4

I øvrigt …

1) kan det ikke anbefales at tørre hundelort fra skoen af på trappetrin, når trappetrinene tilhører den café, du er på vej ind på. Jeg opdagede bræmmen af undrende tilskuere til mit lange, omhyggelige lorteshow alt, alt for sent.

2) har jeg altså svært ved at anerkende Smukfest som en seriøs kulturbegivenhed, når det har så lamt et navn.

3) kørte jeg en plade Ritter Sport og to dåsesodavand ind foran et åbent køleskab og skældte nærmest umotiveret ud på de tre, jeg elsker allermest, mens jeg konstaterede, at sådan et ufrivilligt ammestop da laver en del mere rod i følelser og humør, end jeg var forberedt på. Dagen efter fik jeg menstruation, og verden gav mening igen.

4) elsker jeg højt, at mine svigerforældre er så fynske, at bageplade bare hedder bapla hos dem.

5) ved jeg aldrig rigtigt, hvordan jeg skal more mig over ord som bapla, chokola, og mapapir uden at lyde helt vildt storsnudet.

6) er jeg fra Århus midtby, for God’s sake. Bør virkelig ikke være storsnudet.

7) tror jeg supermarkedskassernes plastikposeopbevaringshylde er designet særligt til at vippe ulvetime- og PMS-ramte mødre ud over kanten til det nervøse sammenbrud.

8) forstår jeg ikke hvorfor så få caféer formår at installere knager på deres toiletter.

9) gik jeg forbi en flok mænd, der spillede basket, og to ting om deres alder faldt mig ind. 1: De er voksne, og 2: de er samtidig betragteligt yngre end mig. Hvor stiller det mig, at jeg er mere voksen end de andre voksne? Snart midaldrende?

10) var jeg svært enig med min veninde, da hun mente sådan her om, at Ramasjang har udskiftet den mandlige vært på deres udmærkede program om følelser, Luk op luk i, med en kvindelig (så begge programværter nu er kvinder): Lad os da ENDELIG cementere over for børn, at følelser er en sag for hunkønnet.

***

4 thoughts on “I øvrigt …”

  1. Hvis du ikke allerede ved det, så spørg for guds skyld svigerne, hvad de kalder henholdvis “røv” og “mudder” (uden sammenhæng i øvrigt). Det er ægte genialt og du kommer om muligt til at holde endnu mere af fynsk, helt uden nogen former
    for højrøvethed <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *