Best of,  Familie

It takes a village. Hvis man giver den lov

Jeg troede selv fuldt og fast på det.

At det bedste sted for mig og den treårige at være i sommerferien var i vores hjem i København, mens Jens passer sine forskellige job forskellige steder i landet.

Ferie kunne vi altid holde til efteråret, alle fire, når jeg ikke er gravid mere. Og i København ville børnehaven kunne hjælpe med pasning, min lænestol kunne lindre mine bækkensmerter, og jeg kunne tusse rundt i dagtimerne og komme ned i gear og holde fri og lave ikke-en-skid udover at vande planter og brygge iskaffe. Og have ro i, at Rigshospitalet ligger i vores baggård – hvis nu der skulle opstå noget graviditetsbøvl.

Det lød rigtig godt med en staycation-sommerferie dengang i maj, syntes jeg selv. Da jeg var arbejdsudkørt og bare gerne ville ligge lidt ned.

Det var dengang vi stadig troede, at dansk sommer var efterårsferie med rusk og slud. Ikke tropegrader og søvnløse nætter med sved på (af den usexede rør-mig-ikke-du-RØRER-mig-ikke! slags).

Jeg er ærligt talt blevet en smule kuk af at være i byen i denne hede. Selv om det var sådan jeg ville have det. Kuk og mut af at bo på 3. sal og ikke kunne få luft og ikke kunne få skygge, fordi solen står på vores vinduer og omdanner den til en ovn mellem 14 og 20 hver dag i sommermånederne.

Så nu sadler vi altså om. Og får mig og den treårige og min gigamave installeret i vores dejlige sommerhus på Langeland. Hvorfra Jens vil pendle rundt i landet for at arbejde, og hvortil venner og familie vil komme på besøg på skift over de næste tre uger. Med børn til den treåriges adspredelse og med biler til det tilfælde, at jeg skal fragtes fra Udkantsdanmark med en vis fart.

Det var ellers en af mine grunde til at blive i byen. Ikke at være afhængig af andre.

Jeg kan godt lide at klare alting selv, og det er alt andet lige nemmere at klare alting selv, når man kan klathandle dagligt i Netto og betale nogen for at hjælpe med børnepasningen – frem for at sidde derude hvor kragerne vender og der er 4 km til nærmeste DagliBrugsen og man hverken tør køre bil eller cykle. Nok er der smukt, men praktisk er det ikke placeret for højgravide typer, der godt kan lide tanken om at have lægefagligt personale eller en hurtig vej hen til nogle nogenlunde inden for rækkevidde.

Så vores forestående tur kræver hjælp. Helt vildt meget hjælp fra familie og venner og naboer.

De har længe budt den til, hjælpen, og jeg har slet ikke været i tvivl om, at de virkelig gerne vil.

Den er alligevel bare svær at tage imod. Når nu man er som jeg. Uafhængig.

Men i går slog det mig … at jeg jo ikke klarer tingene selv. For en del af det at klare tingene selv er også dette: At være med til at opretholde den gode stemning og ikke fare i flint over småting af selvmedlidenhed og ikke parkere barnet foran Ramasjang i en glohed lejlighed, fordi kræfterne ikke er til at gå ned i gården og gynge lidt.

Det er jo ikke at klare tingene selv! Det er noget helt andet! Det er at nøjes med en mindre god løsning, fordi man ikke gider indse, at man med andres hjælp i en periode kunne sidde i en endnu bedre løsning.

It takes a village at være en god mor. Men man skal lige invitere landsbyen indenfor og lade dem tage lidt over, før de kan hjælpe.

***

One Comment

  • Christine

    Jaaa, manner! Det er så rigtigt set. Og sgu nok også meget godt at øve sig på at tage imod hjælp før nr 4 i familien ankommer.
    Vi fik søn nr 2 i januar, og søn nr 1 var kun lige over 2 år. Jeg har stadig ikke haft dem begge alene i mere end et par timer, og jeg har ikke puttet dem alene om aftenen. Jeg kunne sikkert godt, men det er så meget mere roligt og hyggeligt og fuld af god stemning at være to voksne. Og det viser sig, at mine veninder (som alle sammen ikke har børn) faktisk rigtig gerne vil hjælpe mig og hygge med de to krapyler.
    God ferie og god fødsel, når du kommer dertil!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0