Lejen for at være kvinde er ikke skønhed. Vel?

Der er ikke noget, der kan hvirvle indre konflikt op som forandring.

Jeg har tabt mig. Efter i månedsvis at have sukket efter en eller anden motivation for netop dét, kom det til mig ud af det blå, motivationen, gejsten, drivet. Og på omtrent en eftermiddag lagde jeg en plan for keto-kost, som duer i børnefamilien, og for daglig, moderat bevægelse, som duer sammen med et fuldtidsjob og en kæreste med aftenarbejde.

Og jeg har holdt mig til planen siden. 

Kiloene raslede vitterligt af de første dage, hvor væskeophobningerne forsvandt, og på dag 7 stod jeg med et vægttab på imponerende 4,5 kilo. 

Så hurtigt går det kun med keto i den absolutte begyndelse, og den indledende rus af forelskelse i ketokosten og sætninger som »det er jo faktisk NEMT at sige nejtak til kage« siges da heller ikke lige så smooth længere … men det er okay. Der er ingen, der har lovet mig, at en livsstilsforbedring kan implementeres uden vejbump. Der er langt igen – jeg er endnu ikke halvvejs – og naturligvis blegner begejstringen over tid. Det går op og ned med den.

Jeg forsøger at holde tankerne locked på, at hvis jeg bare holder mig til planen om kun at spise kød, fedt og grøntsager, kun at spise, når jeg er sulten og hver dag at bevæge mig til forhøjet puls i mindst 45 minutter, så har jeg det vidunderligt. Men hvis jeg supplerer planen med »bare et lille slice pizza«, børnenes pastarester eller kageordningens lækkerier, så er det, at det skrider. Så det må jeg gøre med åbne øjne for konsekvenserne og vurdere, om det er dét værd – eller lade være.

Men det, jeg egentlig gerne vil snakke om, er ikke ketokost (for gab, tænker jeg), men den optagethed af eget udseende, jeg oplever.

Mit endnu beskedne minus på vægten er ikke noget, andre kan se, men det er meget tydeligt for mig selv. I genspejlet i vinduerne på de mørke morgener, hvor jeg kan ane mine kraveben titte frem igen. På den let ændrede ansigtsform, der ligner mit yngre jeg mere, end mine bløde kinder fra sidste måned gjorde. På bukserne, der kan lukkes med lidt mindre besvær end tidligere.

Men følelsen er ikke halvt så neutral som jeg kunne ønske. Det, den hvirvler op, som jeg synes skaber så meget indre konflikt er: Jeg føler mig så meget … pænere.

Duh, tænker du måske? Det tænker jeg også, når jeg skriver det. Duh. Selvfølgelig føler jeg mig da pænere, jeg har jo tabt mig!

Og det er selvfølgeligheden i hvor positivt et vægttab er, jeg finder så farlig. 

Jeg kan høre de kulturelle koder pippe, jeg kan nærmest smage dem. Nu er jeg »godt på vej« igen. Til at blive pæn. Som om jeg ikke var pæn før, og som jeg skylder verden at oppe mig og blive det igen. Blive mindre, blive slank. Gøre en indsats, sige nej til alle fristelserne. Som en dygtig og artig kvinde.

Nu er jeg på vej til at fortjene god behandling i alle butikker – også dem, der giver store kvinder elevatorblikket for overhovedet at vove sig ind til dem. Dem, som uden skam siger »den der går kun op til large« og hvis smil, når tøjet ikke passede i prøverummet, er krydret med noget overbærende. »it’s not the dress, it’s you«.

Nu er jeg på vej til at være god nok til at blive lyttet til og tage folks tid. Til at blive et ordentligt forbillede for min datter, en kommende kvinde i verden. Til at blive en kvinde, min kæreste kan være stolt af, til at optræde ved jobbets offentlige arrangementer uden at cheferne må tænke, at dét der udseende kan jeg ikke sminke eller påklæde mig ud. Godt på vej til at bede om ting og til at kræve ting.

Og alt det, som mit helt vildt uinteressante udseende er koblet op på, bliver jeg vanvittig af! Hvordan er alle de koder overhovedet kommet ind i min krop, og vigtigere: Hvordan får vi dem ud!?

Det her burde alene handle om, at jeg ikke kan knappe mine bukser, og at jeg er træt af at blive konfronteret med konsekvenserne af min usunde livsstil, når jeg ser billeder af mig selv. Træt af at bære livsstilen udenpå, så at sige, træt af at ligne en anden end den, jeg føler mig som.

Men i stedet er jeg kørt over af et damplokomotiv af tanker indefra, som hepper, roser og klapper på helt forkerte skalaer.

