I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Hvorfor det er okay at grine, når Floras far fejler

Jeg sad på en bænk i garderoben i vuggestuen og baksede mit barn ud af termoovertøjet og simrede i misundelse på moderen ved siden af mig, der også var i færd med at få sit barn, jævnaldrende med mit, ud af overtøjet.

Hun er en af de der voksne mødre. Nogle år ældre end mig; rolig, systematisk og uden den svedbræmme på overlæben, som altid rammer os førstegangsmødre på de helt forkerte tidspunkter. Hendes barn lå heller ikke spændt som en arrig flitsbue over hendes lår, fordi hun var kommet til at lave en olfert på det. Det gjorde mit.

Hun havde garanteret heller ikke løjet for sin kollega forleden. Det havde jeg. Da en fra regnskabsafdelingen i en blanding af bekymring og bebrejdelse havde spurgt “Er du aldrig offline?”, fordi jeg havde svaret en mail fra hende klokken 23.30 en aften og besvaret hendes opkald klokken røv næste morgen, svarede jeg: “Ork jo! Jeg har jo en lille datter på et år. Fra jeg henter hende i vuggestuen og til hun er puttet er jeg ikke til at komme i kontakt med for andre.” Og regnskabskollegaen åndede lettet op og smilede, at det var godt at høre. Problemet var bare, at det var løgn. Helt uden for rækkevidde er min telefon sjældent. Kvalitetstid eller ej.

Misundelsen der på vuggestuebænken begyndte rigtigt at brænde, da Voksenmoderen i ro og mag skiftede sit barns fodtøj. Fra udesko til indesko. Det lyder ret uchokerende at nævne, men det kom fuldstændig bag på mig, at børn, der ikke kan gå endnu, skal have både inde- og udefodtøj. Mit barn var da lige blevet transporteret af sted på cykelstolen i sit termotøj og indesko – de eneste sko, hun ejer. Ellers klarer vi os med strømper. Oven på strømper. Men jeg kunne godt se det, nu da den voksne mor ved min side tydeliggjorde fejlen. Vuggestuebørn skal have ordentligt fodtøj til al slags vejr. Og at de vist var lidt kolde i det, de små, yndige sølvsutter på min datters fødder. Og at det nok ikke var så smart, at hun havde dem på i sandkassen (foto), når vuggestuen var på tur …

Da jeg derudover kunne konstatere, at Voksenmoderens barn ikke havde nedarvede, forvaskede og lidt for små nissesokker på som mit barn (i april), men f*cking MarMar-strømper, der sikkert koster mere pr. styk end jeg giver for tre par af mine egne strømper, var jeg lige ved at ringe til kommunen og spørge om de ikke nok gad sende en medarbejder efter mit barn, mens jeg fik styr på prioriteterne i mit liv.

Men så trådte Flora, et af de større børn nede fra stue 3, ind, pludrende og rødkindet frisk fra morgencykelturen. Og i hælene kom Floras far, lige så munter som sin datter.

Jeg havde kysset mit barn farvel og var på vej mod udgangen, og Floras far holdt døren for mig, og lavede samtidig en art gentleman-gestus med at slå armene ud og give mig plads i døren. Venligheden selv.

Hvad han ikke havde indregnet var, at han i hånden havde både sin og Floras cykelhjelme. Og kom til at give sin datter en ordentlig en på lampen med dem i sit forsøg på at være venlig mod mig. Gung, siger det, når cykelhjelm rammer barnepande.

Flora tog det pænt, om end humøret var dalet noget, men Floras far … Floras far tog det mindre cool. Da han først havde tjekket om barnet var okay (der var i øvrigt intet at se), kunne jeg se, at det kom snigende. Skammen. “Shit, jeg har fejlet. Igen”-skammen. Og derpå blikket. “Var der nogen, der så mig fejle”-blikket.

Da han kiggede sig rundt med lige dét blik, som jeg efterhånden kender ret godt, må han være blevet lidt provokeret. Men jeg kunne ikke lade være.

For jeg stod og lo. Ikke harrharrharr-højt, men jeg kom altså til at grine. Fordi det lettede sådan at blive mindet om, at det ikke kun er mig, der ikke altid har overblik nok til konstant at gøre det rette. Nogle gange kan vi ikke tænke så langt som til udesko selv, og nogle gange knalder vi cykelhjelme ind i skærmen på det, vi har kærest. But we mean no harm.

Tak, Floras far. Du reddede min dag. Og jeg vil vædde med, at du også er førstegangsforældretypen, der har pænt svært ved at være offline, når du bør. Og halleluja for det.


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.