Hvem brænder også brevsovs på?

Det er tre uger siden, jeg sidst har skrevet noget her, og det illustrerer meget godt, hvordan efteråret er i min branche. Sindssygt opmærksomhedskrævende.

Nu er det efterårsferie, ungerne er afleveret i institution i dag for at mor kan få lidt luft i tankerne (ja, sådan en type er jeg), vi har i bakspejlet et lækkert familiebesøg, hvor andre tog sig af os, jeg har overgivet mig til farvesortering af vores kæmpe bogreol (kunne aldrig finde noget alligevel, da dele af den stod alfabetiseret), har kogt bouillon på et kyllingeskrog og læst seriøse lunser af de tre romaner, jeg har gang i, og hvis vi bare nøjedes med dén del af historien, så så det hele svært idyllisk ud.

Men forleden spurgte min veninde mig, hvordan det gik. Og jeg havde simpelthen så svært ved at svare fyldestgørende. Jeg gik med en formulering lånt hos Ida: “Det går så meget op og ned, at jeg slet ikke orker at sætte ord på det”, for det var det mest præcise, jeg kunne komme det. Alligevel nager det. For det lyder som om der er alvorlig krise på alle fronter. Og det er der slet ikke. Men jeg begynder at fatte, at …:

Det er bare sådan her, de er. Permanent. Trediverne.

På nu femte år har jeg sådan et både buldrende og rastløst trediverstormvejr indeni, en følelse af ikke at være på vej i mål med noget af det, jeg gerne vil, mens tiden bare glider mig af hænde, fordi der simpelthen er så meget af både praktisk og følelsesmæssig karakter at skænke opmærksomhed. Men samtidig har jeg aldrig været mere fyldt op af hverdagslykke og mening.

(Nu lister jeg lige nogle ting, men jer, der synes, at jeg altid er så udmattende selvkritisk, grænsende til det teenaget selvhadske, læs lige ned til bunden, før I lægger mig i aflåst sideleje):

Jeg gad jo godt være mere dreven på jobbet. En klog venindes kloge far sagde en gang, at hvis man ikke er i udvikling, så er man i afvikling. Og den svider, den sætning. For jeg synes ikke det er specielt svært at gå på arbejde. Det er ikke hver dag, jeg lærer noget nyt. Jeg passer mit skib, og det sejler fint. Det er nemt nok at styre det, jeg ved lige hvor alt sidder og hvad vi gør hvornår, og der er forholdsvis kort vej fra ildebrand til brandslukning. Selv i dette efterår, hvor en stor nyhed i organisationen rev alle rutiner ned og alle holdt vejret for at se, hvad der ville rejse sig fra asken. Her en lille måned senere har det meste fundet sig til rette igen. Fordi rutinerne var stærke. Rutiner. Den kreative naturs død, ikke? Jeg føler jeg burde kræve en haste-MUS, så jeg kunne fremlægge en større plan for min faglige udvikling med konkrete ideer og et initiativ, der ville få nogen til at gå bagover. Sådan – som et sideprojekt til mit normale job, ikke. Faglig udvikling. Vaccinen mod Ståen I Stampe-sygen.

Jeg gad godt have et dejligere hjem. Mere opryddet og mere enkelt. Strippet for i hvert fald 60 procent af vores ragelse. Men … tid! Og lyst til oprydning!

Jeg gad ærligt talt godt være sådan en mor, der ikke kunne drømme om at aflevere sine børn til det udskældte institutionsliv på en fridag, når der i stedet kunne samles kastanjer (hvis de da er til at samle nu, er de overhovedet faldet ned, aner det seriøst ikke) til kastanjedyr og laves ansigtsmaling og køres ture i ladcyklen i det dejlige vejr.

Og maden! Vægtigste grund til, at jeg ikke selv ringer til kommunen, er at begge børn spiser så godt i institutionerne. Herhjemme kan der godt gå dage mellem grøntsagerne. Og forleden lavede jeg brun sovs fra et Knorr-brev, hvem er jeg. Som straf brændte det på.

