Hvorfor den nye regerings 65 % mænd er okay for denne feminist

7 kvinder.

Ud af 20 ministre.

Kun lidt over en tredjedel. Langt fra den halvdel, det burde være.

Det nye ministerholds kønsfordeling er et ærgerligt symptom på en megaringe ligestilling her i landet. Det kan vi sagtens blive enige om. Vi kan, derimod, ikke blive enige, hvis du altså mener, at det er Mette Frederiksens skyld, at den nye regering halter efter, når det kommer til bryster.

Hvorfor? Fordi Socialdemokratiets folketingsgruppe består – fraregnet Henrik Dam Kristensen og Henrik Sass Larsen til hhv. folketingsformandstitlen og sygdom – af 26 % kvinder. Det er altså den gruppe, folket har valgt til hende at plukke ministre ud fra.

Skulle hun sætte ligestillingen højere end alt andet og udpege alle gruppens 11 kvinder til ministre og kalde dét ligestilling? Nej, vorherrebevares. I det tilfælde ville hun vælge kvinderne til pga. deres køn, ikke deres kvalifikationer, og det er da bare at forfordele de sikkert dygtige, kvalificerede mænd i gruppen. Altså: Præcis hvad vi gerne vil undgå, her bare i kvinders »favør«. 

35 % kvindelige ministre er markant bedre end 26 % folketingsgruppemedlemmer.

Mette Frederiksen har skullet indtænke mange hensyn i sin sammensætning af ministre, og alligevel har hun formået at hæve andelen af kvinder på ministerposter i forhold til andelen af kvinder i den gruppe, hun havde at vælge fra. Igen: Den gruppe, folket har valgt til hende. 

Problemet med underrepræsentationen af kvinder i den nye regering har derfor rod et andet sted end i Mette Frederiksens hoved, synes jeg: I manglen på lige repræsentation blandt de kandidater, vi kan stemme på. 

Kun 34 % af de opstillede kandidater til valget 5. juni var kvinder. 

Det ved sådan én som Pia Olsen Dyhr, formand for SF, i øvrigt godt. Derfor synes jeg hendes tweet i dag om den skæve kønsbalance var både populistisk og harskt forenklende:

Det var under lavmålet at glemme nuancerne i, hvorfor kønsbalancen tippede – en misére, der handler om hvordan politik har været et mandedomæne siden tidernes morgen og som ikke lader sig løse med et enkelt knips fra en enkelt, kvindelig statsminister.

Og på samme måde synes jeg, at vi skal føre ansvaret for en anden af dagens store, politiske kritikker længere tilbage: At der ikke er udnævnt kvinder til at passe nogen af de såkaldt tunge ministerier udenrigs-, finans- og justits (altså … bortset fra det tungeste af dem alle, Statsministeriet). De øvrige kvinder har fået de såkaldt bløde social-, børne- og kulturområder (og forsvar- og miljø, som jeg ikke ved om jeg vil kalde bløde, men nuvel).

Hvis en eller flere kvalificerede kvinder er blevet vraget til de dyre poster, så er det for galt, ja. Jeg kender ikke folketingsgruppemedlemmernes cv’er og profiler, så jeg ved ikke, om der er nogen åbenlyse, kvindelige talenter inden for “det tunge”, der er blevet forbigået i dag. Men har statsministeren vurderet de enkeltes kvalifikationer og sammensat efter det – så synes jeg det er gået rigtigt til.

Men:

Er det et problem, at kvinder er mest på hjemmebane på de bløde områder, mens mænd går efter at score jackpot på de tunge poster i politik og erhvervslivet? Kæmpe JA. Men det er altså ikke Mette Frederiksens skyld. Det er strukturen i samfundet og vores syn på kvinder som omsorgsmestre og vores strygen ind på sygeplejestudier og psykologistudier, så vi rigtigt kan “lave noget med mennesker”. Mens mændene bliver fortalt, at de er dygtige til tal og ledelse og til ikke at vise følelser. Og det er dén indretning, der er roden i problemet.

At se isoleret på én regerings kønssammensætning er et for snævert zoom, synes jeg.

Men hvad kunne så en løsning på den politiske balanceballade være? Hvis ikke det er bare at udpege tilfældige kvinder til ministre? Et forsigtigt bud: Lovkrav om at Folketingets partier opstiller lige mange kvinder og mænd? 

Indtil da: Vi får hvad vi stemmer på. Men husk lige:

En gravid kvinde er i dag blevet udnævnt til minister, selv om hun går på barselsorlov til oktober – og selv om hun som solomor kan forventes at skulle trække et større læs i hjemmet end den almindelige chef, der jonglerer karriere og familie. 

Det forhold fandt Joy Mogensens nye chef ikke problematisk for hendes udnævnelse til minister for kirke og kultur. Og hvis ikke dét er et ekstraordinært frisk pust at sende ind på chefgangene i det her land, så ved jeg ikke hvad er. 

