En januar i sommerfuglenes tegn

Der er sket noget dejligt (1) i mit liv. Som har ført en lige så dejlig, afledt effekt (2) med sig.

1) Jeg har fået et nyt job.

Efter den eneste decideret behagelige ansættelsesproces og lønforhandling, jeg nogensinde har oplevet, har jeg scoret mig et job, der på flere måder passer til hvad jeg kan og vil, end mit nuværende job efter nogle ændringer i efteråret var kommet til.

Og lige nu har jeg det sådan her med hvem jeg er fagligt: I got this one. Det ved jeg faktisk ikke om jeg har prøvet før.

Ikke at sommerfuglene ikke basker rundt i maven. De går bare ikke på om jeg overhovedet duer til noget og om min kommende arbejdsgiver ikke i virkeligheden har købt katten i sækken og om ikke det bare er et spørgsmål om tid, før nogen afslører mig … Tanker, som ellers har det med at snige sig ind på mig (og alle andre, jeg taler med) op til omvæltninger i arbejdslivet. Sommerfuglene går nærmere på om der mon er tid nok i mit nye døgn til at eksekvere de ideer, jeg ankommer med, og om jeg kan sætte et ansvarligt nok tempo for mig selv, i stedet for at arbejde på, at alt skal ud over rampen på én gang og helst i går.

Min veninde, som også har skiftet job for nylig, sagde til mig, at hun er holdt op med at tænke på grå hår, stofskifteopbremsning eller udtørrede slimhinder eller alt det andet der, nogle fremhæver først, når snakken falder på kvinders aldring (okay, jeg ved ikke om hun egentlig talte om udtørrede slimhinder, men begrebet har hjemsøgt mig siden nogen nævnte det i en snak om overgangsalder, og jeg tænker stadig: Har kvinders kroppe fucking aldrig fri!?). Hun er begyndt først og fremmest at tænke på den overskyggende modenhed, hun oplever i disse år, og som blandt andet kommer til udtryk på arbejdsmarkedet. En ro i forhandlingssituationer, en tro på egen formåen, en fred for den der skrækkelige usikkerhed, der præger ens første år på arbejdsmarkedet.

Og det er præcis sådan, jeg har det med alder lige her i livet.

Vi er forbi de der år. Der kan opstå respektfuld kildren over nye opgaver, jovist, og hvor ville arbejdslivet være kedeligt uden, men det grundlæggende fundament af faglig selvtillid er støbt, lader det til. Hvor er det dog befriende.

2) Jeg har fået mere tid foræret.

Jeg går på arbejde hver dag og holder mine områder kørende som jeg får løn for. Men eftersom jeg kun skal sørge for at holde bilen i rette vognbane og ikke samtidig skal overveje kursen for marts, maj og august, så er der alt andet lige mindre at se til i denne transitmåned, hvor jeg også er pillet af de fleste faste møder. Jeg afvikler og overleverer, men har det seje træk med opbygning og udvikling til gode til efter 1. februar, hvor jeg tiltræder i den nye stilling. Det frigiver her i januar mere tid til … livet, fandme.

Tid til at gå 15.000 skridt om dagen.

Tid til at læse af lyst.

Tid til at få ideer og hilse dem velkommen – i stedet for at se dem som noget irriterende, der skal findes tid til at gå i dybden med i et skema så forstoppet, at dybde ikke findes.

Tid til at fortabe mig i tankerækker om, hvorfor ord med spændende, vigtige betydninger dog har fået så grå og triste navne. Daginstitution. Kommunikation. Forældrebestyrelse. Samråd. Man gider jo fandme ikke beskæftige sig konstruktivt med begreber, der luller i søvn pr. navngivning. Og hvorfor er ord som “forbløffet” og “forbavset” ikke oftere i brug, de er så flyvende og iltre.

Tid til at spare på energien og opdage, at der faktisk godt kan være overskud til overs til børnene om aftenen, selv om man går på arbejde.

*

Min psykolog gav et godt råd til denne lidt specielle januar, som jeg øver mig i at efterleve. Hun bad mig prøve at udnytte, at jeg nu har chancen til at afprøve én ny vane i en måned. Denne: Sæt tempoet ned. Tempoet, jeg googler med. Tempoet, jeg går over til kantinen med. Tidsoptimismen, jeg udfylder “Det skal jeg nå i dag”-listerne med. Tag en dyb indånding og en kop kaffe, inden en opgave påbegyndes, i stedet for at stæse ind i den og asfaltere vejen, mens jeg ruller af sted på den. Luk øjnene, slap af i ansigtsmusklerne og træk vejret ned i maven, check ud i et minut. Signalér til din krop, at der ikke er fare på færde.

