I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Jeg faldt over en tekst fra et andet liv

Både de nye og de vordende forældre vil så gerne vide det.

Hvad jeg selv gjorde. Dengang.

Dengang jeg stod i deres sko. Hvor jeg var den, der gik rundt i en døsig sump af sukker, søvnmangel og forsøg på at regne den der lille bylt ud.

Hvornår sov hun igennem? Hvor ofte ammede du, da hun var 7 uger? Hvornår kom hun udenfor for første gang? Hvor meget Panodil gav vi hende, dengang hun blev syg? Hvor meget græd hun? Hvilke metoder brugte vi for at få hende til at spise skemad. Hvordan fik vi hende til at sove igennem? Hvilke netsider støttede vi os til? Hvor længe spiste hun ved hvert bryst ved seksmåneders-alderen?

De kigger på mig så søgende, som om jeg ikke nok please kan være det anker, der kan gøre deres nye, sønderbombede verden normal.

Og jeg tænker mig om. Artigt. Når de spørger. For jeg vil så gerne svare, for jeg kan godt huske, at det var hårdt og at andre konkrete tips og tricks kunne være guld værd (eller en ny hammer at donke sig selv i utilstrækkelighedsfølelsen med), men jeg kan også berolige (mig selv, ikke dem) med, at det er væk.

Og så ser de sådan her ud:

Men det er aldeles slettet fra hjernen. Bortkastet som viden, naturen ikke mente, at jeg burde lagre.

Det samme gælder min kæreste. Han mindes at have sovet en desperat nat på en bænk i Østre Anlæg med den ene fod rokkende på barnevognen, hvori der lå en bylt, der nægtede at sove inden døre … men han kan ikke huske det i detaljer.

Det er nok meget godt.

Men det er også godt at have skrevet den slags ned. Forleden faldt jeg over denne tekst, som jeg ikke på nogen måde mindes at have skrevet. Men jeg er meget glad for at den findes.

Den står der i fortiden og vinker til mig sammen med veninderne. Og sammen med denne tekst om en type nætter, der heldigvis også er lykkelig fortid. Jeg har lyst til at sige til dem alle, at de bare skal holde ud, for: This, too, shall pass.

For det skal det nok.

Men det lyder så provokerende for en, der står midt i det!


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.