I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Hvad jeg har lært om Sorg af at have kendt den et år

De fleste af dem ville så gerne forsikre mig om, at verden nok skulle blive rar igen, da min mor lige var død. De, der selv havde mistet en mor eller far for tidligt, ville med deres erfaring ae og lindre, så chokket over min mors død ikke skulle føles så uoverkommeligt.

Jeg anerkender deres forsøg.

Jeg er taknemmelig. For at have mennesker i mit liv, som forsøgte.

Men deres aeri lindrede ikke.

Faktisk blev jeg skræmt fra vid og sans, jo flere der sagde det. At verden ville blive god igen. At chokket ville lægge sig, at jeg en dag ville kunne samle mig om andre ting. At min mor ville blive et godt minde med tiden, noget rart at tænke på, ikke en kilde til tårer.

Alene mængden af folk, der forsøgte at opmuntre mig, talte et tydeligt sprog. Der var vel noget om det, når så mange sagde det samme. Jeg selv var helt grøn i sorg, og jeg troede, deres sandhed ville medføre, at hendes død en dag ville være … mindre. Mindre i skala, mindre i betydning.

For de stod jo der. I verden. Og fungerede. Kunne ae mig, interessere sig for mig. Selv om de havde tab i bagagen. Var deres egne tab så ikke blevet mindre med tiden? Siden de kunne det?

Som nyligt moderløs holdt det mig vågen. Tanken om at blive sådan. En, der kunne holde det ud. Kunne fungere i verden. Beskæftige mig med noget andet i tankerne end min mor.

Jeg tænkte i ramme alvor, at jeg da skulle være i chok resten af mit liv. Jeg havde slet ikke lyst til at være andet. Hvis ikke jeg kunne have min mor, så kunne jeg da have mit chok i stedet.

Ikke tag mit chok fra mig, tænkte jeg.

Ikke tag mit chok fra mig.

I dag er jeg blevet klogere.  I dag ved jeg mere om sorgen. At den var noget helt andet, end jeg antog dengang.

Jeg fungerer i verden, jeg står ret op og ned i den, jeg er noget i den. Jeg er mor, jeg er kæreste, jeg er veninde, jeg er lønslave. Det hele er oppe i gear igen.

Sorgen har jeg med i den ene hånd. Som en forældreløs slægtning, jeg bliver nødt til at tage mig af, selv om jeg helst var fri. Den er jo mit kød og blod, selv om den er uønsket. Den ter sig af og til, og nogle gange laver den en scene og påkalder sig opmærksomhed, jeg inderligt godt gad slippe for. Men jeg skal ikke slippe. Mit lille stedbarn.

I den anden hånd har jeg Lykken. Den havde jeg ikke øje for for et år siden, selv om den også var der dengang. Som et pligtopfyldende barn bliver den nogle gange overset, fordi den passer sig selv, den gør ikke noget væsen af sig. Den er sådan et nemt barn. Nogle gange glemmer jeg helt, at den er der, og hvor svær den var at undfange. At den engang ikke var der. Men den er der nu. Den er der stadig. Mit hjertebarn. Lige der i min anden hånd.

Det, der er vigtigt at vide om de to børn, jeg slæber rundt på er, at Lykken er størst. Mere barmhjertig, venligere, blidere, på alle måder større. Trods alt. Lykken er højere, end sorgen er dyb. Det kan jeg se i dag.

Savnet til min mor er skrækkeligt stadigvæk, og jeg tror ikke, at jeg har ligget i fosterstilling i sofaen af selvynk for sidste gang. Men det brus, jeg også har i mit liv, det lykkebrus over mit barn og min kæreste og vores lille familie, det bobler. Det overdøver. Lykken er simpelthen større i skala.

Men jeg er glad for, at jeg ikke vidste dengang for et år siden, at jeg i dag kunne have det sådan.

Chok tager tid. Og så længe det er der, er der ikke plads til forestillinger om bedre tider.

Og sådan må det være.

Lykken. Højere end sorgen er dyb ❤️ #nytindlæg #ikketrusseindlæg #linkibio

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den


«

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.