I øvrigt …

… er det så bare gangbart dansk nu at bruge ordet “misse” om at gå glip af? Klart et låneord af de mere fjollede. 

… er vi i sommerhus. Og jeg har glemt at medbringe en eneste bh, hvad faktisk siger alt om frihedsfornemmelsen. 

… har jeg de danske togaktører mistænkt for at være liiiidt sløve i det. Jeg snakker ikke (kun) om det med deres tog, der ikke kan køre på våde blade om efteråret. Men også om at DSB nægter at gøre deres barnevognsbilletter onlinebookelige – man skal ringe ind for at få en. Og når man så endelig, døvt efter op mod en time i deres tastelabyrint og efterfølgende telefonkø med Bruno Mars i skrattende loop, modtager sin billet, så er den og de øvrige pladsbilletter navngivet ting som “Barnevogn Ikke-ryger”. Tid til korrektur her 12 år efter rygeforbuddets indtog?

… kæmper jeg oprigtigt med at bevare min cool, når den fireårige begejstret viser en ny side frem fra sin overdrevet detaljerede bog om biller og andre af havens smådyr forstørret op i lommebogsformat. Kaster en smule op i munden hver gang og har svært ved at forklare hende hvorfor. Æh … mor er … bange? For din bog? Selv om hun er en strong ass independant woman, som du roligt kan se op til? Skat?

… gav jeg i går 14,95 for en lille pakke vådservietter hos kæden Spar, og lige siden har jeg funderet over, hvad det *egentlig* er man sparer hos dem.

… har Coops butikker – apropos – tilsyneladende permanent udsolgt af de store pakker vådservietter i hele landet (okay. I Kvickly på Nørrebro og i vores lokale Brugsen på Langeland, forstås. Ved ikke noget om resten af landets lagerstatusser). Hvem ved noget? Dels om vådserviettørken, dels om hvorfor jeg går op i det.

… ved jeg ikke hvordan jeg skal få lokaliseret og deaktiveret det center i hjernen, der gør mig skamfuldt glad for vådt vejr på alle Roskilde’r, jeg ikke deltager i. Jeg gider jo ikke engang derned, ffs!

… giver vi min niece de to første Anne fra Grønnebakken-bøger i 10-års fødselsdagsgave. Jeg har tænkt mig at lægge pakken helt casual på gavebordet og slet ikke nævne, at disse bøger almost singlehandedly formede mig til den, jeg er i dag. Men jeg vil nok være temmelig DU GODESTE, HVOR JEG DOG HÅBER DE DEFINERER DIG SOM PERSON på indersiden. Helt, helt afslappet.

… vil min søn gerne fråde blade fra træer og stueplanter, men absolut ikke røre salat. Hvorfor er det ikke det samme?!

… troede jeg, at det var lidt af en myte, at folk på Sydfyn, Tåsinge og Langeland ikke siger for eksempel “hunden” og “katten”, men i stedet bruger endelsen -i på visse navneord i bestemt form – altså “hunni” og “katti”. Det kunne da ikke være rigtigt. Men så så jeg denne bedårende butiks helt officielle navn på havnen i Bagenkop:

***

8 Comments

Add Yours →

Misse er et ord på dansk. Det er ganske rigtigt et låneord, men det har altså været brugt på dansk i hvert fald siden 80’erne. Du kan finde det i ordbog over det danske sprog, og jeg havde en gymnasieveninde, som vi kaldte ‘Misse’, fordi hun var så distræt (folk troede altid, at det var noget sjofelt).

Ja! Hvor h****** er vådservietterne?!
Ligeledes JA til Anne fra Grønnebakken. Du har før skrevet, at du betragter serien som DIN. Jeg har det ligesådan. Det er mine bøger. Og jeg frygter, at mine døtre ikke vil elske dem som jeg gør!

“Hvem ved noget? Dels om vådserviettørken, dels om hvorfor jeg går op i det.”
Hvis nogen samtidigt kan hoste op med en forklaring på mit engagement i vatpinde-fra-änglamark-tørken ville det være super.
Men altså, synes generelt at Coop har haft nogle seriøse supplyproblemer i år. Sådan lidt en varegruppe ad gangen. Kan de være ved at skifte lager?

Det er da Roskilde-tiden som har fået tømt lagrene for vådservietter? Alle skal have en pakke med til de svedige armhuler og uvaskede skridt-regioner

Den er god nok, den med vådservietterne. Netto på Sølvtorvet har været støvsuget i ugevis. Nu og da sætter de så en enkelt lille kasse allernådigst frem – og så skal du eddersparkme’ se pæne Kartoffelrække-spelt-mødre gå apeshit på den hidsige måde, i kampen for at hverve sig et par pakker. Det er grumt!!

Det er SÅ dumt, det med pladsbilletten til barnevogn. Har også hidset mig op over det en gang eller to efter uendelig lang telefonkø og Bruno Mars-tortur! Hvad skal man i grunden gøre, hvis man ikke når sit tog? Så kan barnevognen ikke komme med? Kom nu ind i det 21. Århundrede, DSB.

Skriv et svar