Familie,  Graviditet, fødsel og barsel,  Motherhood

Hvordan er det EGENTLIG at få mindre søskende?

Mon det virkelig er sådan?

Når man er 3 år og bliver storesøster eller -bror?

Sådan her:

“Måske svarer det til, at vi sagde, at Jens var det suveræne familieoverhoved og uden videre installerede endnu en kvinde i jeres hjem, som du ikke havde mulighed for at vetoe eller have bare lidt indflydelse på valget af – men bare skulle leve sammen med.”

Ordene faldt over morgenkaffen, hvor vi diskuterede Lillebrors Snarlige Ankomst med vores vennepar, der er på besøg. Jens var ikke helt overbevist om, at det for vores datter, den kommende storesøster, umiddelbart vil føles lige så urimeligt som det ville for mig, hvis jeg uden sanktionsmulighed blev sat til at dele min plads i hjemmet med en anden ligeværdig. En, de andre i familien uden videre ville elske lige så højt som de elsker mig.

Jeg var ikke helt så hurtig til at afskrive tanken. For jeg havde vitterligt ikke tænkt på det sådan. På at vores lillebror bliver andet end en gave for os alle. I hvert fald på den lange bane. Det med den korte bane har jeg været lidt mere lalalalala-hånden-for-ørerne med. Og, indrømmet, jeg fik faktisk blanke øjne på min datters vegne ved tanken.

(Og jeg kom måske til at gå lidt for langt ind i forestillingen om en eller anden Malene i mit hjem, der frit kunne bestemme farven på nye puder og som måske kan lave bedre mad end mig og som Jens ville kysse farvel, når han tog på arbejde. Og lave værre ting med, når han ikke var på arbejde – som en aldeles accepteret del af familielivet.)

Tankerne stak af, dels fordi jeg er højgravid og grådlabil over hede og uro i benene og halsbrand og hvad der ellers forstyrrer min nattesøvn, dels fordi: TÆNK HVIS DET ER SÅDAN DET BLIVER FOR VORES DATTER!?

Det lyder lidt som kolde fødder over familieforøgelsen, og det vil jeg lige understrege, at det naturligvis ikke er. Jeg voldglæder mig til vores søn lander! Men måske er mine nerver bare lidt blotlagte efter jeg i går nåede til kapitlet om pressefasen i min fødebog og blev mindet om begrebet “burning ring of fire”. Følelsen af skrævhud spændt ud om et lille hoved. Og følelsen af sofaen på tværs – de små skuldre – på vej igennem bækkenet. Siden jeg læste op på den del og erkendte, at det er noget, der kommer til at ske igen i mit liv lige om lidt, det der med at skulle presse et lille menneske ud af en relativt lille dør, har jeg nok været lidt … indadvendt. Og eftertænksom. Over om jeg har husket at tænke alt det mindre gode godt igennem.

Derfor ramte scenariet om vores kommende lille storesøster som et gok i panden over morgenkaffen. Et tiltrængt gok.

Tænk lige, hvis det ikke bliver godt.

Eller: Karoline, overvej lige, at det med sikkerhed ikke kun bliver godt! Selvfølgelig kommer der konflikter! Og det er ikke fordi der ikke må være konflikter; ikke alt behøver være rosenrødt hele tiden. Men jeg kan mærke, at jeg føler mig på lidt gyngende grund over hvad vi mon kan forvente.

Sidder I på nogle erfaringer derude? Om den første tid, når en familie på tre bliver til en på fire? Så er jeg meget i humør til konkrete tips, forklaringer, rutiner og gode håndteringer af konflikter, som kan hjælpe den kommende storesøster (og især den kommende mor til to her) godt ind i det nye liv.

***

45 Comments

  • Marina

    Det er jo også nærmest lige om lidt. Er det ikke?

    Mit bedste råd vil nok blive “Sæt forventningerne ned”. Man kan ikke både få sund og ernæringsrigtig mad på bordet samme dag, som man lægger vasketøj sammen – man må vælge. Man kan ikke både få vasket hår og sovet lur samme dag – man må vælge. Og så vil en masse givetvis bryde ind og sige “jo, det kan man altså godt – det handler bare om at prioritere og/eller gøre alt sammen med baby”, og jo, miracles do happen. Min erfaring har bare vist mig, at det er bedre at sætte forventningerne heeelt ned, så er der kortere vej til succesoplevelserne 🙂

    • Karoline

      Tjek! Jeg er god til ikke lægge tøj sammen og vaske hår på samme dag!

      Har du gode råd til at håndtere den store søskendes reaktioner på den lille? Eller anekdoter? Jeg suger alt til mig, der kan gøre mig lidt klogere på, hvad der er i vente.

  • Ditte

    Som du selv skriver er der selvfølgelig risiko for at den store er knapt så imponeret over lillebror, som mor og far. Men, min egen erfaring er, at den store hurtigt kommer efter det.

    Vi involverede vores store pige rigtigt meget i slutningen af graviditeten. Hun fik lov at købe en gave til sin lillesøster og hjalp mig med at gøre klar (hun var 2,5 da den lille blev født).

    Da mindst en var født kørte far hjem og lod lillen og jeg overnatte en enkelt nat på sygehuset og så hentede han og storesøster os på sygehuset næste formiddag. Storesøster var faktisk ikke særligt imponeret og havde lidt svært ved at forstå det hele. Men hun fik lov at være med til det hele omkring lillesøster og det hjalp, tror jeg.

    Så det er nok det jeg kan give videre, lad storesøster være med i det hele omkring lillebror og tag dig, hvis muligt, lidt ekstra tid til hende, når han sover eller ligger i armene på far.

  • Louise

    For vores lille storesøster, dengang to år, var det en fest. Hun var ret sikker på, at lillebror var en gave kun til hende. Jeg havde haft en træls graviditet, så hun var vant til, at mor ikke bare kunne komme rendende hele tiden, så hun anklagede aldrig lillebror for at hænge for meget på mor.
    I weekenderne var der masser af kvalitid og ‘storepigeaktiviteter’ sammen med faren om formiddagen (gerne ude, så mor kunne sove, når baby sov), og i eftermiddagsluren var der mor/datter-tid.
    Når alt det er sagt, så går det jo aldrig gnidningsfrit, når to så små mennesker skal leve og udvikle sig på så forskellige niveauer i den samme ramme (og sammen med voksne, der ikke sover så meget), men hun har aldrig ville undvære ham, og her to år efter kan hun ikke huske, at der var en tid uden lillebror.
    Træk vejret ned i maven, det skal nok gå så fint 🙂

    PS. Det øjeblik, hvor de får øje på hinanden og for første gang opdager, at vi to kan noget sammen (udenfor far og mor), det er suverænt det største jeg har oplevet. Så meget kærlighed!

