lchf til mig og kiddo
Rodekassen

Så nu skal jeg nok tie (lidt mere) stille med det der LCHF

Det er ikke alle, der interesserer sig for LCHF. Altså, mad med få kulhydrater og højt fedtindhold.

Eller mad i det hele taget.

Det ved jeg godt.

Nogle synes, at det er hjernedødt, at voksne kvinder med omløb i hovedet går på slankekur, når man kunne bruge sin energi på så meget andet end at presse sine kurver ind i et sæt af andre rigidt definerede forme. Andre synes, at det er irriterende at kigge på og læse om, fordi det minder dem om, at de selv vender det blinde øje til noget, de egentlig gerne ville fokusere mere på. Andre igen synes sikkert bare, at det er rasende uinteressant hvad andre putter i munden.

(Jeg har selv voksenlivet igennem skøjtet frem og tilbage mellem de tre holdninger – med længst ophold på den i midten.)

Og vi skal jo alle være her. Med vi mener jeg os, der samles over denne blog. Både os, der gerne vil have vores kroppe i fred til at få fred med dem. Og dem, der ikke gider se på andre gøre netop det.

Men hvis der er noget, jeg har lært af alle mine danse med oprydning i mit spisemønster (denne er vist vals nr. 749), så er det, at velværet fra LCHF-mad ikke i sig selv er en garanti for, at jeg bliver ved med at spise sådan her. Gid det var. Og lige om lidt slutter det der forløb hos Jane, der har sat gode rammer op for os kursister og svinget en kærlig pisk over os, så vi ikke sakkede bagud … og her i sidste halvdel af forløbet runger bekymringen for om jeg kan føre det videre selv.

For hvad med hverdagen henne på kontoret? Er det ikke bare et spørgsmål om tid, før jeg falder tilbage i dårlige vaner med 3 stykker onsdagskage og bundløs fredagsbrunch? Og hvad med familielivet? Den mindste herhjemme er to et halvt år og skal have solid kost at vokse af … er det ikke bare et spørgsmål om tid, før jeg hver aften står over køkkenvasken og kører hendes pasta- eller risrester ind, mens jeg foregiver at gøre rent efter middagen?

Svaret er nok, at hvis jeg lader det være op til lykketræf og gode intentioner at fortsætte de gode vaner, jeg har grundlagt på forløbet, så går det i vasken. Man kan ikke overlade så stort et ansvar til min regnormede rygrad.

Jeg har brug for støtte og hep fra folk, der prøver at gribe livet an på samme måde som mig. Og at støtte og heppe selv. Så jeg ikke er helt palle, når forløbet slutter.

Derfor har jeg her til aften åbnet en instagramprofil. Der har jeg tænkt mig løbende at give afløb for hvad jeg har på hjerte af LCHF-tanker. Og der leger jeg med i det store madfællesskab, der findes på nettet over LCHF/keto-principperne. Altså lavt kulhydratindtag, moderat proteinindtag og højt fedtindtag.

Så: Hvis du vil se med på hvad jeg spiser, mens jeg får dagen til at gå med at være en mor og kæreste med et fuldtidsarbejde, så er du mere end velkommen på Instagram her: @lowcarboline

Jeg håber, at vi ses! Men jeg forstår også godt, hvis det her er et af de fællesskaber man liiiige sidder over på. Så ses vi bare lige her på siden en anden dag.

***

3 Comments

  • sabrina Hansen

    Hej Karoline.

    Jeg er egentlig ret med vild med Jane og hepper på hende og hendes projekt. Jeg har endda også forsøgt mig med LCHF op til flere gange. Den gang jeg tog det mest seriøst tog jeg omkring 7 kilo på, jeg stadig kæmper med. Det er ikke Janes skyld, eller din, for den sags skyld, jeg kunne bare ikke rigtig få det der lchf til at lykkes for mig. Det blev for omstændigt, og det er efter min mening for omstændigt, når man, som du selv skriver, også skal jonglere med fuldtidsjob, børn og mand og når man har så svært ved at gøre det til en permanent livsstilsændring. Men al mulig held og lykke med dit projekt. Jeg håber, det lykkes og hvis ikke så håber jeg ikke, du er for hård ved dig selv.
    Dbh Sab

  • 3 kg tilbage

    Hej
    Jeg faldt lige indenom din blog, og fik lyst til at kommentere. Jeg har ikke prøvet mig på LCHF, fordi hele princippet strider mig imod (men fred være med de som trives med det 🙂 ). Men jeg havde også de der 10 kg for meget efter graviditet nummer 2, og orkede ikke tanken på at skulle kæmpe med det resten af livet. Så jeg besluttede mig for, at 2017 skulle være mit “slankeår”. Altså året hvor jeg bliver fri for de 10 kg, sådan at jeg aldrig mere skal tænke på det.

    Min metode var at starte med at hoppe med på en 100 dages snackfri challenge fra 1.januar (dvs ingen slik, is, kage, sodavand eller chips). Det gik -mest fordi jeg ikke ville være den der gav op først. Det har gjort at jeg har fået et meget mere bevidst forhold til snacking, og ikke længere går i skapet for at tjekke om der mon er noget godt hvis jeg er træt, har hovedpine eller er frustreret.

    Næste skridt har været at arbejde med den der med at “jeg fortjener slik/chokolade/kage/chips, fordi jeg har sovet dårligt/arbejdet meget/haft urimelige børn”. Denne sætning har jeg prøvet at erstatte med “Jeg fortjener at være slank og sund fordi jeg klarer at håndtere børn/arbejde/mand osv”. Så den kører jeg når jeg står overfor kagehylden en træt onsdag eftermiddag.

    Og det allervigtigste jeg har gjort er, at hoppe tilbage på sporet med det samme jeg alligevel er faldet i. Siden jeg jo har et helt år til at tabe mig i, så betyder en enkelt dags kagespisning ikke at jeg må opgive hele projektet.

    Måske kan nogle af mine tricks bruges for dig?

    (jeg mangler bare 3 kg nu…. 😉 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0