for alle at hjemmepasse deres børn, kunne vi så snakke om, hvilket af kønnene i parforholdet det som regel er, der opgiver arbejdet?)

Hvorfor er det, at så mange af jer ikke engang kan mønstre et uforpligtende like eller attend i denne sags tjeneste?

Spændende at se, om der dukker mænd op til den landsdækkende demonstration i morgen, eller om det kommer til at ligne et arrangement forbeholdt kvinder og børn (og de af deres mænd, der er blevet trukket med). Om der er lige så mange grupper af mænd, der tager af sted med hinanden og deres børn, som mine veninder og jeg lige nu er ved at organisere os for at møde op sammen.

Also spændende: Om det mandlige flertal inde i magtens højborg vil lytte, hvis det kun er kvinder, der råber. Vi er jo så skingre.

Det er vel naivt at håbe, at fremmødet vil være ligeligt fordelt på kønnene. Ikke?

Heldigvis kan vi også råbe på en anden måde end på gaden til demonstrationer. Vi kan brøle igennem i stemmeboksen ved næste valg.

Og det bliver vi simpelthen nødt til.

***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

15 Comments

Add Yours →

I dagens debatindlæg om emnet på Politiken var der en mand, der kommenterede noget á la “mødre, afsted med jer og demonstrer, og så skal vi mænd nok støtte op”…. blev simpelthen så træt så træt

Virkeligt gode spørgsmål, du stiller vores mænd.
Jeg troede egentlig, jeg bare var uheldig og havde valgt en gammel(dags) mand, men da min ældste startede i skole for 1,5 år siden, blev jeg lidt paf. Næsten alle legeaftaler, fødselsdage, lektieoverblik, skole-hjem-samtaler o.lign. bliver planlagt/håndteret af mødrene.
Bevares, mændene deltager ofte. Men koordinering og overblik ligger hos mødrene.
Jeg håber, nogle mænd/fædre er friske på at svare på dine spørgsmål.

Hvordan kan det være, du er ved at organisere at møde op med dine veninder? Jeg mener, andelen af mænd, der deltager, ville vel blive større, hvis du og din mand var ved at organisere at møde op med jeres venner og veninder? 🙂

Touché.

Min egen mand og hans venner er ikke undtaget fra disse spørgsmål.

Dem, jeg er ved at organisere at mødes med, ses jeg faktisk kun med på tomandshånd, ikke som par. Så det ville være lidt underligt i de konkrete tilfælde. Men totalt godt input. Får vi koordinationskasketten, fordi vi altid giver os selv den?

Jeg tror, mænd generelt er mindre pylrede med deres børn. Når jeg har hentedag, okser jeg afsted for at være der senest 15:45. Min mand cykler roligt hjem, for han ser intet problem i, at klokken bliver lidt over fire. Han er også mere ligeglad med når børnene keder sig, brokker sig over småting etc. Det må de selv finde ud af. Samtidig er han en fantasisk far, der kan være til stede i nuet med ungerne i stedet for mig, der altid er i gang med at tolke på noget, bekymre mig eller planlægge et eller andet. Et forsigtigt bud: måske er der bare forskel på mænd og kvinder?

Naturligvis er der forskel – og gudskelov for det i de eksempler, du nævner. Der lader I til at komplementere hinanden flot. Men i tilfældet normering kan jeg ikke se, at en “mere ligeglad” holdning gavner.

Min mand og jeg skal afsted sammen med vores datter på 7 måneder. Fik ham til at se dokumentaren og nu er ham mega arrangeret – liker og deler på facebook, får bedsteforældre til at se det og deltage i demonstratation osv. Jeg bad ham i første omgang om at se den for min skyld, fordi det betød noget for mig, måske man kan spørge mændene om det vil deltage for kæreste/kone/barns skyld – hvis de ikke lige i først omgang gider.

