I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Min iCloud var fyldt op med lort. Oprydningen var nemmere end ventet. Her er 3 genveje.

Jeg har netop tilbragt en hel aften med at finde den nemmeste måde at rydde op i alt det lort, der havde samlet sig på min iPhone … so you don’t have to.

I månedsvis har jeg levet med, at apparatet hverken har gemt nye fotos i iCloud eller har sikkerhedskopieret. Det var slet ikke optimalt, når jeg både bruger telefonen i arbejdsøjemed og til at knipse fotos af min bedårende toårige. Faktisk er manglen på sikkerhedskopiering vel det moderne svar på hverken at have indbo- eller ulykkesforsikring?

Der var en del blindgyder, dårlige apps og uforståelige, annonceoverplastrede iCloud-guides derude på internettet. Men kogt ind er her 3 smutveje, man kan benytte, hvis man nemt vil sikre, at telefonen gemmer på det, der betyder noget, og ikke er spammet til at åndssvage screenshots og sære lagringer, man ikke anede, at den autohentede.

Da jeg begyndte min oprydning, havde jeg under 9 procent frigjort plads at boltre mig på. Efter endt iCloud-oprydning fortæller telefonen mig, at der er 65. Og jeg har stadig mine yndlingsapps og favoritminder i behold.

iPhone-oprydningens trin 1: “Magic Cleaner”-app’en

… som er en lækkert overskuelig app med store skriftstørrelser for de ældre, svagtseende og generelt mobiludfordrede. Og der er ganske få knapper at vælge imellem. Så ret hurtigt kommer selv de ikke så snu til sagen: Oprydning i gamle fotos, videoer og musik, man ikke anede var blevet gemt. Sorteret med de største filer øverst. Så det er blot at gå i krig fra oven.

App’en er gratis, men man kan slippe for de irriterende reklamer og sikkert også unlocke pro-features for 29-89 kroner.

iPhone-oprydningens trin 2: “Duplicates – Photo Cleaner Up”-app’en

… er den hjælp, der sørger for, at du får ryddet op i alle de åndssvage serier af fotos, hvor du egentlig bare ville tage ét foto, men i stedet kom til at holde inde på knappen lidt for længe. Og scorede dig 13 (eller 56, afhængig af promille) cirka ens billeder. Som du ikke liiiige havde tid til at slette.

Duplicates finder også de ens billeder, du med vilje har mange af. Fra dengang du hårdt prøvede at få barnet til at posere, og du tålmodigt knipsede løs indtil både smil, tøj og gestik på samme tid sad i rette folder hos den lille klump uden koordinationsevne. Og den finder de ens billeder fra den der beduggede aften, hvor tre visne duckfaces prøvede at se godt ud på samme selfie … men der altid var én, der var utilfreds og krævede omshoot.

Dé billedserier.

Det, app’en gør, er at gå dit album igennem for billeder, der ligner hinanden. Så klikker du dem fra, du ikke vil have, og så smutter du videre til næste talentløse fotoserie. Man kan selvfølgelig gøre det samme i sit fotoalbum uden en hjælpe-app, men dels kræver det flere klik at blive af med de uønskede, dels ligger alle serierne jo ikke samlet i fotoalbummet. Så det kræver nogen scroll.

Designet er lige så nemt at finde rundt i som Magic Cleaner, og app’en er (så vidt vides) gratis – men der er nogle ret irriterende pop-ups. Jeg levede nu fint med dem.

iPhone-oprydningens trin 3: Tjek din podcast-app

… med mindre du har helt styr på hvad det der podcasting sådan teknisk er for en størrelse.

Det havde jeg ikke.

Og således fandt jeg over 100 udsendelser af hver 7-8 megabyte hængende ud på min telefon. Det kom bag på mig. Men jeg vil godt indrømme, at det giver mening, at lyd lagrer sig, når det passerer telefonens system for at komme ind i mine ører. Jeg tror måske bare, at jeg havde afskrevet det som “streaming”. Som noget uden volumen, hverken fysisk eller digital?

Idiotisk iCloud-logik, ja, men hvis du vil tjekke om du også er idiot og åbenbart lytter til podcasts helt vildt talentløst, så find din podcast-app frem. I den kan du, hvis du er en podcaster som mig, se bevis for alt, du er kommet til at gemme, under “Hentede episoder”. Men du kan heldigvis fjerne dem igen med et swipe mod venstre, hvis du, som jeg, ikke ser nogen grund til at have dem liggende længere.

I iPhones indbyggede podcasts-app, Podcasts, er stien her: Podcasts > Bibliotek > Hentede episoder

Bonus:

Der er ret meget plads at hente for dem med en tilrodet iCloud, hvis man går på opdagelse i indstillingerne under “iPhone lagringsplads”. Her opdagede jeg for eksempel, at man nemt kan slette i de filer, man har fået mms’et gennem tiden. Endda uden at slette selve teksten eller hele samtaletråden. Det sker her: Indstillinger > Generelt > iPhone lagringsplads > Beskeder > Gennemse store bilag.

You’re welcome!


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.