Husligt,  Klassisk Karoline

Jeg vil ikke bære klimaåget (selv)

Siden jeg læste bemærkningen “Mænd i jakkesæt fralægger sig ethvert ansvar for planetens fremtid, mens kvinder der ikke kan sove om natten af bare bekymring, prøver at løse det hele ved at bruge deres sparsomme fritid på at strikke deres egne karklude” har den ekkoet. Hver eneste gang mine tanker eller veninders snak landede på emnet klima. Det gør de tit.

Dårlig samvittighed har jeg nok af. Jeg kan ikke tage planetens fremtid ind i mit repertoire over nattesøvntyve også. Desværre.

For om jeg går gennem besværet og putter vaskbare stofbleer på babyen i stedet for engangs, eller om jeg dropper tørretumbling helt for lufttørring i gården, så batter det INTET i det store, globale regnskab som tingene er på resten af kloden lige nu.

Jeg ved godt, at det lyder opgivende, men jeg er nødt til at forholde mig til det for ikke at få akut dødsangst og forestillinger om at planeten eksploderer, mens mine børnebørn bebor den, og at det var MIN skyld.

For det er ikke min personlige skyld. Det er den samlede menneskeheds. Og jeg kan ikke tage ansvar for hele menneskeheden, når ikke der politisk sker noget drastisk. Når vi stadig kan flyve hvorhen vi vil, bare vi betaler for det; når tøjgiganterne stadig har lov til at producere uhyrlige ton tøj blot for at brænde det hele af; når biler anses som en menneskeret i det store, folkerige USA. Og så videre.

Det bliver jeg sikkert upopulær på at sige i disse tider, hvor klima er hot. Det lugter af ikke at ville tage ansvar overhovedet. Så derfor vil jeg godt understrege, at jeg ikke er et klimasvin. Jeg er måske endda lidt af en klimaduks, fordi jeg arbejder med mine vaner, selv om jeg faktisk godt kunne være mit CO2-aftryk bekendt, som det var.

(1: Jeg har ikke siddet på et fly siden 2016. Før det var mine flyrejser også yderst begrænsede. Bilferier som barn – som ung foregik mit længste udlandseventyr i Norge, kun en sejltur borte. Jeg har aldrig været typen, der momondoede og airbnb’ede mig gennem verdens sjældent besøgte egne på hyppig basis. I dag trækker det endnu mindre; småbørn.

2: Vi har skåret ned på kødet og har lært os nogle velsmagende, kødfri hverdagsretter – fordi økologisk kød simpelthen er blevet for dyrt for os til at være et indslag i hvert måltid.

3: Vores garderober er sparsomme – fordi minimalisme giver ro i hovedet. Eller, Jens’ og børnenes er tilpas og består af det tøj, de faktisk bruger, resten ryger videre i vennekredsen eller til genbrug – eller ud, fordi det er slidt op. Min garderobe er på vej. Der skal ryddes ud i alt det tøj, jeg ikke bruger. Men jeg er holdt helt op med at købe billigt produceret tøj, bare fordi jeg kan.

4: Vi kører ikke bil. Det kommer vi nok til en dag, fordi sommerhus, men med bopæl inde i byen forudser jeg ikke, at den får strakt benene ret ofte.

5: Madspild er det område, der ligger mig mest på sinde at få ryddet op i – fordi jeg gerne vil lære børnene værdien i, at vi i alle livets aspekter tænker over, at vi kun tager det, vi behøver; ikke blindt alt det, vi har råd til.)

Men jeg gør mig umage af andre grunde end klimaet. Det står mig helt klart.

Jeg vil såmænd gerne være med i klimakampen. Men det nytter ikke for mig at gå med forrest med den lille bevægelse, der lige nu slår beundringsværdige kraftspring for zero-waste og veganeri i klimaets navn, for al bøvlet skaber ikke andet end en lille krusning på et hav, der oprørt fosser ned mod et meget stort og afgrundsdybt vandfald.

Uanset hvor stor bevægelsen bliver.

Krusninger.

Når verdens politikere er blevet enige om nogle spilleregler, der gælder for alle, så kan man jo sige, at jeg har trænet og er i fin form til at kæmpe med for den planet, som også vores efterkommere skal hygge sig på.

Jeg vil lade min indre klimakriger stemme ved næste valg. Indtil da får klimaet ikke mere af min nattesøvn.

!!! Husk at læse kommentarsporet for begavede indspark fra læserne 👇🏼 !!!

***

14 Comments

  • J

    Det bedste, man kan gøre for klimaet, er at stemme på et parti, der seriøst vil gøre noget for klimaet 🙂

  • Kirstine

    Det var vist mig der var bister en dag! Jeg er glad for at det har sat tanker i gang 🙂 Jeg er selv splittet i spørgsmålet. For på den ene side er min naturlige impuls at optimere min egen husholdning og prøve at redde verden ad den vej, helt diskret og alene (blogging upåagtet). På den anden side skal der logisk set ske noget på nogle større arenaer, hvis det skal batte. I virkeligheden burde vi alle sammen gå ind i politik, for pokker!

  • Christine

    Amen, kommer det fra ateisten! Jeg er helt enig. Vi kan alle være ansvarlige forbrugere, der fremmer en bæredygtig hverdag, hvor vi tager åbent stilling til klodens knappe ressourcer. Men der hvor det batter, er altså i stemmeboksen og ved forhandlingsbordene internationalt, og ikke i den veganske madplan, selvom det helt sikkert letter på samvittigheden.

  • Ditte

    Jeg er uenig.

    Hvis alle i verdenshistorien havde haft den holdning ’mine små valg nytter jo alligevel ikke…’, vil tingene og vores samfundsopbygning jo ikke være flyttet en meter. Folk i alle tider, i alle samfund, har kæmpet for en bedre verden, hvilket har ført til resultater. Mærkbare resultater. Så det skal vi naturligvis også med alle vores små skridt – SAMTIDIG med at politikerne naturligvis skal til at have fingrene ud. (Og det kan kun gå for langsomt)
    Jeg mener personligt den farligste diskurs er, at vi alle falder til patten og tænker, at det hele alligevel ikke nytter noget.

    • Karoline

      Jeg synes ikke jeg falder til patten. Jeg lever klimavenligt, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med, også forbi næste valg, hvor jeg stemmer for klimaet. Jeg håber flere gør det samme. Det er den dårlige samvittighed over den kæmpestore opgave, som politikerne ikke kan nå til enighed om at løse, og følelsen af, at nu ødelægger jeg kloden, fordi jeg bruger engangsbleer (som alle andre mødre i hele verden) jeg forsøger at få lidt pause fra. Min søns bleer ændrer jo intet, når HM og Bestseller har lov at brænde deres billigt producerede klude af.

      Det er ikke at falde til patten.

      • Ditte

        Så læste jeg dit indlæg forkert, for jeg mener absolut ikke, at man som privatperson skal have dårlig samvittighed over ikke at kunne leve 100 procent klimabevidst. Det er der jo ingen, der kan.

        Og dét med at falde til patten var nu heller ikke møntet på dig, men som et generelt samfundsproblem. Jeg kender mange, der gør sit bedste for at rykke ved udviklingen, men jeg kender også mange, der har den der ‘det-nytter-jo-ingenting-i det-store-billede attitude’, og derfor bliver ved med at flyve til Thailand hver vinter, og det synes jeg er super ærgerligt og demotiverende på alle fronter.

  • Triaka

    Da jeg skrev speciale for 100 år siden, var det præcis om problemstillingen: hvem har størst ansvar for ændringer på miljøområdet (alle har ansvar, men hvor batter det mest). Jeg var interesseret i, om det giver mening at lægge ansvar overpå individdet, eller om det handler om politik eller ny teknologi.

    Min konklusion dengang, som jeg stadig tror på, var, at nej, adfærdsændringer er ikke det, der i sig selv gør nogen stor forskel. Men det gør en indirekte forskel, for når vi ændrer adfærd og italesætter adfærdsændringer, giver det også mening for industri og politikere at følge med.

    I årevis har der været forskning i bæredygtige brændstoffer til fly fx. Det er komplekst. Og det har været svært at skaffe forskningsmidler i konkurrence med forskning til vindmøller og kræftmedicin og alle mulige andre vigtige ting. Men når der som nu, kommer fokus på hvor stor en belastning flytrafik er, og der er flere og flere begynder at sætte spørgsmåstegn ved deres adfærd, og måske tilmed ændre den (senest har Politikens Vi Rejser meldt ud, at de vil ændre deres journalistik og tilpasse den rejsemål, der kan nås uden fly) begynder det også at blive interessant for industrien at finde alternativer. Måske kan det give forskningen det boost der skal til. Måske kan det give politikere motivation til at regulere visse ting eller udforme strategier for at løse nogle prblemer.

    Så ja. Adfærdsændringer er vigtige. Men måske mere på et indirekte plan. Selvom det kan virke omsonst, at ens eget lillebitte bidrag fylder så lidt i det samlede regnskab.

    • Karoline

      Det er en klog kommentar. Den vil jeg læse igen og igen. Og, som jeg skrev til en veninde, der kontaktede mig bagom med nogenlunde samme budskab som dig, så vil jeg blive ved med at skrive om det her løbende frem til næste folketingsvalg. Gøre mit til, at det ligger flere så meget på sinde, at det påvirker deres stemme.

  • Tina

    Må jeg anbefale bogen “Håb” af Kristian Leth? Den har lettet mit sortsind omkring fremtiden betydeligt, og det var kærkomment efter jeg blev mor i sommer (og nærmest havde et panikanfald over, at jeg ville sætte børn i verden). Tak for en god blog, i øvrigt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0