28

Jeg er så træt af at slutte fred med dig, figur

Min kære figur,

jeg ved ikke, hvordan de andre gør det. Har til gården og gaden og hviler i det. Hvor de vælger freden med at et liv, hvor god mad og hygge er hyppigere indslag end intervaltræning og salat, betyder en bredere figur – og bare have det helt okay med det.

Body positivity er meget oppe i tiden, og jeg er stor fan. Jeg aner bare ikke, hvordan man gør. For det er som om jeg ikke lystrer det, jeg beder mig om? Kan andre bare knipse, og så makker indstillingen ret?

Jeg knipser løs! Og med mit intellekt er jeg helt okay med mig selv:

💋 At tilgive, at jeg spiser mere end jeg rører mig. Fuck nu det. Livet er nu.

💋 At forstå, at jeg for tiden faktisk ikke udøver selvsabotage med mad, som jeg har gjort det så ofte i min ungdom, men vitterligt spiser pasta, brød og søde sager med nydelse og endda med nogenlunde måde. Jeg spiser endda også grøntsager og slukker tørsten i vand. Så.

💋 At huske på, at min krop stadig er ved at finde sig til rette efter en graviditet, og at jeg i øvrigt ikke har sovet de forjættede 6 timer i træk i over 8 måneder – en af nøglerne til kropsbalance, hvis man spørger de kloge.

💋 At lade den respekt, jeg har for min faglighed, min moderlighed og mine værdier i livet generelt sive igennem til den måde, jeg tænker om min krop.

💋 At parkere skammen over topmaven, den ulykkelige følelse af at være for stort et bjerg til min flotte kæreste, den bekymrende fornemmelse af ikke at være lige så værdig til at blive holdt af og holdt om som mit slankere jeg.

Men i praksis sker der ikke noget. Hvorfor bon’er min indsats ikke ud?

Jeg giver hjernen en række kommandoer. Med hele mit intellekt i ryggen. Gør jeg ikke? Hvorfor lystrer den ikke? Hvorfor er der skyld, skam og kropslede ud over hele min dag og min sparsomme nattesøvn alligevel? Hvad gør jeg forkert? Hvis ikke jeg styrer mine egne tanker, hvem er jeg så?

Der er 10 kilos forskel på min nuværende vægt og den vægt, jeg føler mig fint tilpas i. Den på billedet øverst (hvor tanker om en lavere vægt og smallere figur i øvrigt også hærgede – you can’t win). 10 kilo. Sølle 10 kilo. Hvem er det, der bestemmer, at 10 kilo i mental tyngde ikke er 10 kilo, men nærmere 110?

I går så jeg I krig med kroppen, hvor Daisy Løvendahl er med som rådgiver. Dejligste Daisy. Som bærer sig selv og sine kilo så smukt, som ejer de rum, hun indtager, som med hver en fiber ser ud til at være forelsket i livet, som hun har valgt at leve det.

Lidt sådan ville jeg måske se ud efter et bad, en hårsætning, en sminkning og en tur i en tøjbutik efter den gode hverdagskjole, jeg længe har ønsket mig, tænkte jeg optimistisk, og jeg gik i bad, satte håret og makeuppen og satte kurs mod en tøjbutik ud fra devisen: Look good to feel great.

Jeg greb kjolen i størrelse Noget-større-end-sidst-jeg-shoppede-tøj, og jeg var okay med det, helt okay med det, sådan her er min nye indstilling nemlig: Jeg må godt få nyt tøj, jeg behøver ikke leve med en garderobe af klude, der kun klæder mit slankere jeg.

På papiret er indstillingen sådan.

Men så er der prøverumsvirkeligheden.

Hvor jeg ifører mig den nye kjole, knapper den, binder den, vender mig om mod spejlet som Daisy ville vende sig. Kjolen falder fint, fremhæver skuldre, hals og ben, falder komplimenterende over talje og bryst.

