Barselsorloven lakker mod enden, og i den anledning ville jeg egentlig skrive noget om, hvad jeg ville gøre anderledes, hvis jeg kunne gøre de sidste 10 måneder om.

Men så blev jeg så træt af mig selv.

For selv om der er noget fint ved at gøre status og finpudse, så kommer jeg ikke uden om, at det har oversteget mine forventninger med mange højder at være på barsel. Min frygt for, at det ville blive en sump af søvnmangel, selvlede og misundelse på folk, der kan tage et bad og en bajer når de vil, blev i den grad gjort til skamme. Barsel er ikke noget vi alle trives i; men det var lige i øjet for mig.

Så hvorfor sidde og fyre klicheer af om hvad der kunne gøres anderledes, når nu jeg faktisk ikke ville pille ved så meget?

Lad os dog lige løbe dem igennem alligevel. For jeg synes variationer over dem genlyder alle vegne fra kvinder, der har en eller flere barselsorlover i bakspejlet.

“Gid jeg havde stolet mere på mig selv som mor, selv om det hele var så nyt – jeg var jo faktisk ret sej”
Altså, jeg synes såmænd det var med rette, at jeg tvivlede på om jeg egentlig acede det der moderskab, da min datter den anden dag sad og legede med en enkrone – i munden. Og kun efter ihærdig, let panisk overtalelse spyttede den ud i hånden på sin skamfulde mor, i stedet for at synke den. En enkrone, jeg vel at mærke havde bemærket ligge i hjørnet af stuen nogle dage forinden, men ikke gidet samle op, for “jeg kan jo ikke få noget for en enkrone”. Rigtig flot … Andre gange har jeg været stolt af mig selv, hvis jeg har kunnet forlade et selskab, jeg nød, fordi min lille pige havde brug for alenetid. Og sådan går tvivl og stolthed vel hånd i hånd til jeg dør, tænker jeg.

“Gid vi havde rejst noget mere, mens vi havde tid”
– Rejs nu, mens I har tiden, lød det allevegne fra i min graviditet. Men det der rejseri var andres behov. Ikke vores, kan jeg se nu. Vi kom på charter, da muligheden opstod, og det var da en udmærket tur, men jeg kunne sagtens have ventet til vi kunne have nydt udlandet og varmen ordentligt – når barnet for eksempel en dag må spise det samme som os, når hun kan give bedre udtryk for sine behov, og når hun må få lidt mere sol og solcreme. Andre må om at få klaustrofobi på mine vegne!

“Gid jeg havde brugt mindre krudt på at begræde, at den dejlige barselsboble ville slutte på et tidspunkt”
Som sådan er det vel ikke underligt, at jeg har tænkt meget på tiden efter barsel. Jeg er virkelig glad for mit arbejde, og det har været en underlig størrelse at trives så godt med at erstatte dets knoklen med noget så trivielt som at servicere et andet menneske døgnet rundt. Betød det, at jeg inderst inde fagligt er en dovenlars? Er jeg sådan en der arbejder for at leve, ikke omvendt? Kunne jeg i virkeligheden sagtens være hjemmegående, hvis økonomien tillod det? De spørgsmål kan jeg godt forstå, at jeg har tygget drøv på i 10 måneder, for de piller ved noget bærende i mit selvbillede. Barslens ophør gør, at jeg for alvor må dykke ned i dem og se på, hvad jeg egentlig er for én.

“Gid jeg oftere havde slukket mobilen og de sociale medier for at være til stede i nuet”
Jeg er så træt af det der forpulede nu. Altså, træt af så ofte at blive mindet om, at jeg forsømmer det, at jeg aldrig er nærværende nok (jeg ser på dig, Lola Jensen). Herhjemme kører fjernsynet tit, også når vi ikke kigger på det, men jeg er okay med det, for det er oftest nyheder, musik eller en fodboldkamp, der kører, og alle tre er ting, der kommer til at præge vores datters opvækst, så hvorfor skal vi lade som om de ikke eksisterer lige nu. Vi har heller ikke en såkaldt skærmpolitik herhjemme, og nogle gange har vi sågar mobilerne fremme ved spisebordet. Men oftest har vi ikke. Der er en fin balance. Vi kan godt finde ud af at kigge vores datter i øjnene og lade verden omkring os forsvinde alligevel. Jeg lover det.