Graviditet, fødsel og barsel,  Klassisk Karoline

Hvorfor jeg aldrig kommer til at anbefale hjemmefødsel til alle

Jeg er en kæmpe fødenørd. Og jeg kunne ævle om de to fødsler, jeg selv har stået igennem, herfra og til månen.

Men noget har jeg hæftet mig ved i fortællingen om den seneste fødsel kontra fortællingen om den første. Hjemmefødslen kontra hospitalsfødslen: Mængden af applaus og “hvor er du sej!”-hep, jeg høster for fortællingen om hjemmefødslen.

Det ærgrer mig.

Vi valgte ikke hjemmefødsel for at være seje, dygtige eller mere udholdende ud i smerte. Det handlede heller ikke om at gøre fødslen “endnu større” end den første, for en fødsel ER stor. Uanset hvordan og hvor den forløber.

Der var én eneste og meget lavpraktisk grund til vores valg. At jeg kunne slippe for køreturen midt i veerne. Køreturen står for mig som det værste fra mit første barns fødsel, og hjemmefødsel var den eneste måde at komme uden om dét på. For man kan først få en fødestue på hospital, når man er i aktiv fødsel – midt i smerterne, med andre ord.

Men det var ikke en nem beslutning at vælge den hjemmefødsel, for (og det lægger jeg ikke skjul på, selv om mange med en hjemmefødsel i bagagen forherliger alt ved det) meget få af de øvrige ting ved sådan en oplevelse tiltaler mig. Både før fødslen herhjemme og nu, hvor jeg er på den anden side af den. Især disse 3 ting:

1) Den lurende risiko ved om vi kunne komme hurtigt hen til hjælpen, hvis det skulle blive nødvendigt.

2) At epiduralblokade ikke er en mulighed i hjemmet.

3) Det store svineri. (Og ja, i vores tilfælde var det ret omfattende, da jeg blødte meget, og selv om ingen ting af værdi gik tabt, fordi vi havde dækket dobbeltsengen ordentligt af, så var det dels ikke særlig rart at ligge i lige efter fødslen, dels var det et tema i mine tanker under fødslen, at jeg ikke måtte komme til at ødelægge noget. Der kan en hospitalsfødestue noget.)

Naturligvis vil jeg gerne fortælle andre om vores gode oplevelse med at føde i hjemmet. Hvis nogen spørger eller søger mit råd.

Men uopfordret at stikke en anbefaling synes jeg peger ind i et konkurrenceræs. Som en lidt bedre form for fødsel. Som om der i bunden er fødsler med alle smertestillende midler og kejsersnit, hospitalsfødsel uden drugs i midten og øverst den forjættede hjemmefødsel uden nogen hjælp eller indgreb. Urfødslen.

Sådan opfatter jeg i hvert fald tit samtalen, når ytringer som “Det var så fedt at føde hjemme, det vil jeg anbefale til alle!” er en del af snakken. Jeg mangler den mere empatiske anbefaling, der tager højde for, at de fleste gravide er skidebange for de smerter, de har foran sig. Og at de midt i den måske lidt skamfulde frygt ikke har brug for at blive donket oveni med beretninger fra kvinder, der klarede sig uden anden smertelindring end vejrtrækningsøvelser og lidt lændemassage og tilmed tillader sig at kalde oplevelsen for “vildt fed”.

For jeg var fandmer også bange for smerterne inden! Skræmt halvt ihjel, vil jeg sige. Det er bare en del af fødselsoplevelsen, som vel de færreste slipper for, uanset hvor meget de prøver at haoummmm’e det væk.

Selvfølgelig er det aldrig bevidst, at nogen vil opstille det sådan. Som en stige af sejhed. Men som en konsekvens af det præstationsræs, moderskabet er blevet, med alt det vi skal overskue og perfektionere på samme tid – og udstille, så andre kan bevidne det – tror jeg, at det nemt bliver opfattet som en form for præstation. Vi vil gerne være dygtige fødere, siger jordemødrene om vores generations kvindere, og hjemmefødsel synes at være sublimeringen af det ønske.

Men en fødsel er jo ikke en præstation som andre af livets præstationer. En fødsel er en kamp for livet. I bogstaveligste forstand. At overleve er præstationen.

