Hvis du er i tvivl om hvad *du* kan gøre for ligestillingen: Pay. Attention.

For en håndfuld år siden arbejdede jeg på et stort, dansk medie. Mit job bestod i at sammensætte netavisen korrekt og indbydende, og derfor var mit øje altid på detaljerne. Blandt andet hvornår en artikel var for indforstået, så en læser ikke ville kunne afkode den uden et forhåndskendskab, som skribenten måske var blevet blind for, at han eller hun besad.

Derfor landede min opmærksomhed straks på noget, der så besynderligt ud, syntes jeg, den ganske almindelige dag på kontoret i 2012. Et nyt, politisk blogunivers var blevet lanceret fra Debatredaktionen samme dag, og straks opdagede jeg, at noget væsentligt manglede i introartiklen om debattørerne: Forklaringen på, hvorfor de alle otte var kvinder. Intet sted blev det forklaret, hvorfor der ingen mænd var.

Jeg tænkte, at det måtte være en fejl, og jeg forfattede en mail til Debatredaktøren oppe på 3. sal. Om der ikke fandtes to-tre linjer om kønssammensætningen – havde det noget med de emner, der skulle debatteres, at gøre? – som han lige kunne sende til mig? Så ville jeg manuelt skrive det ind i en faktaboks sammen med introartiklen.

Der gik ikke fem minutter, før han stod nede ved siden af min plads i stueetagen. Med et på én gang opgivende og kamplystent udtryk.

– Karoline, sagde han.

– Jeg vil vove at påstå, at du ikke havde sendt mig den mail, hvis gruppen bestod otte mænd. Hver dag udkommer vi med en avis, der består overvejende af mænd, og ingen løfter et bryn. Nu prøver vi at rette op. Det er ikke et blogunivers for kvinder. Det er et debatunivers. Og de kommer til at skrive ud fra deres politiske ståsted, ikke deres køn.

Episoden gjorde stort indtryk på mig, og jeg synes stadig det var svært fremsynet handlet på et stort medie (det var før #metoo rullede, og før feminist var blevet mainstream at kalde sig). Jeg tror, at han havde ret: Vi *kunne* *vitterligt* *sagtens* have nedsat et helt politisk debatpanel af udelukkende mandlige politikere. Kun få ville have hidset sig op over det, og dem, der gjorde, ville være blevet kaldt skingre.

I dag var den ikke gået. Men den gik jo hver eneste dag dengang. Kilder, debattører, journalister og deres chefer – alt overvejende en maskulin forsamling.

Det var tydeligt, at debatredaktøren havde forventet netop den undren, jeg lagde for dagen. Men jeg tror, at det kom bag på ham, at den kom fra en kvinde. Og jeg er heller ikke stolt af, at det var mig, der gik i fælden – for jeg gik jo ind for ligestilling og kvindekamp og sendte hvert år 8. marts en tanke til de ældre medsøstre, der havde gjort, at jeg som kvinde havde kunnet tage studentereksamen, drømmeuddannelse og nu et fedt job som den største selvfølge.

Men i den kvikke hverdag var jeg ikke helt så woke endda.

Det var der, jeg fik øjnene op for det og siden ikke har lukket dem. At kvinder ikke (altid) er underrepræsenterede pga. bevidst dominerende herskervilje fra mandekønnet. Det skyldes også (af og til) os selv. Og den struktur, vi er født ind i, den sidder inde i knolden på os. På dig og på mig.

Og måske er det derfor, at vi stadig møder et flertal af mænd i lederstillinger og i kloge debatter og i de højest betalte job.

Forleden delte jeg en story på Instagram om et radioprogram, der gjorde mig træt.

Værten og de tre gæster i studiet plus en gæst på telefon var alle mænd, mens en enkelt kvinde var med på telefon. Emnet, de debatterede, var hverken prostatakræft, vasektomier, personlige oplevelser med at være moderne mænd eller noget lignende, hvor man kunne forsvare en så skæv kønsbalance. Emnet var dannelse. Problematisk, mente jeg, at kvinder i mine øjne oftest kun er i overtal eller bare ligetal i den offentlige debat, når emnet er “kvindedomæner” – fx jordemødrenes arbejdsvilkår og forhold i daginstitutionerne.