Og jeg … hader det. Mit nuværende look, når det er sit pæneste. Jeg hader det. Dets kurver og bløde tyngde. Hvad der er pænt på Daisy og andre flot kurvede typer, kan jeg ikke fordrage på mig selv.

Jeg vil så gerne elske det liv og den krop, jeg får af mit liv og min lykke. Tale pænt til mig selv. Integrere kroppen som en del af helheden mig, som jeg (hævder at jeg) respekterer højt (som Daisy skriver om her) Pensionere selvbilledet af, at jeg bør være tyndere, altid tyndere.

Men, tænkte jeg der i prøverummet: Jeg gider SATME ikke se sådan her ud imens.

Og de tunge arme faldt ned langs siden i en opgivende hovedrysten, og jeg ved ikke hvordan den her gordiske knude, som efterhånden har været det længst varende tema i mit liv, skal løse sig op. Jeg begynder at tro, at det her ikke er noget, der af sig selv løser sig i takt med, at jeg bliver ældre og fornuftigere. Jeg er lige så lost som 34-årig som da jeg var 24 og 14: Hvordan gør man?

Ved du det, figur?

***

28 thoughts on “Jeg er så træt af at slutte fred med dig, figur”

  1. Det du skriver er præcis det, der farer rundt i mit hoved alt for meget af min vågne tid. Jeg veksler mellem at kæmpe for at slutte fred med de 10-15 ekstra kg. og med at tænke, at jeg jo faktisk ikke bør slutte fred, fordi jeg jo bør spise sundere og dyrke mere motion. Jeg mener, at hvis man spiser sundt og varieret og træner, men fortsat på papiret er overvægtig, så er det jo fint, hvis man kan slutte fred med sin overvægt. Men hvis man som jeg bare er lidt for glad for søde sager, har fucket kroppen op med hormonprævention og et par graviditeter og ikke rigtig får trænet, fordi livet, så kan jeg simpelthen ikke finde ud af om jeg bør slutte fred med min krop?! Derpå går mine overvejelser, og min hjerne kæmper en kamp med sig selv i en trættende argumentationskamp for det ene og andet synspunkt…

    • Okay, du sagde det lige krystalklart der. “Hvis man spiser sundt og varieret og træner, men fortsat på papiret er overvægtig, så er det jo fint, hvis man kan slutte fred med sin overvægt. Men hvis man som jeg bare er lidt for glad for søde sager, har fucket kroppen op med hormonprævention og et par graviditeter og ikke rigtig får trænet, fordi livet, så kan jeg simpelthen ikke finde ud af om jeg bør slutte fred med min krop?” Like, PRÆCIS!

  2. Kropspositivisme er godt! Men bevægelsen har også en downside, mig beset, at devicen om at man med kropspositivisme ‘automatisk’ elsker sig selv uanset figur. Fint nok hvis det hænger sådan sammen for nogle, men det er da også helt i orden at synes, at man så bedre ud for -10 kg siden. Det er jo sådan du har det. Det behøver jo ikke nødvendigvis være ‘udsultet og konstant på kur’ eller ‘fed og fabulous’, men det er da helt fair at synes, at man selv ser bedst ud/har det bedst med sig selv ved en given vægt.

