Sorg

Hvis I skulle give mig en barselsgave, så skulle det være dette. På forhånd tak.

Ved I, hvad jeg ville blive så glad for?

Hvis bare én af jer ringede til jeres mor i dag.

Det behøver ikke være for at fortælle hende, at I elsker hende eller for at vade i, hvor meget hun har betydet for jer og at uden hende ville intet være og alt det der, man aldrig får sagt.

Det kan bare være for at høre hvad hun har lavet i dag. Hvad hun har planlagt i weekenden. Den slags. Det kan klares på 10 minutter – på vej til det, du sikkert skal i aften.

Hvis jeg kunne ringe til min mor i dag, så ville vi sludre om at i dag er terminsdag. At der vist ingen lillebror er på vej. At han måske venter til på søndag, som er en virkelig flot dato: 9.9.18.

Hun ville fortælle mig, at jeg skal huske at få hvilet op til fødslen, og jeg ville sukke, at jeg er helt udhvilet nu, og at jeg får liggesår, hvis jeg skal hvile mere. Hun ville sige, at hun jo bare mente det venligt, og kortvarigt ville der være irritation på stemningen, for sådan var det med os: Hun sagde noget så banalt og velmenende, at jeg kun kunne vrisse til svar, og på den måde lignede vi nok rigtig mange andre mødre og døtre.

Og så ville hun prøve at skifte emne, og hun ville komme til at sige noget andet, der også bare var banalt og velmenende, måske noget om at det bliver så dejligt med en af hvert køn eller at aldersspændet mellem de to børn bliver helt perfekt – “hvor FÅR de meget glæde af hinanden” – eller noget andet, man umuligt kan mene noget ondt om, men alligevel ville jeg blive ond i sulet.

Men denne gang i samtalen ville jeg også kunne se, at det er mig, der er en teenager, og at det ikke er hendes skyld, at hun så nemt får mit blod i kog, altid helt uden at ville det, og jeg ville få ondt af hende, fordi hendes datter er sådan en cunt, og så vil jeg prøve at bide det i mig.

Og spørge til hende. Om hun er tilfreds med sin nye Rema. Om hun skal spise noget godt i aften. At jeg da synes hun skal få købt et Netflix-abonnement, når nu hun synes DRs liveprogrammer er så trælse; at jeg gerne vil hjælpe hende med at komme på.

Og sådan ville det gå i samtalen, frem og tilbage, indtil den var slut. Og ingen ville ane om det var den sidste af sin slags nogensinde. Men hvis det var, så kunne vi godt være den bekendt.

Hvad jeg ikke ville gøre for den ligegyldige samtale på en dag som i dag.

Ring til din mor. Bare for at sludre.

***

26 Comments

  • Marie

    Jeg har lige sendt din tekst til min mor. Tak for den. Jeg skal nok også ringe til hende. Godt jeg sidder herhjemme og skriver, for nu græder jeg lige lidt.

  • Trine

    Hver dag ringer eller skriver jeg til min mor – og det er jeg uendeligt taknemmelig for at kunne. Om et par timer pakker jeg min familie sammen i vores lille bil og tager hjem til mine forældre, hvor vi skal tilbringe weekenden. Lige nu sender jeg dig kærlige tanker. Jeg ville ønske, du ikke skulle undvære din mor ❤️

  • Sara

    Jeg tog en pause fra arbejdet, gik en tur og ringede til min mor. Hun glædede sig til at se den nye Whitney-dokumentar i eftermiddag og et havbad i Vesterhavet med min moster i morgen. Vi undgik faktisk at småskændes i de 12 minutter vi talte sammen. Så tak for at minde mig om at ringe og værdsætte, at hun er der i den anden ende til at tage telefonen og tale om små ting og store ting. Ps. Krydser fingre for lillebror bliver et søndagsbarn, men synes faktisk de fleste datoer i september er flotte – især med 2018 efter 🙂

  • GiSP

    Jeg har været SÅ irriteret over, at min mor ringede til mig hver dag for at tale om ligegyldigheder eller spørge, hvornår jeg mon kom og besøgte dem igen, for det var så laaaang tid siden. Hvis jeg ringede til hende i dag (hvis vi legede, at hun stadig havde en telefon), ville hun ikke ane, hvem jeg var. Det ved hun heller ikke altid, når jeg besøger hende. Og så var det jo, man godt kunne ønske, der havde været lidt færre ligegyldigheder i de samtaler, der var engang …
    Jeg håber for dig, at lillebror snart melder sin ankomst – søndag lyder som en perfekt dag til den slags!

  • Kat k

    Efter jeg mistede min far som barn, har min mor og jeg haft et meget specielt forhold. Jeg ringer til hende hver evigt eneste dag, og for ikke så længe siden fortalte hun mig hvor meget, det egentlig betyder for hende, for mine søstre gør det kun, hvis de har brug for noget eller en tjeneste. Vores samtaler handler nemlig enten om, hvad hun har lavet, om Netto har fået rettet op på deres fejl, om jeg har set det nye dokumentarprogram på TV2 eller noget andet trivielt, men alligevel vigtigt. Selvom jeg bliver et irriteret røvhul, når jeg skal hjælpe hende med facebook for 1700’ende gang, så gør jeg det, for hun lærte sgu mig at spise med ske. Det er så fint et budskab, det med opkaldet, for det handler virkelig kun om så lille en indsats, men den betyder sgu så uendeligt meget i den lange ende. Jeg ville ønske, at jeg havde ringet til min far hver dag, da jeg stadig kunne.

  • Astrid

    Jeg rammes af lysten til disse samtaler næsten hver eneste dag, og bliver mindet om min mor heller ikke er her længere.
    Jeg savner, at fortælle om mine børn, mit arbejde, noget jeg har læst eller om blomsterne til vores kommende bryllup.

  • Liselotte

    Det er så hamrende uretfærdigt ikke at have sin mor til sådan en ligegyldig og smuk snak. Min mor døde i maj. Jeg ville elske at fortælle hende i dag, at hendes store barnebarn (min generte dreng på 7) hellere ville med en kammerat hjem i dag end med mig. Hun ville være stolt af ham.
    Tillykke med terminen! Det er en særlig mærkedag, selvom fødselsdagen bliver en anden. Rigtig god fødsel, når det bliver tid!

  • K

    Din tekst gør mig ked af det. Mest fordi jeg synes det er hamrende uretfærdigt at du ikke har en mor at ringe til. Det er det.
    Men også lidt fordi jeg virkeligt ikke har lyst til at ringe til min mor, og selv om det er hende der har slået hånden af mig, så får din tekst mig alligevel til at føle at jeg jo burde gøre noget, burde ringe, burde prøve. Også selv om jeg er gladere uden.

    Tillykke med t-dag, håber babydrengen snart kommer ud til jer❤️

  • K

    Undskyld min kommentar før. Den lød ufølsom, men det var ikke sådan ment! Din tekst ramte mig bare, på en anden måde end tiltænkt. Håber ikke det på nogen måde lød forkert. Slet bare. Kram. Og Happy t-Day!

    • Karoline

      Jeg forstår virkelig godt, at man ikke gider ringe til en mor, der har slået hånden af en. Det var heller ikke lige dén familiekonflikt jeg havde i tankerne, da jeg skrev.

      Kram til dig. Det lyder hårdt.

  • Ida

    Græder lige lidt i stedet for❤️ Min mor ringede lige før for at sige, at vi altså havde glemt at give hende skiftetøj med til de børn hun passer for os i aften. Og jeg spurgte om det da ikke var i den pose der fulgte med. “Nåeh, posen, 2 sekunder, jeg kigger lige… nåååeh der!” ❤️ #hvisdinmorvarpumba

  • Marie

    Værsgo – to stk barselsgaver fra min søster og jeg. Jeg sendte hende lige linket til din fine tekst. Og jeg klarede det helt uden irritation i dag. Bare en hyggelig snak om småting. Tak for lige at ruske lidt. Jeg burde jo vide det, eftersom jeg savner en lignende snak med min far.

  • Caroline

    Jeg ringer til min mor hver dag. Tit er det bare lige 5 min, da der ikke altid er sket så meget nyt på 24 timer. I dag blev jeg mindet om at det er ligegyldigt at der ikke er så meget at sige – det er handlingen og tanken der tæller.

  • Nadja

    Jeg sender dig mange tanker ❤️
    Jeg er i kontakt med min mor hver eneste dag, enten pr. sms, opkald eller besøg. Det er jeg, fordi vi mistede min far alt, alt for tidligt i august sidste år, og min mor er ensom. Da han stadig var her, kunne der godt gå nogle dage imellem kontakten til min mor, men nu er det hver dag. Jeg savner min far helt enormt. Han var fantastisk! Men du ved jo desværre alt om at savne og mangle

  • Kathrissen

    Sikke et fint skriv!

    Min mor skrev en besked i går og spurgte om hun havde gjort noget galt fordi jeg ikke ringer så ofte som jeg plejede at gøre. Det har hun bestemt ikke! Jeg har bare travlt med arbejde, børn og hverdag. Jeg lover at jeg ringer til hende i dag! Også selvom vi ser hinanden i morgen.

    Jeg håber at lillebror kommer i morgen – det er en ret fin dato!

  • Karine

    Her prøver jeg også at få ringet til min mor hver dag, fordi vi desværre mistede min far for ca. 3 år siden. Jeg får desværre ikke ringet hver dag. Men hver gang jeg ringer til hende, tænker jeg over, hvilket stort privilegium, det er stadigvæk at have en mor, man kan ringe til i en alder af 43 år. En dag er hun borte, og der vil jeg savne hende stort med al hendes viden om stort og småt.

  • Den sure datter

    Jeg bliver rørt af din tekst. Jeg er sur på min mor i dag, over noget som egentlig ikke rigtig er hendes skyld. Havde ellers barnligt besluttet ikke at ville ringe meget længe, men nu fortryder jeg – og hun er gået i seng. Så jeg ringer i morgen, i stedet for at være sur. Fordi jeg er heldig, at jeg overhovedet kan, og fordi alt det andet er dumt. Tak <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0