Klassisk Karoline,  Motherhood

Junkiemor

Det begyndte som en mild irritation for nogle år siden. Siden da er det eskaleret til ulykkelighed, nærmest en sorg. 

Min mobilafhængighed. Og din mobilafhængighed. 

Jeg er ked af ikke at kunne fokusere på mine børn uden at tænke på, hvad der sker uden for mit hjem, i mine apps. Selv i mine mest såkaldt nærværende øjeblikke, tænker jeg på, at jeg kunne fotografere og broadcaste det (hvis jeg da ikke gør det). 

Jeg er ked af, at når jeg kigger op udenfor, så går I alle rundt med snotterne nede i jeres mobiler eller med lydene fra dem inde i hovedet. Det ser afsindigt vanvittigt ud. Nørrebrogade vrimler med mennesker, men ingen af os ser på hinanden. 

Jeg er ked af, at jeg ikke kan efterleve nogen af de mobilregler, jeg sætter op for mig selv. Som en anden junkie falder jeg i, giver efter for trangen til liiige at kigge. Jeg afinstallerer viljefast mine yndlingsapps for skamfuldt at installere dem igen samme dag. Jeg indfører skærmfri tid for mig selv, når den står på familietid, men jeg har endnu til gode at overholde det for første gang. Jeg tracker mit forbrug for at shame mig selv med data, og jeg skammer mig, jovist, men skammen er endnu ikke slået ud i min adfærd. 

Jeg er ked af, at jeg skriver dette lige nu, for fjernsynet kører med en dokumentar om – ironisk nok – internettet. Som jeg selv har plukket ud og tændt for med intentionen om at fordybe mig i den. Og alligevel sidder jeg her med mobilen i hånden imens. 

Jeg er så ked af at være en slave af det her apparat. 

Det er som om min hjerne har taget skade. Ganske som eksperterne siger, at den gør. 

Jeg kan ikke fordybe mig længere. Jeg, som altid har set evnen til fordybelse, koncentration, eftertænksomhed som blandt de bærende piller i min person. 

Væk. Ristet væk, simpelthen. 

I går blev jeg grebet af en trang til bare i et enkelt hjørne at mit liv at skabe noget. Et eller andet. Noget at fordybe mig i, en slags narresut, der kunne stjæle fokus, give ro, give bare en lille, forpulet pause fra alt det lys og alle de informationer, jeg vælter ind i fjæset dagen lang. Et firma, en opfindelse, en bog, okay, måske lidt stort slået op, what the hell, jeg kan sgu da lære mig selv at strikke, tænkte jeg. Fordybelse og børnetøj i én beslutning. Perfekt. 

Men jeg kunne ikke engang sidde gennem den korte videotutorial om strik for begyndere, jeg havde sat på fjernsynet, før tankerne vandrede og jeg secondscreenede derudad. 

Med hvad. Med ingenting. Med vitterligt ingenting. Der SKER nemlig ikke noget på Instagram, Twitter, skridttælleren, WordPress, familiens delefotoalbum, mailen, Snapchat, Bloglovin’, børnehavens intranet eller LinkedIn, når man tager runden hver tredje minut. 

Det føles som en regulær sygdom. En evig uro. Er der nogen, der har en kur mod den?

En, vi ikke har hørt om før, alle vi tarvelige junkier, der bruger en betragtelig mængde af vores tid på internettet på at lede efter kuren mod internettet?

***

30 Comments

  • Trine

    Åh, det er skræmmende læsning. Det der virker for mig er at lade min telefon ligge i køkkenet så meget af dagen som muligt (er på barsel lige nu). Enten på køkkenbordet eller endnu bedre, i en køkkenskuffe. Og så læser jeg i stedet for en masse bøger. Jeg skænker faktisk ikke telefonen mange tanker, når den ligger der i skuffen, men hvis jeg tager den med mig, så trækker den i mig med en kraft, der både overrasker og skræmmer mig, nu hvor jeg lægger mærke til den. Kan køkkenskuffe-modellen virke for dig? Nu ryger min mobil i hvert fald tilbage i skuffen igen.

  • Louise

    Sig til, hvis du finder den – kuren. Jeg kunne også godt bruge den.

    Sidder i toget lige nu, og jeg har sat musik i ørene (og læser blogs), fordi ham ved siden af hører lige lovlig høj musik, og ham over for snakker i telefon.

    Når jeg en sjælden gang falder i snak med et fremmed menneske i toget (eller andre steder), synes jeg altid, det er så hyggeligt. Det sker for sjældent. Og det hjælper i hvert fald ikke, at vi nærmest skærmer os fra hinanden med musik i ørene eller andet.

