Best of,  Graviditet, fødsel og barsel

Hvis du syntes jeg var blevet lidt stille …

… og du ikke er typen, der gider (følge mig på) Instagram … så har min tavshed en helt vildt dejlig årsag.

Jeg er ved at udruge vores andet barn!

Og det er lidt uforeneligt med bloggingen. Lige nu. For mere end nogensinde er det present for mig, hvilke valg vi bloggere træffer på vores børns vegne, før de selv kan sige til og fra om deres synlighed på de sociale medier.

Man kan i mine øjne sagtens blogge om moderskab og børn på en god måde, men jeg mangler endnu at knække koden til, hvordan jeg gør det. Altså på en måde, hvor jeg både synes, at jeg giver mine følgere den kant og sandhed, I er vant til her, og samtidig respektfuldt kun viser det frem om mine børn (vildt! Første gang jeg bruger flertalsformen om min egen avl!) som de helt sikkert ikke har noget imod findes på internettet om mig, dem og vores familie, når de er 15, 25 og 35 år.

Så. Mens jeg prøver at knække koden. Vil I så ikke bare glæde jer med os – og gerne smide et par tanker om mommybloggingens dilemmaer, hvis I gør jer nogen?

***

22 Comments

  • Maria

    Generelt synes jeg bare jeg tænker meget over hvordan man som forælder navigerer i både at have et ønske om at være privat og samtidig dele sin glæde over yngel (måde ental og flertal :)) Iøvrigt stort tillykke med graviditeten.

    • Karoline

      Tænker du også over det offline? Altså, sådan, om du nævner ynglet for meget eller stadig er “sådan en, der også kan tale om andre ting end børn?” Den balance tænker jeg i hvert fald meget over. Især i venindeskaberne, hvor alle har børn, er det som om vi kun taler om det nære og sjældent om samfund eller nyheder.

      Ej, okay. Det var vist ikke det, du mente? Sorry, hvis jeg lige hijackede din pointe.

      Tak for lykønskning og for at læse med!

      • Minikat

        Jeg tror ikke det er et problem at man mest selv taler om børn. Det har mine børnefri veninder aldrig brokket sig over. Flere har faktisk efterspurgt MERE om mine børn
        Jeg oplever først problemet når man kun kan tale om sine børn, hele tiden afbryder de andre (midt i et andet emne) for igen at ville tale om sine børn, OG når alle de børnehistorier samtidigt er KEDELIGE! Det er vist mest udbredt mens man er på barsel og virkelig savner søvn og voksenkontakt, og filteret derfor er væk.
        Mht at dele for meget af sine børns privatliv – det er fedt at du tænker over det. Mange deler lidt friskt ud af deres børns livshistorier uden at huske at det netop er børnenes historier, ikke mors og fars. Måske kunne et kriterie være paradise hotel? Er det pinligt/akavet for deltager (barn) og megagod underholdning for seeren (mig)? Så niks.
        OG MEGAMEGET TILLYKKE MED GRAVIDITET! Superglad på jeres vegne

  • Stine

    Kæmpe stort tillykke, jeg blev så glad på jeres vegne, da jeg så dit billede på Instagram.
    Mht mommyblogging så har jeg intet kvikt at byde ind med. Jeg deler selv meget omkring mine børn (flertal *er* vildt) på Instagram, men jeg forsøger at redigere lidt, så det ikke er åbenlyst pinlige situationer.
    Men jeg sluger alt omkring børn hos de bloggere, jeg følger. Fordi jeg kan lide den pågældende blogger. Giver det mening?
    PS det med at tale omkring andet end børn med venner ændrer sig stille og roligt jo ældre børnene bliver, er min oplevelse.

