I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Om smartphones og etikette: Jeg savner altså den tid, hvor vi gik hjem og slog ting op

Åh, hvor jeg længes efter de ofte halvdumme og tit ophedede diskussioner, der før i tiden kendetegnede mangen en rødvinsaften og mangen en stenersøndag.

Forskellen på musvitter og mejser. Betydningen af ordet knibsk. Hvem Hans Hartvig Seedorf *egentlig* var, udover navngiver til et stræde i Århus. Hvordan det nu var at Maria Hirse stavede sit navn efter numerologbesøget.

Kan I huske, hvordan man før i tiden kunne diskutere disse ting, indædt, og fyge om sig med argumenter som “mejser er da ikke blågule, det er dem med det der i ansigtet” og se den anden part blive imponeret over fugleviden, selv om man på ingen måde anede, om det var rigtigt, det var vistnok bare det, man have hørt engang i biologi.

Og man kunne gøre en holdningsdebat ud af ord som knibsk og tillægge det lidt etymologi og ladning og ævle derudad om et ord, man faktisk aldrig hørt brugt før? Vederlagsfrit.

Eller gøre som med tilfældet Hans Hartvig Seedorf og i’erne i det nye Maria Hirse og sige “det må jeg da hjem og slå op”.

Ingen skal længere hjem og slå noget op, den tid er forbi. Så jeg håber alle nød den, mens den var her.

For nu om dage er der altid en eller anden i selskabet, der hiver en smartphone frem og googler lortet og finde det korrekte svar. Og punkterer alt med sin indiskutable fakta. Og så sidder vi der, midt i liget af det, der kunne have været en hyggelig og sikkert stærkt fejlbefængt passiar. Oplyste. Af ligegyldig viden. Fordi nogen sad og troede, at vi faktisk søgte svaret – ikke bare den vigtige morskab på vej til det uvigtige svar.

Til hvilken nytte? Hvad skal vi nu snakke om i plenum? Vores følelser?

(Ifølge Wikipedia er der forresten tale om Mariia Madeleine Hirse nu. Selv tak)

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.