I dyb EP-tvivl på valgdagen: 6 spørgsmål, der gør mig til en swing voter

1) Jeg vil gerne stemme på Alternativet, men hvis de ikke kommer ind, ryger deres stemmer åbenbart til deres valgforbundsfæller, Radikale, som eftersigende samarbejder med mere højredrejede partier i EU (læs mere), og hvor er min stemme på klimaet SÅ henne?

2) Jeg vil gerne stemme på en kvinde for at skubbe til kønsbalancen i politik – men hvem er lige bedst? Udvalget af især ukendte – men interessante – typer er overvældende, og hvordan caster man en kandidat på hendes online hensigtserklæringer, når man aldrig hørt hende in action? Alle kan jo fremstå godt med en korrekturlæst tekst og en airbrushed valgplakat i øjnene hos alle os, der ikke har fulgt EP-valgkampen i medierne.

3) Jeg vil gerne stemme Enhedslisten for at være sikker på at stemme for klimaet, men jeg er mere glad for EU end dem, så kan de føre min sag? Vil de bare være imod?

4) Jeg vil gerne stemme SF, men som en læser gjorde opmærksom på: De stemte for ghettoplanen i november 2018 (læs mere) og dermed for at rive udmærkede boliger ned, og hvor er klimahensynet egentlig i dén beslutning? Siger det ikke nærmest alt?

5) Jeg vil gerne tro på, at EU er politik i stor skala og dermed langt vigtigere at gå op i end det danske folketingsvalg 5. juni, i hvert fald når vi snakker klima og andre globale emner. Men jeg må erkende, at Henrik Qvortrups (nedslående og let hånlige) ord i radioen forleden om, at vores 14 danskere dernede blandt de 737 øvrige europæere ikke batter en dyt i praksis, ekkoer inde i hovedet.

6) Jeg vil gerne stemme med hjertet på det parti, der taler til mig. Men kan man sætte taktikken over styr, når konsekvensen af at Alternativet ikke får nok stemmer fra jer andre, er, at min stemme kan ende med at styrke noget, jeg slet ikke står for?

Kære læsere. Jeg er glad for, at jeg udgav blogindlægget forleden om, hvad jeg havde planlagt at stemme, for det affødte et vidunderligt kommentarspor af kloge og venlige indspark med for og imod Alternativet og partierne på venstrefløjen, hvor jeg hører til.

Men hvor gjorde I mig også i tvivl.

Og når tvivlen har naget længe nok, siger en myndig stemme nedladende til mig, at SÅ vigtig er min lille stemme jo heller ikke.Sæt nu bare det kryds, Karoline.

Men så var det, at jeg faldt over det her billede hos @onegreenjournal og tænkte igen, at jeg er langt fra ligegyldig.

Men hvis jeg stadig er tvivl her på valgdagen. Så er du måske også?

Lukker vi øjnene og sætter krydset?

*

2 x praktisk info:

Jeg er blevet gjort opmærksom på af en sød læser, at det nye tema på bloggen har et åndssvagt kommentarfelt, når man læser fra mobil. Jeg får det ændret, når jeg kan. Det var ikke med min gode vilje, at jeg måtte ændre tema, men det gamle duede ikke med en ny WordPress-opdatering, og … (zzzZZzzz). Jeg ser på det i næste uge, is what I’m saying!

Søndagens kapitel i Mine (dårlige) mobilvaner skubbes nogle dage, fordi jeg har valg, valg, valg på hjernen i dag.

***

14 Comments

Add Yours →

Mit kryds ender hos Margrethe Auken efter mange af de samme overvejelser som dig. Klima står også øverst på min dagsorden, men som jeg ser det, kan en klimastemme ende med at gå tabt, uanset om den er fra SF eller Å – og så vil jeg trods alt hellere spilde den til S end til ALDE pga. så mange andre politiske områder. Jeg er helt enig i, at deres stemme for ghettoplanen var åndsbollet, men der tænker jeg, der trods alt er forskel på skalaforholdet ml DK og EU, og at Margrethe jo i øvrigt ingenting har haft at gøre med den ghettoplan. Sidst, men ikke mindst, er jeg godt tilfreds med at støtte en kvinde, og jeg er helt sikker på, at Auken har den pondus, der skal til for at smadre glasloftet dernede. Derfor bliver det hende, men shit, jeg har også været i tvivl – og er det fortsat om den 5.

Tak, fordi du deler dine overvejelser. Det er rart at have jer at spille bold op ad, når man ikke selv kan gennemskue det hele (og måske er kommet en anelse sent ind i kampen) – håber også andre kan bruge kommentarsporet her sådan.

Vi sætter krydset og husker:

1. at skiltet foroven også kunne overføres til, hvad der sker, hvis alle folk flytter krydset fra Alternativet fordi de nok ikke kommer ind.

2. At vi prioriterer, hvad vi finder vigtigst og går med det. Det hele er forfærdelig mudret lige nu, og intet parti lader til til fulde at favne mit segment. For mig er klimaet det vigtigste, ud fra at kønskvoter og ledighed ingen forskel gør, hvis kloden brænder og vi er på vej ud over kanten.

3. At vi ikke har indflydelse på, hvad *nogle* partier gør, når først de sidder der. Lokumsaftaler og skjulte dagsordner kan vi ikke sikre os imod.

