knibeøvelser
Best of,  Graviditet, fødsel og barsel,  Motherhood,  Rodekassen

Et meget simpelt trick til at huske de skide knibeøvelser

Næsten alt i fysikken er sig selv efter fødslen, her to år efter jeg klemte 3.960 grams lykkeklump ud gennem underlivet i en ukompliceret og tidsmæssigt gennemsnitlig fødsel.

Næsten alt. Bortset fra skrævet, for at sige det ligeud. (Og vi skal altså blive bedre til at tale om tingene, også de svære)

For jeg glemmer de åndssvage knibeøvelser. I to år har jeg glemt dem 8 ud af 10 dage, og resultatet? Jeg tisser alt for nemt i bukserne.

Og selv om vi godt kan grine lidt af det (det kan jeg også godt selv, hvis jeg ser isoleret på det morsomme i at være mor til et blebarn og selv have behov for noget lignende), så er det i praksis ikke specielt morsomt at mærke den ydmygende varme brede sig i bukserne, når man svedende tramper rundt et sted mellem opgangens 2. og 3. sal i ulvetimen med en toårig på armen, en bærepose i hånden, i blinde famlende efter nøglerne i tasken og med et det-her-MÅ-ikke-ske-igen tværet ud i ansigtet.

Men det sker. Ofte, faktisk.

Og det har jeg mig selv at takke for – der er lissom ingen, der prædiker, at det kan være lige meget med de der enkle, effektive øvelser. Hver eneste dag, resten af livet, hedder det bare. Gælder i øvrigt både kvinder og mænd, guys.

Der findes selvfølgelig apps, der skal minde om øvelserne, og de gennemgår sågar, hvordan man laver dem rigtigt … men hvad hjælper en app, når man bare snoozer reminderen væk og tænker “Ah, det husker jeg lige senere”. Gu’ gør man (jeg) ej.

Der findes også gode veninder, der hver især har masser af tricks, der virker (for dem). En bruger 10 minutter på gulvet hver eneste dag. En anden har indkorporeret knibeøvelser så grundigt som en del af kroppens løft og stræk i det almindelige husarbejde, at kroppen nu selv husker at lave dem, når hun løfter et barn, bøjer sig med støvsugeren og skifter sengetøj.

Gulv? Grundighed? Rengøring!? Mig? Not så much.

Men så. For nogle dage siden mødte jeg min redning (muligvis). Jeg lyttede til et afsnit af Politikens podcast, Plus En, en radioserie om livet med små børn.

Og her forklarede en af de medvirkende sin helt simple huskeregel for knibeøvelser:

Hun laver dem, når hun holder eller står for rødt i trafikken! I cykel eller i bil eller gående – uanset hvad er det røde lys lig med spildtid. Hvis man altså ikke lige laver knibeøvelser imens.

Så simpelt og ligetil.

Jeg har nu øvet nogle dage og er godt i gang med at indarbejde det, og jeg er overbevist om, at hvis jeg bare messer “Rød mand knib, grøn mand gå” nok gange, så husker kroppen det for mig.

Lyt i øvrigt til hele podcasten Plus en her, den er temmelig hyggelig og interessant.

(Og ja: Husk at knibe. Nu!)

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

***

9 Comments

  • Fru Z

    Åh gud, jeg husker stadig første gang efter første fødsel. Det var dengang helt almindelige fødsler resulterede i 5 dages barselsophold på hospitalet, før man kunne få lov at komme hjem. Og et par dage efter at have født lå jeg derfor på gulvet sammen med andre bløde mødre og forsøgte – forgæves – at lave knibeøvelser. Der skete intet. Intet! Jeg blev så forskrækket at jeg brugte de næste mange uger og måneder på at knibe konstant…

    • Karoline

      Hvis bare jeg også kunne mærke, at intet skete! Mit problem var (vist), at jeg troede, jeg kneb lystigt og effektivt i den første tid. Og da jeg så var forbi lægen til efterfødselstjek 8 uger efter fødslen, og jeg lå der og kneb artigt med benene i stigbøjlerne, sagde lægen “Ja, og du begynder bare, når du er klar”. Seriøst. Som var jeg med i en dårlig sitcom. Hun kunne ikke engang mærke, at jeg prøvede …!

      Det tog al motivation fra mig – underligt nok.

      • Marie

        Åh, de læger der, ikke. Min APA-instruktør påpegede meget rigtigt, synes jeg, at de desværre har det med uforvarende at dræbe al knibe-motivation. Det kunne de godt øve sig lidt på. Noget med måske lige at tage sig tid til, at man som forvirret, søvnmanglende post-fødselsdame får lidt fat i det hele dernede, mens man ligger i en af de sværeste knibe-stillinger ever. Og så kunne de sige: “Du bruger den rigtige teknik, så du skal bare træne videre på den måde.” eller noget. I stedet for at levere en variant af “Ja, det er godt nok en slap bækkenbund”, mens de hovedrystende tager deres gummihandsker af og rækker én en papirserviet til eksplorationsgelen. Som tilfældet har været til otteugersundersøgelsen efter begge mine fødsler, ahem.

        Nå, men genialt tip! Det er allerede taget i brug. Og så fint afsnit af “Plus en”.

  • Maria

    Jeg gør det som regel når jeg venter på noget, f.eks i køen i supermarkedet eller ved bussen/toget. Så føles tiden heller ikke helt spildt;-)

  • m

    Første og eneste gang jeg har bevæget mig ud at løbe efter at have født, tissede jeg i bukserne. Sådan rigtigt, med plet og det hele. Heldigvis var det i et relativt øde område omkring Sydhavn St, det var mørkt, og jeg havde sorte træningsbukser på. Men det har altså været slemt nok til, at jeg ikke har turdet gentage successen. Men hey! Rødt lys i morgentrafik FTW! Tak for tippet (du er alletiders) 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0