  3. Kropspositivime er svær. Kropsaccept og kropsaktivisme er mange dage ord, der passer bedre på mig end den evindelige stræben efter positivitet. Mange dage er jeg bare. Og det kan være fint nok – jeg har ikke jubelscener hvor jeg elsker min størrelse, krop eller deller, men jeg har samtidig heller ikke sagt nævneværdigt grimme ting om mig til mig selv.
    Men det går ikke over. Heller ikke selv om jeg de fleste dage kan nå frem til en glæde ved min krop. Hvis ikke det hele så dele af den.
    Kropsaccept er som tandbørstning. Hver morgen og hver aften trænger jeg igen til at minde mig selv om, at sådan ville jeg ikke tale og tænke om mine veninders kroppe. Det skal gentages igen og igen – af pligt ikke af glæde. Det skal messes, summes og mange dage er det løgn, mens man messer og summer det. Men giver du op, har du tabt for evigt. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
    Så jeg trawler videre. Personligt i en krop, der lige nu er det største den har været i årevis med bukser, der strammer ubehageligt og ubeslutsomhed om hvorvidt jeg skal købe større bukser for at have det rart og angst for, at min talje så blot svulmer yderligere og igen om et års tid føler sig presset af den nye mere tilgivende bukselinning.
    Jeg kan ikke elske min krop hele tiden. Det har jeg alt for meget træning i ikke at gøre. Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg også alt for klare beviser fra en slankere tid om, at verden bliver så meget nemmere fordi mennesker er sødere, når jeg er mindre, der gør det svært at elske igennem på mig selv nu. For jeg ved, at omverden dømmer mig. Selv om de grimme tanker kommer indefra, så er kuglerne støbt og lagt i kammeret af samfundet. Familie. Venner. Sågar gamle kærester, chefer og mennesker som vitterligt troede, de gjorde noget godt.
    Men til syvende og sidst handler det for mig om respekt. Som er min basic human right. Jeg behøver ikke elske min krop hele tiden. Og det behøver andre heller ikke gøre, men jeg vil fandme respekteres alligevel og uanset. Og når jeg sætter fokus på dén tanke og ikke på, hvordan min krop ser ud og hvad ved MIG der kunne ændres for at få lov til at blive behandlet på lige fod med de mennesker, som er slanke, så elsker jeg mig selv lidt mere. For den uretfærdighed udspringer ikke af min krop men af mit værd. Og når jeg husker, at det er det samme uanset min krops udseende, så har jeg lidt nemmere ved at beskytte den mod mine tanker. Og før eller siden bliver det aften og tid til at børste tænder, og så øver jeg mig igen.

    • Hvor er det godt sagt, Trix! Amen og halleluja. Vi behøver ikke elske alt ved vores udseende, men vi har brug for at handle på en måde der viser at vi er lige meget værd, uanset krop og vægt. Og så har mange sf os brug for at tænke mindre over udseende, og spendere mindre tid på at kamouflere, sminke, skjule og forbedre. Give kropsutilfredsheden ringere kår og mindre plads.

    • Jeg er så vild med alt det, du skriver. ISÆR det med tandbørstningen.

      Mit syn på kroppen pendulerer. Forleden opdagede jeg, at det var gået i stå i den dumme tanker, og derfor skrev jeg teksten, og jeg tror, at din kommentar satte skub i at få pendulet i gang over mod andre tanker. Jeg har i hvert fald ikke været plaget af alt det negative siden.

      Må jeg udgive noget af din kommentar i et nyt blogindlæg med link?

  4. … jeg har ingen gode råd.. for jeg har det præcis som dig.. det var bare det jeg ville sige, hej <3

  5. Det er ikke det samme, men jeg kan alligevel genkende pendlerruten mellem accept og selvhad. Jeg tager nemlig samme rute ret ofte, når det kommer til mit sukkerindtag, som er alt for højt. For det meste synes jeg, at det er helt okay, for jeg har små børn og sover af helvede til om natten, og jeg er træt og sørger for andres behov både dag og nat. Så må sukker i rigelige mængder da være helt på sin plads og mere end tilgiveligt. Åh, men min hud spasser ud, og jeg føler mig klam og savner min gamle rygrad. Og beslutter mig gang på gang for at nu skal der bare skrues helt ned for alt det snask. Og så falder jeg i igen-igen Jeg vil så gerne frem til det punkt, hvor jeg uden dårlig samvittighed spiser lækre ting, når jeg virkelig, virkelig har lyst og lader være med bare at køre det ind per automatik. Jeg prøver igen…

    • Det ER nemlig en pendlerrute. Og gudskelov er tankerne ikke altid så sorte som dem, blogindlægget giver udtryk for. Jeg håber, at det er det samme for dig. De fleste dage, eller, det meste af de fleste dage, lever man jo i en form for accept af sig selv. Trods alt.