Men vi SKAL stemme. Uanset hvor få og små vi er, for nogen langt herfra er lige nu ved at blive slået ihjel i kampen for at få den mulighed❤️

Ja, stemme skal vi. Det er hævet over enhver tvivl. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig at høre min svoger fortælle om som udsendt at have været med til at afholde det første, demokratiske valg i Irak i 2005. Voksne mænd græd som piskede over at få muligheden for at sætte det kryds.

Dagens tip til at blive mere sikker i dit valg:

– partiers danske politik og deres EU-politik er ikke altid ens (ift. Ghettoplanen, eksempelvis, som chokerede mig så meget, at jeg blev i tvivl om min stemme til Folketingsvalget. Satans.)

-læs op på, hvilke partier i EU, du bedst kan lide, og stem på det danske parti, der indgår i den gruppe. Jeg tror, baseret på fokusset på klima, at det nok vil være partiet “de grønne” men de er ikke de eneste. Tænk på, at din stemme ikke går til et dansk parti, men til et europæisk parti, og det er altså dem, din stemme skal styrke.

– Danskerne er meget respekterede i EU, og meget få danske politikere ender faktisk med at rykke meget. Lobbyisme betyder mere end stemmeovervægt i EU. Og der er vi dygtige!

God valgdag!

Rigtig god valgdag til dig og tusind tak for din præcise kommentar. Det gør mig glad, at I gider lægge de her svar i stedet for at øjerulle over, at jeg ikke selv kan gennemskue det hele.

Enhedslisten er ikke imod EU, men de er for et bedre alternativ. De stiller netop op uafhængig af Folkebevægelsen (dog i valgforbund), da det ikke længere giver mening kun at kæmpe for at komme ud af EU. Ø kommer til at sidde i den allermest venstreorienterede rød-grønne gruppe i parlamentet, og kæmper både for social retfærdighed og den grønne dagsorden. Desuden svinger mandatet lige nu mellem Ø og DF i meningsmålingerne, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. DF kommer til at sidde sammen med Front National eksempelvis. Ø har ikke en kvindelig spidskandidat, og jeg ser helst, at min stemme går til en kvinde, men altså European United Left har trods alt et progressivt standpunkt ift. kønspolitik og går, som jeg har læst det, blandt andet ind for kønskvotering. Det gør Alternatives gruppe i parlamentet vist ikke.

Kompetent kommentar! Tusind tak for den.

Det er pinligt, det her, men jeg er ikke helt sikker på, hvad det betyder, at mandatet svinger mellem EL og DF. Har set det flere steder. Har urolige børn om fødderne, googling er umuligt i dag 🙁

Alternativet går efter at skabe sin egen gruppe med European Spring (den fælleseuropæiske liste, som Å er en del af), hvis der kommer nok kandidater ind – og ellers vil de forhandle med de forskellige grupper dernede, og tilslutte sig den, som de deler værdier med. Derfor kan man ikke sige, hvilken gruppe, Alternativet ender i. De er i valgforbund med Radikale, men det betyder ikke, at de skal i samme gruppe – det er kun for at minimere stemmespild.
Derudover har European Spring bestemt en formuleret ligestillingspolitik, bl.a. med en fælleseuropæisk ligelønsstandard, europæisk bestemmelse om kønslig ligestilling i Parlamentet og en fælleseuropæisk konvention om reproduktive rettigheder 🙂
Rigtig god valgdag!

Det med Ghettoplanen gør også at jeg er i tvivl om, hvem jeg skal stemme på til FV valget, men jeg tænker, det her er relevant at skille EU fra folketinget.

Derfor stemmer jeg på Kira Marie Peter-Hansen fra SF. Hun virker fornuftig. Er jeg 100% sikker på at det er det rigtige? Nej. Men jeg synes jeg har gjort, hvad jeg kan for at undersøge, hvad jeg stemmer på, og så må det blive sådan. Der vil altid være usikkerhed.

EU-politik og dansk indenrigspolitik er to kæmpeforskellige størrelser og man kan sagtens ende med at stemme noget helt andet, end man gør til et folketingsvalg. Især de grupperinger som danskerne sidder i i EU har kæmpe betydning, og her kan det pludselig blive relevant at stemme strategisk.

De Konservative er eneste danske repræsentant i Europa-Parlamentets største politiske gruppe, EPP. Mister de dette mandat, så er Danmark afskåret fra indflydelse ved det allerstørste bord, noget som kan få stor betydning fx for vores arbejdsmarkedsforhold. Fagforbundene er fx meget obs på denne problematik.

Konservative stiller med en kvindelig spidskandidat, der har kørt meget markant klimakampagne også.

Rent strategisk overvejer jeg at se i den retning, selvom alle mine kandidattests har vist et andet resultat. Bare for at gøre forvirringen total 😉

Jeg er lidt sent ude – men synes lige jeg vil sende en lille hilsen som din måske eneste borgerlige læser

Hej med dig! Jeg er sikker på, at du ikke er den eneste 🙂 Dejligt at høre fra dig – håber, at andre borgerlige også lader høre fra sig, selv om vi ikke er på samme fløj. Alle stemmer er velkomne, lad der ikke være tvivl om det.

Skriv et svar