Jeg har ikke tal på hvor mange kvinder, der også har født børn, som til mig har givet udtryk for, at de er lidt mindre seje end mig. Fordi de valgte hospitalerne, epiduralerne, lattergassen og fødselslægerne til. Som om min hjemmefødsel og deres hospitalsfødsler beviser, at jeg håndterer smerte bedre end dem.

Selv kvinder, som har oplevet den smertefulde “høj lige stand”, hvor barnet står skævt i bækkenet, en tilstand, jeg slet ikke kan forestille mig at være fanget i under veerne. Selv kvinder, som har fået børnene taget med kop eller har været sygt forpint efter flere døgns veer uden fremgang eller er endt i akut kejsersnit, fordi det på målstregen viste sig, at vaginal fødsel ikke gik alligevel. Selv kvinder, som bare har oplevet det aldeles vanvittige og traumatiserende smertefulde, men stadig helt naturlige, at veer brække bækkenet åbent fra lukket til 10 cm gab. De giver udtryk for, at jeg er den seje, og at de er lidt svagere. Som nærmest undskylder, at de “simpelthen ikke turde” overveje at føde hjemme. “Jeg håndterede det bare ikke så godt”, lyder det. Og: “Min krop føder nok bare ikke så godt”. What. The. Actual. Fuck.

Det er noget vrøvl, og det er så ærgerligt, at vi lever i en tid, hvor vi kan formå at give hinanden sådan en følelse.

Der var én ting, der tiltalte mig ved hjemmefødslen. Fraværet af køreturen. Og der var en række kriterier, der gjaldt for mig, som gjorde, at jeg overhovedet turde vælge hospitalet fra anden gang, jeg skulle føde. At min første fødsel skred frem helt efter bogen fra første ve, at den ikke var trukket ud mere end 9 timer, og at jeg ikke havde nået at få behov for en epidural, før der skulle presses (der ville jeg til gengæld have takket ja til selv et hvidt snit, men det var der desværre ingen, der tilbød …)

Kvinder, der bringer børn til verden, er så umanerligt seje. Og jeg synes det er så ærgerligt at måtte understrege noget så banalt. Man kan ikke føde sejere end andre, det er en fucking ironman bare at stå det igennem. Det ved jeg godt, at kvinder, der har født hjemme, godt ved. Men gid alle kvinder, der har stået hospitalsfødsler igennem, også vidste, at vi hjemmefødere ikke går rundt og varmer os ved, at vi er lige dét mere udholdende end andre mødre.

Vi valgte bare den løsning, der gav bedst mening for os, i den brede vifte af lige muligheder, vores sundhedssystem stiller til rådighed.

 

*
*
*
Følg mig på Facebook * … eller Instagram * … eller Bloglovin’

***

34 Comments

  • katja johansen

    Hvor er det bare et fint og vedkommende indlæg: rart med afglorifisering af hjemmefødsel som noget ophøjet og særligt. En fødsel er også noget særligt når den foregår på stue 7 på Herlev. Gid alle kvinder (og deres mænd) altid måtte få mulighed for at vælge det rette for dem, uden dogmer og andres forventninger og holdninger.

    • Karoline

      Word. Det tror jeg også, at de fleste får. Jeg har bare oplevet en snert af noget andet også. Alle fortjener livslangt bifald for at bringe børn til verden.

  • L

    Virkelig fin nuancering. Jeg har haft to meget ukomplicerede og hurtige fødsler og kunne
    i princippet sagtens have født hjemme både første og anden gang. Dog har jeg aldrig overvejet det det mindste. Første gang nok mest fordi jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til. Anden gang på grund af dit punkt tre. Vi bor lige ved siden af det hospital, og jeg kunne ikke komme i tanke om noget mere overskueligt end at tage derover (jeg blev heldigvis ikke så påvirket af køreturen) og så smutte fra selve oprydningen. Derudover har de jo alt andet klar. Fødekar, en bold man kan hoppe på, en seng, utallige antal håndklæder, lagner osv. Det var bare virkelig overskuelig for mig i forhold til alt det praktiske.

    • Karoline

      Dét forstår jeg godt. Skride fra oprydningen, haha. Det gjorde jeg så også, fordi jeg og den nyfødte måtte en tur ind på Riget og blive lappet sammen efter fødslen, så min kæreste stod alene med de blodige lagner, stakkels mand.

