Hvorfor blogge? Hvad det har givet mig (et ellers tænkende og selvkritisk menneske) – og hvorfor du skulle overveje at kaste dig ud i det
Blogging

Hvorfor blogge? Hvad det har givet mig (et ellers tænkende og selvkritisk menneske) – og hvorfor du skulle overveje at kaste dig ud i det

| HVORFOR BLOGGE? |

Det er lidt vanskeligt at tale om, at blogging skulle være svært at gøre … når nu jeg blogger. Fan, own det nu bare.

Men mærkatet blogger er ikke desto mindre svært for mig at skulle klistre på mig selv.

Ikke fordi jeg selv har et problem med genren (jeg elsker den til døde), men fordi jeg har mange forestillinger om, hvad folk i mit virkelige liv mener om det her med at være så synlig på internettet. De er nemlig meget kloge. Og laver meget vigtige ting med deres tid.

At det er dumt. Unødvendigt. Navlepillende. Out of character for en som mig. Og ikke mindst underligt, når nu jeg har et godt og lønnet job, som jeg er glad for.

De fleste forbigår det i tavshed. Det forstår jeg sådan set godt – jeg tænker, at det dels handler om at ville vise mig respektfuldt hensyn ved ikke at bringe mine blogemner (som tit er ret personlige) op på ubelejlige tidspunkter. Og dels om måske at tænke, at bloggens emner ikke er henvendt direkte til dem, men til … andre, fremmede, måske? Og så vil de ikke bringe emnerne i snak, for så afslører de, at de har … snaget?

Men: En blog er naturligvis ikke noget, man kan snage på. Man kan læse med eller lade være. En blog bor på internettet, og derfor er det frit for alle at læse og, skulle man have lyst, forholde sig til.

Min blog er såmænd blot min hobby – helt på lige fod med andres hobbyer. Men ikke desto mindre en hobby, jeg ikke ved om er at kategorisere som let afvigende som pole dancing, kikset som zumba eller bare lidt kedelig som badminton.

Jeg elsker min blog. Og det, den giver mig. Og jeg bliver så fuld af forhåbning, når flere veninder og bekendte giver udtryk for, at de også godt gad have en. Det gør nogle af dem nemlig … men det bliver ved snakken. Fordi life og børn og arbejde, tænker jeg. Men måske også fordi de mangler det sidste skub?

Sidder der nogen derude, der har det som dem; I mangler lidt skub og nogle gode grunde og er ved at drukne i forbehold? Så se lige her.

5 gange, hvor blogging har givet langt mere end det tager

1) Blogging førte til et vaskeægte, lønnet drømmejob

Jeg arbejder i marketingteamet på Danmarks største forlag. I dets spids står en driftig kvinde. I 2012 arbejdede både hun og jeg med andre ting end vi gør i dag, men en fælles interesse fik vores stier til at krydse: Blogs. Hun som læser, jeg som skribent. Hun var en entreprenant iværksættertype, der før nogen fandt på at kalde dem influencers, fik bloggere til at bruge deres indflydelse i marketingøjemed, og således blev jeg som blogger inviteret med til et bloggerarrangement, hun stod for.

Jeg havde dog selv holdt mig til ilden og sørget for at være synlig for samarbejde hos blandt andre hende (men også andre typer, der arbejdede inden for felter, jeg godt gad skrive om). For jeg blev ret tidligt bevidst om, at bloggen kunne være et online visitkort. Noget andet og bedre end et pdf’et CV eller en nervøst fremstammet elevatortale til typer, jeg gerne ville imponere.

Bloggerarrangementet førte i første omgang til det, som den slags altid fører til – en hyggelig aften, et blogindlæg, hooken up på de sociale medier og et “tak for samarbejdet”. Og ikke så meget mere.

Men to år senere skiftede hun job. Til et chefjob i forlagsbranchen. Og hun manglede medarbejdere. Til en række drømmestillinger, der alle lød sygt attraktive. Gæt, hvem der stod ret langt fremme i bussen, da hun skulle vælge hvilke af de mange ansøgninger, der skulle læses? Hende, hun havde mødt og samarbejdet lidt med. Yours truly.

2) Bloggen har hjulpet mig gennem den sværeste periode i mit liv

Måske har det virket voldsomt set udefra, at jeg har skrevet så meget om min mors død (eller, det frygter jeg i hvert fald, at det har). Men det har været ren terapi. At zoome ind på aspekter i sorgen og savnet og blive klogere tekst for tekst.

Jeg bliver faktisk lidt urolig ved tanken om, at de uden bloggen havde flagret rundt inde i mig. Alle de tanker. Uden mulighed for at slå anker.

3) Min blog er et værn mod glemslen

Dette punkt er måske nok det vigtigste – og mest storladne.

Efter min mors død er det blevet tydeligt for mig, at vi aldrig kender vores nærmeste så godt, som vi ville ønske. Man kan jo ikke liveinterviewe dem dagligt eller bede dem føre dagbog, som man kan læse, når de er borte. Men gid man kunne. For noget har manglet. Jeg mangler min mors tanker om så mange forhold her i livet. Især vokser efterspørgslen efter hendes erfaringer nu, hvor min datter vokser op. Hvordan var det for min mor at være mor til piger dengang, hvad tænkte hun om ditten og datten, hvad lavede hun egentlig på en almindelig dag, da jeg var 3 måneder, 2 år, 5 år?

Min blog er mit lille aftryk på verden. Til folk at følge med i i real time, ja, men også en lille hilsen til mine børn. Hvor de kan bladre løs og lære mig lidt bedre at kende, når de en dag har brug for det – som jeg ville ønske, at jeg kunne bladre i min mors liv.

Af den grund alene – mine børn – er jeg altid på mærkerne for, at mine tanker fremstår så sandfærdige som muligt. Så de ikke skal sidde og læse en redigeret version af mig. Hvem skulle det gavne?

4) Nye mennesker!

Det her var egentlig blevet et shoutout-punkt til de fabulous blogger-bekendtskaber, jeg har scoret mig gennem årene … men jeg får sådan en træls smag i munden, når Blogland signalerer lukket fest. Det må være helt irrelevant for folk, der blot læser, ikke blogger selv, at høre om hvem der er i klub med hvem.

Så.

I ved, hvem I er. Bloggere, jeg har mødt irl, og bloggere, jeg endnu blot crusher på på jeres domæner og på de sociale medier. Men dette skal I vide: I har hver især beriget mit liv med langt mere end blot jeres tekster. Ligesindede, folk, jeg virkelig kan tale med om denne vores nørdede, let set-ned-på-agtige hobby.

En megadejlig add-on til mit netværk, må jeg sige.

5) Blogging gør mig bedre til at skrive

Efter over 7 år som blogger ved man et og andet. 7 år, Niels!

Man ved noget om hvad der virker til et lille publikum. Hvor vigtigt vinkling er, og hvordan man finder en vinkel i en hverdagsanekdote. Hvordan man kommer til bunds i et emne og ser perspektivet i det, så man ikke spilder sine læseres tid, men skriver noget, der både er relevant for en selv og de andre derude.

Men Karoline, du er jo også journalist, selvfølgelig er det vigtigt for dig at være god til at skrive?

Hm, ja, måske. Men nu siger jeg lige noget meget journalistet:

Det bør også være vigtigt for alle andre at holde sig god til at skrive! At lege med sit udtryk, udvikle sine præferencer, forfine sit sprog.

Vi kommunikerer alle hver eneste dag. Hvis ikke uformelt på mail til kolleger eller i PowerPoint-form til ledelsen, så på Tinder til en måske kommende kæreste eller på Messenger til en veninde. Og hvilken gave det er, når ens skriftlige udtryk harmonerer med ens personlighed! At man ikke mudrer sin egen humor med kiksede stavefejl eller sår tvivl om sin egen begavelse, fordi man har fået udtryk eller vendinger galt i halsen (jeg kigger på alle jer, der stadig siger og skriver “bekræftigelse”).

At forbedre sit skriftlige udtryk er bestemt ikke noget, der er forbeholdt folk, der har valgt skriften som levevej. I mine øjne. Og den bedste måde at blive bedre til at skrive er at skrive. Hver eneste dag.