    • Karoline

      Du kan tro, at jeg lover at sige til! Tjek evt. bloggen frejamaynovember ud. Hun er i gang med den helt store afgiftning. Hendes metoder kan jeg desværre ikke adoptere, men måske kan de inspirere dig.

  • Maude // skøreliv.dk

    Ved du hvad, jeg sidder netop i et cafeteria i en svømmehal, mens mit afkom svømmer rundt nede i det blå, blå vand. Jeg læser blogs. Når jeg kigger op, så ser jeg…. Nørrebrogade. Måske i en lidt mindre skala, vi taler 40-50 mennesker, og 40-50 skærme i varierende størrelser. Og så tænker jeg på at jeg for nyligt har læst, at alt det vi beskæftiger os med på nettet er designet til afhængighed. Det har jeg tænkt meget over, for det lyder grusomt. Men værre endnu, så ER det faktisk grusomt. Det er noget, som stjæler de aller dyrebareste øjeblikke fra os allesammen.

  • Kristina

    Jeg sidder også i fælden nogle dage, her under min barsel. Dage der let glider ud i én lang omgang blurred, intetsigende scrolling, hvis ikke jeg tager mig sammen…. 🙁 Det, der har virket bedst for mig, er at lægge en plan for hvad jeg skal en given dag. Min erfaring er, at de dage hvor jeg har sat mig for at ordne en eller flere opgaver, der bruger jeg mobilen væsentligt mindre. En opgave er fx at rydde op i “rodeskuffen”, sortere en/flere hylder i tøjskabet, køre på genbrugspladsen med shit fra kælderen, bage madpakke-ting til fryseren, og selvfølgelig de helt almindelige huslige opgaver som madplan, handle ind og vaske tøj/gøre rent. Så lækkert at føle at man har brugt sin tid på noget, der giver en tilfredsstillelse, istedet for at have spildt den på at se diverse insta-fotos af crossianter fra det nyeste, københavner-hypede bageri…. Og så lader jeg mobilen blive i lommen, når jeg går tur med barnevognen, hvilket foregår uden musik, lydbog eller skridttæller… jeg nyder vejret og naturen og den pause min hjerne får uden alle mulige andre informationer. Jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg forbrænder nøjagtigt de samme kalorier uanset om en app tæller dem eller ej…. shit jeg lyder hellig, og det er bestemt ikke hver dag det lykkes, men det er fandme fedt de dage det gør! Men jeg øver mig og bliver bedre, så go for it!

    • Karoline

      Så gode tips. Tak for dem. Jeg synes ikke du lyder hellig. Og ja og haha, gu’ går jeg de samme skridt uanset om en app tæller dem! Og jeg ved jo efterhånden godt hvilke ruter, der får mig over de 10.000 skridt. Det er bare så sygt tilfredsstillende at se tallet runde 10.000 … kh junkien.

  • Johanne

    I hear you!
    Mit eneste trick er at lade telefonen blive hjemme – fx når jeg skal ud og handle eller på arbejde (men kun når jeg ikke skal noget direkte efter arbejde…….). Og så er det skræmmende at opdage HVOR TIT man lige griber efter telefonen i sidelommen, selvom man godt ved, den ikke er der. Men fysisk adskillelse eller simpelthen at slukke telefonen efter kl.21/22 hjælper for mig i hvert fald. Savner også fordybelsen – både i samtaler, egne tanker og bøger.

  • Sofie

    Åh, hvor kan jeg relatere til alt, hvad du skriver, og det er en skræmmende udvikling. Jeg synes, at jeg bliver mere og mere afhængig af min mobiltelefon – og føler nærmest en lettelse, når dem, jeg er sammen med, hiver mobiltelefonen frem, for det giver mig en undskyldning for lige at kigge på min egen og “holde mig opdateret”. Min mand er nødt til at holde sin mobiltelefon/iPad tæt til kroppen hele tiden, da han er selvstændig og konstant skal være tilgengængelig (og også arbejder efter amerikanske arbejdstider), og det gør også, at jeg har lettere ved at gribe til telefonen. Jeg kan dog også mærke, at jeg som regel hurtigt føler mig “mættet”, når først jeg har kigget på den i et stykke tid. Jeg kunne ikke sidde med den i timevis ad gangen, både fordi jeg bliver træt i øjnene, og fordi jeg bliver træt af at tjekke det samme hele tiden. Jeg prøver at have en krydsogtværs med i tasken, som jeg kan hive frem, når jeg er ude (hvis eksempelvis min mand må sidde med sin gadget), så jeg har et alternativt. Måske lidt sørgeligt, at det skal være sådan, men nok en nødvendighed.
    Men der er ingen tvivl om, at mobiltelefoner stjæler fra nærværet og “tilstede-heden”. Måske man skal overveje, hvad det er, som man vælger fra, når man vælger noget andet til – og forholde sig mere kritisk til det. Hvorfor vil man hellere sidde og kigge på venner/bekendtes opdateringer på FB, end man vil være til stede med sin ‘rigtige’, fysiske ven? Jeg er heller ikke selv for god, men det er mere overvejelser, som jeg prøver at gøre mig ift. mit eget mobilforbrug.