      Der er for og imod i alle situationer. Og det, jeg synes vi skal passe på med, er at tro, at der er én løsning, der er god for alle. For nogle er hospitalets neonlys en dealbreaker, for andre er det køreturen til hospitalet, for nogle er det frygten for at noget går galt, der fylder, for andre er det at kunne få epidural. Og så videre.

  • Trine

    TAK for det indlæg fra en, der skal føde om sådan fire uger ish, men som stadig ikke ved, om det bliver vaginalt eller ved kejsersnit.
    SHIT, hvor møder jeg mange fordomme, når jeg fortæller om overvejelserne. Faktisk både den ene og den anden vej. Lægerne synes, jeg er fjollet, jeg ikke bare tager det kejsersnit – de synes, det er et lille indgreb. “Folk” (andre kvinder) har svært ved at forstå, at man kan få et kejsersnit.
    Og jeg synes, dit indlæg rammer rent ind ift., at vi alle er individuelle og skal vælge den fødsel, der er rigtig for én, ens baby og ens familie❤️

    • Karoline

      Lige præcis. Rigtig god fødsel, uanset hvordan den bliver. Tænk, at du har bagt et barn – livslang applaus til dig alene for det!

    • Sara

      Din kommentar rammer mig fordi jeg selv valgte kejsersnit ved barn nr. 2. Det var der flere grunde til, men oplevelsen var, at flere mennesker (kvinder) følte en trang til at blande sig i mit valg med formaninger som “det er jo bedst for barnet med en naturlig fødsel” og lignende.
      Jeg fik mit kejsersnit og det var den fineste og bedste oplevelse jeg kunne have ønsket mig. Så… Uanset hvilken metode du ender med, er det vigtigste at du og barnet kommer godt igennem det. Hvis kejsersnit giver mest mening for dig, så vælg det. Hvis det er den eneste mulighed, så hvil i forvisningen om at det vigtigste er at I begge kommer godt igennem. Alt det bedste til dig <3

  • Malene

    Dine tekster hjælper mig altid til at huske på, at vi alle har forskelligt udgangspunkt og vi skal fokusere på at støtte os selv og hinanden i at finde ud af, hvad der er bedst for netop os selv. Tak Karoline!

  • Maria Louise

    Hørt, Karoline! Og som du skriver, er det vigtigt ikke at komme med uopfordrede opfordringer.
    Bemærkninger a la “så nupper du da bare lige en hjemmefødsel” kan jo overføres til mangt og meget. Jeg har fx langtidsammet, men kommer ikke til at opfordre andre til/anbefale alle at gøre det samme.

    Dog fortæller jeg gerne om min oplevelse, hvis samtalen falder på små børn eller amming, fordi de personlige historier kan være med til at nuancere de kategoriske udmeldinger og opfattelser, som man også vil møde (og muligvis tage til sig som sandhedEN)

    • Karoline

      Sandt, selvfølgelig skal vi kunne tale om tingene. Men huske nuancerne. Og den altid vigtige: Fortæller jeg det her forklædt som et råd, fordi jeg bare har brug for at fortælle om min oplevelse – eller er jeg oprigtigt interesseret i at give vedkommende et godt råd, som hun kan bruge i sin givne situation?

      Langtidsamning, also known as det som WHO anbefaler, også til børn fra i-lande 😉 Måske skulle vi kalde din version for amning, og så kunne vi andre bruge ordet korttidsamning!

  • Maja

    Tak! Tak for det her indlæg! Der er så meget momshaming og ting vi føler vi skal skamme os over som nybagte mødre hvis ikke alt går “urkvindevejen”, at vi nærmest glemmer det helt magiske og fantastiske i hele verden… vi har fandme lige groet – og sat et liv i verden! Så uanset om man har født hjemme eller på hospital, vaginalt eller ved kejsersnit, er man stadig helt vildt sej!

    Og det samme gælder maden – om man fuldammer, supplerer eller giver fuldt flaske! Hallo – du er sørger for at dit barn kan vokse sig stor og stærk! Alt andet lige må det da være det vigtigste!

