I øvrigt …

… så jeg en reklame fra Lancôme for øjenmakeup med sloganet “Your eyes hold your power”, og: Skønhedsindustri, nogle gange hader jeg dig virkelig inderligt. Selvfølgelig er autoritet og fierceness ikke betinget af god eyeliner, jesus.

… synes jeg ikke, at medierne kan klandres for at have drevet Sass ud i en unfair opsigelse. En finansministerfavorit, der står til at få udleveret nøglerne til skrinet med de danske skattekroner, må være med på, at han bliver holdt øje med – især når han virker fraværende og usammenhængende. Jeg ærgrer mig med ham over hans exit fra politik, og jeg har al sympati med ham i den kamp mod depression, han er igennem lige nu. Men at bringe mediernes interesse for ham til torvs som medvirkende grund til, at han trækker sig, det synes jeg er for … tyndt.

… havde jeg ærligt talt ikke stor fidus til Mette Frederiksen som statskvinde, da jeg stemte på hendes blok. Men er det ikke som om hun vokser mere og mere ind i rollen for hver gang hun toner frem på skærmen her efter valgsejren?

… hidser jeg mig svært ilandsagtigt op over supermarkeder, der skilter med, at de har åbent “alle ugens dage”. Når forårets mange helligdage ikke lige tæller med. Helligdage er jo de eneste dage, den moderne bybo er tvivl om om der kan handles.

… venter jeg utålmodigt på, at saltkaramel får helt samme status af landeplage som lakrids for nogle år siden, hvor man ikke kunne browse så meget som en kiksehylde i supermarkedet uden at støde på en lakridsvariant. Saltkaramel, jeg kan ikke få nok.

… tænker jeg på de tre dræbte Holch Povlsen-børns forældre og søster hver dag og glemmer hver gang for en stund meningen med det, jeg er i færd med.

… høstede jeg hele 5 unfollows for dette opslag om min døde mor, og jeg forstår fortsat ikke helt hvorfor folk ikke lige kunne vente bare lidt med at skride.

… synes jeg, at frisk tomat smager sådan af dårlig ånde.

… er jeg lige så vild med Chernobyl på HBO som the next guy. Men er jeg helt ærligt den eneste, der finder det sygt forstyrrende, at de taler engelsk, når de skal forestille at være russere?

… troede jeg faktisk, at de dumme tanker om ammestoppet ville være indstillet for længe siden. Men det er først nu, hvor babyen er 8 måneder og vi er nede på én flaske i døgnet og fast føde for resten, at jeg ikke længere føler mig … snydt. Ikke længere er inderligt ærgerlig over at han har fået modermælkserstatning og ikke modermælk. At den plagsomme tvivl (om hvorvidt jeg gjorde nok for at redde det eller bare druknede det hele i klynk) er trådt i baggrunden.

… elsker jeg The Handmaid’s Tale-skaberne for at ville vise den i tidligere sæsoner så åleslanke Serena-skuespillerinde Yvonne Strahovski fra siden i sæson 3 og lade det være temmelig tydeligt, at konen for nylig har født og lige nu ser ud derefter – selv om karakteren Serena er steril. De kunne så nemt have klippet hende anderledes. Det mindede mig om den teaterforestilling, der for nogle år siden disclaimede noget a la dette: “En af danserne er tydeligt gravid, selv om hendes rolle ikke er det. Vi er sikre på, at publikum er begavede nok til at skelne mellem de to”. Sådan en holdning til kvinder og hvad vores biologi gør ved os er lifligt forfriskende, synes jeg.

… er disse I øvrigt-blogindlæg med store og små ind- og udfald de suverænt mest læste her på domænet. Og det er derfor, de er så hyggelige at forfatte. Hav en rigtig dejlig dag og aften derude!

***

18 Comments

Add Yours →

ÅÅÅÅÅÅH, hvor herligt, at du lige bringer det med engelsk i Rusland op, for det eneste, der kan gøre mig mere irriteret end det, er når de vælger skuespillere, der taler engelsk med russisk accent. Hvad. Skal. Det. Gøre. Godt. For!?

Jeg tænkte præcist det samme. Så jeg besluttede mig for, at jeg godt kunne holde ud at de talte engelsk, for de havde trods alt holdt fast i deres britisk-engelske. … men jeg endte med godt at kunne lide, at de talte engelsk, for så kunne jeg forholde mig til detaljerne og ansigterne i stedet for at skulle læse undertekster.

@Iben: Jeg er nysgerrig. Lader du være at læse undertekster, når talen er engelsk? Min hjerne læser dem, hvis de er der. Har aldrig fattet hvorfor, for jeg forstår og taler alt engelsk. Men hvis jeg slår dem fra, så sidder jeg og spolehjerner over alle de nuancer i de oversatte undertekster, jeg går glip af. Det er ikke nemt at komme fra et så lille sprogområde som os!

Jeg kan ikke lade være med at læse dem fuldstændigt (og det er rart at have dem der, hvis de mumler/har dialekt/det larmer), men hvis de f.eks. talte russisk, ville jeg forholde mig langt mere til teksten i stedet for til billedet. Men jeg kan godt følge dig – jeg spotter dog mest forkerte oversættelser eller grammatiske fejl (som biolog og matematiker er det ikke nuancerne, jeg ser efter).