Hvad jeg langt hellere vil tale om af dagens begivenheder: At landets nye udenrigsminister, Jeppe Kofod, i en alder af modne 34 år og godt på vej i sin politiske karriere havde sex med … en 15-årig. Det er 11 år siden, meget er sket siden, men jeg synes simpelthen det siger så meget om en persons dømmekraft, at jeg ikke *fatter*, at han i dag har fået overrakt nøglerne til Udenrigsministeriet.

***

9 Comments

Add Yours →

Jeg er SÅ enig ifht. Joy Mogensen, det er et vigtigt signal! Men der er ikke noget krav om at ministre skal vælgrs ud fra folketingsgruppen, eller fra Folketinget for den sags skyld. Så Mette F. Har faktisk haft mulighed for at hente (kvindlige) ministre udefra, hvis hun ville rykke yderligere på kønsbalancen. Jeg kan nævne eksempler som Tommy Ahlers, Thyra Frank og Uffe Elbæk i sin tid blev ministre uden at være i folketingsgruppen ved udnævnelsen. Men jeg er grundlæggende enig i, at *vi* med vores stemmer skal sikre en bedre kønsbalance som udgangspunkt. God dag!

Ja, hun kan sagtens supplere fra udenfor folketingsgruppen, og det har hun så gjort med Mogensen (og vel også med Jeppe Kofod, det kommer hjem fra EU? Eller kan man godt være en del af folketingsgruppen dernedefra …?) De to synes jeg dog er grænsetilfælde ift. Tommy Ahlers og Thyra Frank og Lykke Friis, der ikke var i politik før. Det var de to. Det er noget af en fuckfinger til de hårdtarbejdende folkevalgte at gå udenom dem, og derfor synes jeg kun det kan forsvares, når der er tungtvejende grunde for den enkelte. Det synes jeg ikke et overordnet kæmpeproblem som ligestilling er. Det skal løses på en anden måde.

Giver det mening? Jeg ved ikke ALT om politik og har derfor har aldrig pippet om det og derfor aldrig før sat mig vildt ind i det. Men nu begynder jeg et sted. Kvinder og politik og det der med at tale offentligt, selv om man kan fejle – det er det, der er så svært. Så hellere tale om følelser, dém kender vi 🙂

Ja, my bad… Og det er jo også altid nemt at sidde her udefra og sige hvad man skulle gøre anderledes… hvis vi vil ændre noget, må vi starte med os selv og sørge for at vise det med vores stemmer. Eksempelvis at stemme personligt på én af de kvinder, der var opstillet isf. At stemme på partiet eller en evt mandlig spidskandidat…

Jeg er SÅ glad for at du skriver om “episoden” med Jeppe Kofoed, for den syntes kollektivt at være gået i glemmebogen, hvilket den ikke er her hos mig!
For ja, det siger uendeligt meget om ham og hans værdier, og det er mig ubegribeligt at det ingen konsekvenser har haft.
Han har hængt i alle mine lygtepæle, og nu står han der i mit tv og smiler med sit barn på armen, og jeg har mest lyst til at stoppe ham i en kanon og fyre ham ganske ad helvede til. Min tillid til ny regerings anstændighed og ordenlighed er smadret allerede inden de gik i gang.

Kirsten Birgit fra den korte radioavis har ikke glemt det – og informerer ihærdigt verden om, at den danske udenrigsminister efter bl.a. amerkansk lov er en “child rapist”. Det er altså god radio.

Ja, det er så en smule for useriøst og unuanceret til mig.
Jeg forstår ikke, hvorfor seriøse medier ikke har haft/beskæftiger sig med problematikken nu.
Når det er sagt, kan jeg i dag læse at dansk kvindesamfund taler om sagen. Hvor jeg står af, er når forkvinden Ulla Müller “understreger, at kritikken ikke er rettet mod Jeppe Kofod som person.”
Hvorfor ikke? Det er da udelukkende hans handling vi taler om.
Manden er minister!
Det er skammeligt.

Det går kun for Jeppe K. fordi det er så mange år siden, han havde et “forhold” til en 15 årig pige. Me too kampagnen taget i betragtning, var den ikke gået i dag. Men meget – næsten alt – kan tilgives i politik.

Denne feminist synes ikke, at det er godt nok med syv kvindelige ministre 🙂 men jeg er enig i, at problemet kommer et andet sted fra. At Socialdemokratiet er et mandsdomineret parti, og at meget få kvinder stiller op for det. Men i min optik peger dette forhold lige så meget tilbage på vores statsminister, som har været formand for partiet siden Helle Thorning, en anden kvinde, trådte tilbage. Her kunne man (jeg) godt have ønsket sig et opgør med de strukturelle problemer i partiet, der giver denne skævvridning. Det kunne passende være taget i tiden i opposition. Og det manglende opgør gør så, at hun ikke har ret mange kvinder at vælge imellem i dag.

Skriv et svar