I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Hvorfor er bloglæsning stadig en guilty pleasure?

Hen over dagens fødete og flødeis kom jeg til at tænke på en klog kvinde, der i en bisætning forleden nailede, hvorfor det her blogging er så dragende at følge for så mange, selv om mange helst ikke står ved det.

Det er så banalt, men ikke desto mindre ikke noget, jeg har kunnet hitte på, når jeg har måttet forsvare blogs ude i visse segmenter, hvor det stadig er smart at grine af bloggere ved hurtigt at kunne koge dem ind til bare at være en del af selfiekulturen.

Men der sad hun og sagde det over en uskyldig fiskefilet, den neutrale sandhed, som jeg så gerne havde villet kunnet fyre af, når jeg er blevet indregnet som del af klubben, der af altoverskyggende hensyn til personlig integritet og en armslængdes distance til at udstille sig selv på de sociale medier aldrig ville åbne en personlig blog og bare sådan sidde der og bralre om sig selv – og da slet ikke læse dem. Fast. (Med mindre læsningen altså kan turneres latterliggørende á la den måde den kreative klasse ser (så?) Paradise Hotel på.)

– Det handler jo om at få et indblik i hvordan andre knækker den nød, livet er – hvordan andres tilgang til den store, diffuse, helt almindelige tilværelse egentlig er.

Så enkelt. Men så sandt.

Jeg elsker at følge med i jeres liv på denne måde! Mine yndlingsbloggere er som veninder, som jeg ikke behøver investere mig selv i, når I gavmildt deler af op- og nedture og til- og fravalg og alt det sjove og alt det triste. Og jeg lærer så meget!

Det er derfor jeg elsker at checke in hos Linda i Esbjerg og lære lidt om, hvordan man er selvvalgt alenemor og så megameget andet. Og hos Sneglcille, der sidder i helt samme rutsjebane som hos mig med termin lige om lidt. Og hos Superheltemor og Maren og AmarOrama og Jane Faerber og alle de andre, der hver dag gør en indsats for at fortælle vildfremmede, hvordan deres take på hverdagen er.

Jeg elsker det. Og er så bange for, at jeg som mor ikke får tid til at følge med, hvorfor jeg inhalerer jeres ord nu som var de sprøde, lilla Scottie-chips fra Netto.

Så hvorfor er det stadig så kikset at sige, at man følger blogs på livet løs?


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.