I det mindste griner jeg af mig selv som fredagsnul allerede om lørdagen

Nul sympati med den lille fyr i klapvognen dækket i eget bræk midt i indkøbsturen. Han fik alle de andre Rema-kunders medlidende blikke; jeg fik da i det mindste min egen sympati.

Nul retfærdighed i verden over at få spulebræk ud over den indkøbstur, der skulle have reddet alle lave beholdninger i køkken, ved puslebord og på badeværelse.

Nul andre voksne hjemme.

Nul modstand mod tårerne, da vennepar ringede og tilbød at hente min datter i børnehaven og fræse hende hjem, så vi ikke skulle ud med den tilbrækkede vogn igen.

Nul vådservietter.

Nul vaskepulver.

Nul overskud til at tale pænt til adressens mindste, syge som raske.

Nul classyness over at smide en tilspulet flyverdragt til »iblødsætning« i et babybadekar og håbe, at andre vil opdage det. En dag.

Nul stolthed over at servere takeout den aften, der skulle have været ugens eneste med slow fællescooking og god tid og Baby it’s cold outside indenfor i varmen (som hende der fra Bagedysten, der åbenbart ægte nyder køkkentid med sine tumlinge og derfor nu har plantet en djævelsk idé af påvirkelige typer som mig om at ville kunne nyde det samme).

Nul værdighed i min dybe jubel over at opdage både Frost og Wall-E på Viaplay. Eller at spise indisk og en bakke fritter med min datter på stuegulvet til det. Det svinede præcis så meget, som jeg tænkte det nok ville, og min korte lunte over det var præcis lige så lidt hyggelig som jeg tænkte, at den nok ville være.

Nul sexyness over den savlende bunke besvimede voksen, min kæreste fandt på sofaen, da han kom fra arbejde klokken 23.

Heldigvis bød han den en øl og sagde »good job«.