    Tak til dig Karoline❤️ For din ærlighed og for at tale om begge sider af sagen! Det er så vigtigt!

  • Minikat

    Det er desværre ikke kun mødre, som kommer til at pege på hvilke fødsler er de ‘rigtige fødsler’. Da jeg lander på hospitalet (var blevet sendt hjem en gang allerede og ja, køretur med veer er et helvede!!!) og vil aftale med jordemoder at der skal epidural på banen nu (allerede aftalt med første jordemoder, men så var der vagtskifte og så starter man forfra…) og hun ikke mener at vi skal nu, og jeg fortæller om veninden som ikke nåede at få epidural i tide og derfor måtte føde uden (hvilket var et skrækscenarie for mig) så udbryder jordemoderen: hvor var hun HELDIG!!! Gu fuck var hun ej, hun havde traume over det smertehelvede i flere år efter. Og under og efter fødslen falder der også flere bemærkninger om at jeg ikke er god til at holde smerter ud… Jeg havde en god fødsel med meget små smerter efter epiduralen kom på bordet (FOR godt bedøvet ifølge jordemor…ja undskyld!) og jeg fødte mit barn helt selv. Hun kom ligesom ikke ud af andres krop, vel? ALLE som gror et barn og formår at levere det til verden ER AMAZING ligemeget hvordan det gik til.

    • Karoline

      Sikke da en træls kommunikation fra den jordemoder. Heldigvis er der også rigtig mange jordemødre, som mener noget andet … de er vist så forskellige som resten af os. Håber du har kunnet se tilbage på den oplevelse med optur, for ja, det var AMAZING!

  • Tilde

    Jeg er en af dem der praiser hjemmefødsler! Jeg fødte hjemme anden gang og havde den bedste oplevelse med det. Og for mig handler det altså slet ikke om at det er sejere at føde hjemme, men at jeg synes at der er så mange fordele (især når man bor i region sjælland, hej kendt jordemoder!), som jeg også under alle andre der skal føde. Så ingen shame her, men tværtimod ønsket om at andre kan få mulighed for at få en ligeså god oplevelse som mig, med den frihed jeg oplevede ved at føde hjemme.

    • Karoline

      Som sagt tror jeg ikke, at nogen bevidst gør en konkurrence ud af det. Det er bare mit indtryk, at mange hospitalsfødende forherliger og ophøjer hjemmefødslen, fordi de selv fik epidural og har følelsen af ikke at have klaret smerterne sejt, ikke så sejt som urkvinderne, der føder hjemme. Og den følelse vil jeg bare så gerne IKKE puste til. Det tror jeg uopfordrede anbefalinger kan komme til.

      Man kan sagtens være begejstret uden at shame. Det er formentlig det, du allerede gør. Men det skader da sikkert ikke at gøre sig bevidst, om man giver råd uden at nogen egentlig har bedt om blive rådet, eller om man bare rigtig gerne vil snakke om den store oplevelse, man selv har haft.

  • L

    Tak for det her! Jeg havde den bedste fødsel på Herlev (sikkert ikke på papiret, men I don’t care). Men indrømmet: jeg har også tænkt; ‘… men jeg fødte jo ikke hjemme’. Du har ret.
    Det var sejt! Med en baby, der stod skævt med armen over hovedet, 16 timers fødsel fra de der 4 cm osv. Ikke fordi det er sejt, men fordi jeg VILLE være til stede og mærke det hele, fik jeg ingen smertelindring. Det var rigtigt for MIG, og jeg havde en god oplevelse med dét. Jeg vil aldrig anbefale andre ikke at blive smertelindret, hvis det føles rigtigt for dem. Det hele er skidesejt uanset. Med alle nuancerne! Så tak for at sætte ord på dét.

    Ps. Bakker op om at bruge ordet ‘amning’ og afskaffe det der andet begreb. Underligt at man skal føle sig lidt ved siden af, fordi man ammer en 1,5-årig.

  • T

    Jeg er en af dem, med en baby skævt i bækkenet, fødsel i 24 timer, manglende fremgang, ingen pressetrang og til sidst kejsersnit. Og jeg er faktisk lidt flov over det. At jeg ikke kunne presse ham ud. Og jeg fik også en epidural, der lige gav mig nogle timers pause. Det er jeg også lidt flov over. Synes jeg har snydt i fødsel…

    • Karoline

      Det får jeg SÅ ondt i hjertet over. Sådan må du ikke tænke! Jeg mener hvert et ord i teksten: Du er så megasej.