  6. Jeg er ikke i mål med at acceptere de cirka 20 kg, jeg har ned til et ok BMI. Slet ikke. Men to ting har flyttet noget for mig, og måske/måske ikke kan det gøre noget for andre:
    1. Jeg tog et års pause fra slankekur/madfokus. Vægten blev sat i skabet og så forsøgte jeg at arbejde med mit selvværd mere grundlæggende. Det var overraskende svært at slippe madfokus, men jeg oplevede alligevel en kæmpe frihed i at give mig selv den pause.

    2. Jeg forestiller mig, hvad folk mon vil sige om mig til min begravelse, eller hvad jeg håber de vil sige. Og sætningen “Hun kæmpede så meget med de der 20 kg og vi jublede alle med hende, da det endelig lykkedes.” er ikke noget jeg håber på. I stedet ønsker jeg at blive mindet for mit menneskesyn, min omsorg, min tilstedeværelse, mine kampe for dem der har det svært m.m.
    Det lyder måske lidt plat, men det minder mig om, at mit bidrag til denne verden er SÅ meget mere og større end en slank talje, så det må ikke stjæle al min tid og fokus.

    Men gid man bare kunne knipse!

    • Sjovt. Jeg har end ikke overvejet at tvinge mig selv til at pensionere tankerne om hvad maden er skyld i af slette ting helt i en periode. Kæmpe respekt herfra. For mig er tanken nærmest grænseoverskridende. Det irriterer mig. Det her må jeg grave i hvad handler om.

  7. Hej Karoline. Vi har haft snakken før, men nu så jeg også lige jernmors indlæg om samme emne http://jernmor.dk/2019/05/09/mine-boern-goer-mig-tyk/?utm_campaign=bloglovin&utm_medium=social&utm_source=bloglovin, som jeg bare ville henvise til, fordi det er let, sjovt og alvorligt på en gang, hvis du ikke lige havde set det.
    Vi gør det alle sammen så godt vi kan, og når vi ikke prioritere at løbe en tur og spise sundt, så er det fordi det ikke er mere overskud at tage af til den slags. Vi behøver ikke elske os selv hele tiden (det kan jeg i hvert fald ikke), men vi skal huske at fokusere på, hvad de her mor-kroppe har præsteret og stadig præsterer af vanvittige ting. Og minde os selv og hinanden på – som du gør nu – at vi er gode nok. Kh Johanne

    • Kære Johanne, tusind tak for link til Jernmor der, hvor ER det godt skrevet. Let, sjovt og alvorligt på samme tid.

      Jeg bakker naturligvis op om det andet, du skriver. Det er svært andet, for det er venligt og omsorgsfuldt og tilgivende. Men. Det tager ikke højde for fx dovenskab. Hvad med de dage, hvor jeg ikke er ved at segne af træthed og alligevel vælger at spise marcipanæg i sofaen i stedet for at løbetrille en tur. Burde-stemmen, der de dage råber særligt højt … har den ikke nogle gange ret? Yes, den skulle ikke tale så væmmeligt, som den gør, men nogle gange har den vel en pointe? Hvad tænker du?

  8. Jeg har aldrig kæmpet særligt meget med min krop som sådan (dog haft en generel følelse af, at jeg “burde” træne mere), til gengæld havde jeg det virkelig anstrengt med mine ansigtstræk, da jeg var yngre. Så jeg ved ikke hvor brugbare mine erfaringer er. Men jeg deltog i et forskningsforsøg om sclerose og kost for halvandet års tid siden, hvor jeg i tre måneder skulle indtaste alt jeg spiste i en app, og det drev mig næsten til vanvid. Hold kæft hvor var det røvsygt og og sugede al glæde ud af alting. Alt jeg gjorde var forkert i forhold til den der skide app. Enten spiste jeg for lidt, eller også spiste jeg for meget, eller også var fordelingen af næringsstoffer forkert. No wonder at folk ender med at føle sig dumme og håbløse. Jeg endte med at springe fra to uger før forsøget endte, fordi appen loggede mig ud, og jeg bare ikke gad gøre mig den umage at logge ind igen. Never again!