@Linda: Det er jo nok en simpel og velovervejet kalkule: Hvis de taler russisk, så er det en smal serie med et smalt publikum (som i: de få amerikanere, der gider læse undertekster), hvor det engelske er afgørende for, at den kan markedsføres bredt.

Faktisk synes jeg lidt bedre om engelsk med russisk accent. Så ved jeg, hvad serien vil. I Chernobyl sad jeg længe og gættede på, om den og den skuespiller så var en engelsk diplomat, der talte “ægte” engelsk, eller hvad.

Okay. Morgenkaffen er drukket, det er tid til større dagsordener! Rigtig god dag til dig på den anden side af prærien <3

Som cand.mag i russisk føler jeg lige, at jeg må veto dig her, Karoline. Nej tak til engelsk med russisk accent. Det er for så vidt ok, hvis der rent faktisk er tale om en russisk accent, men gud, hvor ser man mange serier, hvor de forsøger med det nummer og skuespilleren slet, slet ikke rammer. Og al respekt for forsøget, det er et svært sprog, men hvis man kender sproget og faktisk kan høre forskel på en russisk, en ikke-russisk-men-anden-slavisk eller engelsk-talende-der-forsøger-sig-med-en-russisk-accent accent, så er det så forvirrende og ødelægger det bare så meget. Som f.eks. i Billions eller i The Americans (hvor nogle lyder indfødte og andre rammer helt ved siden af, hvilket kun gør det ekstra forvirrende). Det bryder på en eller anden måde kontrakten, synes jeg. Der kan min suspension of disbelief bedre overleve, at lige de her russere bare taler engelsk.

Dette var netop skaberen bag seriens vurdering (ifølge ham selv i den podcast, som findes om serien – hør den) – det bliver for fjollet, hvis de skulle tale med russisk accent. De kunne jo selvfølgelig have valgt russiske skuespillere… Anyway. Jeg accepterede det promte.

Du underholder mig og bekræfter mit verdens billede…. og de fine, fine tekster om din mor og din sorg gør mig klogere på venner og veninder der har mistet forældre eller søskende.

Tak for dig, dit mod og din sårbarhed.

For what it’s worth så har dine indlæg om sorg hjulpet mig til at perspektivere min egen sorg over tabet til én, der stod mig nær, ligesom den også har gjort sorgen lidt mere spiselig. Du må ikke holde op med at skrive om sorg, bare fordi det er et emne, som ikke alle kan rumme. Tak.

Tusind tak for de pæne ord (og hvor er jeg ked af, at du også har mistet en). Jeg holder ikke op – er nok mest af alt bare nysgerrig over hvorfor folk smutter over lige dét. Af alt det halvkedelige, jeg lægger op på Instagram om mine børn, så synes jeg selv det om sorg er det mere … læsværdige, hvis jeg må bruge det ord. Men du (og andre har påpeget det samme), at det nok ikke handler om kedsomhed for alle unfollowerne, men måske også om, at de ikke kan rumme det. Og det er HELT fair. Selv har jeg jo også i en lang periode fravalgt især sorgen i litteraturen, fordi jeg ikke kunne forholde mig til andres tab, når jeg selv stod midt i et, og det er jo på en måde det samme.

Jeg gør det samme mht de dræbte børn og deres efterladte. Faktisk endnu mere nu, hvor medierne har ‘glemt’ det hele igen. Som om det er overstået. Det er jo for fanden kun lige begyndt. Kan næsten ikke bære at tænke på, hvordan der må være hjemme hos dem nu. Omfanget af sorg…..

Jeg læser egentlig mere tavsheden i medierne som en slags respekt. Eller, det vælger jeg at gøre. Familien har frabedt sig opmærksomhed, og det ville være nemt nok stadig at koge suppe på sagen, fordi familien er kendt og mange sikkert vil udtale sig og gøre sig kloge. Men måske hersker der en slags barmhjertighed hos både medier og deres læsere? Hvad skal mere omtale gavne nogen? I en så ekstrem sag med det værst tænkelige endeligt?

Bundnaivt, jeg ved det godt. Urealistisk. Men det er en rar tanke, at de (måske) lige nu får lov at være i fred.

Hov, det var ikke ment sådan, at jeg synes, der skal skrives mere om familien, slet ikke. Det er mere den tanke, at efter begravelsen slutter forløbet ligesom for alle, der ikke er pårørende. Det er så underligt at tænke på, at det først er nu, de skal begynde deres nye virkelighed. Når alt det formelle er overstået.

Hvis man kunne followe mere end én gang, er jeg sikker på, du ville kunne se en meget mere realistisk reaktion på dine indlæg om sorg i antallet af følgere. Jeg har ikke personligt erfaring med at miste nærtstående, men de indlæg – shit hvor de rammer. Bliv ved!

Det var sødt skrevet <3 Naturligvis skriver jeg om min mor, når det falder mig ind, også selv folk ikke vil være med - jeg undrede mig blot over den kontante afregning.

Jeg er glad for, at du siger det med Mette F – for jeg havde også min tvivl om hendes evner, selv om jeg stemte så rødt, jeg kunne. Og nu ser jeg til min glæde, at det er, som om hun er blevet mere rolig, hendes stemme er blevet dybere, hun taler langsommere. Magten klær hende. Hun har taget den på sig – og det lyder faktisk også, som om de rent faktisk snakker rød politik til de forhandlinger. Måske får vi faktisk et skift i politik. Det er nærmest smukt.

Skriv et svar