      Har du talt det igennem med nogen? En efterfødselssamtale på fødestedet? Sådan en følelse må du ikke gå rundt med, det er ikke til at bære.

  • I.

    Jeg fødte for første gang i sommers på hospital, helt planlagt. Hvad der ikke var så planlagt var, at jeg fik en epidural undervejs, absolut nødvendigt og tiltrængt og alt det der. Og jeg var super stolt over at have født et barn og alt var godt, jeg skammede mig bare lige lidt over den der blokade. Så den undlad jeg lige at nævne når folk spurgte til min fødsel, og jeg gik endda så vidt at jeg fik min kæreste til at LOVE ikke at sige noget til nogen om mit behov for smertelindring. Jo, måske måtte han godt sige at jeg fik lidt lattergas. Overfor mig selv har jeg retfærdiggjort det flere gange med at baby måske stod lidt skævt og den slags. Og det gør mig sgu egentlig lidt trist. Tak for lidt hjælp til den følelse!
    Kh

    • Karoline

      Jeg havde bedt om epidural, hvis jeg havde nået det første gang. Og anden gang, hvis det havde været muligt i hjemmet.

      Man skal ikke skamme sig over smertelindring. Men mit indtryk er, at du ikke er alene.

  • Sarah

    Tak for et godt indlæg, der satte en masse tanker igang.
    Jeg har taget et kursus som fødselshjælper, og er netop nu begyndt at mødes med mine første “klienter” (jeg tager ingen penge for det endnu). Inden kurset havde jeg samme holdning, som du giver udtryk for i dette indlæg, at der findes ingen rigtige eller forkerte fødsler og alle er individuelle og skal føde på den måde, der passer dem. Det mener jeg sådan set stadig. Men i takt med, at jeg erhverver mig mere viden om, hvad de forskellige indgreb (igangsættelse, vestimulering, epiduralblokade, kejsersnit) har af betydning for den fysiologiske (hormonelle) fødsel og for mor og barn, bliver jeg sat i lidt af et dilemma. For selvom jeg ellers har været meget relativistisk (intet er bedre end andet), har jeg lyst til at fortælle de gravide, jeg har samtaler med, at fødslen er “designet” til at være en sikker proces og sågar ekstatisk oplevelse, hvis fødselshormonerne får de rette betingelser (og der ikke er andre forhindringer eller komplikationer).

    Måske er der også forskel på, om man/jeg taler med gravide eller (nybagte) mødre. Jeg vil til enhver tid bakke op om en nybagt mor og fastholde, at en kejsersnit-fødsel ER en fødsel og epidural ikke er “snyd”. Og at skyld og skam slet ikke har noget at gøre her (selvom de selvfølgelig er helt legitte følelser at have).
    Jeg ønsker samtidig at indgyde føde-tillid til den gravide og at hun tager ansvar for sin fødsel – og går efter stjernerne! Altså forventer at have en fantastisk fødsel, samtidig med at hun/de også laver en plan b, hvis nu der skulle tilstøde komplikationer.

    Det er selvfølgelig vigtigt, at “stjernerne” ikke altid er lig med en hjemmefødsel. Måske vil jeg bare gerne slå et slag for den uforstyrrede, fysiologiske fødsel – og de fantastiske kort- og langtidsvirkninger den har for mor og barn. Jeg tænker også, at selvom hjemmefødslen måske (nogle steder i landet) bliver gjort til “the golden standard”, som andre mødre måles/måler sig op i mod, så er det stadigvæk ikke et valg, der er ligeså nemt at tage (har færrest sociale konsekvenser), som at føde på hospital. Fordi mange ikke ved, at det er ligeså sikkert, og måske ikke kender de negative aspekter, der kan være ved de forskellige indgreb, hospitalet tilbyder.

    Jeg ved ikke, om jeg tankemæssigt bare har spillet bold op af dit indlæg, for at få ryddet op i mit eget hoved eller det er et brugbart indspark i kommentarfeltet. Uanset, så tak for indlæg og blog!