  • Stine

    Vores store pige var noget ældre, da hun blev storesøster, men jeg tænker faktisk, at det er de samme ting, der er på spil. Bekymringerne hos hende gik på, om vi havde nok kærlighed til begge. Nu skulle 100% jo deles i to og ikke kun én (hendes egne ord). Det kan nu sagtens lade sig gøre, men for mig som ammende, øm og træt, var det nogle gange svært, at holde godt nok fokus på storesøster, når lillesøsteren også var der. Så et konkret råd er at lave et rum bare til samvær med den ældste. Måske bare en halv time, mens lillebror er på barnevognstur eller noget? Min store pige siger, det er det bedste i verden at få søskende, men også hårdt, fordi hun pludselig bekymrer sig om at miste. Av.

  • Sofie Ude

    Ej Karoline, det taler lige ind i det blogindlæg, jeg arbejder på i mit hovede! Som min sundhedsplejerske sagde, så er det “en positiv livskrise” at blive storebror eller -søster. Det er en lille krise, det bliver sikkert lidt svært men jeg tror også man kan gøre meget for at skabe den bedst mulige overgang for den store – det er det jeg tænker at skrive noget om snart. Og ikke mindst så er der jo også kærlighed og stolthed i at få en lillebror eller lillesøster, så man kan vist ikke helt sammenligne med Malene

    • Karoline

      Okay okay, Malene er ude 🙂

      Her har vi tænkt meget på, at far får meget tid med den store til at lave storepigeting, som lillebror er for lille til – så hun kan føle sig lidt speciel. Men jeg vil jo også gerne have de der stunder med hende. Det er bare lige med at få dem skabt.

  • Lærkr

    Husk den store! Lad far give baby en aftenflaske, så du fx kan putte storesøster, lad far holde øje med baby i en lur, så du og den store kan lege uforstyrret/tage på legeplads/whatever. Inddrag den store i bleskift, pludren, hente en sut osv. Sig højt til den store at nu må baby lige vente fremfor det altid er hende der må vente pga amning osv. Sænk barren! Dine børn er så ligeglade med hjemmelavet mad i den første tid, det tager vigtig tid fra jer. Tal med den store om den nye hverdag, støt hende i at det er svært, og fortæl hende hvis du også synes det er svært. For det er svært, so sorry! Men det skal nok blive godt igen. Her er lillebror 9 uger og storebror 2.5 år.

  • Diana

    Hej,
    Kender du bloggen: Catholic all year?
    Den er skrevet af en kvinde, som har ti børn, og som en konsekvens har kvinden (Kendra) lavet nogle principper for opdragelse. Jeg får altid lidt dårlig samvittighed, når jeg læser bloggen, for hun er godt nok meget konsekvent og tydelig i sin måde at opdrage på (måske også nogle gange lidt barsk). Og en del af det hun skriver, kan jeg ikke bruge til noget (bl.a. har hun mange råd til hvordan man hjemmeskoler og holder katolske mærkedage).
    Nå, men hun skriver faktisk lidt om, hvordan man forbereder børn på, at de skal have en lillesøster eller bror. Se her: http://www.catholicallyear.com/2013/01/the-your-baby-method-of-sibiling.html

    Noget af det giver mening, f.eks. det med, at der ikke er nogen grund til at fortælle, hvor svært og hårdt det bliver (det er underligt nok omdrejningspunktet i mange børnebøger om emnet).
    Vi fik en lillebror for fem måneder siden, og det gik overraskende fint – indtil videre har der ikke været nogen konflikter, men de kommer selvfølgelig nok, når lillebror kan nuppe legetøj fra storesøster om et par måneder.

    Og tillykke med, at I skal have en lillebror – hvis jeg skulle give mig selv et råd, så ville det være, at man ikke skal være så fokuseret på at alle rutiner med støresøster skal være toptunede før lillebror kommer (f.eks. at storesøster skal sove på eget værelse, selv tage tøj på osv.). Tingene falder på plads når babyen kommer og man finder ud af det.

    Og tak for en rigtig god blog

    kh

  • Skalotteløg

    Jeg kan godt følge sammenligningen – kan kun sige, at jeg ikke har oplevet, at det skulle være noget nær sådan for vores to drenge
    Forskellen ligger nok mest i, at hvor Malene i dit tilfælde er en reel konkurrent til Jens’ kærlighed – fordi vi jo lever overvejende monogamt i denne del af verden – så er der altid (!) kærlighed til begge dine unger.

    Vores store dreng elskede lillebror i det sekund, han så ham. Han var to dage fra at fylde to år, så han havde ikke rigtig noget begreb om, at der skulle komme sådan en lille en, og vi havde ikke rigtig held med at forberede ham på det. Men han elskede ham alligevel og savnede ham, når han selv var i dagpleje. Eller bare når han sov.

    Selvfølgelig er der konflikter, men jalousien går altid på, hvem der har hvilken traktor. Aldrig hvem der er mest elsket.

    Hvis du skæver til Saudi Arabien, eller hvor de nu har flere koner, har jeg læst mange historier om kvinder, der var helt okay med flere koner, fordi de så var flere om arbejdet. Så længe manden bare viste interesse for dem, der havde brug for hans kærlighed.

    Kærligheden til ens børn er heldigvis helt anderledes ❤️ Der er altid nok. Og så er der også indbygget kærlighed mellem søskende, ligegyldigt hvor meget de end hader hinanden – oplever jeg, også når jeg taler med andre mennesker om deres børn eller egne søskende.

    Jeg er nemlig også selv enebarn og anede intet om, hvad jeg kunne forvente. I forhold til samhørighedsdelen mellem dem, blev jeg positivt overrasket! I forhold til min sanity – not so much

    Bare husk, at storesøster også skal have alene-tid med mor i ny og næ. Og lad hende være med til at passe lillebror så meget som muligt (fx bære bleerne ved indkøb, kigge mens I pusler osv…) Så skal det nok gå, tror jeg. Det gjorde det her

    Og så vil jeg også sige til dig, at jeg hverken mærkede ring of fire eller nær så meget sofa-følelse anden gang. Den første udvider jo lidt Og det endda på trods af, at “lille”bror var 56 cm og vejede 4990 gram (storebror var 52 cm og 3810 gram) – så dét!
    Alt er nemmere anden gang. Bortset fra det med at få søvn eller alenetid. Det er håbløst.

