Sorg

#lottesalbum: Et forsøg på at forstå de tåbelige, sjove og hjerteskærende følelser, jeg har knyttet til min mors ting

Affektionsværdi. Da jeg mistede min mor, blev dét begreb en tung byrde. Hun døde, og i slipstrømmen fra chok, bisættelse og kremering, var jeg ikke ret kritisk med hvilke af hendes ejendele, der fik lov at komme med mig hjem.

Det var det rigtige at gøre dengang, men nu her to år senere er jeg i bedre stand til at vurdere sagerne mere kritisk. Tror jeg. Jeg vil i hvert fald gerne. For mængden af ting umuliggør, at vi kan indrette os frit og rart herhjemme. Jeg vil gerne kun bo med de arvestykker fra hende, der reelt betyder noget. Mit liv og hjem, som jeg deler med Jens og de to små, skal jo trods alt ikke være hendes gravkammer.

Derfor får tingene nu et sidste kapitel i deres liv i vores familie. På Instagram (@kammaline) har jeg oprettet hashtagget #lottesalbum. Her vil jeg sige farvel til tingene og sende dem videre. At mine følgere kigger med, giver dem flere vidner, og det er en rar tanke. Imens vil jeg prøve at forstå, hvorfor jeg er så sindssygt knyttet til hver enkelt af dem, at jeg får tårer i øjnene, når Jens spagt foreslår om ikke dét eller dét kunne komme på loftet eller ned i sommerhuset.

Om jeg overhovedet er det, altså knyttet til dem. Eller om jeg ikke bare savner min mor helt ind i knoglerne og ikke kan lappe savnet med ting. Om hvorfor allerede døde ting kan fylde med sorg og savn, som tidligere i dag, hvor jeg brækkede midtover i gråd, fordi en gammel keramik-and fra mit barndomshjem faldt på gulvet og gik itu. Den var grim og umulig at få til at tjene til et formål, men når jeg så på den, var jeg 6 år igen og sad på køkkenbordet og spise tomatpure-rester fra dåse med ske, mens min mor lavede bananmad.

Det ene sæt bestikkrukker på billedet øverst stod i mit barndomshjem, og bare synet af dem morfer mig hjem i køkkenet på Jyllands Allé. Til hjørnet ved kaffemaskinen til højre for vasken. Jeg kan dufte den olierede træbordplade med den hårde kant, jeg kan se mit eget spejlbillede i vinduesglasset i overskabet, hvor de tre krukker stod og kiggede ud på hele min barndom. Jeg husker ikke om krukkerne nogensinde var i brug, det var de næppe, for vores bestik boede i bestikskufferne, og mine forældre var ikke typerne, der opbevarede ikke-bestik i krukker beregnet til bestik.

Ofte har jeg spurgt min mor, om jeg ikke måtte få dem. Det kunne der ikke blive tale om, dem holdt hun for meget af. Derfor købte jeg selv et sæt på et loppemarked – og arvede hendes for to år siden. Og fordi jeg faktisk ikke husker hvilke der var de “originale”, har jeg udskudt og udskudt at tage stilling til dem. Jeg kan jo ikke skille mig af med det forkerte sæt!

Men nu skal det være. For nu står de og lever på #lottesalbum, mens deres fysiske form skal finde et nyt hjem via min lokale genbrugsbutik.