    • Karoline

      Ingen tvivl om, at der er et stort publikum, der vil læse med, når emnet er børn, moderskab og opdragelse, det kan jeg tydeligt se i mine statistikker (og det er skægt for mig, egentlig, at følge med i – andre folks børn er nemlig ikke mit favoritemne i blogland). Spørgsmålet er jo så bare om det er til børnenes bedste, det, som er til publikums bedste …

      Tak for din hilsen – kh Karoline

  • Live fra Lolland

    Tillykke! Jeg bliver så glad når jeg læser din blog. Det lyder måske forkert, og jeg kommer sikkert til at forklare det vildt dårligt, men – selvom der sker lortede ting i livet (som f.eks at du mistede din mor), så er det bare som om at dit bagland, din lille familie, din base er så god. Det skinner igennem, både i de gode nyheder som denne, men selv i indlæggene om sorg. Jeg håber virkelig ikke at jeg får formuleret det helt åndssvagt, det har bare været en dejlig udvikling og det har været så dejligt at følge den.
    Jeg har naturligvis ikke den fjerneste idé om hvordan man mommyblogger, men jeg tænker at de børn der vokser op nu kommer til at have et helt andet forhold til at meget af deres liv ligger online, jeg tror de kommer til at tænke meget mindre over det. Men jeg kan sagtens følge forældrene i, at det må være svært at navigere i, specielt fordi vi ikke er vokset op med at dele alle mulige ting med hele verden.

    • Karoline

      Tak for din kommentar, Kristina, den blev jeg rigtig, rigtig glad for. Hvis det ser ud som om at jeg har en stærk base, så har jeg da skrevet et eller andet rigtigt 🙂

  • Pernille

    Hjerteligt tillykke! Børn i flertal, hvis man kan og vil have dem, er så nice! Seriøst, når mine børn leger sammen eller er kærlige overfor hinanden får jeg hjerter i øjnene og tænker “det er jo magi, det der!”
    Min oplevelse af moderskabet er, at der er sindssygt mange stjernestunder og sindssygt mange frustrationer. Det første gider jeg godt at se billeder af på fx Instagram, men det er meget begrænset hvad jeg får ud af at læse hele blogindlæg af om det. Det andet, frustrationerne og læringerne, er oftest dem, jeg får mest ud af og kan spejle mig i som forælder og jeg sætter pris på dem, der formår at sætte ord på de ting, vi alle i én eller anden forstand gennemgår i løbet af forældreskabet. Også selvom det er ganske gennemsnitligt, det giver bare en kærkommen “phew, vi er normale”-følelse.
    Mht “mommy-blogging”, hyggede jeg mig selv med at skrive om stort og småt ovre i mit eget hjørne af internettet indtil for nyligt. Noget ændrede sig, det er virkeligt svært at sætte fingeren på, hvad det var. Måske fylder det efterhånden mere for mig, hvordan mine børn oplever det at være barn end hvordan jeg oplever det at være mor? Og mine børns oplevelse af deres barndom, synes jeg ikke hørte sig til på mit domæne, med mine ord, det føltes netop for udleverende. Men det er sådan *jeg* har det, jeg respekterer at andre har en anden tilgang til det med et andet perspektiv.
    Noget jeg har tænkt over, siden jeg selv er blevet mor er, at børn tilgiver deres forældre. Vi tilgiver vores forældre deres fejl og vores børn kommer til at tilgive os vores fejl. Også dem vi måtte begå på internettet.
    PS. Jeg er blevet én af dem, der nææææsten kun kan tale om børn. Jeg synes det er lige dele lidt pinligt og helt okay. Jeg tænker, det går over igen på et tidspunkt og tilbage står de relationer, der kunne rumme det.

    • Karoline

      Klog skelnen. At børnenes oplevelse af at være børn bliver vigtigere end en oplevelse af at være mor. Det kan jeg så meget genkende. Og deres oplevelse er jo deres egen – og ikke min at blogge om.

      Tak for din kommentar, du!

  • Pernille

    PPS. Har vitterligt lige idag tjekket din blog, “kan det passe, at hun ikke skriver mere?!” Og der var du så efter nogle timer. Jubii, velkommen tilbage (måske?), håber du trives i graviditeten.

  • Matilde

    Også stort tillykke med familieforøgelsen fra mig. Som barnløs har jeg ikke kompleksiteten tæt på, men dit indlæg fik mig til at tænke på noget jeg hørte i P1 for nylig. Det var en retoriker det skulle give gode råd til konfirmationstalerne. Hun understregede at det ALDRIG må være pinligt for andre end én selv! Det syntes jeg var en god pointe, mht taler, men måske også relevant for en mommyblogger …
    Kh Matilde

    • Karoline

      Ha, det er en god tommelfingerregel!

