Barsel,  Fødsel,  Graviditet

It’s not me – it’s you

Jeg havde faktisk altid troet, at hvis nogen skulle slutte dette forhold, så ville det være mig – ikke dig.

Men på det seneste har du virket som om du er på vej væk.

Efter alt det, vi har været igennem. Jeg troede, at vi endelig kunne begrave det hele og se fremad, gå ind i fremtiden sammen, du og jeg.

Men du vil ikke. Uanset hvad jeg gør for at redde det her, er du ikke modtagelig. Særlige cremer, nye kostvaner og alt muligt gør jeg for at holde på dig. Jeg har endda konsulteret professionelle.

Jeg troede faktisk, at vi var ovre det værste. Teenageårene med hårfarver hver uge, tyverne med hårspray hver dag. Alle de fester med touperede, fladede, opsatte frisurer. At når vi kunne komme gennem dét, så kunne vi klare alt. Men graviditet, fødsel og amning og al deres hormoncirkus var åbenbart større belastninger, end du tilsyneladende vil stå model til.

Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor du er så fornærmet. Det behøver jo ikke være sådan her! I mødregruppen har de slet ikke samme problemer i deres hårforhold. Måske lidt startvanskeligheder efter fødslen, men ikke længere. Mens vi to stadig knaser. På 8. måned kan jeg hive store totter ud af hovedet i badet, og jeg er så frygteligt ked af det. Over at du ikke vil mig længere.

Hvordan kan du bare se bort fra, hvor gode vi er sammen, når det hele kører i olie? Vi er det parforhold, alle vil have, når vi er bedst!

Kære hår. Vil du ikke nok blive hos mig?


8 kommentarer

  • Heidi Birkolm Warming

    Ååh hvor jeg kender det! Jeg ammer min datter på snart 4 måneder og troede virkelig, at jeg var en af de heldige. Men som et lyn fra en klar himmel og fra den ene dag til den anden, begyndte mit hår for nyligt at falde af. Hovedsageligt (høhø) i badet, hvor jeg også hiver totter af, men ikke kun dér. Jeg synes pludselig hele lejligheden sejler i mine lokker og stakkels Carla har sågar mors lokker i bleen nogle gange! Øv for pokker, jeg troede, at jeg slap for det pjat!

    • Mothers United

      Øv øv øv! Det er bare så surt!

      Heldigvis er Carla nok ligeglad med indholdet i sin ble. Her er Esther i hvert fald ligeglad med om det er hårboller, støv eller andre sjove sager, hun kradter op fra hjørnerne, så hårtab er vel på sin egen måde godt for noget.

      SUK.

      Kh Karoline

  • M

    Jeg har været helt i tvivl om, jeg skulle efterlade en kommentar. Udover at være story topper, så risikerer jeg også at skræmme livet af folk med min historie.
    Men for the record så skete mit, INDEN jeg fødte min søn, og er derfor ikke det samme som det, du går i gennem.
    Men jeg er blevet skaldet. Fuldstændig. Det startede, da jeg var lidt over halvvejs i graviditeten, hvor jeg begyndte at tabe håret i stor stil. Det var overalt! Det fortsatte, indtil jeg, én uge inden jeg fødte min søn, måtte erkende, at jeg lignede en idiot, og så tog min mand en barbermaskine og resten (de sørgelige rester) røg. Her 7 måneder efter er jeg stadig skaldet. Lidt af det er på vej tilbage, men mine vipper og mine bryn er også begyndt at faldet – selvom jeg ER holdt op med at amme. Det er pisse hårdt – men ikke så hårdt som forventet. Min mand er sød og jeg får mange fine komplimenter. Men det er nu alligevel ikke mig. Jeg ligner ikke mig selv. Selvom min hovedform åbenbart er utrolig fin….
    Når jeg får overskud til det, tror jeg, jeg vil skrive lidt om det på min ellers døde blog. For jeg manglede at læse om nogen i min situation. For vi er sgu ikke mange.
    I starten af februar skal jeg tilbage på arbejdet, så på mandag skal jeg ind og prøve parykker. Det er bare ikke hver dag man orker at være kemo-mor.
    Livet er sært…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *