»Min mor døde ikke af sin sukkersyge. Hun døde, fordi hun var alene.«

Den nøgterne konstatering slyngede jeg ud til min nære veninde. Hun havde netop betroet mig, at hendes mor, der også lider af diabetes, havde været syg og indlagt. Moderen var udskrevet igen, men min veninde havde ikke indviet mig før, fordi hun havde syntes kombinationen af mødre, indlæggelse og diabetes var for hård kost for en, der lige havde mistet sin mor til sygdommen.

Det var derfor, jeg konstaterede så nøgternt, at min mor ikke døde af sukkersyge, men af at være alene.

Min venindes hensyn var så rørende betænksomt, at jeg var nødt til at gå i den anden grøft og understrege med fed, at min mors død ikke var forbundet til hendes mors sygdom; at jeg således sagtens kunne tåle at høre alt. Som for at ophæve, at min mors død også havde haft den konsekvens, at jeg ikke kunne være der for mine veninder, som jeg altid har prøvet at være.

Det var vist derfor, jeg spyede sådan. Måske for at skræmme det bort i mig, som ikke kan tåle det hele længere.

Jeg kunne ikke selv høre, hvor harsk, det lød, før ordene var ude. Sproget havde forrådt mig. Ordene var blevet hårde og påtaget henkastede et eller andet sted på rejsen fra mine tanker til de stod der som en syngende lussing i vores Messenger-chatfelt.

Min mor døde, fordi hun var alene. Slam!

Da perspektivet i at dø, fordi man er alene – et perspektiv jeg ikke havde formuleret før lige der – sank ind, møvede jeg mig i tankerne ned i fosterstilling under hævesænkebordet på kontoret. Prøvede at blinke tårerne ihjel, inden nogen kom forbi og så mig tude på arbejdspladsen; inden de sagde noget akavet, som jeg skulle rumme.

Min mor døde ikke af sukkersyge. Hun døde, fordi hun var alene, slam!, da en influenza overmandede hendes sukkersygesvækkede krop og eskalerede hurtigere end hun kunne fatte, at hun skulle tilkalde hjælp.

Havde hun ikke været alene, var hun ikke død. Slam!

Havde hun ikke været enlig, var hun ikke død. Slam!

Havde jeg ikke accepteret hendes aflysning af vores aftale den aften, hun døde, fordi hun var for syg af influenza, var hun ikke død. Slam!

Det er et faktum, at hun ikke døde af sin sukkersyge, men af at være alene. Men jeg er slet ikke klar til at udforske dimensionerne i det faktum, for enhver udforskning involverer det sprog og de ord, jeg plejede at kende som min egen bukselomme, men som nu forråder mig og igen og igen er årsag til misforståelser allevegne og giver indtryk af en hård fernis, jeg slet ikke er iført.

For første gang i mit liv skræmmer sproget mig fra vid og sans.

*

*

*

Vil du gerne høre om nye blogindlæg fra mig, så like bloggen lige her på Facebook