I øvrigt …

… gør Hjemis-bilen mig så rasende. Tænk, at have støjforurening på det niveau som en fast del af sin forretningsmodel. Og slippe af sted med det, fordi man lever højt på folks glorificering af egne barndomsminder.

… har jeg lært begrebet “et hatefuck” at kende. Folk, man hader lidt, men også bliver virkelig fniset over. Det er godt for mig. Endelig at have en mærkat at sætte på det, Alex Vanopslagh gør for mig.

… føles det som om det hinsides vil i kontakt med mig. I sidste uge lavede min telefon hele to lommeopkald til min døde mor (og jeg stod bare forstenet og gloede fåret på displayet, mens den ringede ud), og lige før faldt mine oldeforældre ned fra væggen, uden at nogen var i nærheden til at pille ved hverken billede eller søm. Er der en besked til mig derude, guys?

… var jeg vist Dagens Dummeste Kunde i går i Matas, hvor jeg bad om pengene tilbage for en urimeligt dårlig mascara. Jeg havde købt den efter deres vejledning, fordi min normale go-to-mascara var udsolgt, men da jeg kom hjem, var der intet andet end edderkoppevipper all over. Ekspedienten hvislede, mens hun modstræbende tilbageførte pengene, at “hvis det her var praksis, så kunne jeg jo ikke lave andet hele dagen end at refundere mascaraer”, og jeg skulle virkelig bide mig i kinden for ikke at svare, at det da lød som et problem, at der var SÅ mange utilfredse kunder i hendes butik.

… er jeg spændt på hvor længe jeg kan bevare den følelse, jeg cykler på arbejde med hver morgen: Beruselse. Jeg er virkelig høj på det her med at bruge mine talenter ude i erhvervslivet. Skal vi give det indtil lige om lidt, hvor vi ikke ser dagslys i vor fritid overhovedet?

… synes jeg velgørenhedsfacerne på min hjem-job-hjem-rute er blevet så aggressive, at jeg overvejer at henvende mig til Jehovas Vidner helt frivilligt. For de står altid så aldeles stille henne ved deres pjecestativer, helt rolige kontraster til de hidsigt overglade teenagere. Imødekommende og smilende, men uden at spærre min vej (og uden at jagte mig og mit lukkede kropssprog hen over Kultorvet med et “NÅ, MEN SÅ MÅ DU HAVE EN RIGTIG GOD DAG!” som jeg er alvorligt i tvivl om den unge facer egentlig mente oprigtigt).

***

8 Comments

Add Yours →

Må modvilligt indrømme af jeg er med hele vejen i forhold til Alex Vanopslagh, det startede med Mads Holger for mig. siger mig heller ikke fri fra et godt øje til Tommy Ahlers. Sætter dog pris på mig selv når jeg imod al forventning trækker grænsen ved Mikael Jalving

Havde godt hørt, at hate på Hjem-Is var blevet en ting, især blandt forældre, men har altid tænkt, at de ikke fandtes sådan *helt ægte*, for hvem går seriøst i så små brokkerøvssko, at hjem-is skal høvles?

Det gjorde jeg fx for et år siden, da de turnerede, her hvor jeg og den, dengang to-årige, bor.
Sådan mellem kl. 19 og 20, hvilket vil sige lige midt i puttetiden.
Vi bor på et hjørne, så det tager tre runder og omkring et kvarter før Hjem-Isbilen er færdig med at gennemkime vores kvarter.

Måske et det svært at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet uendelighedsputninger som fast, dagligt punkt i over et år, men det er en særlig form for desperation, der sætter ind, når isbilens bimlen og bamlen forvandler et henslumrende barn til et lysvågent barn. Og det hjalp heller ikke, at den to-årige var megabange for isbil-lyden. “Ikke komme ding?” ville han spørge med bekymret mine hver eneste aften. Og det kunne jeg jo så ikke love.

Og ja, vi har snakket med chaufførerne (og nej tak, vi vil ikke have en gratis is, og ja tak, vi vil gerne prøve at ringe med klokken, men allerhelst vil vi, hvis der ikke kimes), vi har ringet til hovedkontoret og vi har i er særligt desperat øjeblik orienteret os om reglerne hos politiet. Men det er umuligt at sige nej tak til reklamer, når de sker i form af kimen med klokke, (og den vel at mærke ikke er fastmonteret, for så er det åbenbart en helt anden sag?!). Og vi måtte forstå at ruter ikke sådan lod sig omlægge, så kimen i det mindste kunne ske inden puttetid.

Det tog et halvt år, før vi fik hul igennem til en fornuftig chauffør.

Idag er barnet større og ikke længere bange for isbilen, men jeg kan ikke lade være at fryde mig, når han helt automatisk siger “schyyy” når isbilen bimler.

Jeg kan sagtens se, hvordan det kan virke latterligt brokkerøvs- og små skos-agtigt gerne at ville frabede sig Hjem-Isbilen. Men i den periode var det et Ægte Problem for os.

Og jeg bliver nok aldrig sådan rigtig fan af konceptet med at køre forskellige udformninger af frossen vekaoovertrukket vand, vallepulver, sukker og diverse emulgatorer samt smagsgivere rundt til folket i kimende, benzinslubrende varebiler.

Enig i, at det eneste det har kørende for sig er tåget nostalgi. Og Pavlov-effekten måske?

Det er en dejlig præcis kommentar. En kommentar der – stadig – næsten bobler over med den frustration man sidder med, når ungen efter 1 1/2 time ikke vil sove.

Tak for din kommentar. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal bruge den til, men måske var den rar at komme af med. Rigtig god weekend. Må den være fyldt med gratis underholdning, der gør dig glad og munter og ikke det modsatte.

Når Hjem-Is bilen bimler og bamler lige uden foran mine børns vindue kl. 21 (!) en hverdagsaften, så er både min 7-årige (som bliver vækket af det) og jeg (som synes, det er ret nederen, at den kommer så sent, at den vækker deres KERNEsegment fra deres livsnødvendige søvn) dem, der har verdens mindste sko på.

“Helt ærligt – hvorfor kommer Hjem-Isbilen NU??!?” – en 7-årig called it!
Det forretningskoncept holder altså ikke. De små kunder er gået i seng. De store kunder har travlt med at lukke vinduer eller hvisle stille og beroligende “schyyyy” ind ad døren til børneværelserne.

Min far meldte HjemIs til politiet samme aften som de kom forbi vores parcel på jomfrurejsen i Birkerød i 80erne. Det var dengang politiet gjorde noget ved den slags. Derefter fik Hjem-Is en tilladelse, og min far en lang næse!
Jeg håber, at HjemIs bilen på jeres adresser med sovende børn omlægger køreplanen

Skriv et svar