    Det bliver så godt!! ❤️

  • Liv

    Blev mor for 2. gang for 12 uger siden. Min pige på snart tre har altid været interesseret i lillesøster, men JEG fik den kolde skulder i ca tre uger. Hun var sur på mig og ville kun have sin far. Det gjorde ondt oveni alle hormonerne, men jeg havde regnet med en eller anden reaktion, og det blev så den for mig. Jeg respekterede hendes afstandstagen og sov til gengæld i ske med hende hver nat og stjal mig der til alle de manglende kys.
    Vi er lige præcis ligeså tætte som før igen.

    Vi fik inden fødslen anbefalet, at mor ikke holder baby i armene første gang, storesøster skal se den lille. Læg babyen på sengen og gå på opdagelse sammen med søster. Nej, der var søreme en hånd mere og sikken skør navle.

    Min store pige er lidt hård (ikke ondt ment…tror jeg) ved den lille, og jeg tager mig selv i, at hele tiden sige forsigtig forsigtig. Nu prøver jeg at afvente lidt længere, for nogle gange griner den lille bare, og hvis hun begynder at græde, er det meget lettere at forstå, at hun ikke vil have det.

    Og i forhold til den berygtede ring of fire, kan jeg varmt anbefale en pudendusblokade. Har med den blokade sneget mig udenom ‘ringen’ begge gange.

  • Maja

    Der tre ting, som vi har gjort da lillesøster kom til for snart halvandet år siden som jeg tror har været medvirkende til at det gik over al forventing:

    – En vikle. Lillesøster boede nærmest i viklen det første halve år af sit liv. Hun fik den nærhed hun havde brug for og jeg havde hænderne fri til storesøster. Epic win. Så meget win at storesøster fik overlov fra børnehaven og vi alle 3 var på barsel sammen og hyggede os fantastisk meget. Bevares, det var også hårdt, men så så hyggeligt.

    – Gaver til storesøster. Vi ønskede os gaver til storesøster frem for barselsgaver til babyen. Lillesøster var alligevel ligeglad og det betød meget for storesøster at blive anerkendt og fejret i sin nye rolle.

    – Det er ikke lillesøsters skyld. Vi har gjort os umage for at nedtone forventningerne til storesøsters hensynstagen. Hun skal selvfølgelig være forsigtig med sin søster osv. og tage hensyn. Men helt lavpraktisk så har vi forsøgt at begrænse ‘Du skal være stille/vente/gøre abc fordi lillesøster…’ og tage den på os selv i stedet ‘Mor har brug for at du er stille/venter/blabla’.

    Nåja og så masser af kram, alenetid med en forælder ind imellem når det kan lade sig gøre og forventningerne helt i bund ifht. rengøring osv. 🙂 Det skal nok blive skønt – det ER virkelig en fantastisk gave med søskende <3

  • Lærke

    Hov, glemte et tip, som jeg faktisk synes er vigtigt og som jeg husker mig selv på hver dag efter lillebror er kommet: Din store kan ikke pludselig mere fordi hun er blevet storesøster. Lad være med at forvente for meget af hende. Kunne hun ikke selv tage tøj på inden lillebror kom, så kan hun heller ikke på magisk vis når han er kommet. Man kan hurtigt komme til at behandle dem lidt for meget som de store, og de er jo stadig små og afhængige af os, og det er bare OK

  • Mette

    Tre tips
    1: Hav solo-tid med begge børn, skil dem ad. Det er fedt for alle med tosomhed og en tur i zoo/legeplads dig og den store eller 100% babynus uden storesøster der afbryder i starten. Vi gav solotid flere eftermiddage om ugen de første måneder.
    2: køb Caroline Church Im a Big sister på Amazon og læs den højt/fordansk den for dit barn. Den konkretiserer hvad hun kan gøre og giver identitet. Du kan godt nå det. Den er klart den bedste på markedet og ikke klæg amerikansk eller åh jeg elsker min søskende rosenrød.
    3: Giv tid til børnenes relation. Min datter begyndte først at interessere sig for sin bror efter lang tid. Jeg er glad for jeg ikke forseglede det, selvom jeg undervejs frygtede at de intet ville få sammen ever.

    Og så til sidst det bedste tip jeg selv fik: husk lillebror, sagde min jordemoder. De store skal nok gøre opmærksom på deres behov, mens de små affinder sig. Jeg var så fokuseret på storesøster, og set tilbage fik hun meget mere fokus end babyen nok burde have haft. Han lå bare tit og gloede ud i luften, mens jeg piskede rundt med dårlig samvittighed og trylledej for at imødekomme den stores behov. Av.

    Der er iøvrigt 2 år mellem dem.

  • Anna

    Vi fik en lillebror i maj. Storesøster på 3,5 synes, at han er rigtig dejlig, men der er ingen tvivl om, at hun især i starten oplevede, at det var hårdt at dele sine forældre – især mor. Jeg sad jo for pokker og ammede hele tiden. Noget af det, der har fungeret her er, at jeg så vidt det har kunnet lade sig gøre, har puttet om aftenen, så der var tid til at læse og kramme uden at blive forstyrret. Og så har vi forsøgt at hjælpe hende med at sætte ord på de pludselige vredesudbrud. De har aldrig handlet om lillebror direkte. Hun er aldrig strid ved ham, men med lidt hjælp fik hun en dag sagt “jeg vil også gerne sidde ved mor – helt alene. Det skal ikke kun være Eik”. Det er bare i orden. Det kan vi finde ud af.

  • Mikala

    Hej Karoline
    Vi har en storesøster og en lillebror med tre år imellem, og det er fantastisk 🙂 De har et virkelig godt forhold til hinanden og det er en evig glæde at se dem sammen. Vi har ikke oplevet nogen nævneværdig jalousi mellem dem, hverken da han var nyfødt eller nu, hvor han er seks år og hun er ni.
    Jeg har SÅ mange gode råd, men vil forsøge at begrænse det 😉
    Vores datter havde købt en gave til sin lillebror, som hun havde med på hospitalet. Det var et lille tøjdyr, som hun selv havde valgt til ham og det betød meget for hende (og os). Det var godt fordi det var hendes “velkommen-til-vores-familie”-gave og fordi det var en rigtig fin opgave for hende at sørge for at han skulle have den, når han sov.
    Vi bestræbte os også virkelig meget på at give hende lov til meget med lillebror. Babyer er ikke så skrøbelige og det var vigtigt for os ikke at sige “nej”, når hun holdt ham, fordi det var vigtigt at hun følte at hun var en god storesøster.
    Det var også hende, der viste lillebror frem til gæsterne og viste, hvordan man aede ham, så hun ligesom var eksperten.
    Vi købte også en ret lav vugge, som var i hendes højde, for så kunne hun følge med i om han var vågen eller sov i løbet af dagen og aftenen.
    Vi fortalte også gæster om hvordan hun var en god storesøster (altså med eksempler) mens hun var i nærheden – og selvfølgelig sagde vi det også direkte til hende netop for at hun fik selvværd i rollen som storesøster. Det lykkedes og en aften, da hun sad ved vuggen og aede lillebror, så fortalte hun ham at hun var en god storesøster og der var min mand og jeg tæt på at high-five 🙂
    Det kan godt være at det lyder meget frelst osv, men jeg tror faktisk at vores omhyggelighed har været med til at skabe det gode bånd mellem dem, som stadig er der.
    Det skal nok gå og jeg syntes personligt at det var meget nemmere at føde anden gang – det er lidt ligesom om at kroppen ved hvad den skal på en helt anden måde end første gang.