  • Helle

    Preach! Jeg kæmper selv. Jeg gør nogle ting, men det hjælper kun i begrænset omfang. Har aldrig haft Facebook-appen, men det stopper mig ikke i at tjekke lortet via browseren ca. 1000 gange om dagen. Og det er jo for det meste absolut spild af tid; der sker ikke en skid vigtigt. Sluk for alle notifikationer, sæt den på lydløs eller endnu bedre Forstyr ikke. Sæt den i laderen, og behandl den som en fastnettelefon, så du er nødt til at stå op for at tjekke den. Slet alle dem, du følger, som ikke giver dig noget godt/som bare er tidsspilde. Sæt uret til en halv time, hvor du bare giver los og ruller derudad, så du får dit fix. Og så lad være med at slå dig selv i hovedet over det. Alle er afhængige, som du selv har observeret, og der er større kræfter på spil. Der bliver investeret store summer i at udvikle funktioner, der får dig til at bruge mere tid på de her ting. Og læs bøger for at træne hjernen op igen, så den kan koncentrere sig igen.

  • Trix

    Det går faktisk lidt bedre for tiden. Fordi jeg ser mine venner. Gode venner. Og vi taler sammen, og så bliver den nemmere at ligge væk. Og det hjælper, når jeg ligger den i et andet rum. Nogle gange – andre gange ender jeg bare med at sidde på sengekanten med den i hånden, for så er telefonen da ikke ude i stuen. Men nogle gange hjælper det.

    Det hjælper lidt, at jeg ligger den helt væk, når jeg laver andre ting. Som at læse skønlitteratur og skolelæsning, fordi jeg ellers normalt lige trykker på hjem-knappen for at se, om der er kommet nogle notifikationer, hver gang jeg kigger op, zoner ud eller lige skal væk fra teksten. Men hvis den er langt væk, er det nemmere.

    Hvis den er langt væk, med et gummibånd rundt om sig og en zip-lock bag, så er hver ting, jeg skal forcere en chance for at spørge mig selv “Er det nu nødvendigt? Vil du virkelig noget med det?”. Andre gange er det bare irriterende og både til grin og lidt sørgeligt, at jeg sætter så mange foranstaltninger for mig selv.

    Men om aftenen, når tv’et kører, så bruger jeg den altså. For jeg gider alligevel ikke se det samme som min kæreste, eller så kan han spille civilization på skærmen, og jeg kan læse blogs og instagramme. Og det er rart, og det gider jeg ikke have det skidt over.

    Jeg tror også, det er et sted at starte – hvilke mobilepisoder, er det, du vil kæmpe imod? For skal du kæmpe mod dem alle er det ikke kun en unfair men også en urealistisk kamp. Du skal jo for helvede bruge den engang imellem, ellers var der ingen grund til at have den. Men hvis du kan nævne tre tilfælde, du vil kæmpe imod. For mig den mindsless tjekning når jeg er sammen med venner, når jeg læser eller når jeg keder mig uden at lave noget. Ikke two-screening, men hvis jeg sidder i sofaen og glor, og jeg så løfter telefonen i stedet for at finde på noget andet at lave, at handle, at sove, at læse bog eller bage brød. Det vil jeg gerne stoppe med, for jeg tror, den stopper mig i opløbet til mange rare ting.
    Det kan være, du har noget med børnene og med nøje udvalgte programmer? Jeg ved det ikke. Vi er en tabt generation, frygter jeg.

      • Trix

        Det kan altså noget. Nu gør jeg det mere og mere bevidst. Jeg har valgt undervisning, måltider og samvær (altså, når jeg har samtaler – ikke når vi bare splatter på sofaen til en serie). Sætter den på flight mode eller lader den ligge i en taske eller en jakkelomme. Det går ok.

