I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Tjeklisten: Sådan bliver du en fin(ere) kammerat på cykelstien

Kære yndlingskammerat på cykelstien i myldretiden. Jeg elsker dig, fordi:

✓ … du aldrig kører med høretelefoner i ørerne. Du ved nemlig godt, at selv om du (tror du) godt kan høre både de høje dyt og de lavere ringklokker med dem i ørerne, så sender høretelefonerne et iskoldt signal: Du er ligeglad. Med os andre og vores fælles sikkerhed.

Og det signal vil du ikke sende. For du er langtfra ligeglad; det er det, jeg godt kan lide ved dig.

Vi andre kan jo ikke se, hvor lavt eller højt, musikken spiller i folks høretelefoner – vi kan bare se en, der gerne vil ligne en, der ikke har respekt for, hvordan det er: At i trafikken holder vi bløde trafikanter hinanden i live med vores opmærksomhed. Vi lader være med at invalidere hinanden eller koste hinanden livet med uopmærksomhed. Det er et fælles projekt, som vi i den perfekte verden alle går lige højt op i.

Her ofrer du musikken til fordel for det stærke, fællesskabsorienterede signal i, at du er særligt opmærksom på at hjælpe mig med at komme hjem til mit barn i live.

For det skal du have tak, cyklist-BFF.

✓ … du aldrig tjekker din telefon, mens din cykel er i fart. Aldrig. Slet ikke for at sms’e, men heller ikke for at skifte sang i Spotify eller spole i din podcast eller noget som helst andet, der stjæler dit fokus fra trafikken.

“Kør bil, når du kører bil”, lyder et glimrende kampagneslogan fra Rådet for Sikker Trafik, og jeg er så glad for, at jeg ikke behøver hvæse “Kør cykel, når du cykler” til lige dig, cyklist-BFF. For det er ikke ret mundret i cykelversionen.

✓ … du aldrig parkerer din cykel på cykelstien. Heller ikke selv om du er pizzabud, postbud eller indehaver af en lad- eller motorcykel. Eller selv om du ser en du kender på fortovet, som du gerne vil sludre lidt med. Du har nemlig forstået, at vi kan få ret høj fart på, vi, der stadig benytter cykelstien til at komme frem til cykels. Og at vi, hvis vi skal undvige din parkerede cykel, må svinge ud i de andre cyklister, der også har fart på.

Det kan blive noget værre rod og ende i cyklistsuppe. Det er jeg så glad for, at du går op i at undgå. Så tak for det!

✓ … du altid orienterer dig, når du vil overhale nogen. Eller dreje ud i en stime cyklister. Eller skal sænke farten for at dreje af. Eller bare i det hele taget foretage nogen manøvre, der påvirker andres kørsel.

Jeg mistænker dig for at have kørekort, som en af de få på Københavns cykelstier, og at det er derfor du er særligt opmærksom på, at din måde at være på i trafikken påvirker andre. Mon du også leger med tanken om, at en form for cykelkort til alle nye cyklister kunne være rart? For alle?

✓ … du godt gider holde køkultur ved rødt. Også selv om du har travlt. Du tager ikke lige turen over fortovet for at møve dig frem forrest. Du er nemlig med på, at først-til-mølle-princippet er det mest fair ved de store knudepunkter i trafikken. Her glor alle jo ind i samme risiko: At måtte holde næsten stille i to eller tre omgange rødt lys, før man er fremme forrest og kan blive sluset over.

Det er ens for alle – er det ikke vidunderligt lige? Det ved jeg, at du også synes, cyklist-BFF. Du tager sikkert hjemmefra i god tid, så du ikke behøver hverken at køre dødsræs med os andre eller være ufin ved lyskrydskøen.

✓ … du aldrig kunne drømme om at lave hovedløsheder på cykelstien. Som det yngre par, der i myldretiden overhalede mig, mens de holdt i hånd. Således kørte de side om side og overhalede mig, der allerede var tvunget til at køre ved siden af en anden, fordi vi var så mange på cykelstien den dag. Side om side, fire i fart; I nogle sekunder kørte vi tæt, og den ene overhalendes flagrende nøglekæde fik fat i mit styr. Jeg slingrede fareturende, mens hun viklede sig ud, og jeg hørte en medcyklist bag mig sige “åh nej”, og det tænkte jeg også, “åh nej”, for det var tydeligt, hvad der var ved at ske. I slowmotion. For os alle. Bortset fra parret, der for længst havde passeret os. Massefald, iturevet tøj, skader, blod, indlæggelser og genoptræning i måneder forude. Fordi det par skulle være så åndssvage.

Jeg fik cyklen på ret køl igen, inden det galt. Heldigvis. Imens så jeg dem hjerne af sted med ekstrem fart. Stadig med hinanden i hånden. Jeg rystede i to timer efter – af raseri.

I dag er jeg glad for, at jeg ikke råbte “Jeg håber, at nogen I elsker meget højt, bliver så invalid, som I var ved at gøre mig der!”. Men det var det, jeg havde lyst til. Gøre dem rigtig kede af det. Som jeg stadig er ved tanken om, at min datter på tre splitsekunder kunne få frataget sin fremtid med sin mor.

Kæmpestort tak, cyklist-BFF, fordi du altid har hovedet med dig i trafikken!

Tour de Lur 🚴🏻💤

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den

 

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

 

 


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.