… det strint af jobbets wc-spray, jeg prøvede at styre langt op i luften, inden jeg forlod toilettet, men som alligevel nåede at regne ned ad ryggen på mig. Jeg var dermed dømt til at stinke fælleskontoret til i dens virkelig uheldige, syntestiske kanelscent hele dagen. En hidsig odør, som alle i afdelingen ved hvad betyder. »Nogen har nok lavet bummelum«. Super.

… uvisheden i hvem der er skyld i, at der i går var gennemtræk på bloggen med 3 gange så meget trafik som normalt. En person med pænt mange følgere må have delt bloggens link på Facebook, og jeg kan ikke tracke det (og ved derfor ikke om det er en, der har anbefalet den eller en, der har skrevet »omg, hvor er hun åndssvag, hende her«). Og jeg er ved at gå til af nysgerrighed. Bliver nok nødt til at konkludere, at der var tale om en serie ukrainske botter, der alligevel ikke interesserede sig for dansk moderskab eller sorg og således aldrig kommer igen.

… at falde over Idabida. Har nærmest ikke lavet noget produktivt, siden jeg opdagede hendes blog. Læs selv om at man ikke behøver sove, når babyen sover, bare fordi alle siger, at man skal og om at ligne noget Løvernes Konge har slæbt ind og forstå hvorfor. Man kan fangirle på Facebook her og Instagram her.

… at opdage, at ordet babydaddy er blevet et gangbart udtryk at bruge om den mand, man deler liv med (og ikke længere blot betegner de fraværende, mandlige biroller i Teen Mom). Er det ikke lige så prol som ordet prol?