Best of

Hvorfor der var så stille hos mig i foråret

Det syvendesidste, der forsvandt, var min lyst til at skrive.

På bloggen. På mit arbejde. I telefonens noter. På sms’er til veninder. På Messenger til min kæreste. Det at sætte ord sammen til sætninger og sende dem ud i verden som små papirbåde, som har været en grundpille i min identitet så længe jeg kan huske, fyldte mig med lede og meningsløshed.

Det sjettesidste, der forsvandt, var min lyst til at tale om mig selv.

Hvorfor jeg holdt op med at opsøge veninder og familie. For før eller siden falder spørgsmål som “Hvordan har du det?” og “Hvordan går det?”, i hvert fald i gode, sunde relationer, som dem jeg er beriget med flere af (jeg utaknemmelige skarn), og hvis der var noget, jeg ikke havde lyst til at grave i, så var det hvordan jeg selv syntes det gik. Med noget.

Det femtesidste, der forsvandt, var min lyst til at lege med mit barn.

Og derfor: Ramasjang. Hvor jeg kunne ligge helt tæt på mit barn og snuse til hendes hår, uden at hun krævede noget af mig.

Det fjerdesidste, der forsvandt, var min dårlige samvittighed.

Over Ramasjang. Over ikke at være spændende eller pæn eller sjov længere. Over ikke at gøre mig spændende tanker om tilværelsen. Over ikke at gide mere minimalisme, LCHF eller andre tidstypiske trends, jeg ellers holdt af at sysle med. Over at have inhaleret 3 sæsoner af tv-serien Rita på en uge uden på nogen måde at interessere mig for karaktererne eller handlingen. Eller Carsten Bjørnlund og Ellen Hillingsø, som jeg ellers altid har heppet på.

Det tredjesidste, der forsvandt, var selve lysten.

Til usund mad, til diskussioner, til at slappe af, til sex, til hygge, til fest, til alt det, der gør livet godt; til selve tanken om at få lyst til noget godt igen.

Det næstsidste, der forsvandt, var modet til at være vågen og gøre, hvad vågne mennesker gør: De tænker.

Og sådan blev jeg for første gang i mit liv en, der ikke nød at sidde i sofaen i nattøj en hel dag.

Det allersidste, der forsvandt, var trangen til at sove.

Og med alle de ting ude, senest hverken at ville være vågen eller at ville sove – et valg, som må siges at være ret afgørende for overhovedet at eksistere, man kan lissom ikke lade være at foretage sig én af delene – var der kun en ting tilbage at gøre.

Noget, min kæreste foreslog allerede ved det sjettesidste punkt.

At slæbe mig udenfor. Hen til nogen. Først lægen og siden den arbejdsgiver, der i flere tilfælde har vist sig at være en, der samler op, når man ikke kan selv. For at høre, om det er meningen, at man skal have det sådan som voksen. Om man ikke kan gøre noget.

1) Det er det ikke.

2) Det kan man godt.

Og da først lægens diagnose var stillet – moderat depression – og en sygemelding og et særligt jordemoderforløb for den tidlige graviditet var sat ind, begyndte det at lysne. Jeg begyndte at skrive igen og spise usund mad igen, jeg begyndte at glæde mig over graviditeten, jeg slukkede for Rita, jeg begyndte at kunne gå i seng igen uden at have det som om mørket klamrede sig om mig og ville have noget fra mig, jeg aldrig kunne få igen, hvis jeg først gav slip.

Men det er ikke noget, der går væk over night, sådan noget. Heller ikke selv om arbejdsglæden og lysten til lysten vender tilbage.

Nogle dage spekulerer jeg på, om det bare er sådan jeg er nu. Eftertænksom, tilbagetrukket, energiforladt. De dage ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med de af min ungdoms planer, som jeg stadig higer efter at opfylde: Dem om at være handlekraftig, et stærkt forbillede for mine børn, en sej klippe for min mand at støtte sig op ad gennem et langt og eventyrligt liv.

Andre dage er jeg forvisset om, at man ikke kan gøre hele personer op i så få tillægsord. Hele mennesker er faser, facetter, modsætninger, mosaikker. De tilbagetrukne er også udfarende, sofakartoflerne er også på eventyr. Og festaberne er også stille, og de kreative er også idéforladte. Men ingen er det hele på samme tid.

I dag er en af disse andre dage. Og sådanne er der heldigvis flest af.

***

11 Comments

  • Camilla

    Det er stærkt skrevet. Håber du får det bedre. Efter min far for nyligt døde, har jeg det sådan: Nogle dage lever jeg, andre dage overlever jeg.

  • Mette

    Så smukt skrevet, især de her linjer: ”De tilbagetrukne er også udfarende, sofakartoflerne er også på eventyr. Og festaberne er også stille, og de kreative er også idéforladte. Men ingen er det hele på samme tid.” <3

    Kan virkelig relatere!

  • Maude // skøreliv.dk

    ❤️!!
    P.S.: Jeg fik også konstateret en moderat depression mens jeg ventede mit andet barn, men årsagen var en anden end din. Mere håndterbar. Men altså – lang historie kort, så tænker jeg tit og ofte, at den dreng jeg bar på, faktisk reddede mit liv på det tidspunkt. Og jeg ved godt det lyder lidt hidsigt, men det er ikke desto mindre sandt. Elsker dit indlæg.

  • gravidgrahvad

    Tak fordi du deler <3

    – og at være et stærkt forbillede for sine børn indebærer også, at de oplever, at det er helt i orden ikke at være på toppen af livet altid. Og at det er godt at kunne bede om hjælp, apropos hvad du tidligere skrev om at turde række ud til den landsby, der står og tripper efter at hjælpe.

    Håber du får al den hjælp, du har brug for, og at du tør bede om den.

  • Laura

    Hvor er det smukt, stærkt og hjerteskærende skrevet. En ting er indholdet, men måden du stiller det op på, understøtter det så fint.

    Jeg håber, at du en dag kan se tilbage på perioden som lærerig — men hvor skal den bare på afstand først. Det er så ubehageligt at miste sig selv på den måde — særligt paradokserne er meget ambivalente. Når man hverken kan sove eller være vågen, kan man næsten slet ikke være. Den træthed har jeg faktisk et indlæg og nogle digte om her https://lminside.dk/depressionen-tager-over/, hvis du også nogle gange har brug for at vide, du ikke er alene.
    Alle de bedste ønsker herfra — hvor er du stærk.
    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

  • JJ

    Usch. Og tak. Og dejligt, at det går bedre (nogle dage – og jeg ved præcist, hvad du mener). Utroligt vigtigt, hvad du skriver om her. Og du er langt fra alene – desværre. Kram & tanker <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0