I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Ingen kan få mit blod i kog som min mor. Kan. Nutid.

Én bestemt sætning i i ugen, der gik, blev hængende hos mig. Længe efter historien, den hørte til, var fortalt færdig, længe forbi rødvinen var tømt og myggelysene slukket. Langt ind i natten.

“Vi har begge mødre, der kan få vores blod i kog,” havde jeg sagt som en del af min og min venindes fortælling til vores kærester om hvordan forhold mellem mødre og voksne døtre kan være.

Har, havde jeg sagt. Vi har begge mødre.

Nutid.

I sproget er min mor åbenbart ikke helt død. Eller også er hun ved at vende tilbage fra de døde.

Jeg overvejede kort at moderere sætningen, da jeg havde sagt den højt. “… eller, hendes mor kan og min mor kunne få vores blod i kog” for eksempel. Eller bare kludre mig ud i et forbehold om at min mor jo er død, så hun sætter ikke nogens blod i kog, ikke lige som min venindes mor af og til gør, for hun lever i bedste velgående. Som om ikke alle omkring bordet vidste præcis hvornår, hvordan og hvorfor min mor er død.

Forbeholdet var ikke nødvendigt.

Og så lod jeg hende være i live. I det hjørne af mit liv. I den lille sætning.

For jeg er stadig en datter, hvis mor af og til kunne få mit blod i kog af raseri.

Jeg er stadig en datter. Hendes datter.

Det holder jeg ikke op med at være, og min søster gør heller ikke, bare fordi vores mor er død. Døtre, som også skal mindes hende for det, hun var. Ikke kun for, at hun døde fra os. Hun var hysterisk morsom, og hun var åndssvagt træls af og til. Hun var vis, hun var irrationel, hun var dygtig, hun var alt muligt og så meget mere end alene sin død.

Og måske var det min spire til en ny fase, jeg såede lige der. Da jeg bød det tilbage i mit sprog. Måske. Sorg er uforudsigelig, der er ingen konstanter eller forventelige indretninger, indtil videre har der kun været et gråt pløre at træde vande i. Men jeg håber, at den lille spire vokser sig til en stor og stærk stamme inde i mit hoved: En stamme med masser af grene og blade på og fuglekvidder og insekter i, måske et par huler og reder, et træ, hvori hele historien om min mor kan bo. Historien om hendes sukkersyge, historien om hendes stærke moderskab, historien om hendes karriere, historien om hendes lange ægteskab med min far, historien om hvordan dét sluttede, historien om hendes død, historien om hendes stærke bånd til forældrene, historien om hendes norske aner, historien om hendes veninder, det hele.

Side om side.

 

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.