Hvad Ghita Nørby lærte mig om sorg

En tyngde lettede den anden dag, da jeg igen gav mig til at ævle om min mors død.

Jeg har holdt igen med emnet de seneste måneder, og det skyldes ikke rigtigt, desværre, at savnet er blevet mindre. Det er ikke så lammende mere, jeg er ikke længere i chok over, at dets dimensioner synes uendelige. Men mindre er det ikke.

Jeg har ladet været at skrive om hende af en anden årsag: Den, at jeg har været alt for selvbevidst. Og tænkt alt for meget over, at min pæren rundt i min sorg og mit savn her på siden slet ikke afspejler det forhold, jeg havde til min mor, da hun levede.

Det er som om mine store ord maler et billede af et tæt og nært og meget kærligt mor-datter-forhold. Og vi var bestemt tætte, bestemt, men det var ikke ukompliceret (hvilket mor-datter-forhold det det?), og det var ikke altid kun kærligt. Det var farvet af hvilke mennesker af kød og blod og fejl, vi er og var, lige som alle andres forhold til hinanden.

Det har jeg bare ikke gidet skrive frem. Jeg gad ikke opgøret. Jeg gad kun savnet. Men dokumentaristen i mig mente, at det var blevet for meget, for enøjet. Hvis ikke jeg gad skrive om vores problematiske forhold, så kunne jeg ikke få lov til at fortabe mig i den ukomplicerede kærlighed, der også var mellem os. For det er ikke sandheden, mente journalisten derinde – og hun er meget optaget af sandheder og af at få dem formuleret.

Jeg forsøger jo at omskrive historien, har det gjaldet indefra. Når ikke vi kunne have et perfekt, Hallmark-agtigt mor-datter-forhold i livet, så kunne vi da få det i døden.

Og det har afholdt mig fra at skrive. For jeg vil ikke omskrive nogen historie.

Men den anden dag hørte jeg Iben Maria Zeuthens interview med Ghita Nørby. Alle har snakket om det, få har snakket om andet end at det kørte af sporet. Men det, som jeg fik med mig fra det, var dette: Ghita Nørby, der fortæller om hvilken art lettelse, der ramte hende, da hendes mor døde.

Hun og moderen havde haft seriøse beefs altid, og de nåede ikke at blive forsonet, før moderen døde. Her kunne man så tro, at det ville plage den voksne datter, at det sluttede sådan, men her spurgte Ghita Nørby sig selv:

Hvorfor i alverden skulle jeg bære rundt på alt det?

Hvorfor skulle hun blive ved med at dvæle ved alt det, der havde været dårligt mellem hende og hendes mor? Nu var det jo slut. Slut med kritik og skænderier.

Og der, med Ghita Nørbys ikoniske stemme, faldt der endnu en brik på plads i det puslespil, jeg har forsøgt at lægge siden min mors død og som måske en dag – måske ikke – bliver til et færdigt billede.

Ghita Nørbys forhold til sin mor lignede ikke mit med min. Slet ikke. Men der er noget fælles i det med at slippe det dårlige; at døden kan sætte det fri.

Jeg vil heller ikke bære rundt på det dårlige, selv om det dårlige også er en del af fortællingen om min mor og mig. For jeg skylder ikke nogen fortællingen om de skænderier, vi havde, de perioder med tavshed, der fandtes masser af i vores forhold, hendes vanskelige sind eller hendes døtres livslange angst for at hun skulle dø, hvis ikke nogen passede godt nok på hende.

Jeg kan tænke over det, for de ting fortæller også meget om mig og den, jeg er i verden, og jeg kan fortælle andre og jer om det i det omfang, jeg har lyst. Men jeg skylder ikke den side af historien til nogen som betaling for, at jeg savner hende for fuld spade.

Det, jeg bærer, er et savn. Jeg er en kvinde, der savner sin mor. Rent og ulykkeligt. Og det er det, jeg har brug for at snakke om.

***

4 Comments

Add Yours →

Og vi er her til at lytte (læse), uanset hvad du har brug for at skrive om. For når du gør det, så bliver det altid godt og rammende. Uanset om det handler om et forskønnende savn (som jeg nu aldrig synes bliver unuanceret beskrevet) eller noget mere komplekst. Det er trods alt dit eget internet-hus 🙂

Lige om lidt bliver jeg 50 år, og jeg savner stadigvæk min mor og sorgen er der på 9. år. Heldigvis har sorgen ændret sig til en anden og mere hensigtsmæssig udgave end før.
Og mon ikke også at den kære Ghita også har været ramt og har været noget tid om at give slip…. Det tror jeg….
At elske er at være sårbar, og det er okay <3

Det kan du sagtens have ret, at hun har været dengang. Ikke desto mindre en fin refleksion, hun har gjort sig som ældre.

Jeg er nu ikke ude på at forcere eller give slip eller blive mindre ked af det, læser du det ud af mit blogindlæg?

Skriv et svar