  • Kirstine

    Det er også bare svært på barsel! Man savner … noget. Jeg hørte en gang et foredrag, hvor vi fik fortalt om nogle mus der lærte at trykke på en knap for at få en majs. Så trykkede de, når de trængte til majs. Hvis knappen kun udløste majs en gang imellem, trykkede de hele tiden! Og pointen var så, at vi trykker hele tiden, fordi vi IKKE er sikre på at få det der ‘noget’ vi gå og savner. (især på barsel …) Faktisk synes jeg også selv, jeg ofte lægger dimsen væk, når den der superrelevante nørdeartikel der redder min dag, endelig kommer. Jeg er slet ikke helbredt, men prøver bevidst at slette ‘scrolle-apps’ (facebook, pinterest og bloglovin). Jeg bruger stadig webudgaverne, men kan meget bedre administrere det. Og så er fonen ikke med i soveværelset længere

  • Signe

    Jeg tror, den eneste løsning er at droppe smart phones og IPads og få en gammeldags mobil. Sådan en der kun kan ringe og SMS’e. Hvis man skal sidde og vente på computeren “tænder op” hver gang, man skal på Facebook, Instagram osv. så var det nok ikke så tillokkende. Har faktisk overvejet det mange gange, jeg er så træt af at spilde mit liv på ligegyldigheder.

  • Signe

    Har du prøvet appen Freedom? Den virker vist kun til iphone endnu… Men den blokerer ret effektivt hjemmesider og apps, både på computeren og telefonen. Man kan sågar blokere app store, så man ikke kan installere flere i en periode. Man kan lave forskellige blocklists (sociale medier, blogs, nyhedsmedier, eller bare alting på en lang liste), som man så slår til i de tidsrum, man måtte ønske. Den kan ikke slås fra, når man først har sat den til at køre.

    Altså, det er jo vildt, at det skulle komme dertil, og temmelig ironisk, at man skal bruge en app til at forhindre en i at bruge apps… Men den virker ret godt for mig (i de perioder, hvor jeg husker at bruge den, forstås 😉 ). For på den måde kan jeg stadig bruge min telefon til fx gps eller mobilepay, hvis jeg skulle få brug for det, selvom alle tidsspilde-apps’ene og hjemmesiderne er blokeret.

    • Karoline

      Bruger du Freedom for tiden? Jeg installerede den, men kunne blokere websites, ikke apps. Så læste jeg, at det skyldes, at Apple har blokeret app-blokader som Freedom … og lader dem kun påvirke websites. Hvis du har et hack rundt om det eller bare godt kan blokere apps med Freedom, så sig endelig til!

      • gravidgrahvad

        Jeg bruger også Freedom på min computer for at hjælpe til fokuseret arbejdstid, og det er rigtig nok at den før også har virket på iPhones til at kunne blokere apps, men at Apple pt. har forhindret det. Folk der har været så kloge at hente app’en inden forbudet trådte i kraft kan således stadig bruge den som den var, men os andre er fortabte indtil Apple ændrer deres politik eller Freedom finder en måde at omgå det på.

        Men hvis nogen finder et hack, vil jeg meget gerne høre!

        En mere generel betragtning er, at skam aldrig har fungeret som brændstof til at ændre noget nogensinde. Skam får os kun til at gemme os og skjule det, vi skammer os over. Jeg tænker derfor at første skridt er at forsøge at omfavne også den side af sig selv.
        Samtidig er det paradoksalt, at vi er en del af et samfund som på mange måder gør os dummere, mere dovne, mere fede, og som samtidig sørger for at give os skyld med skyld på over netop disse ting! Det er ikke (kun) et individuelt problem – det er et samfundsanliggende.
        *hopper ned fra mælkekassen*

      • Karoline

        Så gode ord. Især dem om skam. Men altså. Hvordan gør man? Omfavner den side af sig selv, når det er en, man gerne vil af med?

  • VenterPaaVinBlog

    Jeg øver mig også – både fordi jeg får spat af at ville tjekke den, og fordi den også ind i mellem bare helt skal ud af mit åsyn. Kan ikke beskrive det, men nogle gange skal den bare væææk.
    Så lader den blive i bilen/tasken i gaderoben når jeg skal på museum, i Zoo, ude at gå en tur, på cafe, til fødselsdage og på besøg. Så jeg ikke kán hente den fra lommen eller håndtasken. Og så savner jeg den slet ikke.
    Herhjemme er det svære ikke at falde i nonstop, men ind i mellem lægger jeg den ind i soveværelset, hvor laderen også er. Og hvis jeg så har besøg eller ser film med min kæreste er det der, den ligger til ladning – helt uden mit selskab 😉
    Desuden er alle former for monitorering af skærmtid, skridt, puls, soverytme osv. bare slået fra – vil fandme ikke slåes i hovedet af en maskine.