Reaktionerne på min story (se den på min profil under højdepunktet “Dameløst”) var mestendels enige, men der kom én, som jeg synes er mere interessant.

Den kom fra en mand, som jeg tror ville sende mig en slags thumbs-up og sige “Det står altså ikke helt så galt til, som du antyder, og heldigvis for det!”. Han nævnte en række eksempler på kvinder i radioen. Jeg prøvede at forklare, at hans eksempler med én undtagelse var blødere radioprogrammer om følelser og kvindeliv, og at det netop understøttede min pointe: At kvinder nok er at se i medierne, men at vi oftest inviteres til at snakke om blødere emner. Sjældent politik, økonomi, arbejdsmarked og erhvervsliv.

Derpå kom han med flere eksempler, som jeg tror rigtig mange pro-ligestillingstyper M/K kunne komme med:

At der sidder en kvinde i den gravergruppe på min gamle avis, Berlingske, som for nylig modtog en Cavling. At “mange” mediechefer er kvinder. At “mange” partiledere er kvinder – endda vores nye statsminister.

Han så det som eksempler på ligestilling. Her er hvordan jeg ser det:

Én kvinde sidder i gravergruppe med fire mandlige kolleger på min gamle avis. Er det balance? På en anden avis, Politiken, talte en lignende redaktion 6 mænd og 0 kvinder, da den blev nedsat sidste år (kilde). Er det balance? Ca. 8 procent af mændene på arbejdsmarkedet har lederansvar, mens tallet er ca. 3 for kvinder (kilde). Én af Danmarks 25 største virksomheder har en kvinde som topchef – og det var éen (kilde)! Er det balance? 5 partiledere er kvinder, 8 er mænd, og kun 39 % af de 179 folkevalgte er kvinder (kilde). Er det balance? Vores kvindelige statsminister er den anden af sit køn i Danmark – vores naboer i Norge fik en kvindelig statsminister for første gang i 1981, hele 30 år før vi fik en ditto. Er det historie at være stolt af?

Her er Politikens gravergruppe 2004, billedet er fra Stephanie Surrugues Faebook-profil og er ikke delt i sammenhæng med kønsbalance, men jeg studsede alligevel over det:

To kvinder, syv mænd. På 15 år er det altså gået tilbage for damerne i den redaktion, som mange journalistpraktikanter M/K har våde drømme om at bidrage til: Fra to til nul.

Tallene bliver ved, men for første gang sidder jeg med en harsk fornemmelse af, at mange af dem, der er ligestilling venligt stemt, ikke altid anser 50/50 for et mål, vi går efter? 40/60 er også okay. 30/70 er nogle steder også bedre end i dag, så det ville da også være fint?

Som om kvinder bare … skal være glade for overhovedet at få lov til at lege lidt med?!

Ja, der er masser af historier om kvinder who made it og arbejdspladser eller brancher, hvor koden til diversitet er knækket. Men de er netop det. Historier. Enkelttilfælde. Undtagelser fra reglerne.

Mit budskab: Pay attention, når du møder holdningen om, at ligestillingen faktisk har det fint nok i Danmark. Hos dig selv, hos andre og i medierne. For det har den ikke. Sig fra, undr dig. Send programmet en sms om, at de bør sørge for bedre kønsbalance end 5 mænd og 1 kvinde. Fortæl andre om, at du har fået nok, når mandlig mellemleder nummer 33 i rækken udnævnes. Nok af at blive vist, at kvinder ikke har nogen plads om de borde, hvor der debatteres og bestemmes, for der sidder mændene allerede.