For med mit rationale synes jeg, at jeg var helt vildt god før også. Fin nok, dygtig nok, dejlig nok. Men åbenbart er ikke engang mit rationale stærkt nok til at brøle højere end den kultur, vi bor i. Jeg mærker den så tydeligt, gør I det også? Forventningerne til, hvordan vi er kvinder – og at de forventninger, selv når de er trukket ud i lyset og er blevet råbt »Shame! Shame! Shame!« ad, stadig bor i os som små, grimme trolde, der holder os nede og dukkefører os derhen, hvor kulturen synes, at vi skal hen.

Vægttabet vil jeg selv, men den vedhæftede følelse af at være dygtig og værdig og artig vil jeg meget gerne være fri for. For hvis jeg læner mig ind i den djævelske følelse af at gøre det rigtige, mener jeg så ikke samtidig lidt, at andre – heriblandt mit tidligere jeg, og, let’s be honest, måske nok også mit fremtidige jeg, der ikke levede med ketokost til sine dages ende – ikke er både dygtige og værdige og dejlige?

For det er de jo. De tykke, de skæve, de lave, dem, der ikke passer ind i de kasser, jeg er ved af mase mig selv ind i for tiden. Det er de, det mener jeg fra bunden af mit rationale og med alt, jeg står for.

Det er bare som om den logik om, at alle er lige dejlige og værdige som de er ville klinge noget mere rent, hvis mit vægttab alene handlede om at kunne passe min garderobe igen.

Jeg faldt over dette citat af forfatter og modeentusiast Erin McKean for nylig:

You don’t have to be pretty. You don’t owe prettiness to anyone. Not to your boyfriend/spouse/partner, not to your co-workers, especially not to random men on the street. You don’t owe it to your mother, you don’t owe it to your children, you don’t owe it to civilization in general. Prettiness is not a rent you pay for occupying a space marked “female”.

Og det hit home hos mig. Og jeg er enig. Og gid det var løst med dén ene sætning.

Men det er som, at hvis vi ikke vil betale samfundsleje i form af evig stræben efter en bestemt form for skønhed … så må vi betale med indre konflikt.

Den kan ikke vindes?

Eller hvad? Hvad tænker I?

***

14 Comments

Add Yours →

Tak for besked!

Jeg kalder det bevidst for bevægelse og ikke motion. Motion som i fitness og squash og crossfit ved jeg intet om at finde plads til. Men bevægelse: Det var mest et spørgsmål om at få streget den sorte samvittighed. Jeg lægger en-to lange gåture midt i hverdagen: Til eller fra arbejde eller begge veje. Før kunne jeg ikke få mig selv til det, fordi det var død tid, hvor jeg hverken var noget for børnene eller arbejdede mine 37 timer af for jobbet. Men nu tænker jeg fuck, for det er det, der kan lade sig gøre og så må de andre vente.

Jeg har mit Fitbit aktivitetsur på hele dagen, der tæller skridt og måler puls, og det er en kæmpe hjælp. Så en slentretur tæller nok for skridt, men ikke puls. Det er der smartphonens målere kommer lidt til kort, synes jeg. Fitbit-appen fortæller mig i øvrigt også hvor mange kalorier i forhold til dagens afbrændte kalorier, jeg kan spise for stadig at være i det kalorieunderskud, jeg ønsker. Det er ikke hver dag, jeg gider sidde og taste min mad ind, men af og til gør jeg det. Det lyder som betalt reklame for Fitbit, det er det ikke, jeg er bare en meget tilfreds kunde!

Håber det gav lidt svar.

Jeg er SÅ enig! Jeg er også ved at tabe mig efter en fødsel, men samtidigt er jeg også ved at få spat over at det er så vigtigt for mig! Det betyder alt for meget for mit humør når vægten står stille i et åar uge. Jeg aner ikke hvad løsningen er, men prøv at læse bogen “Beauty sick” af Renee Engeln

Vigtige og interessante perspektiver! Personligt har jeg det overraskende afslappet med de ekstra fem-syv kilo, min krop bærer på, efter min søn er kommet til (for to et halvt år siden, så jeg betragter dem ikke som midlertidig “baby-weight”). Men! Jeg tror også, det er ret nemt for mig, fordi jeg stadig kan passe alt tøjet i h&m. Så jeg har aldrig oplevet den nedværdigende behandling, du beskriver. Til gengæld bakser jeg ligesom dig med det sidste spørgsmål. Om det at være smuk er et gyldighedskriterium for kvinder, som vi bare må acceptere – eller acceptere konflikten af. Jeg tror på det sidste. Jeg tror desværre, at de kulturelle koder er så ekstremt stærke, at vi ikke kan undslippe den konflikt i os selv. Men vi kan vide det og bekæmpe dem i det små – gøre modstand. Aktivt vælge skønhed fra. For mit vedkommende foregår det stadig i det bittesmå. Som forleden da jeg var ude at købe nye jeans med min kæreste. Jeg prøvede to par – han havde en klar favorit, fordi “de klædte min krop bedst”. Så jeg tog selvfølgelig de andre (også fordi jeg oprigtigt bedst kunne lide dem). Så sådan nogle småting. Andre er stærkere endnu og vælger fx barbering fra. Og så kan vi selvfølgelig undlade at gøre, som mange af vores generations mødre gjorde, at tale højt om slankekure og utilfredshed med eget ydre over for vores børn. På den måde tror jeg, at vi måske, måske!, kan bidrage til at ændre de kulturelle koder en smule, så vores børn eller børnebørn ikke i samme grad skal opleve konflikten.