    Hvad angår mit ansigt, så hjalp det efter nogle år at indse, at nu havde jeg ligesom være den tankekarrusel rundt og ingen nye hverken svar eller argumenter dukkede op ift om man godt kan tillade sig at eksisterer, når man ser ud som jeg gør, eller om der måske var en lille chance for at jeg også kunne være køn, alt det der. Så hver gang tankerne dukkede op, begyndte jeg at minde mig selv om, at det var alt sammen meget vel, men diskussion havde jeg allerede haft og kom tydeligvis ikke videre, så jeg kunne lige så godt bruge min tid på noget andet. Plus at mit højeste ønske som barn var at komme til at ligne min faster, og nu bliver vi jævnligt forvekslet med hinanden, så det er vel begrænset hvor meget mere man kan kræve. Og efterhånden er det blevet sådan, at jeg de fleste dage bruger ca 0% af min tid på at tage stilling til mit udseende, så det er jeg meget godt tilfreds med.

    • Jeg er vild med det. Det er jo netop at slutte ægte fred: At sige til tankerne, at I har været igennem møllen før, og at nu gider du faktisk ikke de samme konklusioner igen.

      Det er derfor jeg elsker at lægge sådan nogle tekster ud. Jeg har det rædselsfuldt over selvudleveringen i de første timer efter der er trykket “Udgiv”, men så pibler det gavmildt ind med konkrete råd og alternative takes på situationen. Tak!

  9. Altså. Jeg synes du er noget så nydelig, og ville gerne overtage nogle af dine kurver. Medmindre selvfølgelig du bare er vildt god til at tage selfies 😉 Derfor er det selvfølgelig stadig vildt træls ikke at have den krop man gerne vil have og føler sig hjemme i. Mon ikke de lykkes engang. Eller at den fysiske krop og det indre ideal i det mindste nærmer sig hinanden fra hver sin side, om jeg så må sige? Og så synes jeg vi (altså os alle, samfundet, sgu!) skal reflektere over det der med at nogle fysiske træk forbundet med moralske egenskaber og hvor pisse uretfærdigt det er. Jeg er selv tynd. Nogle gange nærmest mager. Det arbejder jeg ikke for, men får masser af ros. Til og med jeg fik fødslen sat igang pga manglende fostrvand og sulten baby, fik jeg ros af lærd og læg for min ikke eksisterende selvdisciplin. Jeg var jo tynd! Min kæreste er rund i det, og oplever det modsatte, selv om han til enhver tid har tusind gange mit kondital. Jeg har så til gengæld haft en rund ryg siden teenageårene. Det prøvede mit netværk at kurere ved ved enhver tænkelig lejlighed at udpege Dronning Ingrid og hednes ryg for mig, og bede mig tage mig sammen. Jeg reagerede ved aldrig som i aldrig at stå med siden til et andet menneske. Det brugte jeg en del mental båndbredde på, indtil jeg besluttede at folk kunne rende mig, og forøvrigt fik konstateret scheuermanns (sådan noget med kileformede ryghvirvler). Håber det giver mening.

    • Mental båndbredde – yndlingsbegreb! Og tak for perspektivet. Det giver så god mening. Jeg har været mig selv meget mildere stemt i tiden efter jeg skrev blogindlægget her, til dels på grund af jeres omsorgsfulde kommentarer, tror jeg.

  10. Tak! Jeg er selv lige der hvor jeg vejer 20-25 kg over hvor jeg har det godt. Og jeg ser der nede er jeg overvægtig, men jeg ved jeg har det godt der, fordi jeg har været der oppe og nede igen.
    Men jeg synes virkelig det er svært at at de mine dobbelthager i spejlet. De er begyndt at blive hænge hud og ikke bare dobbelt hager. Næste år fylder jeg 40 og jeg gad godt fylde 40 på en pæn måde.