Det gode ved blogging holdt op mod dagbogsskriveri er, at man får direkte feedback fra fremmede, når noget er godt og når noget er skidt. I begyndelsen i form af stigende eller udeblivende læsertal. Senere i form af decideret korrektur i tilfælde af fejl eller hurraråb i tilfælde af særligt flotte formuleringer eller betragtninger. Jeg har prøvet begge dele.

*

Så. Jer med spørgsmålet “Hvorfor blogge?”. Hvad venter I på?

***

5 Comments

  • Christine

    Næsten hver eneste dag ønsker jeg mig at blogge igen. Men det er for mig lidt som med rygning. Enten ryger jeg 0 eller også ryger jeg 20 om dagen.
    Hvis jeg ikke har ordentlig tid til at blogge, så gør jeg det ikke.
    For jeg kan krumme tæer af nogle af de blogindlæg, som jeg skrev i sin tid, hvor jeg reelt ikke havde tid. For det afspejles i sproget.

    Men måske er blogverden også en anden nu end før? I sin tid følte jeg, at man skulle blogge næsten dagligt. Hvad siger du?

    • Karoline

      Hvem sagde dig, at man skulle noget bestemt? I det lange løb tror jeg det er den sikreste metode at blogge, når man har noget på hjerte.

  • Helle

    Tak, Karoline. Jeg er gået helt i stå med at skrive. Du mindede mig lige om, hvorfor jeg skal holde op med at gå i stå

  • Marina

    Argh, men jeg klapper i mine små hænder af enighed. Bortset fra det med et lønnet job pga. blogging. Det, tror jeg alligevel ikke, at man kan i “min branche”.

    Med en lille kvalm smag af opkast i munden vil jeg alligevel sige, at jeg har bloggen som *mit lille kreative (bvadr, der kom smagen) frirum*. I min dagligdag skal jeg forholde mig til akademiske tekster, producere akademiske tekster, og i det hele taget være såvel meget korrekt som præcis i mit sprogbrug. Tekster bliver gennemtygget, skrevet og omskrevet, udsat for hård feedback fra mange sider om og om igen, inden teksterne endelig findes på tryk. Det kan blive en kende trættende i længden. På bloggen not so much. Der er sproget legende, (tilstræber at være) let og meget ligetil, og det stornyder jeg. Selvom både akademisk skrivning og tekster til bloggen begge er kreative, er bloggen bare noget andet. En god modvægt til alt det formelle. Ligesom det kan være skønt både at de Jersey Shore og Deadline 🙂

    Hilsen Marina

    PS Havde du ikke engang sådan en “Hak af her, hvis du vil have en mail ved opfølgende kommentarer”? Hvis du havde, kan du lokkes til at få den igen? Jeg glemmer sommetider at tjekke for det, og det er jeg bare så ærgerlig over.

  • Kristina

    Jeg er ikke blogger og bliver det (måske?) aldrig, men jeg kan genkende mig selv i punkt 3. Meget. Jeg savner også facts og minder fra de almindelige hverdage da jeg var barn – mærkedage og sommerferier står skarpt i erindringen, men de flade hverdage er væk. Sådan helt lavpraktiske ting med hvad vi spiste, hvilke sange jeg sang, hvilke bøger jeg holdt af, hvad vi snakkede om osv.

    Så derfor købte jeg for 3 år siden en dagbog til mig selv. For at fastholde hverdagen for min skyld og (med årene) for mine børns. Hver dag afsluttes med at jeg skriver et par ord om dagens gang. I starten irriterede det mig at jeg skrev “kedelige” ting, men når jeg nu læser tilbage er jeg umådeligt glad for at jeg har noteret hvad ældstebarnet legede, hvilke ord den mindste lærte at sige, hvad vi fik til middag og hvad arbejdsdagen rummede. Mit liv består af hverdage og deri ligger lykken gemt. Og lykken kan jeg genskabe og fremkalde når jeg læser den med mine egne ord.

    Og mens jeg har dig: tak fordi du deler om stort, svært, småt og gråt. Du kan i sandhed noget med ord <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0