  • Gitte Jensen

    Jeg fik en datter for snart 5 mdr siden. Min kæreste har to piger på 8 og 10 i forvejen. Ved godt de er meget større end din datter. Men jeg er kun blevet positivt overrasket. De elsker deres lillesøster og vil gerne holde hende og lege med hende hele tiden.
    En sjælden gang er de trætte af hende, fx hvis hun græder så de ikke kan sove.
    Vi havde også alle mulige bekymringer om storesøstre der ville føle sig tilsidesatte fordi lillesøster fik al opmærksomheden, men det har ikke været sådan. Kun glæde over deres nuttede lillesøster.

  • Anne

    Her er der 2 år og 7 måneder mellem storesøster og lillesøster. Jeg ville i bagklogskabens lys ikke insistere på, at storesøster skulle være hjemme den første uges tid, men i stedet tage det dag til dag. I mega hormon helvede 4-5 dage efter fødslen følte jeg mig helt maxet ud, og der var det hårdt, at den store var hjemme. Mine piger er rigtig glade for hinanden, og de første 3-4 uger var der ikke den store reaktion, men da det gik op for den store, at jeg var derhjemme med den lille begyndte hun at blive svær at aflevere. Jeg fik desuden et rigtig godt tip af en psykolog med speciale i små børn – hvis den store tager legetøjet (eller andet fra den lille), så lad den store uden at påtale det – de har brug for at markere, at de var der først og den lille er aæligevel ligeglad – det fik vi brug for da den lille var 5 måneder gammel, og vi kom hurtigt væk fra hele tiden at påtale over for den store, at hun ikke måtte dit og dat, ved bare at lade hende tage tingene og give lillesøster noget andet. Og i dag kommer storesøster og sørger selv for legetøj til den lille.

  • Signe

    Ja. Jeg har tips og erfaringer. Vores pige på 3 år startede i børnehave lige som lillesøster ankom. Kan ikke anbefales og gjorde nok reaktionen lidt voldsom. Hun var altid kærlig overfor lillesøster, men strid ved vi voksne. Vi lavede fx aftaler – går du selv op ad trappen (vi bor på 2. sal), så må du få 10 min på iPad. Hun synes, hun var en topforhandler, selvom hun ikke havde begreb om ti minutter.
    Jeg synes, første baby var mentalt hård – anden gang er det fysisk hårdt. Du har ikke nok arme, tid, overskud – når den lille sover, kan du ikke bare sove. Der er nogle rutiner, der skal gennemføres: måltider, aflevering/afhentning osv. Men omvendt hviler man SÅ meget mere i rollen. Men jeg var ærligt overrasket over mængden af arbejde i to børn.
    Det BEDSTE var, at min veninde havde arrangeret, at venner kom med varm mad 17.30 hver dag den første uges tid. Leveret til døren uden forventning om babybesøg eller noget. Så fedt og virkelig den bedste barselsgave ever. Anbefaler det til alle.

    • Signe

      Jeg savnede min store pige helt vildt. Det var jeg uforberedt på – hun var jo lige ved siden af. Men det var ikke det samme og jeg måtte hele tiden lade hende vente og kunne ikke bare lige læse/hjælpe/whatever.
      Og da vi med møje og besvær og planlægning havde frigjort en times alenetid med mig og den store, og vi er på vej hen på vores lokale kaffebar til enetid, så spørger hun gudhjælpemig, om lillesøster ikke må komme med!
      Man skal minde sig selv om, at det er altså en kæmpe gave at få søskende. Og lynhurtigt glemmer børnene, at den lille ikke var der engang.

  • Kathrissen

    Storebror var 3 år og 3 mdr. da lillebror blev født og der ingen reaktion overhovedet. Han elskede lillebror fra første dag og jeg var faktisk helt overrasket over at der ikke kom “noget” fra ham om at det var trælst eller lignende. Vi havde (har stadig) en virkelig nem lillebror, så det var nemt også at lave ting sammen med storebror.

  • Charlotte

    Der er meget godt at sige om den ældste er en pige. Min datter på 2.5 ammede sin kanin ved min side, var vældig interesseret i at hjælpe med at skifte babyen osv. Mine svangre-veninder som fik drenge havde meget mere jalousi og bekymring for om den store kunne skade babyen. Vi fik en sød “dukke” som vækkede en masse moderinstinkter i min pige.
    På hospitalet startede det med at stotesøster gav lillebror en gave (en pivepingvin stofdims) og så gav lillebror hende en gave (fremsynet knægt). Nogle barbapapa bøger. Som vi jo kunne læse sammen i hospitalssengen med lillebror monteret på maven (i hedebølge, fyføj det var nogle varme ammestunder).
    Hun sov hjemme med far og så kom jeg hjem efter nogle dage. Far tog på Roskilde og storesøster kom 4 dage hos bedsteforældrene (vi var sammen på hele 3. dagen allesammen). Jeg elskede at kunne fordybe mig i baby de 3 dage og lære ham at kende.
    Du kan glæde dig over din datter og Jens har et nært forhold for det gør det mere naturligt at de er nødt til at hænge mere ud sammen (afsted på legepladsen I behøver ikke skynde jer hjem).
    Jeg havde en stor fryser og havde lavet mad til måned. Gode lasagner osv. Det var fedt!