Og jeg gad godt, at min vægt ikke steg sådan. Jeg forstår ikke, hvad der sker for forbrændingen her efter 35, men uden nogen særlig indsats vejer jeg nu næsten det samme som jeg gjorde som højgravid. Og det var højgravid:

Problemet er sådan set faktisk ikke at finde fred med alt det der. Jeg har i hvert fald fred nok til ikke at klonke mig selv oven i hovedet. Det er jeg alligevel blevet for gammel til.

Min kloge venindes kloge far glemte nemlig at sige, at man ikke kan være i udvikling alle steder på én gang. Og det er i det private, at jeg udvikler mig i disse år. I mit forhold til børnene, til Jens, til min øvrige familie. Hver eneste dag går jeg i seng klogere på mig selv end da jeg stod op. Hvis ikke dét er udvikling, der giver carte blanche til bare at være glad for at have et dejligt arbejde, der består af nogenlunde det samme, som det gjorde for to år siden, så ved jeg ikke hvad er. Afvikling er det altså ikke. Selv om den faglige udvikling ikke imponerer dagligt. Jeg har (forhåbentlig) mange år tilbage på arbejdsmarkedet, hver ting til sin tid.

Hjemmet tror jeg ikke, at jeg nogensinde kommer i mål med. Kan man overhovedet komme i mål? Jeg gider godt bo i det mariekondosk enkle hjem, men jeg gider ikke lægge indsatsen. Og jeg tror ærligt talt heller ikke på, at det er til at holde, når børnene interesserer sig for plastikfigurer i fyrre dele spredt i tre rum og Anna-dukker med en kappe opbevaret der og en Elsa-søster opbevaret dér og børnefamiliestrømpesituationen, oh, børnefamiliestrømpesituationen. Jeg tror simpelthen ikke, at Kondo for real har grejet børnefamiliestrømpesituationen.

Jeg er cool nok med, at mor har brug for ro i hovedet til at tage sig en solofridag i efterårsferien med blogging, gåtur og podcast i ørerne. Det er det med iltmasken. Man kan ikke være noget for nogen, hvis ikke man sørger for selv først. Og vægten. Ja. Det er muligt, at jeg ikke kan spise det samme uden beregning som for ti år siden. Men det er jo ikke fordi ristaffel og rødvin ligefrem slanker. Så på et eller andet plan giver det mening, at min vægt lige nu er højere end hvad bukserne kan nå om – et my mere opmærksomhed og en erkendelse af, at fysisk aktivitet nok bliver nødt til at være en del af hverdagen her efter 35, det vil helt sikkert hjælpe. Men ved I hvad. Den der bølge af kropskærlighed og lækker mode for kurvede typer og hele samtalen om, at man vitterligt har ret til at være her på lige fod med andre, selv om man vejer for meget, den er så befriende at veje lidt for meget i. Også selv om man gerne vil veje lidt mindre og igen kunne passe sin garderobe. Så tak til alle jer ude på internettet, der hver dag gør det lidt nemmere at brøle “NOT TODAY, SATAN!” til de selvhadske, kulturelt kodede tanker indefra, der hvisler, at jeg ikke har ret til at mene noget, blive lyttet til, blive beundret, blive begæret, blive betjent eller blive værdsat så længe jeg ikke kan mønstre nok selvkontrol til at lade den tredje portion middagsmad stå. Det er nemmere med jeres arsenal af motivational quotes at huske på, at man godt kan ønske sig et andet udseende, men at der intet er i vejen med det udseende, man har, og at det i hvert fald ikke har noget at gøre med ens værd som menneske.

Problemet er således ikke at finde roen til at møde disse søjler til forbedring med. For jeg har svarene parat til dem alle. Og de virker.

Men kun for en stund.

Problemet ligger i forståelsen af, at det buldrende og rastløse stormvejr er cirkulært. At uanset hvor meget, jeg tænker, at jeg endelig har knækket koden til bliss i hovedet, zen og kropskærlighed, vater og balance og det hele … så går der kun en rum tid, før kritikken banker på igen.