Jeg håber, at I vil kigge med og dele jeres fortællinger med ubelejlig tyngde fra jeres livs ting.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Affektionsværdi. Da jeg mistede min mor, blev dét begreb en tung byrde. Jeg magtede ikke at kassere flere end højst nødvendigt af hendes ting, og jeg tog derfor alt for meget hjem. Det var det rigtige i slipstrømmen fra chok, bisættelse og kremering, men nu er det oppe over, at jeg godt kan vurdere sagerne mere kritisk. Mængden af ting umuliggør, at vi kan indrette os frit og rart herhjemme, og jeg vil gerne kun bo med de arvestykker fra hende, der reelt betyder noget. Mit liv og hjem, som jeg deler med tre andre, skal jo trods alt ikke være hendes gravkammer. ♦️ Derfor får tingene nu et sidste liv her. På #lottesalbum. Her vil jeg sige farvel til tingene og sende dem videre. At I kigger med, giver dem flere vidner, og det er en rar tanke. Imens vil jeg prøve at forstå, hvorfor jeg er så sindssygt knyttet til hver enkelt af dem, at jeg får tårer i øjnene, når Jens spagt foreslår om ikke dét eller dét kunne komme på loftet eller ned i sommerhuset. Om jeg ikke bare savner min mor helt ind i knoglerne og ikke kan lappe savnet med ting. ♦️Det ene sæt bestikkrukker på billedet stod i mit barndomshjem, og bare synet af dem morfer mig hjem i køkkenet på Jyllands Allé. Til hjørnet ved kaffemaskinen til højre for vasken. Jeg kan dufte den olierede træbordplade med den hårde kant, jeg kan se mit eget spejlbillede i vinduesglasset i overskabet, hvor de tre krukker stod og kiggede ud på hele min barndom. Jeg husker ikke om krukkerne nogensinde var i brug, det var de næppe, for vores bestik boede i bestikskufferne, og mine forældre var ikke typerne, der opbevarede ikke-bestik i krukker beregnet til bestik. ♦️ Ofte har jeg spurgt min mor, om jeg ikke måtte få dem. Det kunne der ikke blive tale om, dem holdt hun for meget af. Derfor købte jeg selv et sæt på et loppemarked – og arvede hendes for to år siden. ♦️ Fordi jeg faktisk ikke husker hvilke der er de “originale”, har jeg ikke kunnet luge ud. Før nu. Nu sender jeg det ene sæt til @hjertegenbrug (men hvilket?!) og opgraderer resten til vor sparsomme vasesamling. (Så mangler vi bare nogle blomster at putte i dem, Jens!) ♦️ #affektionsværdi #oprydning #downsizing #decluttering #sorg #minimalisme

Et opslag delt af Karoline Amalie Markholst (@kammaline) den

***

5 Comments

  • Louise S

    Du gør så mange fine ting for og med din sorg, Karoline. Det er rørende at følge med i. Selv er jeg priviligeret nok til at have de nærmeste i behold endnu. Men den fjollede lille vugge med snor til at hænge på juletræet, som min farfar gav mig, da jeg var gravid i julen 2016, den skal jeg nok finde en plads til på min søns værelse denne jul, hvor hans oldefar desværre ikke er her længere.

  • Susanne B

    Min far døde alt for tidligt – inden han fik mødt min mand og mine døtre. Det er snart 20 år siden, og jeg har stadig hans morgenkåbe hængende i mit sommerhus, jeg bruger den aldrig, men den gør mig glad når jeg ser den og bilder mig ind at den stadig dufter en lille smule af far og tryghed. Minderne kan ligge mange i steder/ting.
    KH S

    • Karoline

      Åh ja. Tøjet. Duftene. De mest overvældende dufte kommer faktisk fra to skuffer i nogle af min mors møbler. Hendes natbord og en skuffe i en kommode. Min mor havde insulinkrævende sukkersyge hele sit liv, og i de to skuffer har hun opbevaret sin insulin. Det har en helt særlig, ram lugt, det insulin. For mig er det verdens hjemligste, tryggeste, dejligste duft, en duft, der har været i mit liv siden jeg blev født. Jeg bliver faktisk helt bevæget bare ved tanken. Og sådan får jeg det også, når jeg kan dufte, at der må være en diabetiker i nærheden, som lige har taget sin insulin og fået det hele til at dufte kortvarigt.

      Æh. Jeg fortabte mig. Kort sagt, jeg ved lige hvad du mener 🙂

  • Gitte

    Åh, hvor jeg tuder nu. Affektionsværdi er en sjov størrelse. Min far døde pludseligt da jeg jeg var 21 år, jeg har levet knap halvdelen af mit liv uden ham. Alligevel husker jeg ham klart og tydeligt; min største skræk har altid været ikke at kunne huske hans stemme….
    Jeg har to billeder af ham og mig stående, samt noget af hans gamle legetøj, som vores børn også har leget med, nu pynter de bare.
    Jeg ville ønske han havde mødt min mand og vores børn, men har også fundet fred i at jeg har haft en del af mit liv med ham og uden ham.
    Der er ligesom et før og et efter.
    Men det er jo også mange år, og har kostet en del i psykologregninger.
    Læste er rigtig fint indlæg af Dorte på blokken By Bak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0