    Mit evige råd er til sidst: Fød på siden. Så er risikoen for at gå itu mod numsen meget formindsket. For presset er mod gulvet og der vil så sige mod låret.
    Det er oftest nemmere anden gang også selvom der er to søde børn (her frasagt kolik og andet “spas” selvfølgelig).
    Det eneste øv er at barslen kun er ml 9-15 og der skal hentes og handles og gud ved hvad. Der var første barsel temmelig meget herligere. 🙂 Pøj pøj

  • Kim

    Jeg tænker ikke at det kan sammenlignes med en ekstrakoncert – mest af alt fordi det hurtigt bliver tydeligt for ældstepigen, at han jo ikke vil eller kan det hun kan. Han vil skide på hendes barbier og rulleskøjter; gider ikke bestemme over tv og kan ikke klatre på legepladsen med far. Så konkurrencen er heldigvis ikke direkte, da de vil forskelligt.
    Men kriser kommer der…
    Min ældste var også tre da nr to blev født. Hun tog det pænt og var meget vild med lillesøster. Sad med hende meget og viste hende alle sine smukke ting. Men hun var ikke vant til at få:”du må lige vente” at høre, og reagerede rasende på mig flere gange.
    “Jamen jeg er tørstig NU!?!” Sagde hun overrasket første gang jeg sad og svedte over amningen og sagde hun måtte vente, og da hun fandt ud af at jeg ikke rejste mig og lavede saft, hældte hun rasende mit vandglas ud over gulvet med at skadefro:” hov…”
    Lignende skete en del gange den første måned, men gradvist blev jeg bedre til at kombinere fx amning med højtlæsning, så vi kunne lave ting sammen alle tre; hun blev bedre til at vente lidt eller forsøge at hjælpe sig selv; og da lillesøster hurtigt sendte hende de allerstørste smil, forsvandt modviljen hurtigt.
    Som en skrev højere oppe: ros hende for alt det hun kan, lav ting med hende alene også, sæt ord på hvordan hende og lillebror ikke gider det samme, få hende til at hjælpe med at vælge hans bukser eller vaske hans mås. Vi var bedre rustet da vi fik barn tre og fire og oplevede ikke meget krise fra de store over det, men første gang ville jeg ønske jeg havde nået at tænke lidt over det der med at hun skulle lære at vente eller få nej.
    Det ER en gave med søskende og det bliver hurtigt godt, men man skal jo lige finde hinanden i det. Knus

  • Camilla

    Har lillebror på knapt 6 mdr. Storesøster var 3 år og 4 mdr. da han kom. Havde også hørt den der med “Malene” og oveni det skulle hun starte i børnehave. Da min mand så begyndte at advokere for suttestop midt i det hele, sagde jeg alligevel stop:/. Hun har altid været vildt storesøsterskruk, så udover små kriser over at det var en bror og ikke en søster, gik det egentlig virkelig fint. Hun havde også købt en bamse til ham (ved ikke helt hvor meget det betød) og så havde vi pointeret over for nærmeste familie at de skulle gøre et stort nummer ud af at hun var blevet storesøster istedet for at fokusere på lillebror lige med det samme. I venneflokken har de alle flere børn og kender møllen, så hun har væltet sig i storesøstergaver.
    De første par uger var hun ret strid overfor mig (og igen nu, faktisk), men så længe det bare var mig og ikke ham hun var gal på, så var det ok. Jeg kan bære det og ved jo godt hvor meget hun elsker mig under hidsigheden.
    Som alle andre har sagt, så skru forventningerne ned. Så længe alle er nogenlunde mætte og har fået børstet tænder når dagen er slut, så er det en succes. Jeg droppede alle iPadrestriktioner og vi lavede f.eks. Hama-perler på iPaden eller så bare skærm sammen. Vi bor dog med en anden familie, hvilket klart hjalp ift. praktik og selskab til hende. Puh, det var sgu noget af en smøre…

  • Emilie

    Hej!

    Jeg har ikke selv født hverken et eller to børn, men til gengæld har jeg arbejdet to år i en integreret institution, og dermed set mangt et barn blive den store søskende.

    Og det kan faktisk godt være et traume for dem. Men jeg har kun oplevet det, når mor og far afleverer den – nu pludseligt – store i institutionen fra 7-16 under deres fælles barsel – og en barnepige så henter. Og det sker faktisk ofte. Din datter skal lære at være storesøster, og det kræver øvelse. Ligeledes kræver det (måske) lidt øvelse fra jer at være forældre til to. Og det får man immervæk kun, når man er sammen 🙂

    Undskyld hvis jeg lyder som en sur kælling – det er ikke fordi I aldrig må aflevere jeres børn i institution igen. Men jeg har bare oplevet det så uhyggeligt mange gange, og det giver ondt i maven. Giv hende nogle korte dage og hold hende hjemme hvis I kan overskue det.

    Held og lykke med det hele – I skal nok klare det godt 🙂

  • Marianne

    Storesøster på 3 år var hos farmor, mens lillebror blev født, og så kom hun hen på hospitalet, gav ham en gave og var med til at tage ham med hjem – efter råd fra gode venner. A la mindre afskrækkende at han pludselig havde indtaget hjemmet, mens hun var ude, men at hun i stedet selv havde været med til at hente ham på hospitalet. Og så en ny dukke til hende, som hun kunne amme og pusle, mens jeg tog mig af lillebror – “så har vi begge to barsel, mor”.

  • Linda

    Et helt lavpraktisk råd, som jeg ikke kan huske, hvor jeg læste, men som gav enormt meget mening for mig var, at du, når de skal møde hinanden første gang, ikke sidder med den mindste i armene, men at babyen ligger i en lift, så det første, hun skal forholde sig til, bare er babyen, og ikke mor, der stirrer forelsket på babyen i armene (=ikke længere plads til dig.)

    Jeg var i begyndelsen meget, meget omhyggelig med ikke at rose Anton, når han var sød ved Frida, eller at sige ting som: “Skal lillesøster ikke lige have et godnatkys”; ganske enkelt for at han ikke følte sig forkert, hvis han ikke lige havde lyst. Noget af det, der gør mest ondt på mig, er store børn, der kun nusser deres mindre søskende, mens de råber: “Se mor. Nu kysser jeg babyen”, fordi det udelukkende er noget de gør for at få mentale guldstjerner. Det betød, at jeg måtte vente lidt længere på det. Til gengæld kommer det 100% fra ham, når han har lyst til at give hende et knus. (Og omvendt, i øvrigt).

    Jeg er super opmærksom på aldrig, ALDRIG at bruge størrelsen som argument (“Lad nu hende få den – det er dig, der er den store/hende, der er den lille”) I min optik er det en sikker måde at skabe søskenderivalisering på, fordi den ene får mere snor, udelukkende pga. rækkefølge. Man ville sgu da selv blive tosset, hvis goderne på en arbejdsplads f.eks. blev fordelt efter det princip.

    Og endelig har jeg prøvet at skabe et bånd mellem dem ved at bede Anton om at hjælpe Frida med små, praktiske opgaver. At lyne en jakke, få skoene rigtigt på osv. Det ser umiddelbart ud til, at det skaber et fint bånd; at de opfatter hinanden som holdkammerater, man kan bede om hjælp.