Måske gider de bare ikke facebook?
I morgen bliver jeg hjemme og laver min egen fødselsdagslagkage (jeg inviterede før demoarrangørerne!), mens min mand tager afsted med sønnike for at råbe nede på torvet. Så kommer de hjem og spiser kage bagefter. Bestyrelsesformanden i vores børnehave er en dybt engageret far, som også ofte er den, der arrangerer legeaftaler for deres dreng og min dreng. Han ringer altid til min mand for at aftale det, og det gør nabodrengens far også. Men de gider til gengæld ikke bruge ret meget af deres tid på facebook…

Min intention er ikke at gøre nogen fornærmede med mine ord, blot at sige, at det heldigvis ikke forholder sig sådan alle steder

Hej og tak for dit blogindlæg, spændende diskussion. Hjemme hos os ligner forholdene dem du beskriver: min kone er i dagligdagen langt mere involveret i bekymringen om forholdene i de danske institutioner. Efter at have set “Hvem passer vores børn” (som jeg må indrømme kun skete, fordi min kone påpegede dens eksistens) kan jeg godt mærke, at jeg også er blevet mere bekymret. Jeg havde dog før jeg så dokumentaren dog ikke personligt mærket noget til de forhold dokumentaren beskriver i min hverdag – om det så skyldes mandlige privilegier, ignorans eller at vores institution måske ikke lige er hårdest ramt af personalemangel kan jeg ikke sige. Har f.eks. aldrig følt, at det var ubehageligt at aflevere, har ikke hørt andre forældre eller personalet selv påpege det eller mærket det på vores børn når de kom hjem. Nu, hvor jeg er klar over, at institutionerne virkelig har behov for at få flere midler vil jeg klart tage det med ind i stemmeboksen. Jeg ville derimod nok aldrig like et opslag som det du beskriver eller deltage i en demonstration – det har jeg heller kke gjort når det drejede sig om andre mærkesager. Jeg tror ikke det har den store effekt ift. andre måder at påvirke de politiske beslutninger. Hvis der derimod f.eks. var et borgerforslag om problemet ville jeg derimod uden tøven skrive under og jeg diskuterer nu dokumentaren med kolleger og bekendte i håbet om at det kan blive noget de tager med sig ind i stemmeboksen. Jeg har ikke tal at bygge det på, men måske er årsagen til de ‘manglende’ likes også, at flere kvinder end mænd bruger SoMe til at dele holdninger? Vanvittigt generaliserende, ved jeg godt, men det synes jeg også det er af sige, at fædre ikke involverer sig i problemet om institutionernes underbemanding. Jeg tror bestemt de fleste fædre ønsker, at insitutionerne har de midler de har brug for.

Kære Johannes. Tusind tak for din kommentar. Dejligt at få dit besyv med.

Jeg kiggede mig rundt til gårsdagens demonstration, og jeg blev simpelthen så bevæget. Hvis man skal være rigid, så var der måske som forudset en overvægt af kvinder (lille, dog), men fyldte det hos mig som ventet? Nix. Vi var først og fremmest en hob af voksne, af vælgere, der lovede hinanden at tage vores fælles ansvarsfølelse for børnene og deres pædagogers arbejdsvilkår med ind i stemmeboksen.

Du har ganske givet ret, når det kommer til at vise sin stemme udadtil på sociale medier. At kvinder gør det mere end mænd. Eller – nogle typer kvinder gør det mere end de fleste typer mænd. Det forklarer jo kønsfordelingen i at så mange flere kvinder end mænd var “tilmeldt” arrangementet i går, men at kønsfordelingen i praksis var mere lige i fremmødet.

Men jeg forstår jer ikke helt så. Sociale medier er en enestående mulighed for at sprede budskaber, man brænder for. Et supplement til en underskrift af et borgerforslag, snakken ved kaffemaskinen, stemmen i boksen. Forældreoprøret i går ville ikke have haft så meget kraft, hvis ikke det havde fået et skub i ryggen af hashtagget #hvorerderenvoksen – er du uenig i det, siden du skriver, at du ikke tror, det har den store effekt?

Mit spørgsmål til mænd skal nok formuleres anderledes: Hvorfor ikke involvere sig i debatter, man brænder for, der hvor det (også) virker?

Skriv et svar