Jeg kniber øjnene sammen for at stille skarpt, men tierne er slørede af den høje fart

Den anden dag fortalte nogen mig, at til nytår er det her årti slut.

Det havde jeg slet ikke fattet. Og nu er jeg helt vemodig, for det var et meget stort årti!

I hele første halvdel af det pærede Jens og jeg rundt med hinanden og andre, indtil vi endelig fandt sammen, sådan rigtigt, i 2014 og så nåede vi i årene efter hele på den halve tid, som om vi kompenserede med børneflok og sommerhus og store, fælles fremtidsdrømme for al den nøl. Det var årtiet, hvor jeg oplevede USA sådan rigtigt som collegestuderende, det var der jeg blev færdig som journalist og kom ud på det voksne arbejdsmarked. Det var #metoo og Brexit og Instagram, det var Obama og Trump, og det var årene, hvor finanskrisen slap sit jerngreb og vi som generation holdt op med at se det som et vilkår, at vi nok alle skulle være på dagpenge – hvis ikke for evigt, så i hvert fald i en pæn årrække. Kun for i grebets løsen at se en ny og endnu større frygt tårne sig op bagved: Den om klimaet og omsorgssvigtet at vores fælles klode. Det var i det årti min mor gik bort, og således årtiet, hvor min identitet ikke alene fik én ny bærende søjle – moderskabet – men to: Moderskabet og Sorgen. Sammen med Kærligheden de vildeste bekendtskaber og den treenighed, jeg vil huske tierne som årti for; teenagere, you know nothing om hvad der venter.

Farvel, tierne! Du susede forbi i sådan en fart, det var så svært at dvæle ved noget. Bliver tyverne lige så brølende?

***

0 Comments

Add Yours →

Skriv et svar