Så sandt. Det er måske en for høj forventning, at vi skulle kunne komme i mål et knips. Du har ret, vi må vende skuden i små ryk. Og ja, de fleste jeg kender er bevidst holdt op med at tale om slankekure og kropskritik foran vores børn, og hvis vi lige betragter det isoleret, så er det jo et kvantespring, vi har taget på en enkelt generation.

“Jeg mærker den så tydeligt, gør I det også?”
Helt ærligt? Nej, ikke rigtigt. Jeg synes også, at mit ansigt er pænere, når jeg er 7-9 kg lettere end jeg er nu (efter tre børn), men udseende kan simpelthen ikke motivere mig til vægttab. Derimod kan ønsket om at blive stærkere og hurtigere måske motivere mig lidt. Jeg har altid optaget mere plads end den “artige, pæne kvinde”, fordi jeg er en del højere end hende og tøjet derfor altid har været for kort i de fleste butikker. Det er anderledes positivt ladet at være høj end bred, jeg ved det godt, men jeg har i hvert fald altid haft det godt med at fylde mere end gennemsnittet. Tanken om at være pæn og lille og feminin (og stille og svag) er simpelthen til at brække sig over. Jeg har heller ikke haft så mange #metoo-agtige oplevelser i mit liv som flertallet af mine veninder, og jeg gætter på, at det kan tilskrives min størrelse. Lille og pæn er simpelthen for selvdestruktivt et mål, fysisk styrke og udholdenhed er anderledes konstruktivt. Det er måske lidt unuanceret, men ideen om at kvinder bliver mere værdifulde, jo mindre der er af dem, er et yndlings hadeobjekt.

Hej Marie!

Jeg er også selv noget højere end gennemsnittet, 181 cm, og jeg har en lidt anden oplevelse med det. Ja, højt er positivt ladet – hvis man er slank. Er min personlige oplevelse. Jeg har prøvet at være de fleste størrelser i bredden, og det er klart i de smalle år, at jeg får de pæne ord med. Her i de brede år er det mere noget med “SÅ høj er du jo faktisk ikke” eller “jeg har aldrig tænkt over, at du var høj”, sagt meget anerkendende. Som om jeg skal vide, at folk ikke opfatter mig som stor, for stor er åbenbart skidt? Min tolkning er, at høj + bred er så ukvindeligt, nærmest mandhaftigt, at de færreste ved, hvordan de skal omtale det positivt.

Du nævner MeToo. Jeg har heller ikke så meget sexchikane i bagagen, heldigvis, men jeg har i stedet oplevet utallige omgange aggressiv adfærd fra mænd i byen, når jeg har forsøgt at få insisterende typer til at lade mine mere klassisk pænere veninder (!) være, når vi sad og snakkede, adfærd, hvor jeg bagefter har tænkt, at det var truende på slåskamp-måden. Mand mod mand.

Jeg var heldig i de skrøbelige tween-år, at mine to nærmeste veninder var højere end mig. Så jeg har været skånet for at føle mig alt for forkert – vi var bare høje sammen. Og i dag kan jeg mærke, at jeg får autoritet og taletid og en opfattelse som seriøs foræret, fordi jeg fysisk kigger nedad på andre, og det er jeg ikke for fin til at bade mig i. Men samtidig er jeg typen, som føler jeg må klæde mig neutralt og bilder mig ind at jeg føler mig bedst tilpas i neutralt tøj. Fordi min fysik allerede “larmer” med sin størrelse. Og der er noget ved det med at larme og tiltrække mig opmærksomhed, som jeg synes, at jeg ikke … bør. Jeg øver mig med knaldrød læbestift og boots af og til, men jeg er ikke mål. Og jeg tror det hænger sammen med mit køn. Men måske også med mit køn og min families syn på køn. At du har en helt anden oplevelse fortæller mig, at jeg måske er vokset op i lidt værre kvindesyn end almindeligt trods alt er.