Og til tilrettelæggerne og redaktørerne derude, der af og til påstår, at det ikke er til at få kvinder i studiet: Bare fordi du ikke lige kender nogen, så passer det på et overordnet plan overhovedet ikke. Den myte kan vi godt lægge ned. Men her er, hvad du kan gøre: Ring til Kvinfo for hjælp eller brug deres ekspertdatabase, som er nem at søge i ud fra fritekst.

Og til cheferne derude, der ikke mener, at der findes kvalificerede kvinder i bunken, når der slås lederstillinger op: Sikr dig, at det headhunterbureau, I alligevel anvender, tager ligestilling alvorligt. Som en læser skriver: Hvis opslaget ikke har tiltrukket nogen kvindelige kandidater, så er det måske opslaget, den er gal med?

Historien om hvordan vi kommer i mål, så mødet med radioen, avisen, politikerne og vores arbejdsplads’ chefkontorer afspejler befolkningens sammensætning, den er lang og kompleks. Men den bliver altså nødt til at begynde med, at vi bliver enige om, at selv om det langsomt går den rigtige vej, så er vi så langt fra i mål endnu.

Det går ærligt talt langt langsommere, end vi som fremmeligt, vestligt land med frisind og god velfærd kan være bekendt.

*

Følg med
Instagram // Facebook

***

23 Comments

Add Yours →

Ja for fanden! Måske send det ind som debatindlæg? Der er iøvrigt også alt for få kvindelige forfattere på debatindlæg.

Enig. Jeg har bare et problem med, at aviserne ikke giver honorar for debatindlæg, som tager en del timer at forfatte – men gerne selv lægger teksten om bag deres betalingsmur, så de kan tjene penge på den. Det er helt fint, at de ikke giver honorar, men når hele teksten er forfattet af en anden, ikke en journalist på avisen, så må de gøre dem frit tilgængelige. Misforstå ikke: Jeg går naturligvis ind for, at journalistik skal koste penge, for det koster penge at lave journalistik. Men debatindlægget er forfattet af andre uden for avisen. Så må de enten til lommerne og give honorar – eller sætte debatten fri.

Hvis vi kender nogle gode medier, som enten giver honorar eller sætter debatten fri, så sender jeg dem gerne et link. Hvis ikke, så er det jo også et slags debatindlæg som det står her på siden 🙂

Så godt skrevet, tak!!
Mine debatindlæg/kronik på Information er begge gange lagt frit tilgængeligt – og rettet til i fint samspil med redaktionen
Kh Amanda

Jeg var i foråret i praktik i skolepsykologien i en provinskommune. I psykologgruppen sad ungefähr 20 kvinder og 2 mænd.

Psykologi er generelt et “kvindefag”, fordi sikke vi kvinder og psykologer kan føle, så der er en overvægt af kvinder. Og skolepsykologien (eller PPR, som det hedder), der oven i købet beskæftiger sig med børn er der endnu mere overvægt af damer (og er generelt et af de dårligst lønnede psykologjobs, nok også pga. kønssammensætningen, men lad det nu ligge).

Og fuck, hvor var det ærgerligt. Alle kvinderne var jo skide dygtige – ligesom jeg er sikker på alle de mandelige journalister og ledere er – men det er altså nødvendigt med en mere ligelig kønsrepræsentation, for at få de bedste resultater. Det bedste samfund.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad min pointe med den her kommentar er, men det er bare SÅ tydeligt for mig, på så mange områder, at vi ikke er i mål med ligestillingen.

Pointen skriver du selv så flot: Det er altså nødvendigt med en mere ligelig kønsrepræsentation for at få de bedste resultater. Det bedste samfund.

Det samfund vi møder offentligt er nødt til at repræsentere alle samfundets typer, for at alle oplever, at deres sager bliver hørt. Og jo, mænd kan sagtens føre kvindesager. Men kvinder kan også føre mændenes sag. Og ved at vise, at visse fag eller jobtyper er forbeholdt én bestemt gruppe i samfundet, så afholder vi resten fra at opleve, at det er noget, de skal stræbe efter. Af dén fest ikke er for dem. Og hvis det ikke er modsatte af frihed (det ord der kan give alle danske politikere ståpik M/K) så ved jeg ikke hvad er.

