I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Det var det her Karoline-før-barn gruede for

Klokken 04.50 begyndte lørdagen. For nogen var fredagen sikkert ikke engang slut endnu, men herhjemme var barnet altså lysvågent og fik banket sin tvære, halvsovende moder op.

Til bleskift, vintermørke og et køleskab så deprimerende tomt for mælk til kaffen, at jeg kunne have hylet, hvis jeg havde haft bevidsthed til mere end de allermest basale, kropslige funktioner.

Jeg væltede en pose BRIO-tog, som barnet slet ikke er gammelt nok til at lege med og således higer efter som var det crack, ud på gulvet, og så sov jeg altså videre på tæppet hos hende – med sort samvittighed over ikke at overvåge hende, mens hun legede, for tænk hvis hun slugte et eller andet løst, eller jog en togskinne ind i øjet på sig selv, eller fik fingrene i klemme i et eller andet, eller, eller, eller …

… men min krop var der på tæppet midt i alt det søvnunderskud ikke i stand til andet end at acceptere skrækscenarierne, lukke øjnene, misunde faderen (der er i udlandet for arbejdet og lige nu sikkert sov sødt i en af fremmede redt hotelseng og kunne drømme om morgenmadsbuffet og et saligt, uforstyrret bad), stjæle lidt mere søvn og sende en lillebitte tanke tilbage til mine tyvere, hvor lørdag morgen var noget ganske andet end det her.

Ingen aner, hvor længe jeg sov, et par minutter eller flere kvarter, men jeg er temmelig klar over, hvordan jeg vågnede. Med et klask i ansigtet og ælten i de lange kasser blev jeg vækket af et glad barn, der troede vi legede en form for Bjørnen Sover. Meget sjovere end BRIO!

Det var det, der skulle til. Et klask til, og så var jeg banket klar til havregrød, til sort kaffe og til at give barnet tøj på og selv få bare en bh på. Det hjalp på værdigheden.

Kære fortidsjeg. Det er præcis det her, du gruer for, når du tænker på, om du egner dig til at blive mor. Det med søvnunderskud. Du har jo nemlig på fornemmeren, at du som mor ikke altid kan være i stand til at være nærværende eller funkle rent pædagogisk, når man tager søvn fra dig. At du tidligt vil slå ind på den sti af tvivlsomme tidsfordriv, som fører lige lukt ned i et tårnhøjt iPad-forbrug, så du bare lige kan få lov at drikke den kop kaffe i fred med din telefons herlige vindue til livet udenfor i bare to minutter.

Og livet med barn er præcis så krævende på selvdisciplinsfronten, nej, afslørende af dit sande jeg, som du forestiller dig.

Men ved du hvad? De små smuttere slutter som regel med et venligt klask i fjæset eller et kæmpestort, tandløst grin. Og så ved du, at du gør det godt nok alligevel. På det store lærred, selv om der kan være lidt sjusket nede i billedets små detaljer.

Det store billede tæller. Heldigvis.


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.