      Det er såmænd heller ikke fordi jeg har behov for at skrive om, når børnene gør noget, som de senere vil flove sig over at få at vide. Vi er mere ovre i kategorien, hvor jeg har behov for at ventilere nogle af de ting, der er besværlige ved at være mor … Det vil ikke nødvendigvis være fedt at se trykt offentligt til skue for alle, når man er 15, 25 og 35 år. Selv om jeg jo elsker dem lige højt, og en del af modersandheden er, at det *også* er hårdt på en række forskellige måder, mens man elsker dem herfra og til månen. Det må de godt vide – men de behøver ikke få det at vide på internettet, tænker jeg. En god snak eller et brev er måske bedre, hvis der er noget, jeg brænder inde med.

      Nå. Det var bare nogle at de tanker, jeg har gjort mig i al den tid, der har været stille her.

  • Johanne

    Stort tillykke med den kommende familieforørgelse!
    Jeg tror meget på, at børn godt kan tåle sandheden, hvis den er marineret i kærlighed.
    Så hvor jeg aldrig har tænkt dårligt om min mor, når hun har fortalt om frustrationer og lyst til at smide mig ud af vinduet, så ville jeg være ked af, hvis hun brugte tid på at tale om at fortryde, at hun har fået børn. Det er hverken kærligt eller konstruktivt.
    Og så selvfølgelig undgå ydmygelser og at børnene kommer til at skulle stå til ansvar for mors indlæg. Ved fx at lægge mange billeder op med personlige oplysninger, såsom navn, bopæl, skole etc.
    Udfordringerne vokser nok i takt med barnet kan jeg forestille mig.

  • Signe Hanson

    Hmmm, det er et godt spørgsmål, det dét med mommy-blogging, og velsagtens tiltagende relevant i “vores tid”. Jeg har det lidt som du beskriver – andre folks børn (omend sikkert skønne) er ikke mit favoritemne at læse om. Ej heller egentlig andres oplevelser af moderskabet. Men jeg forstår godt, at det interesserer mange og ligger mange nært, så på den måde er det jo fuldt berettiget.

    Selv stopper jeg “normalt” med at blogge, når det rent faktisk lykkes at blive mor 😉 Både fordi jeg synes, at jeg derved “løber tør” for det jeg har på hjerte og dét som driver mine skriverier – men også med baggrund i en klar bevidsthed om, at mine børn (måske flertal?) ikke hører til i cyberspace eller på sociale medier før den dag, hvor de selv vælger at træde derind.

    Kæmpe tillykke med din graviditet og titel som kommende mor til “flertal” – uanset om det bliver med eller uden mommy-blogging 🙂

  • Linda

    Du kender jo min holdning til emnet, men ud over etikken tænker jeg nok mest over, at jeg bedst selv kan lide at læse om andres børn, når historierne tager udgangspunkt i bloggeren selv (den ukronede dronning i denne disciplin er Maren) – derfor prøver jeg at gøre det samme.