Jeg håber ikke, at du har læst min tekst som et oplæg til, at vi kvinder stræber efter at blive små og pæne, for så har jeg begået en brøler et sted i skrivefasen. Målet var at snakke om nuancerne i følelsesregistret.

Ærligt, så mærker jeg det ikke. Ikke i den form i hvert fald. Men det virker på mig som at vægttabslogikken er en virus, man smittes med, uden at man selv har så stor indflydelse på om man vil det eller ej – og at det er rent tilfælde, at jeg ikke selv er blevet smittet. Jeg kan huske et program for nogle år siden, som fulgte en ung australsk kvinde (omkring 23 år gammel, tror jeg), som var lidt til den buttede side, hvor hun skulle afprøve forskellige kendis-kure en uge ad gangen i tolv uger. Og hvor hun i starten var glad, ubekymret og social, var det tydeligt hvordan hun i løbet af programmerne blev mere og mere præget af fokus på vægt, kalorier og sit eget spejlbillede. Det var så skræmmende at se. Og måske er det noget af den samme logik, der får folk til at gå op i likes og følgere og deslige? Det bliver en måde at gøre noget uhåndgribeligt (menneskeværd) til noget konkret, man kan måle, veje og sammenligne, og som kan fungere som pejlemærker i en ellers kaotisk verden?

Jeg elsker det citat!!
Og bruger det mod min tilbagevendende skam over ikke at være ‘pænt’ nok klædt på og altid foretrække behagelig påklædning over ‘feminin’. Det lettede lidt, dengang jeg så Caitlin Moran blive interviewet i Den Sorte Diamant iført hullede netstrømper, Dr. Marten’s og forvasket logo-T-shirt. For hun havde da åbenlyst skabt sig en plads i verden, også uden pumps og blazer og stylet hår.

Pæn var aldrig en faktor for mig (mit ansigt er for lagt fra de klassike dyder til at det nogen sinde blev aktuelt). Jeg har måtte finde mænd, plads og accept ved at være klog, sjov og en lille smule antiautoritær.

Men ’tilpasset til kulturen’ er til gengæld en ret stor faktor mig. De gange jeg har har keto’et, har jeg tabt mig og det er vidunderligt, fordi færre spøger, om jeg er gravid og fordi mit rationelle del virkelig god ved, at fedme lige omkring navnlen er den dårlige slags (man får diabetes og dør af).

Alligevel famler jeg rundt efter mit slevbilled. For hvem fanden er jeg, hvis jeg ikke drikke cola og spiser chokolader? Den smule fuck-you, jeg har taget med til forstadslivet. Den smule JEG BESTEMMER SELV, der kan råbes fra min indre 4 årige. Den del af mig, der elsker at sige: ‘Pyt med det’, Den er fanme udfordret for der er nul pyt i keto. Kulhydrater er et afsavn for mig. Både på min tallerken og i min mentale forestilling om hvornår og hvordan vi har det hyggeligt.

.. . og den der mad=hygge, den er virkelig kulturelt bestemt også.

Måske min pointe er, at vi alle sammen spejler os op i noget samfund.

KH Nanna

Du taler ned i noget her, som jeg ikke selv har kunnet finde ud af at formulere. Jeg har tabt mig 23 kg (ved hjælp af noget så simpelt som mindre mængder af mad, flere km løb), og mine egne følelser i den forbindelse er virkelig svære at få greb om.
Misforstå mig ikke, jeg er faktisk helt vildt stolt af mit “nye” hylster, men ikke af de grunde, jeg bliver “komplimenteret” for. Jeg er stolt over, at jeg er blevet bedre til at mærke min egen krop. Jeg er stolt over, at jeg kan løbe langt og hurtigt. Jeg er stolt over, at jeg har mere energi. Sjovt nok er disse parametre bare ikke noget, jeg bliver komplimenteret for af andre. Derimod oplever jeg at få yderst uinviterede kommentarer fra andre kvinder om at “nu må du altså ikke blive tyndere, det er ikke pænt at se afpillet ud”/“jeg kunne aldrig gøre det, for jeg vil altså have lov til at drikke et glas vin i ny og næ” (trust me, jeg får både rødvin og chokolade) eller fra mænd variationer over “du er blevet (!) mega lækker”.
Og det der fucker mest med min hjerne: hvor bovlamme jeg end finder disse kommentarer, så bor der en pige inde i mig, som råber “yaaas, jeg er endelig tynd!!”. Problemet er, at der også bor en anden lille pige derinde, som forsigtigt spørger, om hun da ikke også var helt ok for 23 kg siden.

Har du hørt om podcasten ‘Ditte Giese er blevet for tyk’? Hun tager fat i nogle af de samme problematikker, som du selv gør. Jeg har kun lyttet til første afsnit, men det virker interessant nok 🙂

Skriv et svar