    Jeg var også meget nervøs for netop det, du beskriver, og der er masser af historier om jalousi osv. Men til trods for, at vi ikke har en far, der kan tage børnene på skift, så de kan få solo-tid, så har jeg aldrig – ikke én eneste gang – hørt Anton give udtryk for, at han følte, Frida tog noget fra ham med sin ankomst <3

  • Maria G

    Lillebror kom til verden i starten af marts, da Iben var 2,5 år. Her efter 5 måneder vil jeg bare sige, at det er gået helt vildt godt med at blive en familie på 4, og søskendeforholdet er strålende.

    Her er konkrete erfaringer:

    – Storesøster holdt fri fra dagpleje i en uge efter fødslen. Den nye baby skulle være en fælles oplevelse, og den skulle hun være en del af. Jeg har pædagoger i familien, som fortalte, at børn, der lige er blevet storesøster/bror, ofte reagerer henne i institutionen, fordi mor og far er hjemme med nye baby, og det kunne mit hjerte bare ikke bære. Jeg fik SÅ ondt i maven ved tanken om, hvis vi sendte hende i dagpleje dagen efter fødslen, og så kunne hun sidde der og tænke på, hvordan mor og far og baby var derhjemme og hyggede sig, mens hun ikke måtte være med. Av. Nej, det var os ALLE 3, der fik et nyt familiemedlem. Og ja, det var sgu skide hårdt at have tumlingen hjemme lige efter fødslen, men det hele værd.

    – Jeg gjorde mig umage med at lave ting kun med storesøster lige fra starten. Og det er da helt sikkert udfordrende at finde på ting at lave, når man har voksenble på og bløder og går som en på 91 år, og der desuden ligger bunker af sne udenfor. For mig blev yndlingsaktiviteten laaaaange bade sammen – hende i badekarret, mig i brusebadet og så masser tid og snakke og sæbeskum. Det var guld værd og virkelig hyggeligt. Derudover kunne vi læse bøger, se tegnefilm, tegne og andet stillesiddende.

    – INTET er lillebrors skyld. Jeg gjorde mig helt vildt umage med aldrig at give lillebror skylden for, at vi ikke kunne lege/tumle/råbe/komme på legepladsen. Jeg ville ikke give nogen som helst anledning til, at hun skulle blive sur på ham, fordi han begrænsede hende. Så hvis jeg sad og ammede, og hun gerne ville bygge lego, så ville jeg fx sige, at det har jeg ikke lyst til, men jeg vil rigtig gerne læse en bog med dig. Eller hvis lillebror endelig var faldet i søvn og hun begyndte at råbe, så ville jeg sige, at indenfor snakker vi stille, men udenfor må du gerne råbe – istedet for at sige “kan du så være stille, lillebror sover.”

    – Min lille pige er pludselig kæmpe stor. I dagene efter fødslen følte jeg virkelig, at Iben var vokset flere år over natten. Som om hun fysisk var blevet større. Det var ret syret, for det føltes helt virkeligt, selvom det selvfølgelig var fordi, der pludselig var kommet et lillebitte menneske ind i familien, som fik hende til at se meget, meget stor ud fra den ene dag til den anden.

    – Der skal MEGET til, før jeg griber ind, når storesøster tumler med lillebror. Hun kan godt være lidt hårdhændet, som små børn jo er, men jeg giver rigtig lang snor, så hun kan få lov at være sammen med ham på sin måde. Selvfølgelig griber jeg ind, hvis jeg kan se, at det dér må gøre ondt, eller hvis han græder, men for det meste har han bare det største grin på.

    – Når lillebror kigger på storesøster – WOW! Han vrider gerne sin krop halvt af led for at se, hvad storesøster laver, og hun kan få ham til at grine med hele hans lille babykrop. At se de to sammen er det vildeste <3

  • Astrid

    Jeg har tre børn: to drenge på hhv 4 og 6 og en pige på seks mdr. Da lillebror kom til var ældsten lige blevet to. Der var ingen reaktion, jeg tror ikke der gik to uger før han havde glemt, at det havde været anderledes.

    Denne gang har der intet negativt været fra den store. Han elsker sin lillesøster. 100% og fuldstændig betingelsesløst og han er faktisk en hjælp med hende. Midterbarnet? Not so much. Han synes lillesøster er irriterende og han er jaloux. Og jeg forstår ham godt. Jeg (midterbarn ‍♀️) var selv fire, da min lillesøster blev født og jeg kan stadig huske den grimme følelse af at jeg ville ønske at hun skulle bo et andet sted. Men han har også “mistet” mere end storebror: vores midterbarn har altid været knyttet mere til mig end nogen anden og der er bare ting, jeg ikke har kunnet, som jeg kunne før fordi der helt enkelt er mindre tid til hvert barn når der er tre, end når der er to, især når en er en ammeigle. Jeg tager det ret roligt (jeg synes ikke jeg har noget valg!). Jeg har et meget tæt og godt forhold til min lillesøster og har haft det siden hun vel var ca fire. Jeg prøver at lave små stunder med begge drenge hvor de er alene med mig, men det er begrænset hvor meget det kan blive med en søster, som indtil for tre uger siden blev fuldammet og ikke vil tage en flaske. Og det er der simpelthen ikke noget at gøre ved. En baby kan ikke behovsudsætte. Det kan en 4-årig i et vist omfang og så har han også en god far.

    Og jeg er overhovedet ikke enig i, at de ældre søskende ikke viser sig at kunne mere end før lillebror/søster kom til verden. Mine drenge er vokset helt vildt meget med opgaven – begge to – og der mukkes mindre og de kan pludselig selv tage noget at drikke, smøre en leverpostejsmad, falde i søvn uden at komme ned ad trappen 117 gange når far ikke er hjemme og baby ammer osv.

    Helt ærligt? Jeg mener virkelig, det er en gave at få søskende netop fordi man lærer noget om at tage hensyn til andre og give plads. Forhåbentlig er ens søskende nogen, man elsker og har et godt forhold til, også som voksen. Det betyder ikke, at jeg forventer, at min 4-årige elsker sin lillesøster ubetinget og hele tiden. Og det er okay at han synes hun er træls når hun skriger eller kravler hen og ødelægger hans leg. Det er også okay, at han siger det til mig og min mand. Så snakker vi om det og om hvorfor lillesøster gør det hun gør og at hun ikke rigtig kan gøre for det. Og langt det meste af tiden går det fint.

    Så: lidt lige som med fødslen: træk vejret, ro på og bare vær i det. Det løser sig og hvis det ikke bare løser sig af sig selv, så finder I en løsning. Og hende Malene? Glem hende. Forskellen er vel også at med en ny dame risikerer man selv af blive smidt ud. Og dét gør ældstebarnet ikke. På magisk vis elsker man bare endnu et barn uden at der går kærlighed fra det første.

  • Ellen

    Helt kort men allervigtigste erfaring jeg har gjort med tre børn på 4 år: Hold fast i grundtanken om at det ikke er synd for børnene at få søskende. Det er en gave – og så er det også den energi I smitter storesøster med.

  • Merete

    (Jeg har ikke læst alle kommentarerne, fordi jeg i virkeligheden burde sove nu, så du har muligvis fået lignende 34 gange allerede – i så fald, never mind).
    Vi fik nummer to for 6 mdr siden, den store var 2,5 år. Det har været fucking hårdt! (Kolik kan seriøst heller aldrig anbefales, og jo, man kan åbenbart godt få 2 kolikbørn). Den store har været så sød ved den lille, og det er først nu, hvor hun er ved at være stor nok til at nuppe hans legetøj, at han bliver lidt træt af hende. Men familieforøgelsen VAR hård for ham. Jeg har tudet, da en pædagog i vuggestuen fortalte, at han savnede mig. Jeg har bandet mig selv langt væk over at have haft kort lunte overfor den store, når nu det i virkeligheden handlede om, at jeg (og manden) var udmattede. Og jeg forstår godt, hvis den store har været i en form for sorg, for han har i en periode måttet undvære vores opmærksomhed, på trods af alle forsøg på, at han ikke skulle forfordeles. Jeg indrømmer blankt, at vi havde undervurderet, hvor stor en omvæltning det ville blive for den store. Men… når alt det er sagt, så er det allerede vendt. Vi har genfundet balancen, der er igen tid og overskud til alle. Den hårde tid er (næsten) glemt, og hvad er 6 mdr i virkeligheden imod resten af livet?
    Og så er jeg selv enebarn og ville sådan ønske, jeg ikke var. Som barn tænkte jeg aldrig over det, men som voksen er det en sorg at være “alene” på den måde.
    Så mit råd er nok at skrue forventningerne til den første tid som 4 ned, og så ikke miste modet helt, hvis det det bare er røvhårdt i starten. Og hey, vi lærte også at hele barndommen ikke er smadret bare fordi man får lidt for fri Ramasjang og Smarties et par måneder.

  • Merete

    Nå ja, glemte lige det bedste råd vi fik: sørg for at der er plads til, at den store godt må føle, det er træls med den der baby. Babyen er mor og fars projekt, og man må gerne synes, det er træls når den skriger fx. Vi har faktisk kunnet grine med den knap 3-årige over, at hende lillesøster skreg helt vildt hele tiden. Det letter at få italesat den slags. Og så tilbyd hende at være en del af det, når I fx ammer eller pusler, men lad være med at forvente, at hun har lyst og respekter, hvis hun slet ikke er interesseret i det.

  • Stinne

    Jeg tror mit bedste råd er bare at se hvordan storesøster reagerer accepter det og tilpas det. Her var storesøster lige begyndt i børnehave og havde fået dræn i ørene da lillesøster kom. Det frygtede jeg var en stor omgang når nu lillesøster kom. Men det gik så fint. Vi var meget obs på at der var plads til begge og til alle følelser. Og ja sommetider måtte jeg f.eks. Amme for lillesøster skulle have mad så jeg kunne ikke lige lege med Lego..men hun måtte gerne sidde hos mig og jeg kunne læse en bog osv. Andre gange fik hun alene tid. Og jeg havde lillesøster i ville så jeg havde hænderne lidt mere fri. Og så fortalte vi lillesøster at hun var heldig hun havde fået sådan en skøn storesøster. Vi havde den store hjemme nogle dage fordi jeg ikke ville have hun skulle føle sig afvist/sendt væk pga. Lillesøster. Og efter nogle dage kom hun afsted nogle korte dage. Det fungerede godt fordi jeg så fuldt kunne fokusere på lillesøster der og så var der ikke helt så dårlig samvittighed over lidt mere distraheret amningosv.når storesøster var hjemme. Og så synes jeg i øvrigt alle vores gæster var så gode til at holde på hende først og have en lille ting med til hende også. Det tror jeg også gjorde en forskel fordi hun ikke følte sig glemt.
    Storesøster var så meget med hun havde lyst til så hun har siddet helt oppe i hovedet på lillesøster når hun blev ammet, mærket om badevandstemperatur var for varmt osv. Jeg tror man skal se på den store og give dem pladser til at være og reagerer hvis de har behov men også hjælpe dem til at finde ro i en NY familiekonstallation..for de får jo ikke vores uddelte opmærksomhed og skal lære at vise hensyn men det en god ting at have lært. Jeg var overrasket over hvor let det gik for vores store. Og så snakkede vi om at kærlighed er lidt magisk fordi det er sådan at der bare kan komme mere af den og at vi elskede dem begge lige meget

  • gravidgrahvad

    Dit kommentarfelt er sikkert spækket med gode inputs, og muligvis er andre kommet med samme betragtninger, som jeg nu vil dele, men da jeg lige har sneget mig til en blog-pause på arbejdet, får jeg ikke læst det hele igennem. So here goes:

    1. Da enebarnet blev til storesøster i vores familie havde jeg forberedt mig og læst op på emner, der både dækkede den der store kærlighed mellem lille og stor, som gjorde at man som forælder på nogle måder blev nødt til at beskytte den lille lidt, og også om jalousi, tilbagegang i udvikling og alle de andre reaktioner, der også kunne komme. Stor var min overraskelse da der slet ikke kom nogen reaktion. Da vi kom hjem med lillebror, kiggede hun bare lidt på ham og gik derefter igang med at lege med lego. Hun ignorerede ham nærmest, indtil han begyndte at kravle. Men ikke sådan en protest-ignorering. Han var ganske enkelt bare slet ikke interessant.
    Så – ingen reaktion kan altså også forekomme.

    2. Pas på parforholdet. Det er mere ensomt med nr. 2 – sådan har jeg i hvert fald oplevet det. Den første er man på mange måder mere fælles om, og man kan også skiftes til at få lidt alenetid, komme på toilet og i bad i nogenlunde fred, men med 2’eren bliver arbejdsdelingen ofte – naturligt nok – at far har den store og mor har den lille, og nogengange den anden vej, men man gør meget mere tingene hver for sig. Husk at gøre ting sammen alle fire og også de to voksne + den store og de to voksne + den lille og alle de andre forskellige konstellationer, familien nu kan præstere.

  • Trine

    Du har fået masser af gode kommentarer, men jeg vil alligevel lige pippe med. Her kom lillesøster til verden for 8 uger siden, og storebror Alfred er 3,5 år, og han er simpelthen så glad for hende. På en måde jeg slet ikke havde forventet. Hun er det første, han spørger efter, når han vågner, og for lidt siden da jeg puttede ham, og faren gik med den grædende baby, bad Alfred mig hente hende og amme hende i sengen ved siden af ham. Det gjorde jeg, og begge børn faldt i søvn ❤️ Der smeltede jeg simpelthen. Jeg har været imponeret over, at han lige fra starten har set hende som en del af vores familie – at hun hører til sammen med os. Som forældre gør vi, hvad vi kan for at få tid med ham, og vi er heldigvis meget hjulpet af, at hun er ret nem, så der er den tid til ham, som han har brug for.

  • Elisabeth

    Jeg var 4 år da jeg fik en lillebror. Han var syg da han kom ud, faktisk så syg at han og min mor boede et halvt år på sygehuset. Jeg måtte ikke besøge ham eller røre ham det første lange stykke tid. Jeg var så skuffet, for de andre børn i børnehavet havde jo fået “ordenlige søskende” – som de kunne holde og rører ved. Men ikke mig.
    Faktisk var jeg rigtigt vred på min mor, fordi hun ikke havde gjort det ordenligt. (Jeg havde jo luret hvor lillebror havde boet inden han kom ud)

    Men da han kom hjem blev vi enormt tætte. Vi sov helst sammen, sådan jeg kunne rører ved ham. Mine forældre har fortalt jeg gav udtryk for at jeg var bange for at han skulle blive syg igen.

    Tilgengæld indførte mine bedste forældre begrebet “først og størst”, for jeg blev sjovt nok rigtigt meget passet hos dem. Og forkælet. Og jeg blev ved med klart at være “først og størst” også op i mine støre teenageår. Hos mine bedste forældre fandt jeg den ro og opmærksomhed som mine forældre ikke altid havde. Her talte jeg også med mine bedste forældre om at det var svært han var syg, det var svært han fik mere opmærksomhed end mig.

    Så mit råd er nok – involverer flere voksne. Giv den ældste muligheden for at talte om det med nogle andre, og vis den ældste at det også er et speciale og vigtigt barn. O

  • Mathilde

    Hej Caroline,
    Der er mange gode råd her i dit kommentarfelt – der er 2,5 år mellem min datter og hendes lillebror. Vi havde gjort os mange overvejelser om “den gode håndtering” af den nye situation, men det viste sig efter en 4-5 uger at lillebror havde kolik og derfra var det lidt en kamp om at bevare en nogenlunde sindstilstand. Vores datter ville KUN have mig, og jo mere vi prøvede at tale far op og udleve hyggelige ture for far/datter – jo mere nægtede hun. Lillebror med kolik for fuld hammer, ville ligeledes kun tage sig til takke med mig. Boende på min krop med et bryst i munden. Efter at have forsøgt at gøgle løsninger i nogle uger, blev enden på det at jeg havde lillebror i vikle/bæresele altid (for at minimere gråd) og min datter i en omkreds af 10 cm. Sådan var det i et halvt år. Min datter var hverken sur på lillebror eller særligt betaget, men accepterede ham fuldt ud, så længe hun kunne være ligeså tæt forbundet til mig. Hvilket ikke tidligere var et behov. Efter jeg selv og min mand accepterede at jeg var en omvandrende treenighed og han udelukkede kunne bidrage som praktisk gris, gik det faktisk fint. Og da lillebror efter 8 måneder var klar til at “komme af min krop”, fulgte vores store pige med.
    Det var på mange måder rædselsfulde at være gidsel (sådan følte jeg det virkelig), og jeg dagdrømte om at være alene: alene i bad, alene på toilettet, alene på indkøb og andre utopiske ting, men det gik – og forresten blev højdepunktet min datters putning – jeg ammede min søn liggende mens jeg kunne læse for min datter/sludre/tegne hende på ryggen osv.
    Så selvom gode råd ikke altid kan eksekveres, finder man løsninger som fungerer.
    Og her flere år efter, har jeg alt tid i verden til at være mig selv. Så nu er det mig som jagter symbiosen og nærværet:)

  • Heidi

    Hej Karoline

    Tillykke med at I snart bliver en mere, det er dejligt.

    Storesøster, Ronja, var kun 2 1/2 da lillebror,Thore, kom til verden, så jeg havde virkelig mange af de bekymringer, som du giver udtryk for.
    Jeg prøver at huske tilbage på, hvad vi gjorde herhjemme, for de to unger, som nu er ni og næsten syv, er bedste venner i dag.
    Jeg kan huske, at Ronja altid havde meget fri og meget korte dage i institutionen, hun var altid med til alting – putte, skifte ble, give flaske osv. Dessuden synes hun bare, at det var mega fedt, hun havde også glædet sig, det var lige så meget hendes lillebror, som det var vores søn, der var på vej.

    Så… Mit råd er vel bare, at inddrage og ikke eksludere (ikke at jeg tror, at det var din plan).

    Håber du og maven og familien har det godt.

    Heidi

  • Chsrlotte

    Jeg har ikke læst alle kommentarerne, så jeg beklager på forhånd, hvis jeg gentager noget Vores dreng var 2 år, da lillesøster kom. Vi havde købt en gave til ham fra hende (udstyr til hans legekøkken), så hun fik lidt goodwill fra starten og han var optaget af det nye legetøj de første par dage. Vi involverede ham så meget som muligt – han hjalp med af skifte ble, hente stofbleer, bade og give tøj på. Vi forsøgte at gøre ammestunden hyggelig, så vi læste ofte bøger eller han ammede sin dukke (eller så tv, hvis det var sådan en dag…). Jeg var meget opmærksom på at undgå at give lillesøster skylden for noget – så hvis storebror gerne ville lege LEGO på gulvet, men jeg sad i sofaen og ammede, så sagde jeg “jeg sidder lige i sofaen og hviler mig. Mine ben er så trætte. Skal vi læse en bog?” i stedet for at nævne amning og lillesøster som ‘problemet’. Vi sørgede også for at storebror fik alenetid med mig – lillesøster sov gode lure på fars bryst i weekenden, så storebror og jeg kunne smutte på legepladsen, biblioteket eller gå en tur. Vi var aldrig ret langt væk, men vi var alene og det var det vigtigste. Sidst men ikke mindst var viklen GULD værd i forhold til at have armene fri til den store, som jo stadig også er lille.

    Storebror fik en reaktion på lillesøsters ankomst efter et par uger og begyndte at bide hende. Vi satte ord på, at det var svært, at lillesøster var her, men at det ikke var okay at bide. Så vi anerkendte hans følelser og forsøgte at rumme hans reaktion, men uden at acceptere bideriet. Det var sgu en hård periode, for hun var lille og hjælpeløs og han havde det tydeligvis også svært <3 Vi endte med at tage ham ud af vuggestuen og have dem begge hjemme – og det har uden tvivl været den bedste løsning for vores familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0