Og opdag, hvad det giver dig, sagde hun.

Her en uge inde i min nye vane med tempostyring kan jeg allerede artigt berette, at det i al sin banalitet virker sygt vigtigt at kunne. Og at det (formentlig) godt kan flettes ind i en almindelig hverdag, også selv om den ikke er lettet for sin tyngde af en opsigelse (hvis man husker at arbejde med det – hver dag): Der er dage, hvor man bliver nødt til at give 125% af ens allokerede jobenergi og have jernsmag i munden op til en vigtig deadline. Og det er fint. Men kun, hvis man kompenserer og giver 75% af den andre dage.

Og at låne fra fritidsenergien for at give til jobbet går heller ikke, hvis ikke man betaler tilbage. Bare fordi børnene ikke siger fra, når man er en lort, der står og snerrer sin stress ud i risengrøden og vrisser nej-sgu-og-kan-du-ikke-se-at-alt-sejler! til at lægge puslespil, betyder det jo ikke, at de ikke har krav på, at en vis mængde af deres forældres energi holdes hellig.

Uden balance går regnestykket ikke op. Det er så simpelt.

(Og så svært.)

*

Det er vanskeligt at vide om jobbet kan leve op til mine forventninger og om jeg kan indfri mine nye chefers, så det vil jeg (forsøge at) afholde mig fra at tro, jeg ved noget om på forhånd. I stedet vil jeg dvæle ved dette:

Hvor ville jeg ønske, at livet oftere kastede disse små, lærerige pauser efter en.

***

12 Comments

Add Yours →

Dette var så fin lesing. Øver selv på å skru ned tempoet, og lykkes gradvis. Masse lykke til i ny jobb, det høres ut som det kan bli veldig fint.

Tusind tak for din besked. Begynd med at udføre hver enkelt handling langsommere. Hvis du er indrettet som mig, så gør du alt hurtigt – henter en kop kaffe hurtigt, så computeren næsten ikke opdager, at du er væk. Cykler hurtigt hen til børnehaven fra arbejdet, så perioden mellem de to er så kort som muligt. Går på toilettet hurtigt, spiser hurtigt, trækker vejret ned i maven hurtigt, når du kommer i tanke om, at du har høj puls uden særlig grund. Især den sidste er komisk. At slappe af hurtigt!

Test: Lav en knibeøvelse nu. Langsomt! Og rigeligt af dem! Og lad være at lave noget andet imens!

Spændende læsning og tillykke med jobbet. Og tusind tak for den parentetiske bemærkning “Har kvinders kroppe fucking aldrig fri!?” En fantastisk formulering!

Men seriøst, det har de jo ikke! Pubertet, slankehysteri, gravidtet, ammecirkus, slankehysteri, overgangsalder. Og eventuel sygdom derindimellem.

Til gengæld har vi så også de sejeste kroppe, der kan bygge mennesker, lave mælk og som ikke får synlig rejsning, når vi bliver liderlige i det offentlighede rum. Så. Jeg ville nok ikke bytte med det andet køn 🙂

Kæmpe tillykke med det nye job, det lyder helt rigtigt, og selv om jeg er det helt rigtige sted lige nu, er jeg lidt misundelig: Der er bare en særlig kildren i mavenover de der nye begyndelser!
Den med de 125% vs de 75%s indsats, vil ejg tage med mig. For hvor har jeg svært ved ikke at føle mig skyldig og forkert og sekunder fra afsløring i 75%-perioderne.

Kære Karoline, først og fremmest tillykke med jobbet! Dernæst, kan du anbefale den psykolog du går til nu? (og vil du evt. ud med hos hvem? Hvis du ikke vil skrive det her i kommentarfeltet, vil du måske til min mail? Maja-wh@hotmail.com) Jeg kunne vildt godt bruge en anbefaling på en person, der er rar at sidde overfor – selvom meget self. handler om individuel kemi. Derudover, havde du nogle særlige overvejelser ifb. psykolog vs psykoterapeut?

Skriv et svar