Hvorfor sejler dit hjem? Hvorfor gemmer du dig bag undskyldningen for, at dit hjem sejler, som er at du har så travlt på dit arbejde, når du bare står i stampe på dit arbejde? Hvorfor lader du ikke snackskuffen være? Hvordan kan du prædike balance og Det Gode Valg over for dine børn, når du selv demonstrerer så tydelig ubalance og dårlige valg? Dine børn gør ikke hvad du siger, de gør som du gør! Det er derfor de roder ud over det hele! Fordi du er en rodebutik!

Så ja.

For at vende tilbage til veninden, der spurgte, hvordan det gik:

Det går så op og ned, at der skal et helt blogindlæg til for at svare på det.

***

21 Comments

Add Yours →

Sikke et fint blogindlæg. Jeg kan genkende så meget fra det, især det med hjemmet, rodet, typen, der afleverer børn i institution for at få en (tiltrængt) fridag og de permanente 30’ere. Jeg er selv kommet dertil, hvor jeg er afklaret med at status-quo med vægt, rod og manglende grøntsager bare er en del af pakken, når der er små børn i huset. Jeg tror på, det bliver anderledes om 3-4 år, når de bliver mere selvhjulpne. Men lige nu er det bare sådan, det er for at hverdagen går op, og det er faktisk helt fint (hvert fald for mig).

Jeg er nysgerrig. Er det permanent sådan, at du er helt cool med det – eller er du det lige i disse dage? For hvis det et en permanent coolness, så efterlyses nøglen!

Nej, ikke permanent cool – men størstedelen af tiden. Mit rationelle jeg vinder (oftest) over mit irriterede-jeg,

Jeg tror, at det er vildt vigtigt, det du skriver med, at man ikke kan være i udvikling alle steder på en gang. Indtil børnene blev 6, havde jeg et meget “nemmere” job end i dag. Samme branche, men jeg søgte ikke aktivt udfordringer. Og det var fint, for jeg var/er den der mor, der megagerne vil lave kastanjedyr og gå tur i skoven med afkommet. Og så var der bare ikke tid til at køre stejl karrierekurve også (mit job var stadig interessant, men “nemmere”, og det var ikke mig, der bad om MUS med fokus på min videre udvikling :-)) Så blev afkommet ældre og var mere sammen med venner, og der blev rum til at søge udfordringer arbejdsmæssigt. På samme måde vil jeg fx også gerne prioritere at have tid til at tale med min mand, når børnene sover, og så går det ud over træning, og jeg vejer sgu også mere end jeg er helt tilfreds med. Jeg skal af og til arbejde om aftenen og falder i slik- og kageskuffen der. Sådan er det – for nu. Jeg synes, at det for mig har hjulpet at finde ud af, hvor jeg virkelig gerne vil lykkes, og så fokusere på det. Jeg kan ikke nå det hele, og det er helt ok. Og gulerødder og agurker i stave er glimrende grøntsager på aftensmadsbordet og går helt sikkert også godt til pulversovs 🙂

Når man har små børn, handler det om, at man skal kunne udholde sin hverdag. Det, der gør tingene nemmere, er det, vi gør. Så hvis alle får sovet bedre, når børnene ligger sammen med forældrene – så gør vi det. Hvis en fyldt slikskuffe føles som en velfortjent belønning om aftenen – så æder vi løs. Hvis hurtigretter er det, vi kan overskue på msdlavningstidspunktet – så laver vi hurtigmad.
Sådan kom vi gennem småbørnsårene herhjemme, selvom jeg ofte ønskede det anderledes (og prøvede). Her nu, som 45-årlig og med noget større børn, kan jeg se, at der bare slet ikke var overskud til andet eller mere. Nærvær var det allervigtigste.
I dag har jeg overskuddet til at gøre noget ved min vægt og holde den (Matematikkuren!), lave god, sund og varieret mad, tænke over min jobsituation og mit forhold til min mand.

I øvrigt synes jeg, det er noget værre vås, den mand har sagt. Om at manglende udvikling er afvikling. Hold dog op.

