Næsten alt i fysikken er sig selv efter fødslen, her to år efter jeg klemte 3.960 grams lykkeklump ud gennem underlivet i en ukompliceret og tidsmæssigt gennemsnitlig fødsel.

Næsten alt. Bortset fra skrævet, for at sige det ligeud. (Og vi skal altså blive bedre til at tale om tingene, også de svære)

For jeg glemmer de åndssvage knibeøvelser. I to år har jeg glemt dem 8 ud af 10 dage, og resultatet? Jeg tisser alt for nemt i bukserne.

Og selv om vi godt kan grine lidt af det (det kan jeg også godt selv, hvis jeg ser isoleret på det morsomme i at være mor til et blebarn og selv have behov for noget lignende), så er det i praksis ikke specielt morsomt at mærke den ydmygende varme brede sig i bukserne, når man svedende tramper rundt et sted mellem opgangens 2. og 3. sal i ulvetimen med en toårig på armen, en bærepose i hånden, i blinde famlende efter nøglerne i tasken og med et det-her-MÅ-ikke-ske-igen tværet ud i ansigtet.

Men det sker. Ofte, faktisk.

Og det har jeg mig selv at takke for – der er lissom ingen, der prædiker, at det kan være lige meget med de der enkle, effektive øvelser. Hver eneste dag, resten af livet, hedder det bare. Gælder i øvrigt både kvinder og mænd, guys.

Der findes selvfølgelig apps, der skal minde om øvelserne, og de gennemgår sågar, hvordan man laver dem rigtigt … men hvad hjælper en app, når man bare snoozer reminderen væk og tænker “Ah, det husker jeg lige senere”. Gu’ gør man (jeg) ej.

Der findes også gode veninder, der hver især har masser af tricks, der virker (for dem). En bruger 10 minutter på gulvet hver eneste dag. En anden har indkorporeret knibeøvelser så grundigt som en del af kroppens løft og stræk i det almindelige husarbejde, at kroppen nu selv husker at lave dem, når hun løfter et barn, bøjer sig med støvsugeren og skifter sengetøj.

Gulv? Grundighed? Rengøring!? Mig? Not så much.

Men så. For nogle dage siden mødte jeg min redning (muligvis). Jeg lyttede til et afsnit af Politikens podcast, Plus En, en radioserie om livet med små børn.

Og her forklarede en af de medvirkende sin helt simple huskeregel for knibeøvelser:

Hun laver dem, når hun holder eller står for rødt i trafikken! I cykel eller i bil eller gående – uanset hvad er det røde lys lig med spildtid. Hvis man altså ikke lige laver knibeøvelser imens.

Så simpelt og ligetil.

Jeg har nu øvet nogle dage og er godt i gang med at indarbejde det, og jeg er overbevist om, at hvis jeg bare messer “Rød mand knib, grøn mand gå” nok gange, så husker kroppen det for mig.

Lyt i øvrigt til hele podcasten Plus en her, den er temmelig hyggelig og interessant.

(Og ja: Husk at knibe. Nu!)

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’