    • Jeg håber, at din 40-års bliver en kæmpe fest med masser af grin og dejlige indslag, og at mindet om den ikke bliver farvet af, at en for stor del af den er gået med tanker om, at du burde se ud på en bestemt måde lige den dag.

      Det er i hvert fald den ærgrelse, der tit rammer mig, når jeg ser billeder af mit yngre jeg. At jeg uanset situationen, billedet er taget i, kan genkalde mig de konkrete anker, jeg havde mod mit udseende lige der. Selv om jeg i stedet skulle have haft det 100% skidesjovt i stedet. Som en anden skriver her i sporet: Hvor bruger man meget mental båndbredde på det her!

  11. Ville gerne skrive noget klogt til det her, det tror jeg ikke jeg kan. Men har du prøvet det omvendte? At æde lige præcis hvad du vil og hvornår du vil i en måned fx og så se hvad der sker?

    Min pointe er, at det kræver ekstremt meget energi og fokus BÅDE, at se meget kritisk på, hvad man spiser OG hade sig selv oveni. Hvis man må spise præcis som man vil uden overhovedet at tænke over det – så frigiver det noget energi, måske også noget positivitet, så du kan se dig selv på en anden måde og så er der overskud til at gå mere ind i, hvorfor du ikke synes du elsker dit hylster som du burde

    Giver det mening?

    Hvis man læser din tekst igennem er der rigtig meget “Skal”og”Burde” og det er meget pligtbaseret. Måske er der en glæde i at gøre det mere lystbaseret ?

    Det bliver en “Dobbelt-negativ” i den forstand, at du er ikke tilfreds, men du gider / orker heller ikke gøre indsatsen for at tabe dig og så er der to ting, du kan slå dig selv i hovedet med for så må det jo nærmest være det ultimative udtryk for mangel på selvkontrol (Altså det er jo det, man går og fortæller sig selv)

    Derfor mit forslag om at forsøge at flytte fokus ved simpelthen at have en måned, hvor man spiser det man vil. Jeg siger ikke du skal marinere dig selv i sukker og kulhydrat fra nu af, men for eksperimentets skyld at se hvad det gør ved dig at flytte tankerne et andet sted hen

    Fx også at sige 3 pæne ting om dig selv hver dag, nu du er igang, for der er ret meget kritik af “Rederiet Karoline A/S”, når man læser med herinde. (Jeg er med på at man ikke fortæller alt på sin blog), men der er kritik af dit mobilforbrug, din trang til at gå på arbejde, din trang til ikke at gå på arbejde, din mad, din krop, din sukkertrang, din amning, din sorg – you name it

    At være bevidst og gerne ville gøre alt så godt som muligt: Ja. Men det GØR du også. Du lader til at være ekstremt bevidst omkring alt det, der er vigtigt og jeg negligerer ikke ønsket om at være en bedre version af sig selv eller en mindre størrelse. Det har jeg også selv, begge dele.

    Men måske du bare skal begynde med at give dig selv en pause, se på alt det, du gør godt og fortælle dig selv, at du er fucking awesome for det du gør og lykkedes med?

    Din krop skal også lige på plads igen og jeg tror ikke det går hurtigere, hvis du er træt af den og dig selv i forløbet… Tænk på, hvad den har udrettet og ros dig selv og den for det (Ja, det er meget urtet), men de fleste af os motiveres bedst af ros. Måske den teori skal afprøves ?

    Jeg tror ikke det skader at sige højt “Hold kæft, jeg har gode nødder i den her kjole” (Men måske det lige skal være inde i egen bolig til at begynde med 😉 )

    • Kære, søde C.

      Jeg læste din kommentar i går. Bagefter gik jeg ned til stranden og sad og gloede ud i horisonten og grublede og grublede. Du rammer hovedet på sømmet med så meget her. Jeg ville gå i detaljer med det hele stedet, hvis de var faldet på plads, men du har skubbet nogle laviner i gang inde i hovedet, det skal du vide. En proces, måske?