Haha, ja, det er i hvert fald noget vås, hvis man tror den skal proppes ned over hele livet under ét. Men jeg kan godt se pointen med den i nogle tilfælde. Jeg har i hvert fald selv brugt den til at sige ja eller nej til at bevæge mig i den rigtige retning fagligt og ikke få tildelt ansvar for ting, der ikke udvikler mig i en god retning, men alene tager min tid og lige så godt kunne tage en andens. På det plan giver den mening, synes jeg; en hjælp til at bevare min gejst og trivsel som lønslave. Men ikke til at dømme hele ens arbejdsindsats – eller hele ens liv.

Vi skal leve og ikke overleve. Eller noget i den dur. Eller et sted midt i mellem. For filan, du har så mange pointer, der er til at tage og føle på og relatere til. Og i min optik, så har motivational qoutes aldrig hjulpet nogen, sådan for realz, men at vide at det trækker op til en mor-fridag, at slutte fred med at menuen står på brændt brunpulversovs og være i stand til at forfatte et fremragende skriv på los internetos; det er sgu en ganske prima begyndelse på et skridt i retning af den der gyldne mellemvej-og-livets-balance-og de-vise-sten und alles det der, vi alle i en eller anden udstrækning strækker hals efter. Og så bare tage en dyb indånding, puste ud og hvile lidt i alt det kaos, som børnefamiliens hverdag udgør. Kærlige kram herfra en

Sødt skrevet. Tak. Dejligt at høre fra flere, der jokker rundt i småbørnsårene og prøver at få det bedste ud af dem med det underskud, der nu er.

Vi skal leve og ikke overleve. Eller noget i den dur. Eller et sted midt i mellem. For filan, du har så mange pointer, der er til at tage og føle på og relatere til. Og i min optik, så har motivational qoutes aldrig hjulpet nogen, sådan for realz, men at vide at det trækker op til en mor-fridag, at slutte fred med at menuen står på brændt brunpulversovs og være i stand til at forfatte et fremragende skriv på los internetos; det er sgu en ganske prima begyndelse på et skridt i retning af den der gyldne mellemvej-og-livets-balance-og de-vise-sten und alles det der, vi alle i en eller anden udstrækning strækker hals efter. Og så bare tage en dyb indånding, puste ud og hvile lidt i alt det kaos, som børnefamiliens hverdag udgør. Kærlige kram herfra en

Fridag til mor er SÅ velfortjent! Det er dejligt at høre fra dig i denne fase af trediver-cyklussen (altså den tilgivne og selvkærlige). Jeg kan genkende det hele og hvor er det bare rart at vide, at man ikke er alene – både i selvkritikken og i at tilgive sig selv for smutveje og shortcomings. Det giver kun mening, at man ikke kan køre med højt blus på alle kogeplader.

Ja! Et 37 og har været i den vejrudsigt du beskriver, siden jeg var 33. Jeg prøver også at tænke det cirkulært. Og fase fase fase. Men derfor er det stadig virkelig hårdt, når stormvejret brager løs. Og man igen ikke kunne være den overbærende Mary poppins mor, men endte med at visle Fuck mit liv på tårnlegepladsen efter 3 timers baby og toddler tantrum. Og ens sunde spinat snack muffins man havde bagt i nervøs sved tilstand (Paw Patrol slutter om 15 min, ig baby kan vågne når som helst, du ved) bare er hårde og tørre, og man ville ønske man bare havde smidt 200 g smør og sukker sammen med noget mel og vanille i stedet….

Hahaha, “fuck mit liv på tårnlegepladsen”, så meget mig. Og alle har prøvet at bage lækre, sunde snacks, og alle har historier om hvor dårligt, de kommer i mål. Jeg føler med dig!

Jeg aner ikke, om du kan bruge det til noget, men det kan meget vel være, du om ti år er så rolig med mange af disse ting, og efterhånden blevet ret god til at bruge den rigtig store pyt-knap permanent…
Det er sket for mig og de fleste af mine veninder. Fyrrerne er på mange måder så skønne at læne sig tilbage i, efter de på nogle måder voldsomme og hektiske sidste 20-25 år. Der sker noget i én. Fyrrene kan virkelig noget, jeg tør næsten love dig, det på den ene eller anden måde bliver rigtigt fedt 😉
Ikke, at jeg tror der er noget galt nu, forstås, og jeg kan jo ikke tale for alle, skære alle over én kam og så videre, men der er altså en tendens er jeg sikker på.