  • Ida

    Ville det være i strid med copyright reglerne at printe det her indlæg ud i A3, indramme det og hænge det op i samtlige lægeklinikker, barselsgange og venteværelser?

    Du er så god og klog. Det her ville jeg gerne have læse, da jeg var førstegangsfødende. Tak❤️

  • Mie

    At kalde en fødsel en kamp for livet og IKKE en præstation, er noget af det bedste og sandeste, jeg har læst i år. ❤️

    Der er virkelig brug for et opgør med hele det subtile moderskabs-hierarki.

    • Karoline

      Jeg kommer til at tænke på de kræftramte, der er trætte af vendingen “Hun kæmpede og kæmpede, kræften skulle ikke få hende ned med nakken, og hun SEJREDE” eller “Hun tabte kampen til kræften”. Som om kræft er noget, man vinder over, hvis man har den rette kampgejst. Og ikke en led sygdom, der hvis led nok kan tage selv den mest kamplystne fra os.

      Uden sammenligning, så har jeg det også sådan med lingoen ved fødsler. For nogle går det fremad efter bogen, for andre er det en kamp mod høj lige stand, svage veer, invaliderende fødefrygt og manglende presseveer og alt det der. Det er det, der afgør om vi kan vælge smertelindring og andre indgreb fra – ikke hvor seje, vi er. Sejhed er så misforstået et koncept at tale om, når man selv i de blideste tilfælde får tanken om man egentlig kan overleve det her.

  • Stina

    Sidder og forbereder et muligt forskningsprojekt om hjemmefødsler (om bevillingshaverne vil, that is). Retorikken har lidt givet mig ticks uden at jeg har kunnet sætte en finger på det. Det kan jeg nu. Tak for et nuanceret perspektiv.

  • Marie

    Puh, får helt tårer i øjnene over det her indlæg. Hvor har du dog ret.

    Jeg var igennem et mareridt af en fødsel. 48 timers veer, udvidede mig aldrig over fem cm, alt personale blev ved med at sige at det er helt normalt, selvom jeg blev ved med at sige at der var noget i vejen, smerterne føltes forkert. Efter 30 timer fik jeg den første smertelindring og ALT blev afprøvet, men ingenting virkede. Til sidst fik jeg høj feber og var i perioder slet ikke kontaktbar. Da min søns hjertelyd så også begyndte at dykke røg jeg til kejsersnit (hvor jeg så også lige mistede næsten to liter blod). Det viste sig at han stod SÅ forkert i bækkenet at jeg aldrig ville have fået ham ud selv. Jeg har ikke talt på hvor mange gange jeg har oplevet andre kvinder (altid dem med “nemme” og ukomplicerede fødsler på 10-12 timer) joke om at jeg jo endte med den nemme løsning eller sige til mig – sådan helt direkte, face to face – at jeg reelt ikke har oplevet en fødsel, at jeg må have en lav smertetærskel, at jeg da bare er dårlig til at føde, for “sådan er der nogen der er, det er der ingen skam i” osv. Føj. Alle de kommentarer sidder så dybt i mig her tre år efter fødslen, og uanset hvor meget jeg siger til mig selv at de ikke har ret, så HAR de fået ret i mit hoved. Og det gør så forbandet ondt.

    • Karoline

      Sikke en stærk tekst, Marie. Hvorfor siger folk sådan nogle dumme ting … så ufølsomt. Fra mig får du kun stående bifald og et dybtfølt: Du har været nogle strabadser igennem, som jeg slet ikke kan forestille mig. Jo, det var hårdt at skubbe barnet ud, men det var intenst mere end det var voldsomt, og det var ledsaget af en dyb ro i, at det midt i al smerten føltes enormt … rigtigt. Jeg mærkede fremgangen og følte en tryghed i den. At være roen og trygheden foruden kan jeg slet ikke forestille mig, og jeg er fuld af beundring for, at du har skullet være noget for din baby med det samme efter sådan en omgang. Kæmpe applaus til dig.

      • Marie

        Tusind tak for dit svar, Karoline – og for en fantastisk blog! Jeg håber jeg kan være lige så heldig næste gang. At der er fremgang og at jeg kan finde ro i netop dét.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0