      Én ting vil jeg dog gerne pippe særligt til. Ikke så meget til dig, mest til mig selv. Det er rigtigt, at der er meget selvkritik at komme efter i mine kanaler. Men som du også siger, så er det ikke alt, der kommer på bloggen. Og det vil jeg godt lige sætte federe streg under. Ja, jeg skriver meget om udfordringer og ting, jeg ikke kan finde ud af, og det har to forklaringer:

      1) Når vi snakker skrift, er det i det ukendte land og usikkerhederne, at det spændende findes – synes jeg som skribent. Sårene, der ikke kan få lov at få skorpe på, fordi jeg lige skal pille. Og der er bare mere at grave i, når det handler om noget, jeg ikke har noget svar på, end når det er noget, jeg er helt hjemme i.

      2) Pointerne i alle mine tekster er nødt til at udgå fra mig. Det har jeg lovet mig selv. Eller, jeg har lovet mig selv, at min blog handler om mig og ikke min oplevelse af andre. Derfor er der for eksempel ikke afsat spalteplads til at fortælle om, når jeg har været en god veninde – fordi historien ville have vægt på venindens situation. Eller når folk omkring mig træder ved siden af og jeg selv har fat i den lange ende. Eller til, at mine børns udvikling (som jeg jo i høj grad præger, hvis ikke styrer) skal dokumenteres på internettet. Eller mit jobliv. Men de ting findes skam stadig ude i virkeligheden. Og der er masser af ting, jeg roser mig selv for i de situationer – det når bare ikke frem til bloggen af princip. Og det princip skævvrider jo alt andet lige fremstillingen af mit liv som et samlet hele her. Jeg har helt fred med, at bloggen ikke er 1:1 mit liv, men jeg bliver også lige nu bevidst om, at det som læser kan se ud som du påpeger der. Glad for, at du tog den op!

      Jeg tror, at min pointe, som jeg nåede frem til nede ved stranden er denne: Jeg kan sagtens se, hvad du mener, og der er rigtig meget at arbejde med; ikke mindst at jeg må øve mig i at lade mere selvros finde vej til bloggen når muligt. For den er der; der er lidt balance. Det står heldigvis ikke helt så slemt til med min selvkritik, som jeg lige fik et jag af, da jeg først læste din kommentar.

      • Kære søde K

        Tak. Jeg er glad for at du tog kommentaren som den er skrevet: Nemlig kærlig og opmuntrende. For sådan er den ment. Men jeg kom efterfølgende til at tænke, at den nok også lige kræver en præcisering, netop fordi at det kan virke som om, jeg synes, at det eneste, der er herinde er kritik af dig selv – og det er overhovedet ikke tilfældet

        Min pointe er, og nu skal jeg se om jeg kan formulere det nogenlunde korrekt: Når det er i brydninger, udfordringerne, de svære, at man finder det mest interessant at grave og fundere (Det, der undrer en, som man ville sige på DJH…. 😉 ), så er det jo, pr. definition, noget man finder tankevækkende eller måske endda problematisk. Det er ikke så tit man funderer over, om man er for glad og for tynd og håndterer alt til UG 😉

        Og når man så graver i usikkerhederne, sårene uden skorpe på, så er der en risiko for at man lige kommer til at svirpe sig selv for hårdt – fordi man er en grubler, der gerne vil gøre ting så godt som muligt og ser et potentiale for forbedring i det meste 😉 (Du kan nok høre, at jeg er med på holdet 😉 )

        Det, at man gerne vil blive klogere og forstå, gør, at man k-a-n ende med at kritisere sig selv lidt for meget – fordi det bare er sådan en type, man er. Og igen: Jeg er tusind procent med på, at bloggen ikke er 1:1 eller det fulde billede, men det var mit bud på en forklaring på, hvorfor det måske er lidt svært at slutte fred: Man tænker: “Kan det ikke blive lidt bedre?” , hvis man, som mig, er en udpræget optimeringstype