    – A

  • Birgitte

    Jeg har for tre år siden smidt min smartphone i skuffen, fordi jeg var stresset, og nu har jeg en Doro knaptelefon, der ingenting kan. Megaupraktisk at mangle mobile pay (må skrive sms til min mand hver gang han skal overføre noget til nogen) og irriterende ikke at kunne modtage og sende billeder. Men jeg elsker hvad den gør, eller rettere sagt IKKE gør. For det kan ikke forstyrre mig at kunne ringe og skrive en sms, det gør jeg nemlig nødigt. Så HEP for de gamle telefoner. De er ikke smarte, men det er faktisk smart!

  • Christina

    Jeg er det samme sted og det er seriøst irriterende!! føler min hjerne er gået i stykker fordi jeg ikke kan fokusere på noget i mere end 4 minutter ad gangen.
    Har lånt bogen “jeg slukker nu” på biblioteket (godt nok som e-bog – man må jo tá hvad man kan få) og er igang med at læse den. Jeg synes allerede det hjælper lidt

  • esther

    Min veninde fortalte mig, at når hun læser til eksamen går hun ind i farveindstillinger og ændrer til sort/hvid – på den måde er insta ikke særligt interessant.

    • Karoline

      Det har jeg også prøvet. For at kunne junke blogs i soveværelset uden at genere mand eller spædbarn med lys. Det er desværre for nemt for min junkiehjerne at skifte tilbage til normaltilstand til at det har nogen effekt …

  • Anita

    Åh, hvor jeg kender det… Men må alligevel opfordre dig til at prøve det der strik igen, det giver sgu en slags ro (men når man så kan det, skal der tit ske noget andet mens man strikker; tv, film, lydbog, podcast….men det er vel også fordybelse?!) Min lokale strikkebiks holder ‘barselsstrik’ for begyndere (Strikkesalenen på Amager, men måske findes det også i dit hood). Udover det må jeg give de andre ret i at 1) jeg blev også mere mobilafhængig under barslen og det gik aldrig rigtig væk og 2) jo mere min telefon kan, jo mere bruger jeg den

  • Fru Skov

    Ååh, jeg kender det alt for godt. Jeg afinstallerer Instagram næsten hver dag. Er for nyligt begyndt at tracke mit forbrug, og jeg bruger ca. 12 timer om ugen på Instagram ud af 27 timers telefontid. Og jeg er altså ikke på barsel! En enkelt dag var jeg virkelig stolt af mig selv, fordi jeg “kun” havde brugt min telefon i 1 time.
    Mit eneste bud på en kur er at skifte din smartphone ud med en usmart-telefon! Jeg gjorde det selv kort før jeg fik mit andet barn, for jeg tænkte, at jeg ville kigge hende mere i øjnene end med den første. Og levede så uden en smartphone i lidt over et år, indtil min far tilbød mig at jeg kunne arve hans gamle iPhone – og så fortsatte jeg hvor jeg slap. Men altså, effektiv men upraktisk kur!

  • Julie

    Jeg er totalt meget med dig (og de mange andre deroppe) – kender det virkelig virkelig godt og synes det er så bedrøvende, at vi er ved at fucke med vores hjerner og følsomme nervesystemer og den måde vi er mennesker og sammen på.
    Jeg læste engang (det meste) af en bog af Cal Newport: “Deep Work”. Han var faktisk ret overbevisende – særligt ift. at det er lykkedes ham at banke en blog op, være langt mere produktiv, være nærværende med sin familie osv. osv. osv., ved IKKE at være på de sociale medier. Den er ret praktisk og lige til at gå til med en masse “rules”, som han har benyttet sig af. Fx Rule #2: Embrace Boredom. Bag på bogen står der: ‘Deep Work’ is the ability to focus without distraction on a cognitively demanding task….it will make you better at what you do, let you achieve more in less time and provide the sense of true fulfilment that comes from the mastery of a skill. In short, deep work is like a super power in our increasingly competitive economy. One of the most valuable skills in our economy is becoming increasingly rare.
    Det lyder jo alt sammen meget godt – men fordi den er så hands on, og jeg køber ind på hans argumenter, så er den god. Det der med at øve sig i at være fokuseret på noget i et bestemt tidsrum af gangen – det træner hjernen til at kunne det (igen). Og så tror jeg faktisk, at man kunne ende med at turn around sin afhængighed fra telefonen til det dybe fokus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0