Jeg var på besøg hos nogle britiske bekendte tidligere i år. Hun havde fået en ny-etableret stilling som ‘diversity officer’ for Oxford University. Stillingen var blevet oprettet fordi universitet havde indset britisk akademia var en old, white man’s club.

En af hendes jobopgaver var at sørge for flere kvindelige ansøgere, når der blev slået forskerstillinger op. Var der ikke nok kvindelige ansøgere, skulle afdelingen omformulere stillingsbetegnelsen.
Hendes eksempel var, at der muligvis ikke var en kvindelig militærhistoriker derude, men at der måske fandtes en kvindelig forsker i forsvarsstrategi. Og at hun sagtens ville kunne udfylde samme rolle for universitetet.
Jeg ved ikke, om jeg syntes det er den ideelle løsning, men jeg syntes det var fedt at høre universitetet selv havde anerkendt ligestillings problematikken og aktivt gjort noget. Bare et eller andet. I stedet for at fortsætte den uendelige diskussion om hvad, der er den ‘rigtige’ løsning, uden at følge op med handling.

Præcis! Bare et eller andet! Det minder mig om snakken om kvindekvoter eller øremærket barsel til mænd. Er tvang de ideelle løsninger på strukturelle problemer? Nej, men det er den bedste løsning, nogen har formået at opfinde – så det er der, vi bliver nødt til at begynde, hvis vi vil problemerne til livs. Bedre forslag er hjerteligt velkomne!

Jeg er ved at afslutte barsel med barn nummer to og har de seneste måneder søgt nyt job. Mit gamle job er trygt og godt og jeg har opbygget goodwill der giver fleksibilitet ift til syge børn og andet bøvl der følger med, og lige netop derfor er jeg blevet i det gamle job i længere tid end jeg burde have. I mellemtiden har min kæreste skiftet job to gange.

Jeg har brugt vildt meget tid på at tænke over karriere, børn, arbejdstider og muligt stres i nyt arbejde. Men i sidste ende har jeg helt bevidst taget et valg: jeg søger de spændende jobs jeg finder, også selv om det ligner en karrierestilling med for lange arbejdsdage. De ved jo godt at de ansætter en kvinde med to små børn. Min Kvindekamp bliver at tage lige det job jeg vil have og så må min fremtidige arbejdsgiver og min mand støtte op om det. Det skal simpelthen være muligt at have karrierejobs som kvinde selv om man har små børn. Man kommer langt med fleksibilitet fra begges sider.

Podcasten karrierekvinder har vært vildt god til at igangsætte nogle af de tanker jeg har haft. For eksempel har de snakket med Nestlé, der fik langt flere kvinder ind i ledelse efter at de ændret fokus fra kvinder til diversitet. De fandt for eksempel ud af at alder er en diskriminationsfaktor til lederstillinger og her bliver mange kvinder diskrimineret fordi de holder barsel og derfor er ældre når de er klar til lederstillinger. Mange steder skal man have nået et vist niveau i sin karriere inden man har en bestemt alder og der kommer kvinderne bagud på point til lederstillingerne fordi de holder barsel. Det er ret tankevækkende.

Stærkt! Og brugbart tip til podcasten Karrierekvinder, den kendte jeg ikke.

Diversitet. Det ER måske et mere konstruktivt ord at bruge? Har ordet ligestilling mistet sin glød?

Knæk og bræk i jobsøgningen!

Det er nemlig en rigtig god podcast. Det er to kvinder uden børn, som har lavet den. Tit bliver forskel på kvinder og mænds karrierer forklaret med at kvinder tager barsel og derefter mere ansvar på hjemmefronten, og derfor synes jeg det er ret fedt at det er to kvinder uden børn som behandler temaet.

Tak for det her indlæg!
Jeg er i gang med at lytte til bogen “Argumenter imod kvinder” af Birgitte Possing, den kan varmt anbefales omend man kommer til at hidse sig lidt op når man hører/læser den.

Skriv et svar