        Det er jo nemt nok at elske sig selv, når man har medvind, lækkert hår, er en str. 34 og ens veltrænede røv sidder højt nok. Men hvordan man elsker sig selv i str 44, hvor alt hænger 30 cm lavere end ønskeligt, det er jo kunsten, at kunne det og der er en lille bitte risiko for, at man måske kan blive lidt for hård ved sig selv, når man nu går med alle de tanker om alt muligt. Jeg tror, man måske er skruet sammen på den måde? At man tænker meget og derfor også vender det indad i ny og næ?

        Det lyder som skyggearbejde som Debbie Ford og nu Pernille Melsted excellerer en del i. Jeg har ikke prøvet det, men overvejer kraftigt at tage sådan et kursus, fordi jeg tror det kan noget på den front, på accepten. Måske du kan bruge mine overvejelser, måske ikke, men de er kærlige ment

        Og ps. Jeg så dig i slå-om kjole til en konfirmation, kan det passe? Vi kan godt bytte, jeg siger det bare 😉 Den figur skal du ikke være ked af

      • OG: Det er ikke for at spamme, men det er nu lykkedes mig i 2 omgange, at glemme en ret væsentlig betragtning:

        Du mistede virkelig meget blod under din fødsel og det tager tid at få kroppen og ikke mindst hjernen på plads igen. Din hjernes vigtigste opgave er, at sørge for at du overlever. Det er derfor slankekure er så svære: Når man skærer ned på kalorier, går hjernen i panik, fordi den tror der er hungersnød og skærer derfor ned på fx stofskifte og energiforbrug og op for cravings. Og den kan have det sådan længe.

        Det samme sker, når man mister meget blod for det kan man jo dø af. Din hjerne er dermed ret obs på at samle energi nok sammen, så du har noget at stå imod med. igen: Den kan have det sådan længe,
        så hjernen skal “gøres tryg” igen om man så må sige.

        Du behøver derfor ikke have en “svag karakter” eller noget du skal grave i i dit indre. Der kan være en enkel biologisk forklaring på, at du inhalerer 40 marcipanæg, fordi din hjerne vil bare sikre du har energi nok til at overleve

        Hvis du tænker det lyder langt ude, så er her et eksempel fra egen krop. Jeg får tappet blod pga en gen-fejl, der giver for meget jern i kroppen. Det skal væk ellers dør man.

        Men når jeg er blevet tappet, er min appetit grotesk ustyrlig. På dagen æder jeg alt, hvad der findes af sukker og hurtige kulhydrater og skal ofte ud og hente mere, flere gange (Ja flot)

        Dagen efter skal jeg have KØD. Jeg har lige været ude efter carpaccio, noget jeg ellers aldrig spiser fordi jeg ikke må (Pga jernindholdet, of course)

        Men det er helt tydeligt, at min krop har de cravings fordi der er nogen den mangler. Den vil have hurtig energi og den vil have jerndepoterne fyldt op igen. Når man får fjernet 1/2 liter hver uge, så tror min krop og hjerne tydeligvis at der er ren undtagelsestilstand og det er meget tydeligt at mærke

        Så. Det kan være et spørgsmål om ren biologi, der styrer lige nu, for selvom din blodprocent måske er fin igen, så skal hjernen også lige overbevises om, at alt nu er helt som det skal være. Og det tager tid

      • Gud. Det har jeg faktisk slet ikke koblet sammen før nu. Altså at min krop stadig er i en form for undtagelse. Men nogle af de kloge siger jo, at det tager 9 måneder at komme sig. Spændende, om jeg så bagefter får normalt payoff igen af at skære ned på det usunde og skrue op for motionen (stilstand lige nu), eller om det også har noget at gøre med, at jeg rammer 35 lige om lidt.

        Tusind tak for din omsorgsfulde spam!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *