I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Så nu skal jeg nok tie (lidt mere) stille med det der LCHF

Det er ikke alle, der interesserer sig for LCHF. Altså, mad med få kulhydrater og højt fedtindhold.

Eller mad i det hele taget.

Det ved jeg godt.

Nogle synes, at det er hjernedødt, at voksne kvinder med omløb i hovedet går på slankekur, når man kunne bruge sin energi på så meget andet end at presse sine kurver ind i et sæt af andre rigidt definerede forme. Andre synes, at det er irriterende at kigge på og læse om, fordi det minder dem om, at de selv vender det blinde øje til noget, de egentlig gerne ville fokusere mere på. Andre igen synes sikkert bare, at det er rasende uinteressant hvad andre putter i munden.

(Jeg har selv voksenlivet igennem skøjtet frem og tilbage mellem de tre holdninger – med længst ophold på den i midten.)

Og vi skal jo alle være her. Med vi mener jeg os, der samles over denne blog. Både os, der gerne vil have vores kroppe i fred til at få fred med dem. Og dem, der ikke gider se på andre gøre netop det.

Men hvis der er noget, jeg har lært af alle mine danse med oprydning i mit spisemønster (denne er vist vals nr. 749), så er det, at velværet fra LCHF-mad ikke i sig selv er en garanti for, at jeg bliver ved med at spise sådan her. Gid det var. Og lige om lidt slutter det der forløb hos Jane, der har sat gode rammer op for os kursister og svinget en kærlig pisk over os, så vi ikke sakkede bagud … og her i sidste halvdel af forløbet runger bekymringen for om jeg kan føre det videre selv.

For hvad med hverdagen henne på kontoret? Er det ikke bare et spørgsmål om tid, før jeg falder tilbage i dårlige vaner med 3 stykker onsdagskage og bundløs fredagsbrunch? Og hvad med familielivet? Den mindste herhjemme er to et halvt år og skal have solid kost at vokse af … er det ikke bare et spørgsmål om tid, før jeg hver aften står over køkkenvasken og kører hendes pasta- eller risrester ind, mens jeg foregiver at gøre rent efter middagen?

Svaret er nok, at hvis jeg lader det være op til lykketræf og gode intentioner at fortsætte de gode vaner, jeg har grundlagt på forløbet, så går det i vasken. Man kan ikke overlade så stort et ansvar til min regnormede rygrad.

Jeg har brug for støtte og hep fra folk, der prøver at gribe livet an på samme måde som mig. Og at støtte og heppe selv. Så jeg ikke er helt palle, når forløbet slutter.

Derfor har jeg her til aften åbnet en instagramprofil. Der har jeg tænkt mig løbende at give afløb for hvad jeg har på hjerte af LCHF-tanker. Og der leger jeg med i det store madfællesskab, der findes på nettet over LCHF/keto-principperne. Altså lavt kulhydratindtag, moderat proteinindtag og højt fedtindtag.

Så: Hvis du vil se med på hvad jeg spiser, mens jeg får dagen til at gå med at være en mor og kæreste med et fuldtidsarbejde, så er du mere end velkommen på Instagram her: @lowcarboline

Jeg håber, at vi ses! Men jeg forstår også godt, hvis det her er et af de fællesskaber man liiiige sidder over på. Så ses vi bare lige her på siden en anden dag.


«

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.