  • Triaka

    Stort tillykke!
    Jeg synes det er værd at tænke over, at der er ret stor forskel på hvilke mennesker vi avler. Mine børn er voksne nu (hvilket også er vildt) og er vokset op med SoMe. De deler aldrig – som i ALDRIG – noget på sociale medier om dem selv. Deres facebook profil bruges kun til gruppechats og til at holde sig orienteret om events. Eller de slår ting op, som kun ganske få kan følge med i. Deres instagramprofiler er private og stærkt censurerede i forhold til hvem, der kan få lov at se hvad. De gider ikke have et offentligt liv. Jeg deler ikke noget om dem, uden at have spurgt først (har gjort det én gang og fik skæld-ud). Men nogle gange må jeg godt – fx da de blev studenter eller hvis der er andre begivenheder, jeg gerne vil vise frem i mit netværk. Men jeg har heller ikke nogen offentlig stemme på den måde.
    Mine børn ønsker altså at være meget private, og hvis jeg havde delt en masse om dem, da de var små, havde det muligvis været anderledes fordi de var vant til det – eller de ville hade mig i dag.
    Til gengæld kan jeg se, at nogle af deres venner har det helt anderledes. De er meget lidt private og deler i øst og i vest eller bruger deres profiler til debat.
    Hvordan dine børn vil udvikle sig, er jo ikke til at sige. Men din måde at håndtere den digitale verden smitter formodentlig af. Jeg synes det er gode overvejelser du gør dig, og jeg tænker, at der jo også er mange fine ting ved, at se hvilke tanker ens mor har haft gennem forælderskabet. Også det, der kan være smertefuldt. Det er et vidnesbyrd om livet, og det er egentlig ret fint. Måske er balancen bare at holde dem nogenlunde anonyme indtil de selv kan sige til eller fra, og til hele tiden at have dem i mente, når du skriver. Er det formuleret på en måde der kunne såre eller får du kærligheden med mellem linjerne hele vejen.

  • Marillu

    Stort tillykke med graviditet nr to!

    Jeg tænker egentlig, som flere andre her, at det ikke kan være et problem, så længe man fortæller mest om sig selv.

    Jeg tror faktisk det er mere usundt for verden og for vores børn at vokse op med polerede virkeligheder over det hele og fortællinger om pletfrit familieliv og evig lykke. Moder-/forældreskabet er jo så hårdt og man har virkelig brug for at der er nogen som sætter ord på det, som man kan genkende sig i. Så bliver man også en mere chilleren forælder og win for barnet!

    Noget andet, hvis du har tid:

    Hvordan gik det med LCHF for dig, efter forløbet ved Jane?
    Jeg har lige tilmeldt mig kickstartforløbet, men jeg har samtidig gang i at læse en masse om body positivity og slankeindustrien og nu er jeg lus mellem to negle.
    Har du tanker omkring det?

    • Karoline

      Kære du,

      hvis body positivity kun handler om at man skal være glad for at være tyk og at man aldrig må ønske sig at ændre på sig selv, selv om man nu engang ønsker det, så abonnerer jeg ikke på begrebet. Ingen skal diktere hvordan jeg skal have det med min krop – hverken når den er tyk eller slank.

      Hvis bevægelsen derimod handler om retten til at være glad for den krop, man ønsker sig, uanset andres holdninger til dens størrelse, så er det mere mig. Jeg elsker at se på kropspositive kvinder i alle størrelser i mit feed, der omfavner den krop, de er så glade for. Men jeg forbeholder mig stadig retten til at ville ændre på min egen krop til den stemmer overens med hvad jeg kan lide. Det der med at vi SKAL være glade for kroppen uanset hvordan den føles for den, der nu engang går rundt i den, det skurrer altså i mine ører. Det lyder altså lige så diktatorisk som dem i den anden grøft: Modeindustrien og al deres photoshopping af selv de tyndeste modeller.

      Jeg havde nogle madvaner, som ikke gjorde mig glad. De gjorde mig også energiforladt og fik mig til at spise mere, end jeg havde brug for. Det tog jeg på af og kunne ikke passe mit tøj. Den onde spiral ville jeg gerne ud af, og det gjorde Kickstart-forløbet for mig. Jeg fik styr på mit blodsukker og var ikke slave af min appetit – eller bange for let sult.

      Her i graviditeten har jeg ikke kunnet spise LCHF (fordi kvalme og ændret appetit), men jeg glæder mig til den dag efter ammeperioden, hvor jeg skal tilbage. Jeg trivedes på det fra kursus-start i august 2017 til den dag i januar 2018, hvor der var to streger på en tiltisset pind. Det er trygt at vide, at LCHF venter forude, når livet lige nu står på noget andet. En hverdag med periodisk faste, LCHF-kost og bevidste tilvalg af sukker og brød, når det tilfører mit sociale liv noget (i modsætning til den daglige, lange forhandling om hvorvidt jeg har “fortjent” kage eller slik, der var mit liv før), dét giver mening for mig. Og de to ting var de store lektier, jeg lærte på Kickstart.

      Forløbet handlede (for mig) mindre om vægttab og mere om at forstå mine dårlige madvaner og komme til bunds hvorfor jeg brugte mad til både trøst og selvpineri og selvkontrol, når det kun skal være én ting: Velsmagende, langtidsmættende benzin. Uden følelser hæftet på. Da jeg fik løst det, røg kiloene af, men det at smide tyngden i et uhensigtsmæssigt forhold til mad var faktisk den store gevinst.

      Stort held og lykke på dit forløb. Jeg håber det bliver lige så godt for dig som det var for mig!

      Kh Karoline

      • Marillu

        Hej Karoline,

        Bedre sent end aldrig:

        Jeg har ikke forstået body positivity som en bevægelse der går ind for overvægt, men en mission om at belyse de mekanismer der ligger til grund for især kvinders ønske om at skrumpe sig, i flere betydninger.

        Jeg har siden jeg var tidlig teenager kæmpet med et problematisk forhold til min krop og mad og det har påvirket mit liv i så høj grad at det til tider har været altomfattende.

        Både den mentale belastning og i øvrigt de sindssyge forhold jeg har udsat min krop for under forskellige slankekure, har været meget mere usunde, end det nogensinde har været, at jeg periodevist har været overvægtig.

        Jeg har faktisk aldrig nogensinde oplevet at min krop ikke var fuldt funktionel, selv når jeg har vejet 15 kilo “for meget”

        – og jeg ved godt at der jo også er forskel på fx at veje 15 og 50 kilo for meget ift sundhed, så det er jo også relativt priviligeret, men princippet i at den psykiske belastning kan være lige så stor eller større, er stadig det samme.

        Det, holdt sammen med at 95% af alle slankekure ender med at man tager det hele på igen, (ifølge flere kilder) kan man godt forstå ideen i at slutte fred med sin krop som den er, overvægtig eller ej, sund eller ej.

        MEN med alt det sagt, har jeg jo altså også stadig et ønske om at gøre et forsøg på at tabe mig lidt, jeg vil også gerne kunne passe alt mit gamle tøj, før graviditet og i øvrigt kunne jeg godt tænke mig at lære at spise på en måde, så jeg er mæt i længere tid, det er klart en fordel når man har små børn.

        Det var lige en lang smøre om mig, men jeg ville bare lige forsvare body positivity, da jeg synes det har gjort rigtig meget godt for mig, og min angst for at falde tilbage i konstant-kure og kropshad er reel og vigtig.

        Men nu er jeg startet på kickstart og jeg håber det her er svaret for mig også!

        Kh

      • Karoline

        Det var bestemt ikke for at hate på body positivity – slet ikke. Jeg ville bare gerne have præciseret hvad det betød for dig. Fin forklaring, jeg tror vi er helt enige 🙂

        For mig endte Kickstart med at handle om noget dybere end vægt. Om hvad mad er og hvad mad skal være. Og hvad det ikke skal være. Min erfaring blev, at vægten stabiliserede sig som resultat, men at vægtnedgangen var lidt sekundært (om end stadig vildt fedt jo), fordi åbenbaringen om hvilken rolle jeg gerne vil at mad skal spille i mit liv var så meget større: At jeg faktisk kan spise på en måde, så jeg slipper for at tænke på mad dagen lang.

        Go go go med Kickstart! Vend gerne tilbage med en status. Er ret spændt på hvad andre får ud af det. Jeg hepper på dig!

  • Marie

    Stort tillykke.

    Åhh jeg kan godt forstå, du syntes der er svært. Hjemme ved os er (vores) børn på sociale medier no go. Men vi er også begge ret anonyme.

    Jeg syntes der i mod det er helt fint når andre deler.

    Efter at have tænkt lidt over det og læst de andre kommentarer, tænker jeg det er noget med at dele om en selv og lade ungerne være bi-personer. Lidt som når du fantastisk fint sjældent har skrevet om din mor, men ofte om emner der berører din mor og dit tab.

    Og som andre skriver, tror jeg god man (du) kan balancere mellen det svære i moderskabet og den store kærlighed i det.

    Håber du fortsætter med at skrive, for jeg elsker at læse med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0