Jeg kan godt bruge det til noget – men hvor er fyrrerne langt væk. Trediverne har heldigvis også en masse charme over sig.

(Tak, i øvrigt, for at skrive denne kommentar uden at lyde det mindste nedladende. Bare anerkendende. Jeg har fået den før, men tit sådan lidt “Gud, går du op i sådan noget, haha, sådan noget har jeg slet ikke tænkt på i mange år, åh, bare VENT til du når min alder, så er det altså ting som alkoholpolitik og teenagekæresteregler, vi har at bøvle med i stedet for vores vægt og speltmorsammenligninger, og DET kan man altså kalde store problemer! Nyd du bare tiden her, hvor problemerne er så små.” Løst citeret. Men jeg tror flere kan genkende den)

Denne her post minder mig om et andet idabida-citat: “Det er ikke for at være krukket, men jeg fatter ikke, hvordan man kan have små børn og et fuldtidsjob, uden at få stress”. Hvis du kan klare det, er du sej. Brændt pulversovs eller ej. Jeg har i øvrigt lige rocket færdige fiskefrikadeller på frost fra Bilka og de er anbefalelsesværdige.
Kondo har jo i øvrigt selv børn og svarede i et eller andet tv-program på, hvordan hun holder huset ryddeligt som enlig mor til to. Jeg citerer frit fra hukommelsen: “Jeg rydder op igen og igen. Og så skælder jeg meget ud” komplet med perfekt Marie Kondo-smil. Måske er det også løsningen på børnefamiliestrømpesituationen?

Åh, den sætning fra Ida er også god at huske, men jeg tror faktisk, at den spurgte til, hvordan børnefamilier med flere børn kunne hænge sammen, når begge forældre arbejdede fuld tid. Det forstår jeg heller ikke. Sådan er det ikke hos os – vi arbejder begge på fuld tid, men heldigvis har min kæreste skiftende arbejdstider spredt ud over det meste af døgnet, oftest om aftenen. Det giver lidt luft i logistikken. Så hos os er der yderst sjældent en stresset morgen eller en kritisk lav beholdning i havregryn eller bleer, der ikke kan fixes næste morgen efter børnene er afleveret og jeg er sendt på arbejde.

Det der gad jeg godt høre Kondo sige! Jeg har mere hørt hende fortælle om, at oprydning *sammen* med børnene er nemmest. Og så fik jeg akut sammenligningsstress.

Kan vi ikke bare tage citatet helt ud af kontekst? “Små børn” = flertal “et fuldtidsjob” = ental. Det er hårdt nok, synes jeg. Og skiftende arbejdstider må også være en udfordring sommetider, hvis der bliver meget tid alene med børnene? Min mand er i øvrigt på dagpenge og jeg synes stadig, det er rigelig besværligt at have tre små unger.
Jeg tror, Kondo sagde det i serien på Netflix. Nærmere kan jeg desværre ikke komme det!

Elsker de her indlæg med tanke-regn – skærer man mit hoved op, vælter den slags ene-monologer også rundt med overvejelser og tanker i en stor tumult af tidligere samtaler, egne ideer, skævvreden frygt og drømme.

Så dejlig tekst! Jeg synes du er megaklog, Karoline. På dig selv, på ord og på hverdagspolitiske emner. Måske det også er en del af en faglig udvikling, som bare ikke – lige nu – passer spot on i din stillingsbeskrivelse? Og fra perspektivet ny-mor-i-tyverne-i-første-voksenjob: Hvor ville jeg ØNSKE, at mit arbejde havde nogle rutiner og en ro som kunne give mig bare en my mere overskud til hjemmelivet også. Lige nu er det hele bare “hvem er jeg som medarbejder?”, “hvad går alle de her opgaver ud på?”, “hvad skal jeg være, når jeg bliver stor?”, “finder jeg nogensinde noget jeg er god til?”, som kører parallelt med alle overvejelserne om hverdagslogistik, parforhold og moridentitet. Jeg tænker, ligesom dig, ikke at ro på nogle fronter betyder stilstand – det betyder bare plads til noget andet i en periode.

Skriv et svar